Godkendelse af redningsmidler m.m. i henhold til kap. III i SOLAS (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Godkendelse af redningsmidler m.m. i henhold til kap. III i SOLAS (* 1)
Den 1. juli 1986 forventes det nye kap. III vedrørende redningsmidler, i SOLAS, at træde i kraft internationalt og dermed også for danske skibe.
Det nye kap. III indeholder bl.a. nye bestemmelser vedrørende de enkelte redningsmidler og disses placering, der afviger betydeligt fra de hidtil kendte samt bestemmelser om nye redningsmidler, som f.eks. redningsdragter.
I forbindelse med den forestående indførelse af de nye internationale regler for danske skibe vil direktoratet ca. 1. september 1985 indlede en nærmere drøftelse med de berørte parter med henblik på udformningen af de kommende danske forskrifter, der er nødvendige for at sætte de nye internationale regler i kraft i Danmark.
Envidere foregår der for tiden bestræbelser på en harmonisering af redningsmiddelspecifikationerne og afprøvninger dels i nordisk regi dels mellem landene, der er tilsluttet »Ordningen vedrørende gensidig anerkendelse af prøver og undersøgelser af redningsudstyr«.
De kommende danske forskrifter vil udover SOLAS-reglerne komme til at indeholde regler, der tydeliggør de internationale regler, hvor dette er påkrævet, ligesom det ikke helt kan udelukkes, at der på nogle områder vil komme en udbygning af de internationale regler.
Inden nævnte forhandlinger med de berørte parter og harmoniseringsbestræbelserne er afsluttet, er direktoratet ikke fuldt ud i stand til at kunne oplyse om indholdet af de kommende danske regler, der skal udarbejdes på basis af det ny kapital III i SOLAS.
Der har dog allerede nu vist sig at være et behov for, at rederier, værfter og redningsmiddelfabrikanter i henhold til det nye kapital III kan få godkendt såvel udstyr som dettes placering i skibe. For at imødekomme dette behov er direktoratet indstillet på, dels på basis af teksten i det ny kapitel III, dels på basis af det igangværende internationale og nationale forarbejde til reglernes gennemførelse, midlertidigt at typegodkende nyt udstyr samt at forhåndsgodkende sådant udstyrs placering i skibe.
Typegodkendelser af den nævnte art, der udstedes, før de endelige danske regler er formuleret, vil længst være gyldige til den 31. december 1986.
Skibstilsynet vil tage de midlertidige godkendelser op til revurdering, så snart de endelige danske regler er kendt.
Udstyr, der er midlertidigt typegodkendt i henhold til det ny kapitel III, og som er leveret inden nævnte dato, vil ikke blive krævet udskiftet, uanset om det måtte vise sig ikke fuldt ud at opfylde de endelige regler.
På tilsvarende måde vil der normalt ikke blive krævet ændringer i redningsmiddelarrangementer, der er godkendt i henhold til det ny kapital III, før de endelige regler er formuleret.