Cirkulære om statstilskud til forsøg med særlige uddannelsesmæssige foranstaltninger mod arbejdsløshed (Til alle amtskommuner og kommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om statstilskud til forsøg med særlige uddannelsesmæssige foranstaltninger mod arbejdsløshed
(Til alle amtskommuner og kommuner m.fl.)
I henhold til § 2 i lov nr. 268 af 6. juni 1985 om ungdomsvejledning og visse uddannelsesmæssige foranstaltninger har undervisningsministeriet i cirkulære af 28. juli 1986 om uddannelsesmæssige foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden fastsat retningslinier for kommunernes og amtskommunernes bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.
I tilslutning hertil og med det formål at sikre en løbende fornyelse og udvikling af struktur, indhold og pædagogisk metode i de uddannelsesmæssige foranstaltninger mod arbejdsløshed yder undervisningsministeriet efter reglerne i afsnit 1 i dette cirkulære tilskud til
-forsøgsprojekter, herunder vejledningskurser, for arbejdsløse under 25 år.
Endvidere ydes efter reglerne i afsnit 2 tilskud til
- forsøg med voksenuddannelse m.v. for særligt truede grupper af arbejdsløse.
Endelig kan der gives tilskud til
- tværgående og/eller landsdækkende aktiviteter.
Tilskuddene administreres af direktoratet for folkeoplysning, frie grundskoler m.v. inden for de bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove.
1. Forsøgsprojekter, herunder vejledningskurser, for arbejdsløse under 25 år.
Der kan ydes tilskud til forsøg med oprettelse af vejledningskurser m.v. for unge arbejdsløse under 25 år med særlige vanskeligheder med uddannelses- og erhvervsvalg. Formålet med kurserne er at styrke motivationen og selvtilliden hos deltagerne til at påbegynde uddannelse eller beskæftigelse.
Kurser, hvortil der kan ydes tilskud
Kurserne skal være tilrettelagt således, at de henvender sig til grupper af unge med fælles udgangspunkt og/eller fælles problemer, f.eks. unge langtidsledige, unge arbejdsløse indvandrere eller enlige mødre.
Kurserne kan ud over at indeholde vejledning give mulighed for at erhverve færdigheder, der er nødvendige for senere uddannelse eller beskæftigelse.
Der gives fortrinsvis tilskud til
- kortere kurser af orienterende karakter
- kurser, der giver deltagerne en grundigere orientering og indsigt i et bestemt område samt et et vist praktisk kendskab til dette (af f.eks. 6-8 ugers varighed)
- længerevarende kurser for unge, der har særligt store problemer, gerne tilrettelagt i samarbejde med f.eks. socialforvaltningen.
Der kan desuden ydes tilskud til tværgående og/eller landsdækkende aktiviteter, f.eks.
- erfaringsopsamling og evaluering
- konferencer, seminarer, projektmedarbejderkurser m.v.
- informations- og vejledningsmateriale samt temapublikationer af debatskabende karakter.
Der ydes ikke tilskud til kurser, der med hensyn til indhold og varighed vil kunne sidestilles med eksisterende vejledningstilbud, herunder de erhvervsintroducerende kurser for unge.
Tilskuddets omfang
Tilskuddet, der fastsættes efter en vurdering i hvert enkelt tilfælde, kan højst udgøre 50 procent af udgifterne.
Tilskud kan ydes til
- driftsudgifter, herunder lønudgifter
- undervisningsmaterialer, ekskursioner m.v.
- planlægning og administration af kurserne.
Der kan kun i meget begrænset omfang ydes tilskyd til etableringsudgifter.
2. Forsøg med voksenuddannelse m.v. for særligt truede grupper af arbejdsløse.
Der kan ydes til forsøg med uddannelsesprojekter for grupper, der har en særlig risiko for at blive udstødt af arbejdsmarkedet, eller som er særligt udsat for langvarig arbejdsløshed. Formålet er at forbedre deltagernes muligheder for uddannelse eller beskæftigelse.
Disse grupper vil hovedsagelig være arbejdsløse kvinder og arbejdsløse indvandrere. Tilskud kan gives til projekter, der fortrinsvis henvender sig til personer over 25 år.
Aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud
Der gives fortrinsvis tilskud til
- projekter, hvor almen undervisning, herunder sprogundervisning for indvandrere, kombineres med faglige aktiviteter, eller hvor den almene undervisning relateres til deltagernes egen situation
- projekter, der er særligt afpassede efter uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne inden for lokalområdet
- kurser for kvinder, der søger utraditionelle erhverv
- særlige foranstaltninger, der skal lette overgangen til fortsat uddannelse eller beskæftigelse
- særlige aktiviteter, der i en overgangsperiode skal støtte udsatte grupper, efter at anden uddannelse eller beskæftigelse er påbegyndt.
Der kan desuden ydes tilskud til tværgående og/eller landsdækkende aktiviteter f.eks.
- erfaringsopsamling og evaluering
- konferencer, seminarer, projektmedarbejderkurser m.v.
- informations- og vejledningsmateriale samt temapublikationer af debatskabende karakter.
Der ydes ikke tilskud til kurser, der med hensyn til indhold og varighed vil kunne sidestilles med eksisterende undervisningstilbud, f.eks. inden for lovgivningen om arbejdsmarkedsuddannelserne, lov om undervisning af voksne indvandrere og lov om fritidsundervisning.
Tilskuddets omfang
Tilskuddet, der fastsættes efter en vurdering i hvert enkelt tilfælde, kan højst udgøre 50 procent af udgifterne.
Tilskud kan ydes til
- driftsudgifter, herunder lønudgifter
- undervisningsmateriale, ekskursioner m.v.
- planlægning og administration af kurserne.
Der kan kun i meget begrænset omfang ydes tilskud til etableringsudgifter.
3. Ikrafttræden.
Tilskud ydes efter disse retningslinier med virkning fra den 1. januar 1987.
Cirkulære af 13. oktober 1982 om statstilskud til særlige uddannelsesmæssige foranstaltninger mod arbejdsløshed ophæves med virkning fra den 1. januar 1987.
UNDERVISNINGSMINISTERIET
Direktoratet for folkeoplysning,
Frie grundskoler m.v., den 22. september 1986
P.D.V.
KLAUS HOLMSTRUP