Cirkulære om sundhedsstyrelsens tilsyn med sygehusbyggeri
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om sundhedsstyrelsens tilsyn med sygehusbyggeri
Ved lov nr. 113 af 27. marts 1985 om ændring af lov om sygehusvæsenet er kravet om indenrigsministerens godkendelse af sygehusbyggeri m.v. bortfaldet. Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn i medfør af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 3, stk. 2 er imidlertid uændret, og dette indebærer, at sundhedsstyrelsens udtalelse skal indhentes i forbindelse med nyopførelser eller væsentlige ombygninger af sygehuse.
Hensigten med denne bestemmelse er bl.a., at sundhedsstyrelsen skal påse, om sådanne projekter opfylder de nødvendige hygiejniske krav.
Efter den anførte bestemmelse påhviler det således sygehusejerne (amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner, Rigshospitalet og private sygehusejere) at indhente sundhedsstyrelsens udtalelse ved ethvert nybyggeri eller enhver væsentlig ombygning, der omfatter eller berører en eller flere af de nedennævnte funktioner eller bygningsafsnit
Sengeafdelinger Ambulatorier, skadestuer og lignende Laboratorier Undersøgelsesafdelinger (radiologi, klinisk fysiologi m.v.) Operationsafdelinger Behandlingsafdelinger (fysioterapi, ergoterapi, dagafsnit m.v.) Steriliseringscentraler Sygehusvaskerier Isolationsenheder Ventilationsinstallationer herunder air-condition anlæg Vandforsyningsanlæg og -installationer
Hvorvidt et projekt omhandler en væsentlig eller en mindre væsentlig ombygning, kan i tvivlstilfælde drøftes med sundhedsstyrelsen.
Sygehusejernes anmodning til sundhedsstyrelsen skal være ledsaget af 3 sæt projektbeskrivelse incl. dimensioneringsgrundlag og plantegninger i størrelse 1:200. Desuden kan der blive behov for at indhente supplerende materiale f.eks. i form af funktionsbeskrivelser, normeringsplaner etc.. Sundhedsstyrelsen vil på grundlag heraf afgive sin udtalelse efter samråd med Statens Seruminstitut (den centrale afdeling for sygehushygiejne). Det forudsættes, at projekterne har været drøftet med sygehusenes lokale hygiejneudvalg eller lignende før fremsendelsen til sundhedsstyrelsen.
For afdelinger, hvor der anvendes røntgenapparatur (røntgen, operation, skade, intensiv m.v.), skal der i henhold til sundhedsstyrelsens bekendtgørelser om røntgenanlæg indhentes forhåndsgodkendelse hos Statens Institut for Strålehygiejne, inden de bygningsmæssige arbejder påbegyndes.
Særligt i forbindelse med nybyggeri og større ombygningsprojekter vil det være hensigtsmæssigt med drøftelse af sygehushygiejniske forhold og andre særlige spørgsmål på et tidligt tidspunkt i projektplanlægningen, og sundhedsstyrelsen deltager gerne i drøftelser med bygherrer, brugere og teknikere forud for et byggeprojekts endelige færdiggørelse.
Anmodning om sådanne konsultationer bedes rettet til sundhedsstyrelsens sygehusafdeling.
Søren K. Sørensen
/G. Schiøler
Ingen