Afgiftsvejledning. Afgift af elektricitet
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
1. Lov om afgift af elektricitet
Forord
Vejledningen er til brug for virksomheder, der er registreret hos toldvæsenet, fordi de
- leverer elektricitet til forbrug her i landet eller
- fremstiller elektricitet til eget brug på produktionsanlæg med en kapacitet på 150 kW eller derover.
Vejledningen indeholder de vigtigste regler for virksomheden. Hvis De behøver yderligere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til toldvæsenet - dvs det distriktstoldkammer, som virksomheden hører under. Distriktstoldkamrets adresse og telefonnummer står bag på vejledningen.
Afgiftspligtens omfang
Afgiftspligten omfatter elektricitet, der forbruges her i landet.
Undtaget fra afgiftspligten er elektricitet, som
- fremstilles på produktionsanlæg, hvis kapacitet er mindre end 150 kW
- fremstilles og forbruges i tog, skibe, fly eller andre transportmidler
- fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som forbruges af producenten
- fremstilles på nødstrømsanlæg i tilfælde, hvor den normale elektricitetsforsyning svigter.
Elektricitet, som fremstilles på produktionsanlæg med en kapacitet på 150 kW eller derover, er omfattet af afgiftspligten, selv om hele anlæggets kapacitet kun udnyttes lejlighedsvis.
Ved et produktionsanlægs kapacitet forstås det antal kW, som anlægget maksimalt kan yde vedvarende til drift af installationer, hvortil der kræves det omhandlede antal kW.
Elektricitet, der fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som leveres til elforsyningsnettet, er omfattet af en tilskudsordning. De nærmere regler herom er beskrevet i afsnittet Tilskud til vedvarende energianlæg.
Salg af elementer, akkumulatorer og andre elektricitetskilder er ikke omfattet af afgiftspligten.
Afgiftens størrelse
Afgiften udgør 15,5 øre pr kWh (kilowatt-time).
Afgiften har tidligere udgjort følgende
Periode Afgift pr kWh 1.4.77-30.6.79 2 øre 1.7.79-29.6.80 8 øre
30.6.80-14.6.82 12,5 øre
15.6.82-31.12.82 14,3 øre
Registrering
Registreringspligten
Virksomheder, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, dvs elektricitetsværker og andre elektricitetsforsyningsvirksomheder, herunder fordelingsselskaber (transformerforeninger), skal anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.
Virksomheder, der fremstiller elektricitet til eget brug (fx industrivirksomheder med eget elværk), skal også registreres.
Følgende virksomheder skal dog ikke registreres
- Virksomheder, der udelukkende leverer elektricitet til virksomheder, som er registreret efter elafgiftsloven.
- Virksomheder, der leverer elektricitet i forbindelse med udlejning af boliger, forretningslokaler o lign.
- Virksomheder, der fremstiller elektricitet ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som dels selv forbruger den fremstillede elektricitet, dels leverer elektriciteten til en registreret elforsyningsvirksomhed.
Registreringsanmeldelse
Ved anmeldelse af en virksomhed til registrering bruges en særlig blanket P 50, som udleveres af toldvæsenet.
Virksomheder, der registreres, får en meddelelse P 51 om registreringen.
Ændringer i og ophør af virksomheden
Enhver ændring i virksomhedens forhold skal straks anmeldes skriftligt til toldvæsenet.
Det gælder fx følgende ændringer
- virksomheden hører op med at fremstille
elektricitet
- virksomheden sælges eller overdrages
- ejerforholdene ændres
- ledelsen ændres
- navn eller adresse ændres.
Opgørelse af den afgiftspligtige mængde
Virksomheden skal opgøre den afgiftspligtige mængde, dvs den mængde, som virksomheden skal betale afgift af, for hver måned.
Opgørelsen foretages i virksomhedens almindelige forretningsregnskab, se afsnittet Regnskab.
Elforsyningsvirksomheder
Virksomhedens afgiftspligtige leverancer i en måned omfatter de leverancer, for hvilke der i den pågældende måned er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger.
Ved opgørelse medregnes de fakturerede leverancer i den måned, hvori fakturaen er udstedt. Fakturaer, der er forsynet med en senere forfaldsdato, medregnes dog i den måned, hvori beløbet forfalder til betaling.
En eventuel dato for sidste rettidige betaling kan ikke lægges til grund for opgørelse af de afgiftspligtige leverancer.
Hvis de udstedte fakturaer hverken er forsynet med udstedelsesdato eller forfaldsdato, medregnes fakturaerne i den måned, hvori de er udstedt.
Til den afgiftspligtige mængde skal også medregnes elektricitet, der er forbrugt til de i momslovens § 16, stk 3, nævnte formål, fx elektricitet til funktionærboliger samt til formål, som ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser efter momsloven.
Ved opgørelsen skal virksomheden ikke medregne elektricitet, der er
- leveret til andre registrerede virksomheder,
som erhvervsmæssigt afsætter elektricitet
- udført til udlandet.
Virksomheden skal endvidere opgøre eget forbrug af elektricitet, som virksomheden efter de almindelige regler har fradragsret for, se afsnittet Afgiftsgodtgørelse. Der skal dog ikke ske opgørelse af den elektricitet, som anvendes i selve produktionsanlægget/ledningsnettet.
Opgørelse på grundlag af leverancer fra kraftværker
Elforsyningsvirksomheden kan efter ansøgning til toldvæsenet få tilladelse til at opgøre de afgiftspligtige leverancer i den enkelte måned eller en anden periode hvori acontoopkrævning over samtlige forbrugere finder sted - på grundlag af de fakturerede el-leverancer fra kraftværker mv.
Virksomheder, der opgør de afgiftspligtige leverancer på grundlag af de tilfakturerede leverancer fra kraftværker mv, kan foretage et fradrag i disse leverancer på 5 pct for ledningstab.
Tilladelsen gives på betingelse af, at endelig afregning af elafgiften over for toldvæsenet finder sted mindst en gang om året ved opgørelse og afregning af de faktiske leverancer på grundlag af en aflæsning af forbruget hos samtlige forbrugere.
Industrivirksomheder med eget elværk
En virksomhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, skal opgøre afgiften på grundlag af et produktionsregnskab over den mængde elektricitet, som virksomheden har produceret i månedens løb.
Ved opgørelsen skal medregnes elektricitet, der er forbrugt til de formål, der er nævnt i momslovens § 16, stk 3, fx elektricitet til funktionærboliger, og til formål, som ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser efter momsloven, samt til afsætning af ydelser, der ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11, fx advokatvirksomhed og forlystelser, se afsnittet afgiftsgodtgørelse.
Ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde skal virksomheden ikke medregne elektricitet, der er leveret til andre registrerede virksomheder, som erhvervsmæssigt afsætter elektricitet.
Virksomheden skal endvidere opgøre eget forbrug af elektricitet, som virksomheden efter de almindelige regler har fradragsret for efter elafgiftslovens § 11. Der skal dog ikke ske opgørelse af den elektricitet, som anvendes i selve produktionsanlægget (elværket).
Afgiftsgodtgørelse
Momsregistrerede virksomheder
Virksomheder, der er momsregistreret, kan få godtgjort afgiften af den elektricitet, som virksomheden har forbrugt til fx belysning og opvarmning af lokaler, som virksomheden selv bruger, og til fremstiiling af varer. Godtgørelse kan ydes i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms (indgående moms) af elektriciteten.
Visse virksomheder er dog udelukket fra adgangen til at opnå godtgørelse, se nedenfor.
Der kan ikke ydes godtgørelse af afgiften af elektricitet, som anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden.
Elafgiftsbeløb, der ønskes godtgjort, opgøres for perioder, som svarer til virksomhedens momsafregningsperiode (halvårlig, kvartalsvis, månedsvis eller ugevis).
Virksomheder med et særligt stort energiforbrug, kan dog få afgifterne af olie, el, gas og kul godtgjort månedsvis.
De nærmere regler om godtgørelse af afgiften af elektricitet til momsregistrerede virksomheder er omhandlet i momsvejledningen og i en særlig vejledning P 84 om godtgørelse af afgifterne af olie, el, gas og kul. Vejledningerne kan fås ved henvendelse til toldvæsenet.
Virksomheder, der ikke kan opnå godtgørelse
Følgende virksomheder kan ikke få godtgørelse af elafgiften, selv om afgiften vedrører omsætningen af momspligtige ydelser
- Advokater.
- Arkitekter, herunder havearkitekter, indendørsarkitekter, indretningsarkitekter, landskabsarkitekter og rådgivende arkitekter.
- Bureauer, der udøver selvstændige servicefunktioner, fx adresseringsbureauer, anvisningsbureauer, artistbureauer, detektivbureauer, koncert- og teaterbureauer, oplysningsbureauer, patentbureauer, reklamebureauer, vagtbureauer, vikarbureauer og ægteskabsbureauer.
- Forlystelsesvirksomhed, fx biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varieteforestillinger og forlystelsesparker, herunder omrejsende tivolier.
- Landinspektører.
- Mæglere, fx ejendomsmæglere og ejendomshandlere, samt virksomheder, som formidler udlejning af fast ejendom. Endvidere varemæglere og andre vareformidlere.
- Revisorer.
- Rådgivende ingeniører.
- Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder eludgiften.
Kollektiv trafik
Der kan ydes godtgørelse af afgift af kørestrøm, der anvendes til drift af el-tog til personbefordring.
Tilskud til vedvarende energianlæg
Der kan ydes et tilskud svarende til afgiften pr kWh til elproducenter for den mængde elektricitet, der fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som leveres til elforsyningsnettet.
Tilskud til producenter ydes dog ikke i det omfang, der sker tilbagebetaling af elafgift efter de almindelige regler om godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder.
Udbetalingen af tilskuddet til elproducenterne varetages af den pågældende elforsyningsvirksomhed.
Reglerne for udbetaling af tilskud til energianlæggene er omtalt nedenfor. Betegnelsen energianlæg dækker i denne omtale ethvert anlæg til fremstilling af elektricitet ved vedvarende energi.
Definitioner på energianlæg
Der skelnes mellem to kategorier af energianlæg.
Den ene kategori omfatter anlæg, hvis hovedformål er at fremstille elektricitet til dækning af ejerens eller - for fællesejede anlæg - ejernes eget elforbrug. Disse anlæg benævnes »Forbrugsanlæg«.
Den anden kategori omfatter anlæg, hvis hovedformål er at levere elektricitet til det almindelige forsyningsnet. Disse anlæg benævnes »Produktionsanlæg«.
Forbrugsanlæg
Privatejede energianlæg med en maksimal kapacitet på 55 kW kan uanset størrelsen af ejerens/ejernes eget elforbrug betragtes som forbrugsanlæg, når
- ejeren/ejerne selv aftager en del af den fremstillede elektricitet enten direkte eller via elforsyningsnettet og
- anlægget er tilsluttet samme forsyningsområde, som ejeren/ejerne aftager elektricitet fra.
For energianlæg med en større kapacitet end 55 kW er det yderligere en betingelse for at blive anset som forbrugsanlæg, at ejerens/ejernes eget forbrug udgør mindst 50% af den samlede produktion.
Et fællesejet energianlæg, fx en vindmøllepark, hvor ejernes samlede forbrug udgør mindst 50% af den producerede energi, vil således kunne betragtes som et forbrugsanlæg.
Produktionsanlæg
Øvrige energianlæg, hvis hovedformål er at fremstille elektricitet til det almindelige elforsyningsnet, kan anses som produktionsanlæg.
Tilskuddets størrelse
For elektricitet, der er leveret fra et forbrugsanlæg til elforsyningsnettet, kan der ydes et tilskud svarende til elafgiften pr kWh og momsen af elafgiften. Tilskudsbeløbet udgør altså med de nuværende afgiftssatser 15,5 øre pr kWh + 3,41 øre i moms pr kWh.
For elektricitet, der er fremstillet på et produktionsanlæg, kan der ydes et tilskud svarende til elafgiften pr kWh.
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskuddet mv skal ske periodisk (normalt kvartalsvis) på grundlag af den mængde elektricitet, som afregnes (herunder afregnes aconto) med energianlægget.
Tilskudsbeløbene til enkeltmandsejede og fællesejede anlæg (møllelaug mv) kan anføres på elforsyningsvirksomhedens almindelige afregningsbilag over modtaget elektricitet eller på et afregningsbilag for sig.
Tilskudsbeløbene (elafgift og evt moms af elafgiften) skal være anført med selvstændige poster på afregningsbilag og på en sådan måde, at de ikke indgår i momsberegningsgrundlaget for den leverede elektricitet.
Til ejere af energianlæg skal elforsyningsvirksomheden udstede elregning inkl elafgift og moms efter de almindelige regler på grundlag af det elforbrug, der er konstateret på den enkelte ejers installation.
Modregning af udbetalt tilskud
De tilskudsbeløb - både elafgift og moms heraf - som elforsyningsvirksomheden har udbetalt til et energianlæg inden for en måned, modregnes i afgiftstilsvaret på elafgiftsangivelsen P 52 for den samme måned.
Regulering af elafgift og moms
Momsregistrerede ejere af forbrugsanlæg skal regulere de udbetalte tilskudsbeløb med den elafgift og moms af elafgiften, som godtgøres via momsangivelsen på grundlag af de af elforsyningsvirksomhederne udsendte elregninger. Reguleringen skal virksomhederne selv foretage, og den berører derfor ikke elforsyningsvirksomhedernes udbetaling af tilskud.
Tilskud til fællesejede forbrugsanlæg skal udbetales til selve energianlægget (møllelauget mv). Den videre fordeling af tilskuddet foretages af det enkelte møllelaug mv.
Oplysning om nye energianlæg
Elforsyningsvirksomhederne skal løbende underrette toldvæsenet om tilskudsberettigede energianlæg, der tilsluttes elforsyningsnettet.
Underretningen skal indeholde oplysning om navn og adresse på energianlægget (evt den pågældende ejer af anlægget), om det er et enkeltejet eller fællesejet anlæg og - så vidt muligt - om der er tale om et forbrugsanlæg eller et produktionsanlæg.
Regnskab
Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af de afgiftspligtige leverancer mv og for kontrollen med afgiftens rigtige indbetaling. Regnskabet skal derfor omfatte såvel afgiftsfri som afgiftspligtige leverancer.
Elforsyningsvirksomhedernes regnskab skal omfatte salget af elektricitet samt eget forbrug, bortset fra elektricitet, der anvendes i selve produktionsanlægget/ledningsnettet.
Regnskabet skal endvidere tilrettelægges på en sådan måde, at det viser størrelsen af udbetalte tilskudsbeløb mv til hvert enkelt vedvarende energianlæg.
For virksomheder, der fremstiller elektricitet til eget brug (industrivirksomheder med eget elværk), skal regnskabet omfatte produktionen af elektricitet, bortset fra elektricitet, der anvendes i selve produktionsanlægget.
Regnskabet skal føres i den registrerede virksomheds almindelige forretningsregnskab og på en sådan måde, at afgiftsskylden til toldvæsenet kan gøres op ved udløbet af hver måned.
Hvis afgiftsregnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab efter toldvæsenets nærmere anvisning.
Virksomheder, der leverer elektricitet til registrerede virksomheder, som erhvervsmæssigt afsætter elektricitet, skal føre regnskab over disse leverancer.
Fakturaer mv
Virksomheden skal for leverancer af elektricitet til forbrug her i landet udstede en faktura eller anden afregningsblanket. Fakturaerne skal være nummereret fortløbende og skal oplyse om
- udskrivningsdato
- leverandørens navn og adresse
- modtagerens navn og adresse
- leveringsperiodens længde
- leverancens omfang i kWh.
Fakturaer (regninger) over el-leverancer behøver ikke at være nummereret fortløbende, hvis de i stedet er forsynet med et forbrugernummer. Som fakturadato vil kunne antages den dato, da forbrugerens måler er aflæst.
Virksomheden skal mindst en gang om året give den enkelte momsregistrerede aftager oplysning om størrelsen af den elafgift, som er indeholdt i prisen på den leverede elektricitet. Afgiftens størrelse vil kunne angives ved anførsel af afgiftssatsen pr kWh.
Acontoopkrævninger
Hvis virksomheden udsteder acontoopkrævninger over el-leverancer, som opgøres endeligt på et senere tidspunkt, kan den undlade at give oplysning om leverancens omfang på acontoopkrævningerne.
Momsregistrerede aftagere kan opnå godtgørelse af elafgift på grundlag af acontoopkrævninger, som enten direkte indeholder oplysning om elafgiftens andel af acontobeløbet, eller oplysning om det antal kWh, der har dannet grundlag for beregningen af acontobeløbet, suppleret med oplysning om afgiftssatsen.
Hvis acontoopkrævningen indeholder oplysning om afgiftens andel af acontobeløbet, skal oplysning om elafgiftens andel i slutafregningen anføres på en af følgende 3 måder
1. Oplysning om det elafgiftsbeløb, der ikke allerede er afregnet aconto.
2. Oplysning om det kWh-forbrug og den dertil hørende elafgift, der ikke allerede er afregnet aconto.
3. Oplysning om periodens totale forbrug i kWh og den dertil hørende elafgift samt oplysning om, hvor stor en del af elafgiften, som allerede er afregnet aconto.
Opbevaring
Regnskabet med tilhørende bilag skal opbevares i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb.
Afregning af afgift
Afgiftsangivelse
Den registrerede virksomhed skal opgøre de afgiftspligtige leverancer mv for hver måned.
Efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden angive den afgiftspligtige mængde, som der skal betales afgift af.
Angivelsen skal afgives på en særlig blanket P 52, som toldvæsenet sender til virksomheden. Hvis virksomheden ikke modtager blanketten, skal virksomheden henvende sig til toldvæsenet. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Angivelsen skal også afgives, selv om der ikke er faktureret eller fremstillet elektricitet i den pågældende måned.
Afgiftsangivelsen indeholder endvidere oplysning om udbetalte tilskudsbeløb (elafgift og moms heraf) til vedvarende energianlæg. Elforsyningsvirksomheden kan medtage tilskudsbeløbene i den afgiftsperiode, hvori udbetalingen til energianlægget har fundet sted.
Hvis en virksomhed ikke afgiver angivelsen inden den nævnte frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen, indtil angivelsen er afgivet.
Indbetaling af afgift
Afgiften for en måned skal indbetales inden udgangen af den følgende måned.
Til brug ved indbetalingen sender toldvæsenet et girokort på afgiftsbeløbet. Hvis afgiften ikke betales over postgirokontoen, men direkte til toldvæsenet, skal virksomheden vedlægge eller medbringe girokortet.
Hvis afgiften ikke er betalt i rette tid, skal virksomheden betale 1,3% i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige indbetalingsdag, dog mindst 10 kr.
Hæftelse for afgift
For betaling af afgift hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.
Kontrolregler
Toldvæsenets kontrolrettigheder
Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i lokaler, der bruges af registrerede virksomheder (dvs produktions- og administrationslokaler o lign).
Toldvæsenet kan kræve at efterse virksomhedens forretningsbøger og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv.
Eftersyn i virksomheden sker normalt i virksomhedens sædvanlige forretningstid, men toldvæsenet kan også kræve at få adgang til virksomheden uden for denne tid.
Virksomhedens pligter
Virksomhedens indehaver og de personer, der er ansat i virksomheden, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved eftersynene i forbindelse med gennemgang af forretningsbøger, regnskabsmateriale og korrespondance mv.
Virksomheden skal, når toldvæsenet ønsker det, udlevere eller indsende sine forretningsbøger, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale samt korrespondance til toldvæsenet. Denne bestemmelse gælder også i de tilfælde, hvor materialet er hos tredjemand, fx revisor eller regnskabskonsulent.
Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser
Hvis det konstateres, at en virksomhed har angivet den afgiftspligtige mængde urigtigt og derved betalt for lidt i afgift, skal virksomheden betale det skyldige beløb senest 14 dage efter, at toldvæsenet har fremsat kravet.
Hvis det skyldige afgiftsbeløb ikke kan gøres op på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan toldvæsenet skønsmæssigt ansætte afgiftstilsvaret. Virksomheden kan anke ansættelsen til momsnævnet.
Hvis afgiften ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3% i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 10 kr.
Straffebestemmelser
Forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af afgiftsloven eller de forskrifter, som er udstedt i henhold til loven, kan straffes med bøde.
I tilfælde af forsætlig afgiftsunddragelse kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber og lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Momsnævnet
Det nævn, der er nedsat efter momsloven, har den endelige administrative afgørelse af
- spørgsmål om afgrænsning af de i bilaget til loven nævnte virksomheder, der ikke kan få elafgiftsgodtgørelse
- klager over toldvæsenets skønsmæssige ansættelser.
Nævnet består af 6 medlemmer: 2 repræsenterer Ministeriet for Skatter og Afgifter, og 4 udpeges inden for erhvervslivet. Ministeren for skatter og afgifter udpeger formanden for nævnet.
Man kan henvende sig til nævnet enten direkte eller gennem toldvæsenet.
Hvis en virksomhed ønsker at indbringe en skønsmæssig ansættelse for nævnet, skal den anmode toldvæsenet om det senest 4 uger efter, at virksomheden har fået skriftlig meddelelse om ansættelsen.
Virksomheden kan fremstille sin sag mundtligt for nævnet.
Afgiftsvejledning. Afgift af elektricitet
Afgift af elektricitet
Indhold
Forord
Afgiftspligtens omfang
Afgiftens størrelse
Registrering
Registreringspligten
Registreringsanmeldelse
Ændringer i og ophør af virksomheden
Opgørelse af den afgiftspligtige mængde
Elforsyningsvirksomheder
Opgørelse på grundlag af leverancer fra kraftværker
Industrivirksomheder med eget elværk
Afgiftsgodtgørelse
Momsregistrerede virksomheder
Virksomheder, der ikke kan opnå godtgørelse
Kollektiv trafik
Tilskud til vedvarende energianlæg
Definitioner på energianlæg
Forbrugsanlæg
Produktionsanlæg
Tilskuddets størrelse
Udbetaling af tilskud
Modregning af udbetalt tilskud
Regulering af elafgift og moms
Oplysning om nye energianlæg
Regnskab
Fakturaer mv
Acontoopkrævninger
Opbevaring
Afregning af afgift
Afgiftsangivelse
Indbetaling af afgift
Hæftelse for afgift
Kontrolregler
Toldvæsenets kontrolrettigheder
Virksomhedens pligter
Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser
Straffebestemmelser
Momsnævnet
Ingen