Legislator Case Law & Legislation
C19851814860 DK

Afgiftsvejledning. Cigaretter, Cigaretpapir, Pibetobak, Skrå, Snus

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 1985 18148 Historic

Bilag

1. Lov om tobaksafgifter

2. Afgiftstabel

3. Fortegnelse over blanketter mv

Forord

Vejledningen er til brug for virksomheder, der er registreret hos toldvæsenet, fordi de fremstiller eller indfører cigaretter, cigaretpapir, pibetobak, skrå eller snus.

Vejledningen indeholder de vigtigste regler for virksomheden. Hvis De behøver yderligere oplysninger er De velkommen til at henvende Dem til toldvæsenet - dvs til det distriktstoldkammer, som virksomheden hører under. Distriktstoldkamrets adresse og telefonnummer står bag på vejledningen.

Afgiftspligtigt vareområde

Afgiftspligten omfatter cigaretter, cigaretpapir, pibetobak, skrå og snus.

Cigaretter

Som cigaretter betragtes tobaksruller, der kan ryges som de er, og som ikke er omfattet af definitionen på cigarer mv i EF-Rådets andet tobaksdirektiv om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak.

Cigaretter, der uden filter og mundstykke har en længde over 9 cm, men ikke over 18 cm, betragtes som 2 cigaretter. Cigaretter, der har en længde på over 18 cm, men ikke over 27 cm, betragtes som 3 cigaretter osv.

Cigaretpapir

Som cigaretpapir anses tilskåret, perforeret eller på anden måde tilberedt papir til cigaretpapir.

Cigaretpapir beskattes efter det antal cigaretter, som papiret skal anvendes til. Hvis antallet af cigaretter, som papiret skal anvendes til, ikke umiddelbart kan opgøres, beregnes der 25 cm2 til hver cigaret.

Af cigaretpapir, der er tildannet som hylstre, beregnes afgiften efter det antal cigaretter, som hylstrene kan anvendes til.

Pibetobak

Som pibetobak anses tobak, der er skåret, revet, spundet eller presset i plader, og som kan ryges uden yderligere industriel forarbejdning. Som pibetobak anses endvidere tobaksaffald, der er pakket i detailsalgspakninger, og som ikke er omfattet af definitionen på cigarer mv eller cigaretter.

Pladetobak (Navy Cut) er tobak, der sovses og presses til plader, som derefter skæres og pakkes. Pladetobak fremtræder som sammenhængende plader af tobak.

Cut plug er tobak, der er presset i forbindelse med skæringen, og som derfor, ikke hænger sammen i egentlige flager.

Granuleret tobak er tobak, der er skåret to gange, således at tobakken fremtræder som tobakskorn.

Spunden tobak (Roll Cakes) rulles inden udskæringen og fremtræder som runde skiver af sammenhængende tobak.

Pibetobak, der har en snitbredde på mindst 1,5 mm, beskattes efter lovens § 1, pkt C, som groftskåret pibetobak. Snitbredden skal overholdes såvel ved udleveringen fra den registrerede virksomhed som ved udleveringen fra detailhandlere.

Pibetobak, der dels har en snitbredde på mindst 1,5 mm, dels en snitbredde på under 1,5 mm, skal beskattes efter lovens § 1, pkt D, som fintskåret pibetobak.

Tobak, der er skåret, spundet eller presset i kager, og som kan benyttes både som pibetobak og som skrå, skal beskattes som pibetobak.

Skrå og snus (røgfri tobak)

Som skrå anses tobak i ruller, stave, strimler, blokke eller plader, der er pakket i detailsalgspakninger og specielt tilberedt, således at den kan tygges, men ikke ryges.

Kardusskrå eller skåren skrå fremstilles ved, at bladene efter løsgøring og sovsning skæres på et skæreværk. Herefter bliver tobakken som regel sovset flere gange og tørret for at opnå den tilsigtede smag. Efter en kortere lagring bliver den skårne skrå pakket i små æsker eller lignende.

Spunden skrå består af et indlæg med hele tobaksblade rullet omkring. Spunden skrå fremstilles ved, at tobaksbladene vindes op til en rulle, der sovses, presses, tørres under tryk, vikles op og færdigtørres. Efter tørringen sovses skråen påny, skæres i passende længder, sovses endnu en gang og tørres. Efter denne tørring er skråen færdig til pakning.

Som snus anses tobaksstøv eller tobakskorn, der er specielt tilberedt, således at det kan snuses, men ikke ryges.

Andre varer

Varer, der helt eller delvis består af andre stoffer end tobak, men som i øvrigt opfylder de under cigaretter, pibetobak, skrå eller snus nævnte kriterier, beskattes som cigaretter, pibetobak, skrå eller snus.

Tobaksfri cigaretter fremstillet af fx cacaobønner er således afgiftspligtige efter de almindelige regler om cigaretter.

Afgiftens størrelse

Afgiften udgør

Gruppe Vareart Afgift

A Cigaretter 53,82 øre pr stk + 21,64% af detailprisen indbefattet tobaksafgift og moms

B Cigaretpapir, herunder 2 øre pr stk cigarethylstre

C Pladetobak, spunden og 116,25 kr pr kg granuleret tobak samt anden pibetobak med en snitbredde på mindst 1,5 mm (groftskåret)

D Anden pibetobak 478,80 kr pr kg (fintskåret)

E Kardusskrå og snus 39% af detailprisen indbefattet tobaksafgift, men uden moms

F Anden skrå (spunden 23% af detailprisen indbefattet skrå) tobaksafgift, men uden moms

Cigaretafgiften for de forskellige detailpriser fremgår af Afgiftstabel J 7, der er optrykt som bilag 2.

Funktionærvarer

For funktionærvarer, dvs varer, der sædvanemæssigt udleveres gratis til det personale, der er beskæftiget ved selve fremstillingen, udgør afgiften

Gruppe Vareart Afgift

A Cigaretter 6,71 øre pr stk

C Groftskåret pibetobak 11,325 kr pr kg

D Fintskåret pibetobak 23,575 kr pr kg

E Kardusskrå og snus 17,5% af den alm detailpris, uden moms, for virksomhedens billigste vare

F Anden skrå (spunden 9,5 % af den alm detailpris, skrå) uden moms, for virksomhedens billigste vare

Affaldsskrå, som ikke er genstand for almindeligt salg, beskattes med halvdelen af afgiften efter det billigste stempelmærke til spunden skrå.

Registrering

Virksomheder, der fremstiller eller indfører afgiftspligtige varer med henblik på salg her i landet, skal anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.

Som registreringspligtig virksomhed anses såvel fremstillingen i alle dens forskellige led som blot færdiggørelsen af varerne, herunder pakning af varerne i detailsalgspakning.

Råtobak er ikke omfattet af det afgiftspligtige vareområde, men import af og handel med råtobak må kun foretages af virksomheder, der har opnået tilladelse hertil fra toldvæsenet.

Registreringsanmeldelse

Ved anmeldelse af en virksomhed til registrering bruges en blanket, som udleveres af toldvæsenet.

Virksomheder, der registreres, får et legitimationskort hos toldvæsenet.

Krav til lokaler

Registrering kan kun finde sted, hvis virksomhedens lokaler kan godkendes af toldvæsenet.

Godkendelse af lokaler kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis lokalerne er eller senere bliver indrettet således, at toldvæsenets kontrol med virksomheden ikke kan udføres på rimelig måde.

Lokalerne skal være af en sådan størrelse og indretning, at virksomhedens aktiviteter med rimelig orden kan foregå deri, og at beholdninger af ubeskattede varer lagermæssigt kan holdes adskilt fra virksomhedens beholdninger af beskattede varer.

Hvis virksomheden vil foretage ændringer i de godkendte lokaler, skal dette forinden anmeldes for toldvæsenet.

Fremstilling af afgiftspligtige tobaksvarer må kun foregå i de godkendte lokaler, og ubeskattede varer, herunder råtobak, må ikke opbevares uden for disse lokaler. Det er derfor ikke tilladt at lade fremstillingen udføre som hjemmearbejde.

Eventuelt detailsalg af afgiftspligtige varer fra en registreret virksomhed skal ske fra et særskilt lokale.

Ændringer i og ophør af virksomheden

Enhver ændring i virksomhedens forhold skal straks meddeles skriftligt til distriktstoldkamret.

Det gælder fx følgende ændringer

- virksomheden hører op med at indføre eller fremstille afgiftspligtige varer

- virksomheden sælges eller overdrages

- ejerforholdene ændres

- ledelsen ændres

- navn eller adresse ændres.

Hvis en virksomhed hører op med at drive registreringspligtig virksomhed, skal der betales afgift af beholdningen af ubeskattede varer. Varerne kan også overføres ubeskattet til en anden registreret virksomhed eller overdrages til en ny ejer af virksomheden efter de almindelige regler om overførsel af ubeskattede varer.

Virksomheden skal ved ophør aflevere restbeholdningen af stempelmærker og -bånd samt legitimationskortet til toldvæsenet.

Tilførsel af afgiftspligtige varer

Virksomheder, der er registreret for fremstilling af afgiftspligtige varer, har ret til at importere eller fra andre fremstillingsvirksomheder at modtage upakkede varer i ubeskattet stand.

Der vil desuden efter ansøgning til toldvæsenet kunne gives tilladelse til ubeskattet overførsel af færdigpakkede varer mellem to fremstillingsvirksomheder, når de pågældende varer udelukkende er bestemt til eksport.

Virksomheder, der er registreret for import af afgiftspligtige varer, kan importere færdigpakkede varer i ubeskattet stand.

Når en registreret virksomhed importerer varer, skal det angives i fortoldningsbegæringen, at varerne er afgiftspligtige. Endvidere markeres ved afkrydsning, at varerne tilføres en registreret punktafgiftsvirksomhed.

Afgiftsværdi

Cigaretter

Afgiftsværdien for cigaretter - dvs den værdi, som afgiften skal beregnes af - er detailprisen indbefattet tobaksafgift og moms.

Detailprisen er varens pris ved salg til forbruger, herunder også prisen for pakninger, gaveæsker og sortimentsæsker, hvori varen sælges.

Foreligger der ikke en almindelig detailpris for varen, beskattes varen på grundlag af en af toldvæsenet skønnet detailpris.

Hvis beskattede cigaretter ønskes afsat til en højere detailpris end den, hvorefter afgiften er betalt, skal der - før varen sælges - betales afgift af forskellen mellem den oprindelige pris og den højere detailpris.

Dette gælder dog ikke cigaretter, der serveres i restaurationer mv, hvor serveringspersonalet aflønnes efter reglerne om betjeningsafgift. Sådanne cigaretter må tillægges betjeningsafgift, ferietillæg af betjeningsafgiften og moms af disse beløb.

Skrå og snus (røgfri tobak)

Afgiftsværdien for skrå og snus er detailprisen indbefattet tobaksafgift, men uden moms.

Emballering

Pakninger

Cigaretter, cigaretpapir, pibetobak, skrå og snus er underkastet pakningstvang, dvs at varerne ved udleveringen fra fremstillingsvirksomhedens godkendte lokaler eller ved indførslen fra udlandet skal være pakket i fuldstændig lukkede pakninger. Der kan dog ske overførsel mellem fremstillingsvirksomheder af upakkede varer. Fremstillingsvirksomheder kan endvidere indføre upakkede varer.

For at en pakning kan anses for fuldstændig lukket, skal den omslutte indholdet helt. En cigaretpakning, der foroven er lukket alene med ikke-tilklistret staniol, anses for fuldstændig lukket, hvis stempelmærket anbringes hen over åbningen i staniolpapiret.

Mærkning

Pakningerne skal ved udleveringen fra de registrerede virksomheder på tydelig og letlæselig måde - enten ved påtryk på selve emballagen eller på stempelmærket eller -båndet - indeholde oplysning om fremstillerens eller importørens navn og hjemsted, vareart og mængde samt for cigaretter, skrå og snus tillige detailpris indbefattet tobaksafgift og moms.

Oplysning om vareart og mængde (for cigaretter og cigaretpapir stykantallet og for pibetobak vægten) vil være påtrykt stempelmærket eller -båndet ved udleveringen fra toldvæsenet. Det samme gælder oplysning om detailpris for cigaretter, skrå og snus. For skrå og snus kan der ses bort fra oplysning om mængden.

Disse påtryk betyder, at lovens krav om vareart, mængde og detailpris vil være opfyldt ved påsætningen af stempelmærket eller -båndet. Kravene til mærkning på emballagen er derfor i praksis begrænset til at omfatte navn og hjemsted for fremstilleren eller importøren.

Funktionærvarer skal være forsynet med påtryk om, at varerne er udleveret gratis til modtagerens eget brug, og at al omsætning af varerne er forbudt.

Dispensation

Toldvæsenet kan tillade, at der i stedet for fremstillerens eller importørens navn og hjemsted anvendes navn og hjemsted for en forhandler.

Der kan endvidere - bortset fra funktionærvarer - efter ansøgning til toldvæsenet gives tilladelse til i stedet for fremstillerens eller importørens navn og hjemsted at anvende et anonymitetsmærke, som påtrykkes stempelmærket eller -båndet.

Markedsføring af pibetobak

Ved markedsføring af groftskåret pibetobak (afgiftsgruppe C) må der ikke under nogen form - hverken på selve pakningen eller i reklamer for tobakken - gives indtryk af, at tobakken kan anvendes til fremstilling af cigaretter. Det skal således utvetydigt fremgå af markedsføringen, at der er tale om pibetobak.

Stempelmærker og -bånd

Beskatningen af cigaretter, cigaretpapir, pibetobak, skrå og snus sker ved, at pakningen forsynes med et stempelmærke eller -bånd, som leveres af toldvæsenet.

Pakningerne skal således ved udleveringen fra den registrerede virksomhed være forsynet med stempelmærke eller -bånd, medmindre varerne udføres eller overføres ubeskattet til en anden registreret fremstillingsvirksomhed.

Handlende må i deres virksomhed kun modtage eller opbevare varerne, når de er pakket i forskriftsmæssigt lukkede pakninger, som er forsynet med stempelmærke eller -bånd. Enkeltsalg og salg i løs vægt af de pågældende varer er forbudt.

Udformning og anvendelse

Stempelmærker mv foreligger i følgende 3 udgaver

1. Almindeligt stempelmærke i format 25 x 43 mm. Dette stempelmærke skal anvendes til cigaretter, pibetobak og kardusskrå, og det kan desuden anvendes til de øvrige stempelafgiftspligtige tobaksvarer (cigaretpapir, spunden skrå og snus).

Disse stempelmærker leveres i ark a 60 stk.

2. Stempelbånd i format 14 x 160 mm. Stempelbånd kan anvendes til cigaretpapir (cigarethylstre) og snus. Det er fremstillet således, at virksomhederne kan skære den del af, som der ikke er behov for.

Stempelbånd leveres i ark a 20 stk.

3. Ministempelmærke i format 22 x 28 mm, som kun må anvendes til spunden skrå.

Ministempelmærker leveres i ark a 90 stk.

Påtryk

Stempelmærker og -bånd fremstilles med en lyseblå/grålig bundfarve. Mærkerne er ved udleveringen forsynet med etatsmærke og påtrykt Danmark og Tobaksafgift betalt samt følgende individuelle påtryk for de forskellige grupper af tobaksvarer

Cigaretter Betegnelsen Cigaretter samt antal, detailpris og afgiftskode

Cigaretpapir Betegnelsen Cigaretpapir samt antal og afgiftskode

Pibetobak Betegnelsen Pibetobak samt vægten i gram, afgiftsgruppe (C eller D) og afgiftskode

Skrå og snus Betegnelsen Røgfri tobak samt detailpris, afgiftsgruppe (E for kardusskrå og snus og F for spunden skrå) og afgiftskode.

De individuelle påtryk på mærker mv til cigaretter, cigaretpapir og pibetobak sker med princerød farve og på mærker mv til skrå og snus med sort farve.

Det er tilladt de registrerede virksomheder at forsyne mærkerne mv med bl a datomærkning.

Funktionærmærker

Beskatningen af cigaretter mv, der udleveres gratis til de personer, som er beskæftiget ved selve fremstillingen (funktionærvarer), sker med stempelmærker og -bånd, der er påtrykt oplysning om pakningsstørrelsen og om, at indholdet er funktionærvarer, som ikke må omsættes.

Anskaffelse mv

Stempelmærker mv fremstilles sædvanligvis for et kvartal ad gangen. Fremstillingen sker på grundlag af toldvæsenets oplysninger om det forventede forbrug i det kommende kvartal.

Ved bestilling af mærker mv bruges bestillingsseddel J 4 (cigaretter), J 5 (cigaretpapir og pibetobak) eller J 6 (skrå og snus), der sendes til toldvæsenet.

Mærkerne mv sendes almindeligvis til virksomhederne pr post, men virksomhederne kan dog træffe aftale med toldvæsenet om, at virksomheden selv henter mærkerne mv hos toldvæsenet eller eventuelt på det trykkeri, der fremstiller mærkerne mv.

Leveringstiden for mærkerne mv er normalt 2 til 3 dage.

Stempling

Påsætning

Stempelmærkerne og -båndene skal påsættes pakningerne på en sådan måde, at de ikke kan løsnes uden at blive ødelagt.

På pakninger, der er forsynet med et omslag af cellofan el lign uden om den egentlige emballage, skal mærket mv anbringes under dette omslag. På varer, der indføres med cellofanomslag, kan mærket mv dog anbringes på det ydre omslag.

Påsætningen af mærker og bånd foretages i øvrigt efter følgende regler

Cigaretstempelmærker skal som hovedregel anbringes på pakningerne over det sted, hvor pakningen sædvanligvis åbnes. På pakninger af hard box-typen - dvs papæsker med låg - kan mærket dog anbringes på pakningens bagside.

Stempelmærker til pibetobak, skrå og snus kan valgfrit anbringes på pakningens bund, låg eller side. Til påsætning af mærker på tobakspunge - de såkaldte pouches - skal bruges lim, der er godkendt af toldvæsenet.

Stempelbånd anbringes således, at et af båndets midterfelter sidder hen over det sted, hvor pakningen sædvanligvis åbnes. Stempelbånd skal anbringes på pakningen, så båndet slutter helt til pakningen og på en sådan måde, at de midterste felter er synlige i hele deres længde. Dette stykke af båndet må ikke forkortes, hvorimod yderstykkerne kan klæbes over hinanden, eventuelt forkortes eller skæres af.

. Dispensation

Toldvæsenet kan efter ansøgning tillade, at tobaksvarer, der er bestemt til gratis udlevering som smagsprøver, pakkes i engrospakninger el lign, som derefter forsynes med stempelmærker svarende til det samlede indhold af tobak. Det er en betingelse, at smagsprøverne er pakket i mindre pakninger, der i størrelse adskiller sig væsentligt fra den normale salgsemballage. Tilladelsen er i øvrigt betinget af, at stempelmærket anbringes således, at engrospakningen kun kan åbnes samtidig med, at stempelmærket brydes.

Kassering

Før udleveringen fra virksomheden skal der ske en kassering af stempelmærkerne og -båndene. Kasseringen foretages ved påtrykning (påstempling) af virksomhedens navn eller anonymitetsmærke i et af de ledige felter på mærket mv.

Stempling i udlandet

Virksomheden kan efter ansøgning få tilladelse hos toldvæsenet til stempling på produktionsstedet i udlandet, herunder også i Københavns Frihavn.

Efterstempling

Hvis cigaretter, skrå eller snus ønskes afsat til en højere detailpris end den, der er påtrykt stempelmærket eller -båndet, skal der foretages efterstempling.

Efterstemplingen sker ved, at det oprindeligt påsatte stempelmærke eller -bånd makuleres eller på anden måde annulleres, hvorefter der påsættes et nyt mærke eller bånd, hvis prisangivelse svarer til den forhøjede detailpris.

Makulering

I forbindelse med afgiftsgodtgørelse for stempelmærker og -bånd (herunder ved efterstempling) skal mærkerne mv makuleres eller på anden måde annulleres. Ikke-anvendte mærker mv afleveres dog til toldvæsenet.

Virksomheden skal sende toldvæsenet en fortegnelse med specificerede oplysninger om de pågældende mærker mv samt det ønskede tidspunkt for makuleringen/annulleringen. Makuleringen kan foregå som en tilintetgørelse af pakningen med påsiddende mærke mv. Annulleringen kan foregå ved, at mærket mv på tydelig måde overstemples Ugyldig.

Når virksomheden anmoder om godtgørelse for ikke-anvendte mærker mv, skal den sammen med mærkerne mv afgive en specificeret fortegnelse over mærkerne mv til toldvæsenet.

Afgiftsfri udleveringer

De registrerede virksomheder kan udlevere afgiftspligtige varer ubeskattet i følgende omfang

Til anden fremstillingsvirksomhed

Afgiftspligtige varer kan i upakket stand overføres ubeskattet til en anden registreret fremstillingsvirksomhed.

Leverandøren må sikre sig, at modtageren er registreret hos toldvæsenet for fremstilling af stempelafgiftspligtige varer. Hvis leverandøren ikke kan få dokumenteret registreringen ved, at legitimationskortet fremlægges, kan oplysning herom fås hos toldvæsenet.

Fremstillingsvirksomheder kan efter ansøgning få tilladelse til ubeskattet at overføre færdigpakkede varer, som er bestemt til eksport, til en anden registreret fremstillingsvirksomhed.

Ved enhver ubeskattet overførsel skal leverandøren udfærdige en fortløbende nummereret forsendelsesanmeldelse J 12 i et eksemplar eller en tilsvarende blanket, som er godkendt af toldvæsenet. I stedet for en særskilt blanket kan virksomheden lade anmeldelsen trykke på bagsiden af en følgeseddel eller en fakturakopi.

Forsendelsesanmeldelsen skal sendes direkte til varemodtageren samtidig med varerne. Modtageren skal tilskrive de overførte varer i lagerregnskabet (lagerbog J 52).

Udførsel

Afgiftspligtige varer kan udføres ubeskattet til udlandet, Færøerne og Grønland samt Københavns Frihavn, når der kan fremlægges dokumentation for udførslen.

Som dokumentation for udførslen skal virksomheden kunne fremlægge

- fakturakopi over de udførte varer og

- skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning el lign samt

- udførselsangivelsens eksportørblanket l, der skal være attesteret af toldvæsenet.

Til provianteringsvirksomheder

Afgiftspligtige varer kan leveres ubeskattet til kiosker i toldlufthavne og provianteringsvirksomheder, der har bevilling til told- og afgiftsfritagelse efter toldlovens § 80.

Som dokumentation skal virksomheden kunne fremlægge udførselsangivelsens eksportørblanket l, der skal være attesteret af toldvæsenet, samt fakturakopi, skriftlig ordre mv.

Til diplomater

Afgiftspligtige varer kan udleveres ubeskattet til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv og til personer, der er knyttet til disse.

Før varerne leveres, skal leverandøren have tilladelse af toldvæsenet. Den fås, når virksomheden giver toldvæsenet en Tolddeklaration for diplomater m fl, som repræsentationen mv har udfærdiget. Toldvæsenet påtegner blanketten og sender et eksemplar tilbage til leverandøren.

Prøver

Fremstillingsvirksomheder kan afgiftsfrit udtage afgiftspligtige varer, hvis det alene er i den hensigt at prøve varens beskaffenhed.

Prøverne skal opføres på en særlig fortegnelse med en specifikation af varerne.

Varer, der udleveres som handelsprøver (smagsprøver mv), skal beskattes.

Indbrud og brand

Virksomheden kan søge om afgiftsfritagelse hos toldvæsenet, hvis ubeskattede varer er gået tabt ved indbrud eller brand i den registrerede virksomhed eller under transport til eller fra virksomheden.

Det er en betingelse, at virksomheden over for toldvæsenet kan dokumentere, at varerne er gået tabt eller er ødelagt, fx ved at fremlægge politirapport.

Det er også en betingelse, at virksomheden kan dokumentere størrelsen af den stjålne eller ødelagte mængde, fx i form af lageroptællinger.

Der gives kun afgiftsfritagelse for stjålne varer, hvis det drejer sig om indbrud i lokaler, der er forsvarligt aflåste, eller om tyveri under transport til eller fra virksomheden. Som tyveri under transport regnes i denne forbindelse indbrud i forsvarligt aflåste lokaler, køretøjer, containere o lign hos fx fragtmænd, hvor varerne i kortere tid opbevares som led i transporten. Køretøjer mm, der alene er forsynet med plombe el lign forsegling, regnes i denne forbindelse ikke for at være forsvarligt aflåste.

Der kan derfor ikke gives afgiftsfritagelse for varer, som er bortkommet ved hustyveri eller fjernet fra uaflåste lokaler, køretøjer, containere o lign.

I ansøgningen om afgiftsfritagelse skal virksomheden oplyse, hvor stort tabet er, og specificere varernes art, pakningsstørrelse og mængde. Ved indbrud eller brand skal virksomheden desuden oplyse, om tabet er eller vil blive meldt til politiet.

Beskadigede varer

Virksomheden kan søge om afgiftsfritagelse hos toldvæsenet for beskadigede, ubeskattede varer - herunder også varer, der mod godtgørelse er returneret til virksomheden - på betingelse af, at varerne tilintetgøres eller tilføres virksomhedens råvarelager.

Der kan i almindelighed ikke indrømmes afgiftsfritagelse for varer, som er eller har været udleveret til detailudsalg, der ejes af virksomheden.

I ansøgningen skal varerne specificeres, og årsagen til og det ønskede tidspunkt for evt destruktion af varerne anføres.

Afgiftsgodtgørelse

Registrerede virksomheder kan efter ansøgning få godtgjort afgiften af stempelmærker og -bånd i nedennævnte tilfælde

Ikke-anvendte stempelmærker og -bånd

Stempelmærker og -bånd - i hele ark eller udskårne, kasserede eller ikke kasserede - der er beskadigede, fx af vand, eller på anden måde er blevet uanvendelige for virksomheden, fx fordi den til sin fremtidige produktion ikke har brug for mærkerne eller båndene, kan godtgøres virksomheden.

Godtgørelsen af beskadigede stempelmærker og -bånd er betinget af, at mærkerne og båndene trods beskadigelsen uden tvivl kan identificeres.

Virksomheden må indlevere stempelmærkerne og -båndene til toldvæsenet sammen med en ansøgning indeholdende en specificeret angivelse af de mærker og bånd, der ønskes godtgjort, samt oplysning om grunden til, at der ønskes godtgørelse.

Anvendte stempelmærker og -bånd

De registrerede virksomheder kan få godtgjort anvendte stempelmærker og -bånd for varer, som er beskattet af virksomheden, og som findes på virksomhedens lager. Det gælder også varer, der er returneret til virksomheden.

Virksomheden må sende en ansøgning til toldvæsenet med specificerede oplysninger om varerne og de anvendte stempelmærker og -bånd.

Godtgørelsen er betinget af, at pakningernes indhold af tobaksvarer tilintetgøres eller tilføres virksomhedens lager, og at stempelmærkerne mv tilintetgøres eller på tydelig måde annulleres.

Der kan også ydes godtgørelse af anvendte stempelmærker og -bånd i tilfælde, hvor mærkerne mv, som er påsat pakningerne, er brudt eller på anden måde ødelagt ved toldvæsenets undersøgelse af mærker mv eller pakningernes indhold.

Skibs- og flyforlis

Virksomheder kan få afgiftsgodtgørelse for beskattede varer, som under transport fra den registrerede virksomhed er gået tabt ved skibsforlis eller forlis med fly, når det kan dokumenteres, at varerne er gået tabt ved forlis.

Regnskab

De registrerede virksomheder skal føre et særligt afgiftsregnskab over

- råtobak

- fremstilling og indførsel af afgiftspligtige varer

- udleveringen af afgiftspligtige varer

- indkøb og forbrug af stempelmærker og-bånd.

Toldvæsenet kan tillade, at de forskellige afgiftsregnskaber føres i det almindelige forretningsregnskab på betingelse af, at dette indeholder mindst samme oplysninger som de regnskabsbøger, der udleveres af toldvæsenet.

Lagerregnskab over råtobak

Fremstillingsvirksomheder skal føre et lagerregnskab over råtobak. Regnskabet skal omfatte hele virksomhedens til- og afgang af råtobak. Tilgang af råtobak skal posteres i regnskabet, selv om varerne ikke passerer råtobakslageret, men går direkte ind i fremstillingslokalet for straks at blive anvendt i fremstillingen.

Lagerregnskabet skal føres i Lagerbog J 51. Lagerbogen er opdelt i en årsopgørelse samt en til- og en afgangsafdeling, der er indrettet med følgende kolonner

Tilgang

- indførsel og indkøb - opdelt i hele blade, stilke og andet

- færdige tobaksvarer til omarbejdning

- affald fra fabrikationen samt skåren tobak opdelt i stilke og andet

- samlet tilgang.

Afgang

- anvendt til tobaksfremstilling - opdelt i hele blade, stilke og andet

- anden afgang - opdelt i hele blade, stilke og andet

- samlet afgang.

Posteringerne i regnskabet foretages på grundlag af fortoldningsbegæringens debetnota, forsendelsesanmeldelse J 11, interne fabrikationssedler mv eller fortegnelse over uanvendeligt affald og råtobak.

Regnskabsafslutning

Lagerregnskabet afsluttes ved årets udgang ved sammentælling af til- og afgangskolonnerne. Summerne overføres til Årsopgørelse over råtobakslageret. Råtobakslageret optælles og overføres ligeledes til opgørelsen.

Den regnskabsmæssige og den optalte beholdning afstemmes, og eventuelle differencer noteres i opgørelsen.

Den optalte råtobaksbeholdning overføres til lagerbogen for det følgende år.

Produktionsregnskab

Fremstillingsvirksomheder skal føre et regnskab over fremstilling af afgiftspligtige varer. Regnskabet føres i virksomhedens interne produktionsregnskaber el lign på grundlag af interne fabrikationssedler el lign.

Regnskabet skal tilrettelægges efter nærmere aftale med toldvæsenet og på en sådan måde, at det er muligt at følge råtobakkens forarbejdning til færdigvare, dvs at regnskabet alt efter virksomhedens karakter mindst skal indeholde

- regnskab over udtagning af råtobak til fugtning og skæring mv

- regnskab over skæring af råtobåk

- pakningsregnskab med tilhørende arbejdssedler mv

- regnskab over bobiner (spoler til cigaretpapir).

Lagerregnskab over færdigvarer

Virksomhederne skal føre et lagerregnskab over til- og afgang af afgiftspligtige varer. Lagerregnskabet føres i Lagerbog J 52.

Lagerbogen er opdelt i en årsopgørelse samt en til- og en afgangsafdeling, der er indrettet med følgende kolonner

Tilgang

- egen fremstilling

- overført fra anden registreret fremstillingsvirksomhed

- indført fra udlandet.

Afgang

- beskattet

- overført til anden registreret fremstillingsvirksomhed

- udført til udlandet mv.

Postering i lagerbogen skal foretages ved enhver bevægelse i lagerbeholdningen af ubeskattede færdigvarer. Posteringerne foretages på grundlag af interne fabrikationssedler el lign, forsendelsesanmeldelse J 12, fortoldningsbegæringens debetnota, udførselsangivelsens eksportørblanket l, diplomat-tolddeklarationens ekspeditørblanket mv.

Afgiftspligtige varer, der fritages for afgift (kvalitetsprøver, beskadigede varer og varer, der går tabt ved indbrudstyveri, brand eller forlis) posteres under Udført til udlandet mv. Posteringerne af kvalitetsprøver og beskadigede varer foretages på grundlag af specificerede fortegnelser over varerne. Posteringerne af varer, der er gået tabt, foretages på grundlag af toldvæsenets skrivelse om afgiftsfritagelsen.

Regnskabsafslutning

Lagerregnskabet afsluttes ved årets udgang ved sammentælling af til- og afgangskolonnerne. Summerne overføres til Årsopgørelse over færdigvarer. Lagerbeholdningen optælles og overføres ligeledes til opgørelsen.

Den regnskabsmæssige og den optalte beholdning afstemmes, og eventuelle differencer noteres i opgørelsen.

Den optalte beholdning overføres til lagerbogen for det følgende år.

Stempelmærkeregnskab

Virksomhederne skal føre et regnskab over køb og forbrug af stempelmærker og -bånd. Stempelmærkeregnskabet føres i Stempelmærkebog J 53.

Regnskabsbogen er indrettet med en afdeling til postering af køb og en afdeling til postering af forbrug.

Posteringerne under køb skal foretages på grundlag af virksomhedens eksemplar af bestillingsseddel J 4, J 5 eller J 6. Posteringerne under forbrug foretages på grundlag af interne fabrikationssedler, pakkesedler el lign.

Regnskabsafslutning

Stempelmærkeregnskabet afsluttes ved kvartalets udgang efter følgende regler

Kolonnerne vedrørende køb og forbrug sammentælles, og den regnskabsmæssige beholdning findes ved, at summen under forbrug trækkes fra summen af begyndelsesbeholdningen og det i kvartalets løb posterede køb. Beholdningen af stempelmærker og -bånd optælles og noteres i regnskabet. Den regnskabsmæssige beholdning afstemmes herefter med den forefundne beholdning. Eventuelle differencer noteres, hvorefter regnskabet videreføres med den forefundne beholdning.

Ved årsafslutningen overføres den forefundne beholdning til regnskabet for det følgende år,

Regnskab over ubeskattet spiritus mv

Fremstillingsvirksomheder, der får tilført ubeskattet spiritus og vin til brug ved fremstillingen af afgiftspligtige varer, skal føre regnskab over til- og afgang samt beholdning af spiritus og vin. Regnskabet føres i et særligt regnskabshæfte M 406 (Barfod & I Chr Petersen A/S nr 1455) eller tilsvarende.

Oversigt over funktionærvarer

Fremstillingsvirksomheder skal hvert år i januar måned udarbejde en oversigt over de kvanta tobaksvarer, der sædvanemæssigt og uden vederlag udleveres til virksomhedens medarbejdere.

Oversigterne skal opbevares i virksomheden sammen med det øvrige regnskabsmateriale.

Anskaffelse og opbevaring af regnskabsmateriale

De særlige regnskabsbøger udleveres af toldvæsenet, dog bortset fra fabrikationsbog M 406 (Barfod & I Chr Petersen A/S nr 1455), som virksomheden selv må anskaffe. Hvis virksomheden har behov for det, kan toldvæsenet udlevere flere eksemplarer af de pågældende regnskabsbøger.

Regnskabet med tilhørende bilag skal opbevares i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb.

Afregning af afgift

Afgiften betales gennem virksomhedens køb af stempelmærker og -bånd, som skal påsættes varerne før udleveringen fra virksomheden.

Den afgift, som mærkerne mv repræsenterer, skal betales ved udleveringen fra toldvæsenet, medmindre virksomheden har opnået kredit med afgiftens betaling.

Kredit mod sikkerhedsstillelse

Toldvæsenet kan mod sikkerhedsstillelse for afgiftsbeløbet give den registrerede virksomhed en kredit på henholdsvis 2 måneder og 5 dage ved køb af stempelmærker til cigaretter og 3 måneder ved køb af stempelmærker og -bånd til cigaretpapir, pibetobak og røgfri tobak.

Hvis virksomheden ønsker kredit, skal den søge toldvæsenet om det. Ansøgningen skal oplyse størrelsen af det beløb, der ønskes henstand med, og den sikkerhed, som virksomheden kan stille.

Hvis virksomheden opnår kredit, løber kreditten fra og med den dag, stempelmærkerne mv udleveres fra toldvæsenet, respektive - for stempelmærker mv, som virksomheden henter direkte på trykkeriet - udleveringen fra trykkeriet.

Betales afgiften ikke i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken kreditperioden udløber.

Statistiske oplysninger

Virksomheden skal kvartalsvis give en indberetning med oplysning om mængden af fremstillede varer, importerede færdigvarer, udførte varer og beskattede varer.

Indberetningen afgives på en blanket, som toldvæsenet sender til virksomheden den sidste måned i hvert kvartal.

Virksomheden skal herefter senest den 15. i den efterfølgende måned tilbagesende indberetningen i udfyldt stand.

Andre bestemmelser

Handel med råtobak

Handel med råtobak må kun foretages af virksomheder, der har fået tilladelse hertil af toldvæsenet.

Auktionssalg

Auktionssalg af tobaksvarer er forbudt. Forbudet omfatter dog ikke tvangsauktioner og auktioner, som er særligt foreskrevet, fx auktion efter toldloven og auktion på grundlag af udlæg eller udpantning.

De nærmere regler om afholdelse af auktion kan fås ved henvendelse til toldvæsenet.

Kontrolregler

Toldvæsenets kontrolrettigheder

Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i lokaler, der bruges af registrerede virksomheder, dvs fremstillings-, lager-, kontor- og butikslokaler o lign.

Toldvæsenet kan kræve at efterse virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv.

Toldvæsenet har også ret til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber mv hos ikke-registrerede erhvervsdrivende, som har handelsforbindelse med registrerede virksomheder. Toldvæsenet kan forlange at få oplysninger fra disse erhvervsdrivende om deres salg til eller køb fra registrerede virksomheder.

Eftersyn i virksomheden sker normalt i virksomhedens sædvanlige forretningstid, men toldvæsenet kan også kræve at få adgang til virksomheden uden for denne tid.

Virksomhedens pligter

Virksomhedens indehaver og de personer, der er ansat i virksomheden, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved eftersynene, fx ved optælling af beholdningerne og udtagelse af prøver, samt ved gennemgang af forretningsbøger, regnskabsmateriale og korrespondance mv.

Virksomheden skal, når toldvæsenet ønsker det, udlevere eller indsende sine afgiftsregnskaber, forretningsbøger, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale, herunder kasseregnskab, samt korrespondance mv til toldvæsenet- Denne bestemmelse gælder også i tilfælde, hvor materialet er hos tredjemand, fx revisor eller regnskabskonsulent,

Straffebestemmelser

Forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af afgiftsloven eller de forskrifter, som er udstedt i henhold til loven, kan straffes med bøde.

I tilfælde af forsætlig afgiftsunddragelse kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år.

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber el lign, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Momsnævnet

Det nævn, der er nedsat efter momsloven, har den endelige administrative afgørelse af

- spørgsmål om varers afgiftspligt

- spørgsmål om, hvilken afgiftsgruppe en vare henhører under

- spørgsmål om en vares afgiftspligtige værdi

- spørgsmål om antallet af stykker, der skal lægges til grund ved en vares beskatning

- spørgsmål om beregning af svind.

Nævnet består af 6 medlemmer: 2 repræsenterer Ministeriet for Skatter og Afgifter og 4 erhvervslivet. Ministeren for skatter og afgifter udpeger formanden for nævnet.

Man kan henvende sig til nævnet enten direkte eller gennem toldvæsenet.

Virksomheden kan fremstille sin sag mundtligt for nævnet.

Vejledning 1985 18148 Historic

Bilag 3

Fortegnelse over blanketter mv

Blanket nr Blanketnavn

J 1 Registreringsanmeldelse

J 3 Legitimationskort

J 4 Bestillingsseddel - cigaretter

J 5 Bestillingsseddel - cigaretpapir, pibetobak

J 6 Bestillingsseddel - skrå og snus

J 7 Afgiftstabel - cigaretter

J 8 Afgiftsvejledning - cigaretter mv

J 9 Afgiftsvejledning - cigarer mv

J 11 (Form 14 nr 11) Forsendelsesanmeldelse - råtobak mv

J 12 (Form 14 nr 12) Forsendelsesanmeldelse - cigaretter mv

J 46 Opgørelse - cigaretter mv

J 51 Lagerbog - råtobak

J52 Lagerbog - cigaretter mv

J 53 Stempelmærkebog

M 406 (1455) Fabrikationsbog -sprit mv

H 21 Følgeseddel

De i parentes anførte numre ud for J 11 og J 12 henviser til Engelsen & Schrøders blanketter og ud for M 406 til Barfod & I Chr. Petersen A/S' blanket, der af virksomhederne skal købes i boghandelen.

De øvrige blanketter udleveres af toldvæsenet.

Vejledning 1985 18148 Historic

Afgiftsvejledning. Cigaretter, Cigaretpapir, Pibetobak, Skrå, Snus

Cigaretter

Cigaretpapir

Pibetobak

Skrå

Snus

INDHOLD

Forord

Afgiftspligtigt vareområde

Cigaretter

Cigaretpapir

Pibetobak

Skrå og snus (røgfri tobak)

Andre varer

Afgiftens størrelse

Funktionærvarer

Registrering

Registreringsanmeldelse

Ændringer i og ophør af virksomheden

Tilførsel af afgiftspligtige varer

Afgiftsværdi

Cigaretter

Skrå og snus (røgfri tobak)

Emballering

Pakninger

Mærkning

Markedsføring af pibetobak

Stempelmærker og -bånd

Udformning og anvendelse

Påtryk

Anskaffelse mv

Stempling

Makulering

Afgiftsfri udleveringer

Til anden fremstillingsvirksomhed

Udførsel

Til provianteringsvirksomheder

Til diplomater

Prøver

Indbrud og brand

Beskadigede varer

Afgiftsgodtgørelse

Regnskab

Lagerregnskab over råtobak

Produktionsregnskab

Lagerregnskab over færdigvarer

Stempelmærkeregnskab

Regnskab over ubeskattet spiritus mv

Oversigt over funktionærvarer

Anskaffelse og opbevaring af regnskabsmateriale

Afregning af afgift

Kredit mod sikkerhedsstillelse

Statistiske oplysninger

Andre bestemmelser

Handel med råtobak

Auktionssalg

Kontrolregler

Toldvæsenets kontrolrettigheder

Virksomhedens pligter

Straffebestemmelser

Momsnævnet

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →