Legislator Case Law & Legislation
C19851905560 DK

Vejledning til kommuner og amtskommuner om visse vedtægts- og overenskomstforhold for selvejende institutioner

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1985 19055 Historic

Vejledning til kommuner og amtskommuner om visse vedtægts- og overenskomstforhold for selvejende institutioner

Indledning.

I forbindelse med bistandslovens ikrafttræden blev der i socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 om bistandslovens bestemmelser om institutionerne under amtskommunerne og i socialministeriets cirkulære af 29. marts 1976 om institutioner under kommunerne og visse særlige plejehjem udsendt en række vejledende bestemmelser om selvejende institutioners ledelse og drift. I cirkulærerne blev som bilag optrykt standardvedtægter og standardoverenskomster for de forskellige institutionstyper.

Ved bistandslovens vedtagelse var det en forudsætning, at de private organisationer som hidtil skulle deltage i løsning af opgaverne på det sociale område. Det af socialministeren nedsatte kontaktudvalg til frivillige organisationer og sociale netværk i øvrigt har imidlertid måttet konstatere, at der siden bistandslovens ikrafttræden er sket indskrænkninger i de selvejende institutioners handlefrihed.

Med henblik på at præcisere, at de enkelte kommuner og amtskommuner har mulighed for at give de selvejende institutioner vide rammer for arbejdet, gennemgås i det følgende nogle forhold vedrørende de selvejende institutioners vedtægter og overenskomster, der er af særlig betydning for institutionernes fortsatte virksomhed. Vejledningen gælder også for foreningsejede institutioner, som ikke ved bistandslovens ikrafttræden skulle overgå til at være selvstændige.

1.

Ansættelse og afskedigelse af lederen på en selvejende institution.

Lederen af en selvejende institution ansættes og afskediges af institutionens bestyrelse. I standardoverenskomsterne på områderne er anført, at ansættelse og afskedigelse sker under forbehold af kommunalbestyrelsens/amtsrådets godkendelse.

Socialministeriet skal henlede kommunernes og amtskommunernes opmærksomhed på, at det ved udformningen af godkendelsesbestemmelsen i standardoverenskomsterne har været en forudsætning, at der var tale om en efterfølgende godkendelse af bestyrelsens beslutning på baggrund af den af bestyrelsen iværksatte ansættelsesprocedure.

Socialministeriet finder det imidlertid naturligt, at der inden ansættelsesprocedurens iværksættelse gives gensidige tilkendegivelser om parternes ønsker til en ny institutionsleder. Opmærksomheden henledes endvidere på, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis bestyrelsen kontakter kommunen eller amtskommunen forud for en beslutning om afskedigelse af lederen for at sikre sig, at de regler, der gælder for afskedigelser, overholdes.

Hvis kommunalbestyrelsen/amtsrådet skulle nægte at godkende bestyrelsens beslutning om ansættelse eller afskedigelse af lederen, henstilles det, at der ved en drøftelse gives en nærmere begrundelse herfor, og at der søges opnået enighed om den videre behandling af sagen.

2.

Anvendelse af privat indsamlede midler og lignende til specielle formål.

Efter bistandslovens § 73, stk. 3, jfr. socialministeriets bekendtgørelse nr. 541 af 16. november 1983 om betaling for ophold i daginstitution m.v. for børn skal særlige indtægter, der er bestemt til driften, anvendes til nedsættelse af forældrenes betaling.

Derudover er der ikke af de centrale myndigheder fastsat retningslinier for anvendelse af særlige indtægter.

Den generelle praksis på det kommunale institutionsområde er, at både indsamlede (skænkede og testerede) midler og renterne heraf, der er reserveret til særlige formål uden for institutionens daglige drift, kan anvendes til aktiviteter, der ikke indgår i institutionens budget. Såfremt aktiviteterne medfører øgede merudgifter for kommunen, må dennes forudgående samtykke imidlertid kræves.

Tilsvarende praksis anvendes på det amtskommunale område, for så vidt angår midlerne, men ikke renterne heraf. Man skal derfor henstille, at amtskommunerne følger den samme praksis som kommunerne.

3.

Pant i en selvejende institutions ejendom.

I standardoverenskomsterne for områderne er anført, at kommunale/amtskommunale udgifter til institutionens ombygning, tilbygning og til ekstraordinær vedligeholdelse og montering m.v. og til ekstraordinær anskaffelse af inventar og andet udstyr betragtes som lån og skal sikres ved pant i institutionens ejendom.

Det var herved forudsat, at der blev indgået aftale om afskrivning efter almindelig gældende praksis.

Udviklingen inden for området viser imidlertid, at der er forskellig praksis. Af hensyn til de private organisationers mulighed for at bevare deres egenkapital, henstilles derfor, at de pantsikrede lån afskrives over en årrække, uanset om lånene ydes rente- og afdragsfrit. Der forudsættes en kortere afskrivningsperiode i tilfælde af lån til anlæg og anskaffelser, som nedslides hurtigt. Det henstilles endvidere, at pantstiftelsen begrænses til den ejendom, hvorfra institutionen drives.

4.

Revision af de selvejende institutioners regnskaber.

Institutionens regnskab revideres af en af bestyrelsen antaget revisor.

Alle standardoverskomster på området indeholder en bestemmelse om, at revisor godkendes af kommunalbestyrelsen/amtsrådet.

Den kommunale/amtskommunale revision skal herefter kun påse, at institutionens regnskab er undergivet betryggende revision, herunder, at institutionens revision har meddelt påtegning på regnskabet samt afgivet beretning om revisionen. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan dog anmode om den kommunale/amtskommunale revisions medvirken, hvis der skønnes at være behov for en mere indgående revision. På de områder, hvor der indtil 1. januar 1987 ydes statsrefusion, skal revisionen som hidtil foregå i overensstemmelse med socialministeriets cirkulære nr. 216 af 27. oktober 1977 om revision af kommunernes regnskaber på det sociale og visse dele af det sundhedsmæssige område.

5.

Selvejende institutioners dispositionsfrihed.

Som anført i socialministeriets cirkulære af 24. november 1982 om kommunalbestyrelsernes beslutningsgrundlag inden for dagforanstaltningsområdet og i socialstyrelsens vejledning nr. 4 af 21. november 1984 om forvaltning af bistandslovens bestemmelser om døgnforanstaltninger og privat familiepleje for børn og unge er der på bistandslovens område kun fastsat få bindende regler. Der kan efter anden lovgivning være fastsat regler, der pålægger kommuner og amtskommuner begrænsninger, men som det videre anføres i vejledningen kan der på disse områder være en større frihed for kommunerne og amtskommunerne til at disponere, end det ofte antages. Som eksempel nævnes muligheden for at tillade institutionerne at disponere frit mellem forskellige konti i institutionens budget.

Der erindres om, at den enkelte institution, som for kommunalt ejede institutioner, efter de gældende bevillingsregler kan få tillagt ansvaret for anvendelsen af den del af den kommunale/amtskommunale bevilling, der vedrører institutionen.

Ligesom for kommunalt ejede institutioner har kommunen/amtskommunen endvidere mulighed for inden for de eksisterende bevillingsregler at etablere ordninger, som gør det muligt at overføre uforbrugte driftsbevillinger fra et år til følgende år. Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan således tilkendegive at ville genbevilge ikke forbrugte bevillinger. Bevillingsmyndigheden kan ved hjælp af tillægsbevillinger nedskrive bevillingerne, der ikke bruges og genbevilge dem i det eller de følgende år.

Elsebeth Kock-Petersen

/I. Langkilde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →