Legislator Case Law & Legislation
C19852213810 DK

Cirkulæreskrivelse om organisering af undervisningen i folkeskolens 10. klasse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1985 22138 Historic

BILAG

Bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen m.m., fremsat af undervisningsministeren den 31. januar 1985, rummer et afsnit om folkeskolens 10. klasse med følgende ordlyd

Nye muligheder for eleverne i 10. klasse.

Efter de gældende regler, jfr. folkeskolelovens § 7, stk. 1, er fagene dansk, engelsk, samtidsorientering og idræt obligatoriske for eleverne i 10. klasse. Eleverne har herudover mulighed for at vælge en række fag, som kommunerne skal tilbyde efter § 9 (valgfag).

Det forhold, at en række fag er obligatoriske for eleverne i 10. klasse, har i praksis været til hinder for, at kommunerne kan udforme tilbud til eleverne i 10. klasse, der især tager sigte på den del af eleverne, som ikke ønsker at gå til prøve ved skoleårets slutning. Efter de gældende regler kan sådanne tilbud kun gives på forsøgsbasis, men det er undervisningsministeriets opfattelse, at der på dette område bør ske en udvidelse af rammerne, således at kommunerne får større mulighed for at udforme tilbud, der specielt er afpasset efter den gruppe af elever, de sigter på. Man kan således forestille sig helt eller delvis prøveløse tilbud, hvor undervisningens indhold adskiller sig så meget fra det traditionelt boglige, at der herved skabes nye muligheder for at gøre skolen mere spændende, ikke mindst for de skoletrætte.

Bestemmelserne om undervisningen i 10. klasse foreslås derfor ændret, således at de nuværende obligatoriske fag i 10. klasse får status som tilbudsfag, jfr. den foreslåede bestemmelse i § 7. Af hensyn til undervisningens tilrettelæggelse vil kommunerne kunne tilbyde grupper af tilbudsfag og valgfag samlet, således at den enkelte elev må vælge en gruppe fag under et. Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, skal der i den undervisning, som den enkelte elev modtager, indgå undervisning i dele af fagene dansk og samtidsorientering samt dele af arbejdskendskab. Det må herved understreges, at undervisningens indhold i faget dansk ikke nødvendigvis skal fastlægges således, at kravene ved folkeskolens afsluttende prøver kan opfyldes.

Selv om der efter den foreslåede ændring af § 7 ikke er obligatoriske fag i 10. klasse, finder man ikke, at der bør være en almindelig adgang for eleverne til at vælge få fag og dermed nøjes med et meget lavt ugentligt timetal. Der foreslås derfor som § 14, stk. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter udgangspunktet er, at den ugentlige undervisningstid for den enkelte elev skal være mindst 24 timer, idet skolen dog, hvor særlige grunde taler herfor, kan tillade, at en elev har færre timer.

Det skal samtidig understreges, at elevernes valg af fag på 8.-10. klassetrin i princippet er bindende for et skoleår. Hvis eleven ønsker at forlade undervisningen i et fag i skoleårets løb, må det være skolens opgave at søge at tilbyde eleven optagelse på et andet hold, således at eleven normalt kun kan forlade undervisningen, hvis det sker i forbindelse med omvalg. Elevers tilbagetræden forudsætter i alle tilfælde forældrenes samtykke.

Efter § 13, stk. 3, i den gældende lov kan undervisningen i 10. klasse midlertidigt indstilles i et timetal svarende til højst 30 skoledage årligt med henblik på elevernes deltagelse i lejrskoleophold, skolerejser, udsendelse i praktik eller lignende. Den foreslåede ændring af § 13, stk. 3, indebærer, at muligheden for at anvende skoledage til disse formål kan udnyttes efter behov.

Cirkulæreskrivelse 1985 22138 Historic

Cirkulæreskrivelse om organisering af undervisningen i folkeskolens 10. klasse

I forbindelse med de seneste ændringer i folkeskoleloven har der været rettet en del telefoniske forespørgsler til direktoratet vedrørende muligheder for organisering af undervisningen i 10. klasse.

På denne baggrund har direktoratet udarbejdet et notat, der belyser forholdene omkring de typiske spørgsmål, der er blevet stillet.

Dette notat udsendes hermed som vejledning om disse organiseringsligheder, jfr. afsnit III i undervisningsministeriets cirkulære af 14. november 1985 om ændring af lov om folkeskolen m.m.

Holger Knudsen / Per Iversen

NOTAT

Om muligheder for organisering af undervisningen i 10. klasse efter de seneste ændringer af folkeskoleloven.

Efter vedtagelsen af folkeskoleloven i 1975 blev der udsendt forskellige vejledninger, der berørte den nye struktur, herunder »Vejledning om udarbejdelse af timefordelingsplaner« og »Vejledning om folkeskolens planlægning af skoleåret, skemalægning m.v.«.

Af dette vejledende materiale fremgår det klart, at eleverne i 10. klasse efter loven har krav på så mange valgmuligheder, at det mindste grundlag for opfyldelse af disse krav måtte være to 10. klasser (med hver 22 elever), og så gav loven endda mulighed for, at en del af de tilbud, som eleverne havde krav på, kunne opfyldes ved henvisning til anden skole, ved samarbejde med ungdomsskolen eller - om nødvendigt - ved henvisning til ungdomsskolen.

På baggrund heraf måtte man i mange kommuner foretage en delvis centralisering af undervisningen i 10. klasse for at undgå oprettelse af meget små hold.

Stedfunden udvikling

Siden da er der sket en betydelig nedgang i antallet af elever i 10. klasse. Denne nedgang, der dels skyldes et fald i den samlede elevmasse, dels - og navnlig - en betydelig stigning i overgangsfrekvensen fra 9. klasse til 1. gymnasieklasse, har medført, at adskillige skoler, der tidligere havde to 10. klasser, nu kun har en 10. klasse. I en sådan situation ville der ifølge de forannævnte vejledninger være grund til at overveje en ændring af den stedlige skolestruktur, således at nogle skoler afgav deres 10. klasse til andre skoler. Herved ville nogle skoler få større koncentration af 10. klasse-elever med de dermed forbundne bedre muligheder for at imødekomme elevernes valgønsker, uden at holdstørrelserne bliver urimeligt små.

Når dette ikke er sket i større omfang, end det er tilfældet, kan der være flere grunde hertil.

For det første er der nogle steder et stærkt ønske om fortsat at kunne undervise elever i hele det forløb, som folkeskoleloven beskriver. Dernæst kan der udmærket foreligge vægtige grunde til at undgå flytning af lærerkræfter fra en skole til en anden, hvad der i mange tilfælde vil blive nødvendigt i forbindelse med afgivelse af 10. klasse.

Et ofte anført argument for at bevare en endog ganske lille 10. klasse ved en skole er, at ingen af eleverne ønsker at fortsætte i 10. klasse, med mindre det kan ske ved deres hidtidige skole.

Selv om en sådan påstand nok må tages med et korn salt, er det utvivlsomt rigtigt, at eleverne i mange tilfælde hellere forbliver ved deres egen skole og lader sig nøje med et yderst beskedent udbud af valgmuligheder, end at de skifter til anden skole, hvor de reelle valgmuligheder er større.

Om denne elevholdning til et skoleskift efter 9. klassetrin vil være den samme, hvis dette kan medføre optagelse på et hold, der er præget af en ganske utraditionel undervisning udfra en samlende ide, ved vi meget lidt om. Man tør dog nok antage, at lysten til et skoleskift i betydeligt omfang vil bero på den konkrete beskrivelse af den undervisning, som den enkelte elev vil kunne tage stilling til som alternativ valgmulighed.

Den stedlige struktur for 10. klasserne

Som det fremgår af foranstående, er den stedlige skolestruktur for 10.-klasserne i nogle kommuner karakteriseret af flere eller færre skoler med et svagt elevgrundlag i talmæssig henseende.

Det er klart nok, at der i sådanne tilfælde allerede efter gældende bestemmelser vil være visse vanskeligheder ved at give eleverne reelle valgmuligheder i rimeligt omfang, og det er derfor også klart, at uden en ændring af den stedlige struktur for dette klassetrin med henblik på at tilvejebringe et talmæssigt øget elevgrundlag for undervisningens organisering, vil de ændrede rammebestemmelser herfor næppe kunne udnyttes i nævneværdig grad.

Der kan derfor i nogle tilfælde være anledning til at overveje ændringer i strukturen for 10.-klasserne. Sådanne overvejelser må naturligvis foretages på konkret grundlag og beslutning herom tages af de kommunale skolemyndigheder.

Det skal i denne forbindelse påpeges, at de ændrede regler for 10. klasse ikke i sig selv nødvendiggør en ændring af den kommunale skolestruktur for disse klasser.

Enhver skole, der hidtil har haft en 10. klasse vil kunne bevare denne, såfremt der ikke foreligger andre grunde til en flytning af den. Med fornøden ændring af undervisningsplanen (se afsnittet herom) vil en 10. klasse kunne videreføres som hidtil. Dette er også i overensstemmelse med, at de ændrede regler må betragtes som en ramme for nye muligheder og ikke som et pålæg om ændringer.

Der er dog intet til hinder for, at en skole med en enkelt 10. klasse som led i en samlet kommunal planlægning vil kunne erstatte sin nuværende 10. klasse med et specielt tilbud til eleverne på dette klassetrin, hvis elevgrundlag herfor kan bringes til veje.

Den enkelte elev skal have mindst 24 ugentlige timer

Den enkelte elev i 10. klasse har hidtil som minimum kunnet nøjes med et ugentligt timetal svarende til summen af de obligatoriske fags timetal efter den kommunalt vedtagne undervisningsplan.

Efter den vejledende timefordelingsplan, som er blevet fulgt af de fleste kommuner, har denne sum udgjort 16 ugentlige timer.

Fra og med skoleåret 1986/87 skal den enkelte elev i 10. klasse have mindst 24 ugentlige timer. Dette betyder, at der bliver tale om et betinget tilvalg i den forstand, at eleven kan vælge mellem de foreliggende muligheder, men skal foretage dette valg, således at han eller hun får mindst 24 ugentlige timer.

Dette betyder selvsagt ikke, at diverse blokkes samlede timetal og diverse enkelte tilbudsfags og valgfags timetal må tilpasses, således at de på forskellig måde kan sammensættes, så de i alt giver 24 timer. Men det betyder nok, at den enkelte blok eller det enkelte samlede tilbuds samlede ugentlige timetal ikke bør overstige 24 ugentlige timer. Den enkelte elev kan så hertil føje yderligere timer ved supplerende tilvalg.

Der stilles ikke krav om flere valgmuligheder, end det hidtil har været tilfældet, og folkeskolens regler om opfyldelse af elevønsker ved henvisning til anden skole, samarbejde med ungdomsskolen eller om nødvendigt ved henvisning hertil er uændrede.

Kravet om, at den enkelte elev skal have mindst 24 ugentlige timer, er modificeret, således at der i særlige tilfælde kan gøres undtagelser. Der kan ikke gives eksempler på, hvad der må betragtes som særlige tilfælde. Men det er klart, at der i givet fald må foretages en vurdering på konkret grundlag, og at den stillingtagen, der bliver resultatet heraf, må indgå i grundlaget for en kommunal administrationspraksis med størst mulig konsekvens ved stillingtagen til tilsvarende tilfælde.

De hidtidige obligatoriske fag bliver tilbudsfag

Den tekniske løsning, der her er valgt, betyder ikke, at den enkelte elev tilbudsfag for tilbudsfag skal kunne sammensætte sit helt individuelle undervisningsprogram med krav om at få dette realiseret. Et sådant krav ville hverken praktisk eller økonomisk kunne realiseres.

Derfor må en del af tilbudsfagene tilbydes i blok. Hvis denne blok omfatter de hidtidige obligatoriske fag, vil alt være som hidtil.

Da den enkelte elev skal have mindst 24 ugentlige timer, vil eleven ikke kunne komme uden om at vælge denne blok, med mindre der foreligger et alternativt utraditionelt tilbud, der ligeledes tilbydes i blok. Man kan således meget vel sige, at såfremt der ikke foreligger et sådant alternativt tilbud, så vil de tilbudsfag, der er bundet sammen i blok i realiteten kunne betragtes som stedligt obligatoriske fag.

Allerede af denne grund må der i den kommunale undervisningsplan være bestemmelser om denne blok. (Se afsnittet om bestemmelser i undervisningsplanen). Blokken behøver ikke nødvendigvis at sammensættes af de hidtidige obligatoriske fag. Den kan være anderledes sammensat, og den kan have et mindre eller et større timetalsmæssigt omfang.

Men uanset hvorledes blokken er sammensat og uanset dens timetalsmæssige omfang, har den enkelte elev krav på at modtage en undervisning i samtlige tilbudsfag, i de kursusdelte fag tillige under hensyn til elevens valg af niveau.

De tilbudsfag, som ikke rummes i blokken, må derfor som nu tilbydes fag for fag. Der kan eventuelt for visse fags vedkommende (folkeskolelovens § 22, stk. 2 og 3) blive tale om at kravet som nu opfyldes ved henvisning til anden skole, ved samarbejde med den kommunale ungdomsskole eller om nødvendigt ved henvisning hertil.

Utraditionelle samlede undervisningstilbud

I bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen m.m, fremsat den 31. januar 1985, hedder det blandt andet

»Man kan således forestille sig helt eller delvis prøveløse tilbud, hvor undervisningens indhold adskiller sig så meget fra det traditionelt boglige, at der herved skabes nye muligheder for at gøre skolen mere spændende, ikke mindst for de skoletrætte elever.«

Der kan således ikke være tvivl om, at hensigten med de ændrede rammer har været at skabe mulighed for en undervisning, der er præget af ikke-bogligt indhold.

Det vil derfor være nærliggende at tænke sig, at lærerkræfter fra skolens praktisk (i manuel forstand) og kunsterisk betonede fag i særlig grad må kunne medvirke til at udforme undervisningstilbud af den omhandlede beskaffenhed.

I den ændrede folkeskolelovs § 7, stk. 2, hedder det

»Vælger en elev ikke dansk, skal undervisningen omfatte dele af dette fag, og vælger en elev ikke samtidsorientering, skal undervisningen omfatte dele af dette fag samt dele af arbejdskendskab.«

Disse krav må antages helt eller delvis at kunne opfyldes ved at integrere de nævnte undervisningsområder i den helhed, som udgøres af det samlede undervisningstilbud af mindre boglig karakter.

Man kunne således godt forestille sig, at undervisningen i mundtlig og skriftlig fremstilling i faget dansk kunne varetages på denne måde. Men der er her tale om ikke-specificerede minimumskrav.

Der er derfor intet til hinder for, at der i et samlet undervisningstilbud, evt. sideløbende med en integrering, afsættes undervisningstimer til dette fag.

Der er bestemt heller intet til hinder for, at f.eks. faget dansk indgår med fuld eller endog øget styrke i det samlede undervisningstilbud. - I så tilfælde måtte eleverne selvsagt kunne indstille sig til de afsluttende prøver i faget og derved opnå en fuld ligeværdighed i forhold til den status, faget iøvrigt indtager i 10. klasse.

Man kunne også forestille sig, at de to basale fag, dansk og regning/matematik, kunne indgå i et samlet tilbud, hvor undervisningen heri blev givet som en integreret del af en helhed og tillige i skemalagte timer på en sådan måde, at det samlede tilbud, hvad angår disse fag, blev fuldt ligeværdigt med anden undervisning i fagene i 10. klasse.

Muligheden for at udforme samlede tilbud, hvorefter elevernes adgang til at indstille sig til afsluttende prøver, er helt udeladt, må ses som udtryk for de ændrede rammers bredde. Man har altså ikke ønsket i så henseende at begrænse mulighederne for de stedlige skolemyndigheders udformning af sådanne tilbud.

Om et samlet utraditionelt tilbud skal rumme en mulighed for, at eleverne kan gå til prøve i et eller flere fag, eller om tilbudet skal være uden denne mulighed, må afgøres af de kommunale skolemyndigheder efter stedligt ønske og behov.

Niveaudeling

De ændrede regler for undervisningens organisering i 10. klasse giver ikke kommunerne adgang til at undlade kursusdeling i de niveaudelte fag.

Kun hvor der er tale om et utraditionelt samlet tilbud omkring en samlende ide, og hvor aktiviteter fra et eller flere fag helt eller delvis er integreret i undervisningen, kan undervisningen foregå uden deling, - også selv om undervisningen er tilrettelagt således, at eleverne vil kunne gå til afsluttende prøve i faget (fagene).

Det er klart, at den undervisning, der i så tilfælde gives i udelt form kan sigte imod folkeskolens afsluttende prøve. Men der er heller intet til hinder for, at undervisningen tilrettelægges på en sådan måde, at den enkelte elev selv afgør, om han eller hun vil indstille sig til afgangsprøve eller udvidet afgangsprøve.

Hvis et fag er indeholdt i et utraditionelt samlet tilbud, således at eleverne kan gå til afsluttende prøve, bør det af undervisningsplanen klart fremgå, om eleverne alene kan indstille sig til afgangsprøven, eller om de kan vælge imellem at indstille sig til afgangsprøven eller den udvidede afgangsprøve.

Klassens time

I en traditionelt organiseret undervisning må klassens time indgå i den samlede blok af tilbudsfag. Men i et samlet utraditionelt undervisningstilbud, hvor et eller flere fag i fuldt eller delvist omfang er integreret i den helhed, som undervisningstilbudet udgør, er der intet til hinder for, at indholdet i klassens time også vil kunne integreres, hvis det anses for hensigtsmæssigt.

Bestemmelser i undervisningen

På samme måde som nu må der fortsat i den kommunalt vedtagne undervisningsplan være læseplaner for de enkelte fag eller indholdsrammer, hvor det drejer sig om samlede undervisningstilbud omkring en samlende ide. Det må desuden af undervisningsplanen fremgå, hvilke tilbudsfag den enkelte skole tilbyder i samlet blok.

Da blokkens sammensætning og timetalsmæssige omfang meget vel kunne tænkes at variere fra år til år under hensyn til vekslende elevønsker, er der intet til hinder for, at den kommunale undervisningsplan kan indeholde en rammebestemmelse, der henlægger beslutning herom f.eks. til skolenævnet efter indstilling fra lærerrådet. En sådan rammebestemmelse kan udmærket rumme et laveste og et højeste timetal for den samlede blok, ligesom den kan rumme krav om, at nærmere angivet (angivne) fag skal indgå i blokken. Såfremt undervisningsplanen indeholder en rammeplan som foran beskrevet, optages skolenævnets beslutning som bilag til undervisningsplanen.

Også samlede utraditionelle undervisningstilbud må med hensyn til undervisningens organisering og indhold være i overensstemmelse med den kommunale undervisningsplans bestemmelser. Men også her kan der vedtages en rammebestemmelse, der bemyndiger skolenævnet til efter indstilling fra lærerrådet at træffe nærmere beslutning om såvel organisering som indhold. I så fald optages skolenævnets beslutning ligeledes som bilag til undervisningsplanen.

»Markedsundersøgelse«

Det er klart, at den sondering med hensyn til valgønsker, der sker blandt de elever i 9. klasse, som skal fortsætte i 10. klasse, må forstærkes, såfremt man beslutter at forsøge sig med et eller flere utraditionelle undervisningstilbud.

Dels må man jo sikre sig, at der bliver tilstrækkelig tilslutning til, at et sådant tilbud kan realiseres, inden man går ind i en nærmere planlægning af undervisningen, dels er der jo en åbenlys sammenhæng mellem muligheden for at realisere et sådant (sådanne) tilbud og muligheden for, hvor mange valgfag der iøvrigt kan realiseres.

Hvad angår samlede utraditionelle undervisningstilbud, kunne man forestille sig, at de blev forelagt eleverne i en skitsemæssig form, som interesserede elever kunne være med til at give en nærmere udformning (folkeskolelovens § 16, stk. 4). Men det er utvivlsomt af stor betydning, at beskrivelsen af tilbudet, herunder af, hvad det eventuelt rummer af prøvemuligheder, bliver så klar som muligt, inden eleverne stilles over for et endeligt valg.

Afsluttende bemærkninger

I det forannævnte er der alene omtalt forhold vedrørende undervisningens organisering i 10. klasse, som typisk er blevet berørt i telefonforespørgsler til direktoratet i anledning af de seneste lovændringer. Det kan derfor ikke afvises, at andre organisationsformer end de nævnte vil kunne have interesse.

Man kunne således forestille sig en fælles undervisning, der byggede på en kerne af fag med udelt undervisning (dansk, samtidsorientering, klassens time og evt. tillige idræt), hvor alle eleverne deltog, og hvor det samlede utraditionelle tilbud i tilslutning hertil udgjorde eet stort »valgfag«.

Endnu andre former kunne tænkes. Men grundlaget for overvejelser herom må formentlig tage udgangspunkt i den stedlige struktur for 10.-klasserne, som den er, eller som man efter en realistisk bedømmelse af de stedlige muligheder kunne tænke sig den ændret. Det er i hvert tilfælde helt åbenlyst, at den mulige udnyttelsesgrad af de ændrede bestemmelser må bero på, hvorledes den stedlige struktur for 10.-klasserne er eller kan blive.

Hertil kommer, at de nye muligheder, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, i første række tænkes at skulle tilgodese den gruppe af elever, der ikke er interesseret i at tilslutte sig en undervisning, som for alle fags vedkommende sigter imod afgangsprøve eller udvidet afgangsprøve.

Disse muligheder vil derfor kun kunne anvendes i det omfang, hvori der er efterspørgsel efter dem i den form, hvori de bliver præsenteret i det lokale skolebillede. Og det må nok forventes, at efterspørgslen vil være begrænset.

Men den større bevægelsesfrihed, der er lagt op til, både hvad angår ordning, indhold og metode, kan meget vel tænkes at give erfaringer, som vil kunne anvendes med et bredere sigte inden for folkeskolens undervisningsområder.

Om dette vil blive tilfældet, beror helt og holdent på iderigdom og opfindsomhed, hvormed de ændrede lovrammer bliver udfyldt. For i dansk skoletradition er det ikke de centralt givne ydre rammer, der i sig selv har befordret udviklingen. Udviklingen er alene blevet befordret af det, som man i de kommunale skolevæsener har ment at kunne lægge ind i de til enhver tid givne rammer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →