Legislator Case Law & Legislation
C19860006109 DK

Cirkulære om ændring af skolestyrelsesloven (Bortfald af undervisningsministeriets og amtsrådenes godkendelsesbeføjelser, forenkling af klageregler, styrkelse af skolenævn m.v.) (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn, ungdomsskolenævn, fritidsnævn, voksenundervisningsnævn, lærerråd og skoleledere uden for København) (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1986 61 Historic

Cirkulære om ændring af skolestyrelsesloven (Bortfald af undervisningsministeriets og amtsrådenes godkendelsesbeføjelser, forenkling af klageregler, styrkelse af skolenævn m.v.)

(Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn,

ungdomsskolenævn, fritidsnævn, voksenundervisningsnævn, lærerråd

og skoleledere uden for København)

Ved lov nr. 216 af 23. april 1986 er der foretaget en række ændringer af lov om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m.v. (skolestyrelsesloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 24. af 20. januar 1978 som ændret ved lov nr. 528 af 28. december 1979 og § 2 i lov nr. 270 af 6. juni 1985. Ændringsloven træder i kraft den 1. august 1986. Skolestyrelsesloven vil med de seneste ændringer blive optrykt i en ny lovbekendtgørelse.

Ministeriet skal om de enkelte ændringer, som ændringsloven indeholder, herved bemærke følgende

1. Amtsrådenes godkendelsesbeføjelser

a. Fritidsundervisning

Ved ophævelse af § 39, stk. 1 og 2, og ændringer af § 3, stk. 2, og § 5 bortfalder amtsrådenes beføjelser til at godkende ungdomsskolens prøveforberedende undervisning og specialundervisning samt specialundervisning for voksne. Beføjelsen til at godkende ledere og lærere ved fritidsundervisning for voksne opretholdes.

b. Skolebyggeprojekter

Ved ændringer af § 4 og § 36 ophæves bestemmelserne om, at kommunernes skolebyggeprojekter - dvs. byggeprogram med dispositionsforslag - skal forelægges amtsrådet til godkendelse. Amtsrådenes forpligtelse ifølge § 36, stk. 1, til at bistå kommunerne med rådgivning om projektering af skoler i det omfang, kommunerne ønsker det, opretholdes.

Som følge af ændringerne af § 4 og § 36 skal bekendtgørelse nr. 544 af 14. november 1974 om behandlingen af folkeskolens byggesager, som ændret ved bekendtgørelse nr. 168 af 5. april 1978, revideres. Indtil videre gælder bestemmelserne i den nævnte bekendtgørelse med de ændringer, der følger af, at amtsrådets godkendelse af byggeprogram med dispositionsforslag er bortfaldet.

2. Amtsrådenes vejledningsvirksomhed

Ved ændring af § 34 bortfalder amtsrådenes pligt til at føre tilsyn med lovligheden af kommunernes forvaltning af skolevæsenet og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m.v. Tilsynet varetages herefter alene af de kommunale tilsynsmyndigheder, jfr. kapitel VI og kapitel VII i lov om kommunernes styrelse.

Efter den ændrede bestemmelse forpligtes amtsrådene til at vejlede de enkelte kommuner i spørgsmål om det kommunale skolevæsen og den i kapitel I-IV i lov om fritidsundervisning m.v. nævnte virksomhed i det omfang, de pågældende kommunalbestyrelser anmoder herom. Ændringen skal ses på baggrund af, at hovedvægten i amtsrådenes tilsynsudøvelse i praksis i højere grad har ligget på rådgivning og vejledning af kommunerne end på egentlig tilsynsvirksomhed. Amtsrådene kan i forbindelse med deres vejledningsvirksomhed forlange enhver oplysning meddelt af de kommunale skolemyndigheder, som de skønner nødvendig for vejledningsvirksomheden.

Amtsrådene kan i øvrigt selv tage initiativ til vejledningen, der i så fald må betragtes som et tilbud til kommunerne.

3. Amtskommunens skole- og undervisningsplan

Bestemmelsen i § 40, stk. 2, om, at planen for amtskommunens skolevæsen og undervisningsvirksomhed m.v. skal forelægges undervisningsministeren til godkendelse, er erstattet af en bestemmelse om, at planen skal indsendes til undervisningsministeriet, der efter § 40, stk. 4, varetager tilsynet med amtskommunens skole- og undervisningsvæsen.

4. Planlægning inden for undervisningsområdet

Bestemmelserne i § 35 om udarbejdelse af en samlet udbygningsplan for hver amtsrådskreds er ophævet og erstattet af en ny bestemmelse i § 80, der bemyndiger undervisningsministeren til at fastsætte regler vedrørende kommunernes og amtskommunernes planlægning inden for undervisningsområdet.

5. Klageadgang

Reglerne om klageadgang i § 65 er ændret.

a. § 65, stk. 1. I § 65, stk. 1, der omhandler amtsrådets funktion som klageinstans for afgørelser, der træffes af de kommunale skolemyndigheder, er tilføjet en bestemmelse om, at amtsrådets afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Amtsrådenes afgørelser i klagesager kan således ikke fremtidig indbringes for undervisningsministeriet.

De ændrede regler om klageadgang finder anvendelse på afgørelser, som amtsrådene træffer den 1. august 1986 og senere.

Undervisningsministeren kan dog fastsætte regler om, at visse afgørelser kan indbringes for ministeren (ministeriet). Ifølge de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, tager bemyndigelsen navnlig sigte på sager vedrørende tjenestemandsretlige og overenskomstmæssige forhold. Den nærmere afgrænsning af disse sager vil blive fastsat i en bekendtgørelse fra undervisningsministeriet.

I den af folketingets uddannelsesudvalg afgivne betænkning over lovforslaget er det vedrørende ændringen af § 65 anført, at undervisningsministeren med hensyn til muligheden for at fastholde en ensartet praksis har oplyst, at udover den mulighed, der ligger i egentlig regelfastsættelse med hjemmel i lovgivningen, er der mulighed for at udsende vejledninger om forståelse af gældende regler, herunder om hidtidig praksis, ligesom der er mulighed for at afgive vejledende udtalelser i enkeltsager.

b. § 65, stk. 2. Som følge af ændringen af § 65, stk. 1, omfatter § 65, stk. 2, fremtidig kun de afgørelser, som amtsrådet træffer som skoleforvaltningsmyndighed, f.eks. afgørelser om vidtgående specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2, afgørelser i henhold til lov om specialundervisning for voksne, afgørelser i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne og afgørelser vedrørende administrationen af amtskommunale gymnasieskoler. Sådanne afgørelser vil som hidtil kunne indbringes for undervisningsministeriet.

6. Skolenævns beføjelser

a. I § 27, stk. 6, og § 72, stk. 7 (vedrørende Københavns kommune) er indføjet nogle nye bestemmelser, der tillægger skolenævnet kompetence til - efter indstilling fra lærerrådet - at godkende tilrettelæggelse og indhold af fælles arrangementer for skolens elever i skoletiden.

Bestemmelsen tager sigte på morgensamlinger, juleafslutninger, skolejubilæer, teaterforestillinger og andre lignende fælles arrangementer, hvor eleverne samles på skolen i skoletiden.

Ved de nye bestemmelser fastsættes samme procedure for godkendelse af fælles arrangementer, som gælder for godkendelse af skolens undervisningsmidler. Initiativet i sager om godkendelse af fælles arrangementer kan således komme fra såvel lærerrådet som skolenævnet, men der skal i alle tilfælde foreligge en indstilling fra lærerrådet som grundlag for skolenævnets beslutning om godkendelse.

Det forudsættes i øvrigt, at gennemførelsen af fælles arrangementer for skolens elever sker under hensyn til de lokale traditioner og på grundlag af ønskerne i skolens forældrekreds, f.eks. således at eventuelle klasseforældrerepræsentanter inddrages i drøftelserne forud for skolenævnets godkendelse.

Endvidere bør skolens elevråd have lejlighed til at udtale sig om eventuelle fælles arrangementer, inden der træffes beslutning herom.

Det er endvidere fastsat, at skolenævnet kan foreslå arrangementer for skolens elever, som ligger uden for skoletiden. Den endelige beslutningskompetence i disse tilfælde har som hidtil skolens leder, jfr. § 57, stk. 3, og § 73, stk. 1.

b. Ved ændringer af § 27, stk. 15, og § 72, stk. 15, præciseres det, at skolenævnet også skal udtale sig om de bestemmelser i udkastet til kommunens skoleplan, som vedrører indretning af skolefritidsordning ved skolen.

7. Fritidsnævns beføjelser

Ved ændring af § 29, stk. 5, fastsættes det, at skolekommissionen i alle tilfælde skal indhente fritidsnævnets udtalelse om de bestemmelser i udkastet til kommunens skoleplan, som vedrører elevernes undervisning i fritiden og etablering af skolefritidsordninger i folkeskolen.

8. Lærerråd

I § 60, stk. 1, er indføjet en ny bestemmelse, der bemyndiger undervisningsministeren til at fastsætte regler om medlemskab af lærerråd for lærere, der har faste undervisningstimer ved mere end een skole. Bestemmelsen tager sigte på f.eks. tale-hørelærere, faste vikarer og faglærere, der ofte har faste undervisningstimer ved flere skoler, samt lærere, der må tillægges undervisningstimer ved flere skoler for at kunne opnå fuldt timetal. Efter den gældende bestemmelse er de pågældende lærere medlem af lærerrådene ved de skoler, hvor de har faste undervisningstimer.

Hovedsigtet med bemyndigelsesbestemmelsen, hvis gennemførelse forudsætter ændring af bekendtgørelse nr. 206 af 5. maj 1978 om lærerråd og fælleslærerråd uden for København, er, at en lærer normalt kun skal deltage i lærerrådsarbejdet ved een skole.

9. Elevråd

Ved ændring af § 80 b gøres elevråd obligatoriske ved kommunale og amtskommunale skoler, som har 5. eller højere klassetrin. Lovændringen indebærer en understregning af skolernes og skolemyndighedernes pligt til at bistå, vejlede og støtte eleverne i deres deltagelse i elevrådsarbejdet. Der skal stilles et egnet lokale og andre nødvendige faciliteter - herunder adgang til maskinskrivning og fotokopiering - til rådighed for elevrådets virksomhed på skolen.

Ministeriet anser det endvidere for ønskeligt, at der af kommunen/amtskommunen ydes økonomisk støtte til elevrådsvirksomhed. Det vil således efter ministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt, at der, f.eks. på skolens årsbudget, afsættes et passende beløb til elevrådets arbejde. Dannelsen af elevråd på de enkelte skoler - herunder sammensætning og valg af medlemmer - skal som hidtil bero på elevforsamlingens selvbestemmelse, og der vil ikke påhvile de enkelte elever en pligt til at deltage i elevrådsarbejde.

Elevrådets møder bør afholdes uden for undervisningstiden.

Ministeriet vil senere udsende en vejledning om bl.a. elevrådenes høringsret.

10. Andre ændringer

a. Bestemmelser om fritagelse for at modtage valg og om fritagelse for medlemskab i løbet af valgperioden

Ved ændringer af § 14, § 41, stk. 2, og § 76, stk. 1, er reglerne om fritagelse for at modtage valg til skolekommissionen - i København skoledirektionen - de forskellige nævn og skolerådene bragt i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i § 27, stk. 1 og 2, i lov om kommunale valg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 139 af 26. marts 1985.

Endvidere er ved ændringer af § 15, stk. 1, og § 76, stk. 2, 3 og 5, reglerne om fritagelse for medlemskab i løbet af valgperioden bragt i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i § 34 b i lov om kommunale valg. Den ændrede affattelse af de nævnte bestemmelser vil ikke være til hinder for, at et medlem, der fraflytter kommunen, i overensstemmelse med hidtidig praksis efter anmodning fritages for medlemskabet i resten af valgperioden.

b. Normeringsregler

Ved ændring af § 58, stk. 2, ophæves bestemmelsen om, at undervisningsministeriets godkendelse kræves til ansættelse af en skoledirektør.

Endvidere ophæves bestemmelsen om, at kun større kommuner kan ansætte en (heltidsbeskæftiget) skoledirektør i stedet for en ledende skoleinspektør, der tillige varetager funktionen som skoleleder. Herved stilles kommunerne frit i valget mellem ansættelse af en ledende skoleinspektør efter § 58, stk. 1, eller ansættelse af en skoledirektør efter § 58, stk. 2.

Ved ændring af § 59, stk. 1, ophæves bestemmelsen om, at undervisningsministeriets godkendelse kræves til ansættelse af en ledende skolepsykolog, og ved ændring af § 55 ophæves bestemmelsen om, at ministeriets godkendelse kræves til ansættelse af faglig medhjælp for amtskonsulenterne og amtsskolepsykologen.

Reglerne om normering af de heromhandlede stillinger er fastsat i undervisningsministeriets cirkulære nr. 70 af 24. april 1978 om normering af tjenestemandsstillinger m.v. i folkeskolen med senere ændringer.

c. Amtskonsulenternes og amtsskolepsykologens instrukser

Bestemmelsen i § 56 om amtsrådets forpligtelse til at udfærdige instrukser for amtskonsulenternes og amtsskolepsykologens virksomhed ophæves. Amtsrådene vil dog fortsat kunne udfærdige sådanne instrukser, men i så fald skal disse ikke forelægges undervisningsministeriet til godkendelse.

d. Tilskud fra amtskommunen og staten

Bestemmelserne i § 48 og § 81 om bevilling af tilskud fra amtskommunen og staten til foranstaltninger til fremme af skolevæsenet, fritidsundervisningen m.v. eller anden undervisningsvirksomhed i amtsrådskredsen er ophævet.

e. Kompetence til at godkende ungdomsskolens erhvervsmæssige grunduddannelser, ungdomskostskoler og erhvervsmæssige kursus

Ophævelsen af bestemmelsen i § 39, stk. 4, hvorefter sager vedrørende godkendelse af ungdomsskolens erhvervsmæssige grunduddannelser, ungdomskostskoler og erhvervsmæssige kursus skal forelægges undervisningsministeren til godkendelse, vil for ungdomsskolens vedkommende ikke medføre, at den gældende retstilstand ændres, idet undervisningsministeriets kompetence i de i bestemmelsen nævnte henseender fremgår af forskellige bestemmelser i lov om fritidsundervisning m.v. Kompetencen til at godkende erhvervsmæssige kursus tilkommer efter skolestyrelseslovens § 5 kommunalbestyrelsen.

11. Ophævelse af tidligere cirkulærer m.v.

Følgende cirkulærer m.v. ophæves

Cirkulære nr. 40 af 17. marts 1970 om skolestyrelseslovens ikrafttræden.

Cirkulære nr. 216 af 7. oktober 1974 om ændring af skolestyrelsesloven.

Cirkulæreskrivelse nr. 86 af 8. april 1976 om klagemuligheden efter skolestyrelseslovens § 65.

Cirkulære nr. 24 af 3. februar 1978 om ændring af skolestyrelsesloven.

Cirkulære nr. 37 af 26. februar 1980 om ændring af skolestyrelsesloven.

Undervisningsministeriet, den 11. juni 1986

P. M. V.

HELGE THOMSEN

/H. Kemp

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →