Cirkulæreskrivelse om indsendelse af kommuneplaner (Til samtlige kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om indsendelse af kommuneplaner
(Til samtlige kommunalbestyrelser)
1. Indledning
Ved administration af landbrugsloven indgår kommuneplanen som et betydningsfuldt grundlag ved behandlingen af konkrete ansøgninger.
Det gælder såvel ved matrikeldirektoratets behandling af lokalplanforslag og udstykningssager vedrørende ophævelse af landbrugspligt m.v. som ved jordbrugsdirektoratets behandling af erhvervelsessager og ved arealdatakontorets medvirken i den sammenfattende fysiske planlægning.
2. Om indsendelse af vedtagne kommuneplaner.
På baggrund heraf skal man anmode kommunerne om at indsende den endeligt vedtagne kommuneplan til landbrugsministeriet i forbindelse med offentliggørelsen af kommuneplanen.
Kommuneplanen bedes fremsendt til
Landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, Titangade 13, 2200 København N, og Jordbrugsdirektoratet, Sankt Annæ Plads 19, 1250 København K.
Man skal samtidig anmode om, at endeligt vedtagne tillæg til kommuneplanen også indsendes til matrikeldirektoratet og til jordbrugsdirektoratet, efterhånden som de offentliggøres.
3. Om behandlingen af kommuneplanforslag.
Som det fremgår af landbrugsministeriets cirkulære nr. 18 af 10. februar 1983 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under kommune- og lokalplanlægningen, blev der ved iværksættelsen af kommuneplanlægningen tilvejebragt en ordning, hvorefter kommuneplaner som hovedregel kan vedtages endeligt på grundlag af regionplanen.
Det blev dog samtidig tilkendegivet, at et forslag til kommuneplan kan forelægges landbrugsministeriet (matrikeldirektoratet), og at der i så fald vil blive taget stilling til, om landbrugspligten for områder udlagt til byformål m.v. kan forventes ophævet, jf. cirkulærets pkt. 1 og 2.
På baggrund heraf har landbrugsministeriet på nuværende tidspunkt behandlet ca. 120 kommuneplanforslag. I forbindelse med behandlingen har matrikeldirektoratet indhentet oplysninger fra de lokale jordbrugskommissioner, arealdatakontoret og eventuelt jordbrugsdirektoratet og landbrugsministeriets vildtforvaltning. Behandlingen er i det omfang, det tidsmæssigt har været muligt, sket i et samarbejde med amtskommunerne.
De enkelte kommuner har derefter ved udløbet af offentlighedsfasen modtaget bemærkninger fra matrikeldirektoratet, herunder bl.a. bemærkninger til den videre planlægning.
4. Sammenfatning.
På baggrund af de fremsendte kommuneplanforslag er det landbrugsministeriets generelle opfattelse, at de jordbrugsmæssige interesser er indgået i kommuneplanlægningen på lige fod med andre arealinteresser.
Det må dog bemærkes, at de jordbrugsmæssige interesser i en del tilfælde først vil kunne afklares nærmere under lokalplanlægningen, jf. pkt. 2 i fornævnte cirkulære.
I forbindelse med behandlingen af de fremsendte kommuneplanforslag har landbrugsministeriet generelt fundet anledning til at fremhæve, at der ved den videre planlægning bør tilstræbes,
at der ikke udlægges flere arealer til ikke-jordbrugsmæssige formål, end hvad der forventes taget i anvendelse i planperioden,
at arealudlæg fortrinsvis placeres på de mindst egnede dyrkningsjorder,
at arealforbruget til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt,
at der ved inddragelse af arealer til ikke-jordbrugsmæssige formål tages hensyn til de berørte landbrugsejendommes struktur- og arronderingsforhold og til foretagne bygnings- og kulturtekniske investeringer,
at der sikres en passende afstand mellem ny bebyggelse og eksisterende landbrug, sådan at miljøkonflikter så vidt muligt undgås, og
at der bevares større samlede jordbrugsområder med henblik på en sikring af jordbrugets erhvervsmuligheder.
Samtidig har ministeriet af hensyn til den videre lokalplanlægning af landzonelandsbyer fremhævet, at et aktivt jordbrugserhverv i de små landsbysamfund er af væsentlig betydning for landsbymiljøet, jf. bl.a. Landsbykommissionens betænkning nr. 931, 1981 (nr. 6, side 20-31).
Man har derfor henstillet, at der i videst muligt omfang bør sikres bestående landbrugsejendomme i landsbyerne mulighed for en fortsat strukturtilpasning i overensstemmelse med landbrugslovens formålsbestemmelser, og at jordbrugserhvervene bør sikres mulighed for nødvendige udvidelser og modernisering af beboelses- og driftsbygninger.
Landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, den 15. maj 1986
Peter Jakobsen
/Birgit Kristiansen
Ingen