Vejledning om forholdet mellem dagpengeloven og arbejdsskadeforsikringsloven (Til samtlige kommuner, social- og sundhedsforvaltningen)

Vejledning om forholdet mellem dagpengeloven og arbejdsskadeforsikringsloven

(Til samtlige kommuner, social- og sundhedsforvaltningen)

1.

Denne vejledning træder i stedet for sikringsstyrelsens vejledning af 6. juni 1983. Vejledningen er ændret på forskellige punkter som følge af de erfaringer, der er indvundet i forbindelse med dagpengeudvalgets behandling af karensdagssager vedrørende arbejdsskader.

2.

Social- og sundhedsforvaltningerne skal have kendskab til arbejdsskadeforsikringslovgivningen, fordi

a) de skal tage stilling til spørgsmålet om udbetaling af forskud på dagpenge for første fraværsdag i tilfælde, hvor det gøres gældende, at fraværsårsagen er en arbejdsskade,

b) de skal yde dagpenge fra første fraværsdag efter en arbejdsskades indtræden i de særlige tilfælde, hvor selvstændige m.fl. omfattes af arbejdsskadeforsikringslovgivningen,

c) de skal fastsætte dagpengegivende indtægt efter skøn for arbejdsskaderamte personer, der ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse.

De følgende afsnit indeholder

En gennemgang af arbejdsskadeforsikringslovgivningens hovedprincipper med en redegørelse for reglerne om anmeldelse (3).

Nogle supplerende bemærkninger om arbejdsskadebegrebet med særligt henblik på vurderingen i dagpengesager (4).

En redegørelse for, hvornår selvstændige erhvervsdrivende m.fl. omfattes af reglerne i dagpengelovens § 38 (5) og

en omtale af reglerne om dagpenge efter arbejdsskade til personer uden sædvanlig dagpengegivende indtægt, jfr. dagpengelovens § 39 (6).

3.

Arbejdsskadeforsikringslovgivningen.

Anmeldelsesregler

En arbejdsskade, som antages at begrunde krav på

sygebehandling, optræning og hjælpemidler,

erstatning for tab af erhvervsevne,

erstatning for varigt meen,

overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald,

forsørgertabserstatning,

skal snarest muligt og senest inden 8 dage efter skadens indtræden anmeldes til vedkommende forsikringsselskab. Er forsikring ikke tegnet, skal anmeldelse ske til sikringsstyrelsen. I erhvervssygdomstilfælde regnes 8-dages-fristen fra det tidspunkt, da den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at lidelsen må antages at være arbejdsbetinget.

Selv om en arbejdsskade ikke er blevet anmeldt efter disse regler, skal alle arbejdsskader, som faktisk har medført uarbejdsdygtighed i 5 uger efter skadens indtræden, anmeldes senest 8 dage derefter til vedkommende forsikringsselskab eller, hvis forsikring ikke er tegnet, til sikringsstyrelsen.

Omfattet af lovgivningen er

a) Enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper er antaget til varigt, midlertidigt eller forbigående at udføre arbejde her i landet i en arbejdsgivers tjeneste. Arbejde i arbejdsgiverens personlige husholdning og ved privat tjeneste for arbejdsgiveren og dennes familie er omfattet heraf.

Selv ganske kortvarige og måske tilfældige tjenester - håndsrækninger - vil kunne være omfattet af loven. Det forudsættes dog, at der er tale om en egentlig arbejdsindsats i en andens interesse, og at hjælpen er nødvendig samt ønsket eller accepteret af modparten.

Gensidig hjælp mellem selvstændige, hvor det er den personlige arbejdskraft, der er afgørende, vil ligeledes kunne medføre anerkendelse efter loven.

Arbejdsgiverens ægtefælle omfattes ikke af loven, mens familiemedlemmer iøvrigt er omfattet, hvis de efter arten og omfanget af deres beskæftigelse i arbejdsgiverens virksomhed kan sidestilles med andre arbejdere.

Ordene »antaget til arbejde« indebærer, at der skal foreligge arbejdsaftale, og at der skal være tale om et tjenesteforhold. Det vil sige, at arbejdsgiveren tilrettelægger og fører tilsyn med arbejdet, og at den ansatte står i et underordnelsesforhold til arbejdsgiveren.

En ansat, der kommer til skade i arbejdstiden under forsøg på at forebygge ulykker eller afværge større materielle eller kulturelle tab, uden at forsøget er et led i arbejdet, er omfattet af lovgivningen.

Den selvstændige erhvervsdrivende, der udfører et arbejde som led i sin egen erhvervsvirksomhed, vil normalt ikke være omfattet af loven. Aktionærer i et aktieselskab og anparthavere - herunder eneanparthavere - i et anpartsselskab, der udfører arbejde i selskabets tjeneste, anses dog for omfattet af loven.

b) Enhver, hvis årsindtægt for 3/5 vedkommende skyldes personligt arbejde ved fiskeri, i det omfang han driver dette erhverv for egen regning.

c) Ejere og medejere af skibe, der skal indføres i det danske skibsregister, som selv udfører arbejde på skibet, medmindre skibet udelukkende anvendes til lystsejlads.

d) Personer, der udøver borgerlige eller kommunale ombud.

e) Personer, der pådrager sig en skade under forsøg på at redde menneskeliv (også når der ikke er tale om et naturligt led i pågældendes arbejde).

f) Frivillige medlemmer af hjemmeværnet og civilforsvaret og personer, der er udtaget til at forrette tjeneste inden for civilforsvaret.

Ved arbejdsskade forstås i loven

a) Et ulykkestilfælde, det vil sige en udefra kommende pludselig begivenhed, der fører til en skadelig påvirkning af den pågældendes helbredstilstand,

b) En skadelig påvirkning af højst nogle få dages varighed - ifølge praksis højst 5 dages varighed.

c) En erhvervssygdom, jfr. sikringsstyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme (bekendtgørelse nr. 695 af 28. december 1984). Andre sygdomme som nævnt i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, d.v.s. sygdomme, som enten opfylder betingelserne for at blive optaget på fortegnelsen, men som blot ikke er blevet det endnu, eller sygdomme, der må anses for udelukkende eller i overvejende grad at skyldes arbejdets særlige art. Disse tilfælde skal forinden anerkendelse forelægges for erhvervssygdomsudvalget, jfr. § 11.

4.

Nogle supplerende bemærkninger om arbejdsskadebegrebet med særligt henblik på vurderingen i dagpengesager.

Det følger af dagpengelovens § 38, at reglen om, at dagpenge først udbetales fra 2. hele fraværsdag, ikke gælder, når der er tale om det første fravær, der skyldes en arbejdsskade.

Det arbejdsskadebegreb, der anvendes i denne forbindelse, er arbejdsskadeforsikringslovgivningens sædvanlige begreb, som der er redegjort for under punkt 3 ovenfor.

Det er således en forudsætning for karensdagsfritagelsen, at der foreligger en ulykke, påvirkning eller sygdom, der ville kunne anerkendes, hvis den blev anmeldt.

Men der er ret til at blive fritaget for karensdagen, selv om der faktisk ikke sker anmeldelse. Der er således ikke pligt til at anmelde, når der ikke er udsigt til varige følger. Det betyder, at der dagpengemæssigt kan blive tale om at tage stilling til tilfælde, der har et ganske kort forløb, og til sygdomsarter, der ellers kun sjældent vurderes i forhold til arbejdsskadebegrebet.

Efter dagpengelovens § 15 skal der udbetales forskud, når det sociale udvalg skønner, at det er uberettiget, at en arbejdsgiver undlader at betale dagpenge. Der vil dog være grundlag for at udbetale forskud i tilfælde, hvor det er klart underbygget, at der foreligger en arbejdsskade.

Typiske tilfælde, hvor der kan blive tale om at yde forskud, er dels arbejdsulykker og dels erhvervssygdomme, som klart er omfattet af sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 695 af 28. december 1984.

Dagpengeudvalget har ved de konkrete afgørelser lagt vægt på, at arbejdsulykker efter omstændighederne vil kunne dokumenteres tilstrækkeligt ved den tilskadekomnes egen forklaring og vidneudsagn fra arbejdskolleger, tillidsmænd eller sikkerhedsrepræsentanter, eller en skadestuerapport.

Når det drejer sig om skadelige påvirkninger af kortere varighed og om erhvervssygdomme, vil det normalt være nødvendigt, at der foreligger lægelige oplysninger, der angiver lidelsens art og sandsynlige forbindelse med lønmodtagerens arbejde. Hvis lidelsen ikke er en egentlig erhvervssygdom, som er omfattet af sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 695 af 28. december 1984, må det endvidere overfor erhvervssygdomsudvalget godtgøres, at den i det enkelte tilfælde skyldes arbejdsforholdene.

Den i arbejdsgiverperioden normalt anvendte »kryds- og bolleerklæring« er ikke fyldestgørende i disse tilfælde. Der må indhentes lægeerklæring efter dagpengelovens § 20, oplysninger fra læge eller sygehus efter dagpengelovens § 52 eller eventuelt en fri attest om lidelsens art og sandsynlige forbindelse med lønmodtagerens arbejde.

Erklæringer, der rekvireres af det sociale udvalg, betales af kommunen.

I tilfælde, hvor en arbejdsskade anmeldes til forsikringsselskabet eller af en læge/tandlæge til sikringsstyrelsen, betales lægeerklæringen af selskabet/sikringsstyrelsen.

De nødvendige lægelige oplysninger kan sædvanligvis ikke tilvejebringes efterfølgende, når sygdommen er ophørt. Det er derfor vigtigt, at lønmodtageren straks ved sin henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen opfordres til at opsøge en læge, når det skønnes nødvendigt, at sygdommens art og forbindelse med arbejdet er lægeligt dokumenteret. Hvis sygdommen allerede er ophørt før henvendelsen, og lønmodtageren ikke er tilset af en læge i forvejen, vil der sjældent være tilstrækkeligt grundlag for det skøn, som skal begrunde udbetaling af forskud.

Om de enkelte grupper af sygdomme m.v. bemærkes iøvrigt

Sene- og muskellidelser

Sene-/muskellidelser anerkendes efter sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 695 af 28. december 1984 som erhvervssygdomme, hvis de er forårsaget af overbelastning og tillige har medført hel eller delvis opgivelse af sædvanligt arbejde. Det er ikke tilstrækkeligt, at den pågældende ikke har kunnet tåle det sene- og muskelbelastende arbejde når belastningen ikke i almindelighed vil udløse den pågældende lidelse. En kortvarig sygemelding betragtes ikke som opgivelse af sædvanligt arbejde.

Der vil navnlig være tale om muskellidelser i underarme (seneskedehindebetændelse) og i albuer (tennisalbuer), men også lidelser i skulder og ryg vil kunne anerkendes.

Sene- og muskellidelser vil undertiden kunne anerkendes som kortvarig skadelig påvirkning efter lovens § 9, stk. 2, når sygdommen er forårsaget af uvant arbejde, og symptomerne har vist sig få dage (maksimalt 5 dage) efter arbejdets påbegyndelse.

Ryglidelser

Ryglidelser, som f.eks. hold i ryggen, lumbago og discusprolaps, kan være traumatisk betinget. Ofte opstår de imidlertid pludseligt, uden at der kan påvises nogen årsag, og i så fald vil de ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringsloven.

For at kunne henføre sådanne ryglidelser under loven, jfr. lovens § 9, nr. 1, må det kræves, at vedkommende har været udsat for et egentligt ulykkestilfælde og at lidelsen har manifesteret sig i umiddelbar tilslutning hertil.

Det er således ikke tilstrækkeligt til at anerkende tilfælde som en arbejdsskade, at lidelsen viser sig i forbindelse med løft af mere eller mindre tunge byrder eller anden form for rygbelastende arbejde. Der skal være indtruffet en fra arbejdets sædvanlige gang afvigende begivenhed.

Som ulykkestilfælde regnes tillige tungt løftearbejde, hvis arbejdsforholdene ekstraordinært tvinger til, at løftet må foregå i helt akavede stillinger, f.eks. på grund af pladsforholdene.

Ryglidelser vil undtagelsesvis kunne anerkendes som arbejdsskade efter lovens § 9, stk. 2, der omhandler kortvarig skadelig påvirkning af en vis varighed, men dog ikke ud over nogle få dage.

For at kunne anerkende efter denne bestemmelse må der være tale om helt ekstraordinære situationer, således f.eks. hvis en forsikret, der normalt ikke er beskæftiget med rygbelastende arbejde, i nogle få dage sættes til at udføre et stærkt rygbelastende arbejde.

Der er kun beskedne muligheder for at anerkende ryglidelser som erhvervssygdomme efter lovens § 9, nr. 3 og § 10.

Rygsygdomme som sådan omfattes ikke af sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 695 af 28. december 1984 om erhvervssygdomme, se dog ovenfor om sene- og muskellidelser. Ligeledes vil afrivningsbrud på rygsøjlens torntappe forårsaget af overanstrengelse kunne anerkendes som erhvervssygdom.

Infektionssygdomme

Almindeligt forekommende infektionssygdomme som influenza, forkølelse, halsbetændelse og lignende vil som hovedregel ikke kunne anerkendes som arbejdsskade, da risikoen for at pådrage sig en sådan smitsom sygdom normalt ikke er større på arbejdspladsen end udenfor.

Udsættelse for kulde, træk eller temperatursvingninger på arbejdspladsen øger ikke risikoen for at pådrage sig en smitsom sygdom. Dette gælder også infektionssygdomme, som medfører betændelse i f.eks. ører eller nyrer.

For personale på sygehuse, plejehjem og børneinstitutioner m.fl. gælder dog, at en sygdom kan godkendes som arbejdsskade, når det kan godtgøres, at risikoen for at pådrage sig en smitsom sygdom på arbejdspladsen har været væsentlig større end udenfor - fordi der i institutionen inden for et kortere tidsrum har været en ophobning af tilfælde, uden at noget tilsvarende har været tilfældet udenfor, som f.eks. ved en lokal epidemi af diarree.

Mindre almindeligt forekommende infektionssygdomme, som fåresyge, røde hunde, skarlagensfeber o.a. kan godkendes som arbejdsskade, når den pågældende har haft kontakt med en konkret smittekilde. Det kræves i disse tilfælde, ikke at der har været en ophobning af tilfælde på arbejdspladsen, men derimod at der kan påvises en bestemt smittekilde, og at der er rimelig sandsynlighed for, at smitten stammer derfra.

Undtagelsesvis kan visse infektiøse og parasitære sygdomme anerkendes som erhvervssygdomme. Det drejer sig om

a) Infektiøse og parasitære sygdomme overført til mennesker fra dyr eller dyriske materialer og samme sygdomme forårsaget af arbejde i renovationsanlæg, ledningsnet hertil og lignende.

b) Infektionssygdomme hos sygehus- og plejepersonale med kontakt med patienter med samme infektion eller med inficeret materiale samt hos forskningspersonale med kontakt med inficeret materiale, f.eks. smitte med resistente bakterier, der ikke forekommer almindeligt uden for institutionen.

Smitte med en sådan infektion vil kunne anerkendes, uden at en bestemt smittekilde kan påvises.

Andre sygdomme

Brud på skelettet, beskadigelse af muskulatur eller hjernerystelse som følge af fald på arbejdspladsen kan anerkendes som arbejdsskade.

Hovedpine og svimmelhed efter udsættelse for organiske opløsningsmidler vil kunne anerkendes som arbejdsskade, da der er tale om udsættelse for stoffer optaget i fortegnelsen.

Hovedpine efter støjudsættelse vil ikke kunne anerkendes som arbejdsskade, medmindre der i samme forbindelse er tale om døvhed eller væsentlig tunghørighed.

Stress vil ikke kunne anerkendes, da der er tale om en skadelig påvirkning af mere end nogle få dages varighed og lidelsen ikke er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen.

Sygdomme, der forelægges erhvervssygdomsudvalget

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3, er der mulighed for efter forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget at anerkende lidelser, der ikke omfattes af styrelsens bekendtgørelse om erhvervssygdomme som arbejdsskade, hvis det godtgøres, enten at sygdomme efter den seneste medicinske erfaring opfylder de krav, der stilles til erhvervssygdomme, eller at sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

5.

Om dagpenge efter arbejdsskade på grundlag af anden dagpengegivende indtægt end lønindtægt.

Bestemmelsen i dagpengelovens § 38 har som omtalt fået den nye betydning ved lovændringen pr. 1. april 1983, at en ansat trods indførelsen af den almindelige karensdag har ret til dagpenge fra 1. dag fra sin arbejdsgiver, når der er overgået ham en arbejdsskade.

Herudover betyder § 38 som hidtil, at dagpenge på grundlag af anden dagpengegivende indtægt end lønindtægt, der ellers som hovedregel først ydes efter 3 ugers forløb, i visse tilfælde må udbetales allerede fra 1. dag.

For det første gælder dette, når den, som er blevet udsat for en arbejdsskade hos en arbejdsgiver, tillige har indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

For det andet gælder det de særlige grupper af selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af bestemmelser i arbejdsskadeforsikringsloven, når de kommer til skade under arbejde i deres egen virksomhed, jfr. pkt. 3 (ejere af skibe, arbejdsskadeforsikringslovens § 5, stk. 2, og selvstændige fiskere, arbejdsskadeforsikringslovens § 8).

For det tredie gælder det selvstændige erhvervsdrivende, når de kommer til skade i særlige arbejdssituationer, som omfattes af arbejdsskadeforsikringslovgivningen, jfr. pkt. 3 (f.eks. under udøvelse af borgerligt ombud, forsøg på redning af menneskeliv, frivillig tjeneste i hjemmeværn eller civilforsvar og ydelse af en håndsrækning eller af gensidig aftalt hjælp mellem flere selvstændige erhvervsdrivende).

Dagpenge på grundlag af indtægter ved selvstændig virksomhed ydes i alle disse tilfælde af det offentlige på grundlag af de pågældendes dagpengegivende anden indtægt end lønindtægt. Disse dagpenge nedsættes i det omfang, de sammenlagt med dagpenge og løn for samme tidsrum fra en arbejdsgiver overstiger dagpengemaksimum, jfr. dagpengelovens § 24, stk. 9.

6.

Om dagpenge efter arbejdsskade til personer uden sædvanlig dagpengegivende indtægt.

Når personer, der ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse (f.eks. en del gifte kvinder og pensionister, der påtager sig småjobs), kommer til skade i en af de særlige arbejdssituationer, der er nævnt under pkt 5, har de ret til dagpenge fra 1. dag, udmålt på grundlag af en dagpengegivende indtægt, der efter dagpengelovens § 39 fastsættes efter et skøn.

For enkelte persongrupper er der fastsat bestemte årslønninger, der må lægges til grund ved dagpengeberegningen. For gifte kvinder, der normalt ikke påtager sig arbejde for fremmede eller ikke udnytter deres arbejdskraft fuldt ud ved arbejde for fremmede, men har pådraget sig en arbejdsskade under midlertidig ansættelse, lægges fra 1. april 1984 35.800 kr. (fra 1. april 1985: 37.200 kr.) til den faktiske indtægt. For personer uden egentligt erhverv regnes der fra 1. april 1984 med en årsløn på mindst 15.000 kr. (fra 1. april 1985: 16.000 kr.).

Sikringsstyrelsen, den 7. februar 1985

F.B. Svarrer

/Viggo Bertram

Ingen