Legislator Case Law & Legislation
C19860006209 DK

Cirkulære om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (Til Stiftsøvrighederne)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1986 62 Historic

Bilag

Lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

(Udelades her)

Cirkulære (1 sp) 1986 62 Historic

Cirkulære om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

(Til Stiftsøvrighederne)

Ved lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde ophæves lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 455 af 23. september 1947, samt kgl. anordning nr. 136 af 11. april 1953 om vedligeholdelse af og tilsyn med kirkebygninger m.v. og kgl. anordning nr. 143 af 20. april 1953 om kirkegårde. Endvidere ophæves lov nr. 103 af 8. maj 1908 om sognekirkers udvidelse.

De vigtigste regler om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde er nu samlet i den nævnte lov af 22. maj 1986, der er aftrykt som bilag til dette cirkulære, og i en i tilslutning dertil udfærdiget bekendtgørelse, hvoraf særtryk vedlægges. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1986. Bestemmelserne i den nye lov svarer i det væsentlige til de hidtil gældende regler, idet hensigten med de nye bestemmelser først og fremmest har været at forenkle, tydeliggøre og ajourføre reglerne.

Af nye bestemmelser skal særlig fremhæves lovens kapitel IV og bekendtgørelsens kapitel III om registrering af gravminder. Bestemmelserne i loven gælder såvel for selvejende som for ikke-selvejende kirker, medmindre andet fremgår af lovens kapitel VIII, der indeholder de særligt for ikke-selvejende kirker gældende bestemmelser.

De væsentligste ændringer er følgende

Kirkebygninger

1. Lovens § 6 om fjernelse af kister, som findes i kirken, omfatter - modsat tidligere bestemmelser - også fjernelse af kister, der henstår i gravkapeller, der er lukkede ind til kirkerummet.

2. Ifølge bekendtgørelsens § 3 skal anskaffelse af tekstiler fremtidig godkendes af provstiudvalget. Er kirken undergivet særligt tilsyn, kræves dog stiftsøvrighedens godkendelse.

Kirkegårde

3. Bestemmelsen i lovens § 14, stk. 2, om, at udensognsboende, der enten har ægtefælle, forældre eller børn begravet på kirkegården, eller som på særlig måde har været knyttet til sognet, ligestilles med indensognsboende, gælder også for personer, der ikke er medlemmer af folkekirken.

4. Lovens § 15, stk. 1, om retten til udlægning af et gravsted fastsætter de mindstekrav, der skal opfyldes, når et gravsted udlægges til en person, der har ret til at blive begravet på kirkegården.

5. Bestemmelsen i lovens § 15, stk. 2, tilsigter ikke en ændring af hidtidig praksis, hvorefter ønsker om udlægning af familiegravsteder imødekommes så vidt muligt og inden for rimelige grænser.

6. Lovens § 18, stk. 2, indeholder en ny bestemmelse om ophør af retten til at foretage yderligere begravelse i et gravsted, der er omfattet af en godkendt reguleringsplan. Bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis.

7. I lovens § 17, stk. 2, om rydning af forsømte gravsteder er det præciseret, at gravminder skal opbevares indtil brugsperiodens udløb. Bestemmelsen kræver ikke, at gravminderne skal blive på gravstederne, hvis de kan anbringes på anden forsvarlig måde.

8. Ifølge lovens § 12, stk. 2, skal en kirkegårdsvedtægt bl.a. indeholde takstbestemmelser vedrørende erhvervelse, fornyelse og vedligeholdelse af gravsteder. Ifølge de tidligere gældende bestemmelser skulle betalingen for erhvervelse af brugsret til gravsteder gradueres, således at den var højere for personer, der ved deres død ikke var medlemmer af folkekirken, end for medlemmer af folkekirken, og højere for udensognsboende end for indensognsboende. Og for udensognsboende uden særlig tilknytning til sognet skulle taksten være højere end for udensognsboende med en sådan tilknytning. Den nye lov indeholder ingen regler, der påbyder en sådan graduering af takster, idet det er anset for rimeligt og i overensstemmelse med almindelige decentraliseringsbestræbelser, at det nu overlades til stiftsøvrigheden i forbindelse med godkendelse af kirkegårdsvedtægten at træffe bestemmelser om eventuel graduering af takster under hensyn til de lokale forhold.

Bestemmelsen i § 12 tilsigter ikke nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter kirken kan påtage sig vedligeholdelse af gravsteder mod en i vedtægten fastsat betaling.

9. Til etablering af belysning på kirkegården og befæstelse af gange kræves fremtidig stiftsøvrighedens tilladelse, jfr. bekendtgørelsens § 23, stk. 2.

10. Forslag til omfangsdræn omkring kirkebygningen skal fremtidig godkendes af stiftsøvrigheden, jfr. bekendtgørelsens § 24, stk. 2.

11. Bekendtgørelsens § 29 indeholder en tidligere savnet bestemmelse om, at lig ved begravelse og ligbrænding skal være anbragt i kiste.

Registrering af gravminder

12. Lovens kapitel IV og bekendtgørelsens kapitel III indeholder bestemmelser om registrering af gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særligt bevaringsværdige. Registrerede gravminder må ikke fjernes fra kirkegården af menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen. Den forpligtelse, der ifølge lovens § 9, jfr. § 11, stk. 3, påhviler menighedsrådet (kirkegårdsbestyrelsen) til at vedligeholde kirkegården, omfatter også de registrerede gravminder, der er hjemfaldet til kirkegården. Såfremt et registreret gravminde skal istandsættes, vil der være mulighed for at søge statstilskud hertil, jfr. lov nr. 645 af 19. december 1984 om folkekirkens økonomi § 20, stk. 3. Udgifter til den i lovens § 21, stk. 2, nævnte sagkyndige bistand og den i lovens § 21, stk. 3, nævnte registrering af gravminder på kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn, afholdes ifølge lovens § 40, nr. 3, af fællesfonden. Der vil af ministeriet blive udsendt en særlig vejledning med hensyn til registreringens gennemførelse.

Udgifternes afholdelse

13. Bestemmelserne i lovens § 40 er en følge af lov nr. 645 af 19. december 1984 om folkekirkens økonomi. De under nr. 1 og nr. 2, 1. punktum, nævnte udgifter til konsulentbistand og afholdelse af de i kapitel VI omhandlede særlige syn, der tidligere blev afholdt af statskassen, afholdes nu af fællesfonden.

Ikke-selvejende kirker

14. Bestemmelsen i lovens § 44, hvorefter kirkeministeren kan tillade, at der af kirkekassen ydes tilskud til driften af kirkegården ved en ikke-selvejende kirke, er ny. Da begravelsesvæsenet er et samfundsanliggende, er det anset for rimeligt at åbne mulighed for, at der, hvor forholdene taler for det, ydes et passende tilskud af kirkelige ligningsmidler til kirkegårdens drift.

Særlige bestemmelser

15. Formålet med bestemmelsen i lovens § 47, jfr. bekendtgørelsens § 55, er at sikre adgang til begravelse af krigsdøde på bestående kirkegårde eller - hvor dette ikke er muligt - på arealer tilvejebragt ved ekspropriation.

Der vil senere blive udsendt en vejledning for menighedsrådene indeholdende forskellige detailbestemmelser vedrørende kirkebygninger og kirkegårde samt en samling af de cirkulærer, der er gældende på dette område.

Kirkeministeriet, den 20. juni 1986

P.M.V.

Maria Topp

/Finn Langager Larsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →