Malariaforebyggelse
Statutory Text (1 Articles)
Malariaforebyggelse
I. Indledning.
Malaria kan med stor sikkerhed forebygges ved regelmæssig indtagelse af malariaforebyggende midler. Disse skal findes i medicinkisterne om bord i skibe, der besejler områder med risiko for malariasmitte.
I bekendtgørelse nr. 14 af 12. januar 1976, som er optrykt som bilag til denne meddelelse, er bestemt, at der til søfarende, der ansættes til tiltrædelse om bord i skibe, der befinder sig i malariaområde, af rederen skal udleveres malariaforebyggende midler til mindst en uges forbrug.
Fratræder den søfarende inden der er forløbet 4 uger fra sidste ophold i malariaområdet, skal skibsføreren udlevere malariaforebyggende midler til den resterende del af 4 ugers perioden.
I skibe, der forventes af anløbe havn eller red i malariaområder (se kortbilag), skal skibsføreren sørge for, at besætningen har let adgang til malariaforebyggende midler. Direktoratet anbefaler, at der til opfyldelse af dette krav anbringes malariaforebyggende midler i messerne. Emballagen skal mærkes tydeligt med lægemidlets navn, at det drejer sig om et malariaforebyggende middel, samt med angivelse af dosering.
II. Skibsmedicinkisten.
I skibsmedicinkisten findes 2 malariaforebyggende midler
KLOROKINFOSFATTABLETTER 250 mg
Tablets of chloroquine phosphate 0,25 g
PROGUANILTABLETTER 0,1 g
Tablets of proguanil hydrochloride 0,1 g
Klorokin: Klorokinfosfat anvendes i alle malariaområder.
Doseringsskema: Doserings- Voksne Voksne Børn hyppighed over 90 kg 0-1 1-4 5-8 9-12 år år år år Klorokinfosfat- tabletter 250 mg ugentlig 2 tabl. 3 tabl. 1/4 1/2 1 1 1/2
Malariaforebyggelse med klorokin bør påbegyndes en uge før ankomst til malariaområdet.
Hvis dette ikke er muligt, tages den første dosis snarest - før eller efter ankomst - og malariaforebyggelsen fortsætter herefter med een ugentlig dosis.
Malariamidlet indtages under hele opholdet i malariaområdet og fortsætter indtil 4 uger efter afrejse fra malariaområdet.
Tabletterne indtages på samme dag hver uge, bedst efter morgenmåltidet.
Bivirkninger ved indtagelse af klorokin i de anbefalede doser er sjældne, men der kan undertiden opstå kvalme og hudkløe.
Klorokin kan uden risiko anvendes af gravide.
Klorokinresistens
I Kenya, Tanzania, Mozambique og Angola har nogle malariaparasitter nedsat følsomhed overfor klorokin. Derfor skal malariaforebyggelsen disse steder foruden klorokin også omfatte proguanil.
I Braziliens amazonasområde og i et område i Asien (fra Indiens østkyst og til Vanuatu) kan der også forekomme malariaparasitter med nedsat følsomhed overfor klorokin. Disse steder er der imidlertid kun meget sjældent opstået akut malaria hos danske rejsende, hvorfor det ikke anbefales at tage andre midler end klorokin.
Proguanil
Doseringsskema: Doserings- Voksne Voksne Børn hyppighed over 90 kg 0-1 1-4 5-9 over 9 år år år år Proguanil 100 mg daglig 2 tabl. 3 tabl. 1/2 1 1 1/2 2
proguanil
Proguanil bruges i samme periode som klorokin.
Proguanil indtages dagligt fra en uge før ankomst til klorokinresistent område, dagligt under hele opholdet og dagligt indtil 4 uger efter afrejse.
Malariaforebyggende midler bør tages absolut regelmæssigt for at have virkning.
III. Anden malariaforebyggende medicin.
Anvendelse af andre malariaforebyggende midler bør kun ske efter særlig lægeordination.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at malariaforebyggelsen i sjældne tilfælde kan svigte. I tilfælde af febersygdom skal alle, der har opholdt sig i malariaområder inden for de sidste 3 år, underrette lægen om dette, så der kan tages en blodprøve. Enhver malaria er fuldt helbredelig, hvis den påvises og behandles i tide.
Da malariaparasittens resistensforhold over for malariaforebyggende midler kan variere, ikke blot geografisk, men også tidsmæssigt, skal man samtidig indskærpe, at skibsledelsen før skibets anløb af havn i malariaområder bør kontakte de lokale myndigheder for indhentelse af oplysninger om malariaforholdene. De indhentede oplysninger skal give kendskab til, hvilken eller hvilke former for malaria, der aktuelt forekommer i området, samt hvilke yderligere forebyggende foranstaltninger det eventuelt måtte være nødvendigt at iværksætte. Anvendelse af andre malariaforebyggende midler end de i medicinkisten foreskrevne bør kun ske efter særlig lægeordination.
Ifølge den forannævnte bekendtgørelse skal skibsføreren og besætningens tillidsmænd tilskynde besætningen til at indtage malariaforebyggende midler.
Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på bestemmelserne om moskitonet i kapitel II-3, § 22 i Skibstilsynets meddelelser »B«, Konventionsskibe og kapitel II-3, regel 21 i Skibstilsynets meddelelser C, ikke-konventions lastskibe.
Under ophold i havn eller på red i malariaområder skal skibsføreren sørge for en effektiv myggebekæmpelse om bord for eksempel ved sprøjtning med et effektivt og for mennesker ufarligt myggebekæmpelsesmiddel. Er der tvivl om, hvorvidt skibet befinder sig i et malariaområde, må forespørgsel herom rettes til de stedlige havnemyndigheder.
IV. I øvrigt.
Direktoratet for søfarende vil være rederierne behjælpelig med tilvejebringelse af oplysninger om malariarisikoen i de enkelte lande.
Man anmoder om, at de i rederierne ansatte skibsførere gøres bekendt med denne meddelelse.
Yderligere eksemplarer af meddelelsen kan fås ved henvendelse til direktoratet for søfarende, H. C. Andersens Boulevard 40, 1553 København V., telefon 01 - 15 48 15, lokal 215.
Meddelelse 2/1985 er samtidig bortfaldet.
Direktoratet for søfarende i september 1985
H. Andreasen