Legislator Case Law & Legislation
C19852212160 DK

Vejledning om dispensationer ved studentereksamen for elever/studerende med handicap eller med fremmedsproget baggrund

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1985 22121 Historic

Vejledning om dispensationer ved studentereksamen for elever/studerende med handicap eller med fremmedsproget baggrund

INDLEDNlNG

I »Cirkulære vedrørende dispensationer ved studentereksamen og højere forberedelseseksamen for elever/studerende med handicap eller med fremmedsproget baggrund« af 1. november 1985 er bemyndigelsen til at dispensere fra eksamens form og tilrettelæggelse udlagt til rektor/forstander.

Denne vejledning om dispensationsmuligheder ved studentereksamen og højere forberedelseseksamen skal tjene som hjælp til skoler/kurser ved udfærdigelse af dispensationsansøgninger og gennemførelse af fravigelser fra eksamensreglerne.

I vejledningen omtales alle hidtil anvendte dispensationsformer, men det udelukker ikke, at det i særlige tilfælde kan være nødvendigt at udvikle nye typer af dispensationer - forudsat at det overordnede princip om fastholdelse af eksamens faglige niveau respekteres.

I. GENERELT.

Tilladelse til dispensation fra de almindelige eksamensbestemmelser ved studentereksamen og hf kan gives til elever/studerende med handicap eller med fremmedsproget baggrund i de tilfælde, hvor ændrede prøvevilkår skønnes nødvendige for at sidestille den handicappede eller fremmedsprogede elev med andre elever i prøvesituationen.

Det er rektors/forstanders ansvar, at handicappede og fremmedsprogede elever så tidligt som muligt oplyses om mulighederne for at opnå dispensation samt om eventuel påtegning af eksamensbeviset.

Dispensation gives på baggrund af ønske fra eleven og efter en individuel vurdering af de vanskeligheder, som handicappet eller den fremmedsprogede baggrund medfører i den givne prøvesituation.

Dispensation gives af rektor/forstander eller af direktoratet, dels under hensyntagen til erfaringerne fra undervisningen og dels på baggrund af en erklæring fra en sagkyndig om funktionsnedsættelsens art og omfang.

Det er vigtigt, at de ændrede prøvevilkår afspejler elevens daglige arbejdssituation. Det anbefales derfor, at der i forbindelse med udfærdigelsen af dispensationsanmodningen afholdes et eller flere møder mellem de involverede parter, dvs. elev, faglærer(e), studievejleder samt evt. tilknyttet handicapkonsulent.

Det er ligeledes vigtigt, at dispensationsproceduren indledes i god tid, således at eleven får mulighed for at gøre sig fortrolig med evt. ændrede prøvevilkår (fx under terminsprøver).

Det understreges, at en given dispensation kun er gældende for den førstkommende eksamenstermin, og at dispensationsanmodningen skal fornys forud for hver ny eksamenstermin. Dog gælder en dispensation, der er givet med henblik på en bestemt eksamenstermin, også for sygeeksamen og re-eksamen samme år - medmindre dens gyldighed udtrykkeligt er begrænset, eller grunden til dispensationen er bortfaldet.

Når en dispensation er givet, er rektor/forstander ansvarlig for afviklingen af eksamen under de ændrede vilkår. Fx er det rektors/forstanders ansvar at bestille særligt udformede eksamensopgaver, udpege evt. bisidder samt sørge for, at de nødvendige tekniske hjælpemidler er til rådighed under eksamen.

II. DOKUMENTATION.

Dispensation meddeles kun på baggrund af en dokumentation i form af en attest eller erklæring, der angiver funktionshæmningens art og omfang.

For fremmedsprogede elever , der ikke har gennemført et fuldt grundskoleforløb i Danmark, er en udtalelse fra faglæreren tilstrækkeligt grundlag, hvis der kun ønskes tilladelse til brug af særlige ordbøger. Ønskes desuden forlængelse af forberedelsestid og/eller eksaminationstid, skal der foreligge en erklæring fra en skolepsykolog.

For handicappede elever kræves en aktuel erklæring fra en sagkyndig inden for det pågældende handicap-område, dvs. en læge, skolepsykolog, synskonsulent, tale-hørekonsulent el. lign.. At erklæringen skal være aktuel, betyder, at den skal beskrive den handicappedes aktuelle funktionsniveau. En skolepsykologisk erklæring må således højst være 2 år gammel, og en undersøgelse foretaget i folkeskolen kan normalt ikke danne grundlag for en dispensation i gymnasiet eller hf.

Det er ønskeligt, at erklæringen giver så præcis en fremstilling som muligt af de vanskeligheder, handicappet medfører eller formodes at medføre i de enkelte fag samt om mulige støtteforanstaltninger i uddannelsesforløbet og kompensationer ved eksamen.

I denne forbindelse kan det være af stor betydning, at der etableres kontakt mellem studievejleder og den handicapsagkyndige i god tid før udfærdigelsen af erklæringen.

III. SKRIFTLIG EKSAMEN.

a) Særligt udformede eksamensopgaver.

Specielt ved synshandicap og meget stærk ordblindhed kan der være behov for særligt udformede skriftlige eksamensopgaver.

Det kan være nødvendigt, at opgaverne overføres til punktskrift eller stortryk, og/eller at de indtales på lydbånd.

Det er rektors/forstanders ansvar, at ønsker om særligt udformede opgaver som følge af dispensation meddeles til direktoratet sammen med den almindelige opgavebestilling pr. 1. december.

Antal og form af de særlige opgaver skal angives meget præcist, og ved anmodning om stortryk skal vedlægges en skriftprøve i den ønskede forstørrelse. Direktoratet foranlediger herefter, at de særlige opgaveforlæg fremstilles, og at de fremsendes til skolen/kursus sammen med de almindelige skriftlige opgaver.

Ved selve eksamen skal eleven ud over den særligt udformede opgave have den sædvanlige opgavetekst udleveret.

b) Erstatning af skriftlig med mundtlig eksamen.

I særlige tilfælde (fx ved blinde elever) kan den skriftlige prøve i matematik fællesfag ved hf erstattes af en ekstra mundtlig prøve. Eleven trækker to spørgsmål, hvoraf det første meddeles straks. Der gives så en forberedelsestid til dette spørgsmål på 30 minutter. Efter et kvarters eksamination prøves eleven i yderligere et kvarter i det andet spørgsmål, der er et supplerende oversigtsspørgsmål, som træder i stedet for den skriftlige prøve. Karakteren fastsættes herefter på grundlag af de to eksaminationer, og kun denne endelige karakter i faget indføres.

c) Bisidder.

Bisidderen er en assistance for den stærkt syns- eller bevægelseshandicappede elev og har til opgave at være eleven behjælpelig med den praktiske gennemførelse af eksamen, fx med opslag i ordbøger og lign..

Bisidderen udpeges af rektor/forstander og skal være en faglærer (eller fagkyndig i prøvefaget), der ikke har undervist eleven i det pågældende fag. Bisidderen må aldrig tage selvstændigt initiativ, men kun handle efter elevens direkte anvisninger.

Særligt for synshandicappede elever gælder

- Når opgaven er udleveret, kan eleven, hvis han/hun ønsker det, læse den op for bisidderen, der kontrollerer ordlyden.

- Bisidderen skal ved de prøver, hvor anvendelsen af håndbøger er tilladt, læse op, hvad eleven ønsker slået efter.

- Bisidderen skal oplæse det sidst skrevne ord, når eleven ønsker at få at vide, hvor langt han/hun er kommet med sin renskrivning på skrivemaskinen.

- Bisidderen skal, når renskrivningen er færdig, læse den samlede besvarelse højt for eleven, således at denne har mulighed for at konstatere og rette eventuelle fejl, fx glemte ord, bogstaver eller tegn.

d) Sekretær.

En sekretær har til opgave at foretage indskrivning af en handicappet elevs besvarelse i de tilfælde, hvor eleven ikke selv er i stand til at skrive i hånden eller på skrivemaskine.

Anvendelse af sekretær bør på grund af risikoen for påvirkning af eksamenspræstationen kun forekomme i sjældne tilfælde, fx ved senblinde eller stærkt bevægelseshandicappede elever.

Sekretæren udpeges af rektor/forstander og kan være den sekretær, der har bistået eleven i det daglige arbejde eller en af skolens/kursus' faste sekretærer.

Sekretæren bør så vidt muligt ikke skrive direkte efter diktat, men efter forlæg (punktskrift eller båndindtaling). Eleven skal have lejlighed til at gennemse den renskrevne besvarelse eller høre sekretæren læse den op.

Skriftlig censor underrettes ved fremsendelsen af eksamensopgaven om, at indskrivningen er sket ved sekretær.

e) Særskilt lokale.

Hensynet til de andre elever kræver ofte, at skriftlig eksamen for handicappede elever foregår i et særskilt lokale. Det gælder, når der er tale om særlige praktiske foranstaltninger, når der er bisidder, eller når eleven benytter støjende hjælpemidler som skrive., punkt eller båndmaskine.

Prøven skal foregå med sædvanligt tilsyn.

f) Tekstbehandlingsanlæg.

Egentlige tekstbehandlingsanlæg eller skrivemaskiner med hukommelse må normalt ikke benyttes ved eksamen. Hvis rektor/forstander skønner, at et sådant udstyr er nødvendigt for at kompensere fx for et alvorligt bevægelseshandicap, skal det sikres - eventuelt med bistand af en datalogisk kyndig - at det pågældende anlæg kun er programmeret til simpel tekstredigering.

g) Aflevering i kladde.

Elever med store skrivevanskeligheder fx på grund af spasticitet eller seneskedehindebetændelse kan få tilladelse til, at bedømmelsen sker på grundlag af kladden. Hvor en sådan tilladelse foreligger, skal de

skriftlige censorer underrettes herom ved fremsendelsen af opgavebesvarelsen.

h) Forlænget prøvetid.

Mange handicappede og fremmedsprogede elever har behov for en forlængelse af prøvetiden. Forlængelsen bør ikke overstige 20 minutter pr. fastsat prøvetime, og der kan maximalt gives 2 timers forlængelse. I de fleste tilfælde vil en times ekstra prøvetid imidlertid være tilstrækkelig. For handicappede elever, der hurtigt bliver trætte, kan der indlægges hvilepauser, og i sådanne tilfælde kan der blive tale om ekstraordinært store tidsforøgelser.

Med undtagelse af de under punkt d) og g) nævnte tilfælde underrettes de skriftlige censorer ikke om dispensationer, der er givet til skriftlig eksamen.

IV. MUNDTLIG EKSAMEN.

a) Særligt udformede eksamensspørgsmål.

Ligesom ved skriftlig eksamen kan det være nødvendigt for nogle handicappede elever, at de mundtlige eksamensspørgsmål foreligger overført til punktskrift, storskrift eller indtalt på lydbånd.

Er dette påkrævet, følges følgende procedure

- I fag, hvor censor skal forelægge en ekstemporaltekst, skal censor hurtigst muligt underrettes og fremsende ekstemporaltekster, således at de er skolen i hænde senest 14 dage før prøvens afholdelse.

- I god tid før prøven i det enkelte fag trækker eleven i overværelse af rektor/forstander et eksamensspørgsmål, som ikke meddeles eleven. Det er herefter rektors/forstanders ansvar, at spørgsmålet foreligger i den ønskede udformning på eksamensdagen.

- For blinde elever sker overførsel til punktskrift og andet taktilt materiale gennem Studiebogsbiblioteket ved Instituttet for blinde og svagsynede, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup.

Instituttet behøver mindst 14 dage til processen.

- Overførsel til stortryk kan enten ske lokalt eller ved fremsendelse til direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen. I sidstnævnte tilfælde må medsendes en skriftprøve i den ønskede forstørrelse.

- Indtaling på lydbånd foretages normalt af elevens faglærer.

Det understreges, at det ved eksamen i fremmedsprog normalt ikke kan tillades, at den del af spørgsmålet, der kræves læst op under eksaminationen, overføres til lydbånd.

I alle tilfælde, hvor der gives særligt udformede eksamensspørgsmål,

skal eleven desuden have udleveret spørgsmålet i originaludgave.

b) Erstatning af skriftlig med mundtlig eksamen.

Se punkt III. b) side 4.

C) Bisidder.

Bisidderen udpeges af rektor/forstander og skal være en faglærer eller en anden person med de fornødne faglige kvalifikationer (fx en simultantolk for hørehæmmede elever).

Ved eksamen for synshandicappede har bisidderen til opgave på elevens anvisning i forberedelsestiden at foretage opslag i og oplæse ønskede afsnit fra de tilladte hjælpemidler.

For stærkt bevægelseshandicappede elever kan der være behov for en praktisk hjælper, der skal være fortrolig med de tekniske hjælpemidler, eleven skal bruge ved prøven.

For hørehæmmede elever er bisidderens opgave at formidle kommunikationen mellem elev og eksaminator/censor.

Stammere kan have behov for talelærerens støtte under eksaminationen.

I alle tilfælde gælder det, at bisidderen aldrig må tage selvstændigt initiativ, men kun handle efter elevens direkte anvisninger.

d) Forlængelse af forberedelses- og eksaminationstid.

En dispensation vedrørende forlængelse af forberedelsestiden skal gives specifikt for hvert eksamensfag.

Der tages stilling til forlængelsens varighed på baggrund af en vurdering af de vanskeligheder, handicappet medfører i faget.

Der kan maximalt gives dobbelt forberedelsestid i et fag, men for et stort antal af de elever, der har behov for denne kompensation - især elever med mindre grad af sproglige vanskeligheder - vil forlængelse på 50 pct.. være tilstrækkelig.- Dette gælder særlig i fag, der i forvejen har en lang forberedelsestid.

Tilladelse til forlængelse af eksaminationstiden kan fx gives til stammere, der skal have tid til at meddele sig skriftligt, hvis de går i stå under eksaminationen.

Forlængelsen sker uden tidsfastsættelse efter behov i det enkelte tilfælde, idet eksaminationstiden dog ikke bør overskride det dobbelte af en almindelig eksamination.

e) Dispensation fra eksamens indhold og pensum.

Ændringer i eksamens indhold, fx i form af udeladelse af dele af eksaminationen, og fritagelse for eksamination i visse områder af pensum kan tillades i særlige tilfælde. Det er imidlertid en forudsætning, at fravigelserne følger hovedprincippet om, at der ikke må ske en forringelse af det faglige niveau ved prøven.

Anmodning om dispensation fra indhold og pensum skal forelægges direktoratet.

Undtagelser herfra er erstatning af skriftlig med mundtlig eksamen (jfr. punkt IV. b) samt de tilfælde, hvor stærkt synshandicappede elever ønsker fritagelse for eksamination i billedstof samt kort i fag som oldtidskundskab, historie, biologi og geografi. Her kan rektor/forstander meddele dispensationen.

V. DISPENSATION FRA 13-REGLEN.

Anmodning om dispensation fra 13-reglen skal forelægges direktoratet, og der henvises i øvrigt til bekendtgørelse af 15. maj 1964 om dispensation i særlige tilfælde fra karakterkrav ved realeksamen og studentereksamen (RS 01-20).

Denne bekendtgørelse gælder også for hf.

Mener skolen/kursus, at der er en risiko for, at en handicappet elev som følge af sit handicap ikke består eksamen efter 13-reglen, tilrådes det, at den krævede erklæring fra en sagkyndig (hyppigst en skolepsykolog) indhentes i god tid før eksamen og opbevares hos rektor/forstander. Fremsendelse til direktoratet med henblik på dispensation sker imidlertid først efter eksamen, hvis eleven ikke har bestået efter 13-reglen.

For at der kan dispenseres fra 13-reglen, skal ifølge bekendtgørelsen »mindst den ene af de to laveste karakterer være givet i et fag, i hvilket handicappet medfører væsentlige vanskeligheder for eksaminanden«.

Dispensationsbekendtgørelsens formål er således at hjælpe elever med et handicap, så de ikke på grund af dette handicaps indflydelse på bestemte præstationer, sammenholdt med det særlige krav i 13-reglen, hindres i at bestå en eksamen, som de har bestået på gennemsnittet.

Hvis en handicappet elev har så lave karakterer i andre fag end dem, der berøres af handicappet, at eleven ikke består efter 13-reglen, også når de handicap-berørte fag holdes uden for beregningen, er der ingen hjemmel til at dispensere fra 13-reglen.

Det er derfor særlig vigtigt, at de sagkyndiges erklæringer tydeligt peger på de fag og præstationer, der påvirkes af handicappet.

Det understreges, at direktoratet foretager en realitetsbehandling og vurdering af disse sager, og dispensation kan således ikke betragtes som på forhånd sikker.

VI. PÅTEGNING AF EKSAMENSPROTOKOL OG EKSAMENSBEVIS.

Hensigten med påtegningen er, at modtagerne af eksamensbeviset (uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere) så loyalt som muligt skal oplyses om dispensationer, der kan have betydning for vurderingen af den konkrete eksamen.

Påtegningen skal således indeholde oplysning både om handicappets art og om dispensationens art og omfang. Det bør imidlertid tilstræbes at holde ordlyden i påtegningen på et generelt plan og at undgå formuleringer, der kan virke diskriminerende.

Påtegningen kan udformes efter følgende model

På grund af (elevens navn)»s

.. synshandicap

.. hørehandicap

.. talehandicap

.. bevægelseshandicap

.. specifikke sproglige vanskeligheder (= ordblindhed)

.. sproglige vanskeligheder som følge af fremmedsproget baggrund

.. sygdom

.. eftervirkninger efter ulykke

.. osv., osv..

er der dispenseret fra

.. de almindelige eksamensbetingelser ved mundtlig/skriftlig eksamen (i evt. fagbetegnelse).

.. tidsrammerne ved mundtlig/skriftlig eksamen (i evt. fagbetegnelse).

eller

er der givet tilladelse til

.. en forlængelse af forberedelsestiden ved - mundtlig eksamen/prøvetiden ved skriftlig -) eksamen (i evt. fagbetegnelse).

.. en forlængelse af eksaminationstiden ved mundtlig eksamen (i evt. fagbetegnelse).

.. osv.

Følgende fravigelser fra de almindelige eksamensbestemmelser anses ikke som dispensationer i egentlig forstand og kræver derfor ikke påtegning

- særlige praktiske foranstaltninger (fx afholdelse af prøven i særskilt lokale og tilstedeværelse af bisidder/sekretær),

- brug af tekniske hjælpemidler (fx skrivemaskine og CCTV), - særligt udformede eksamensopgaver (lydbånd, stortryk eller punktskrift), - brug af særlige ordbøger,

- tilladelse til at aflevere i kladde ved skriftlig eksamen.

Hvis en given dispensation ikke bruges, falder den dertil knyttede påtegning bort. Dette gælder både, hvis det pågældende fag ikke udtrækkes ved studentereksamen samt, hvis eleven senest umiddelbart før prøvens begyndelse meddeler, at dispensationen ikke ønskes benyttet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →