Skrivelse vedrørende administrationen af mælkekvoteordningen på visse områder
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende administrationen af mælkekvoteordningen på visse områder
På mødet den 3. september 1985 mellem mælkeudvalget og landbrugsministeriet blev det besluttet at præcisere praksis vedrørende administrationen af mælkekvotaordningen på følgende områder
1. Inddragelse af uudnyttede, supplerende basisandele.
2. Endeligt ophør med leverancer af mælk.
3. Videreoverdragelse af basisandel ved videreoverdragelse af hele eller dele af en bedrift.
ad 1.
Konstateres det, at en bedrift ikke har udnyttet en væsentlig del af den supplerende basisandel, skal mælkeudvalget anmode producenten om begrundelse for den manglende udnyttelse. Den supplerende basisandel kan derefter alene inddrages, såfremt det ved behandlingen af den konkrete sag viser sig, at ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen af sagen om tildeling af den supplerende basisandel. Hvis der ikke modtages svar på henvendelsen til producenten, skal Statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m., inden inddragelse af basisandelen eventuelt finder sted, anmodes om at foretage en kontrol på bedriften.
ad 2.
Hvis leverancen af mælk fra bedriften har været ophørt i 4 uger, skal mælkeudvalget anmode producenten om begrundelse for ophøret af mælkeleveringen.
Leveringsophøret kan ikke anses for endeligt, hvis det ved behandlingen af den konkrete sag viser sig, at leverancerne af mælk kan forventes genoptaget inden for rimelig tid. I disse tilfælde skal der gives den efter omstændighederne nødvendige frist (normalt 4 måneder), inden for hvilken mælkeleverancen kan genoptages. Denne frist kan, hvor det skønnes nødvendigt, forlænges. Hvis mælkeleverancen ikke genoptages inden udløbet af den meddelte frist, kan producenten anses for endeligt at være ophørt med leverancen af mælk fra bedriften.
På given foranledning skal man specielt præcisere,at i forbindelse med salg eller bortforpagtning af hele eller dele af bedriften eller dennes arealer, herunder opdeling af bedriften, skal det ikke anses for endeligt ophør med leverancen af mælk fra bedriften, hvis mælkeleverancen genoptages eller overdragelse finder sted inden for en periode på 4 måneder beregnet fra ophøret af mælkeleverancen. Denne frist på 4 måneder kan forlænges, såfremt det skønnes nødvendigt for på hensigtsmæssig måde at kunne gennemføre overdragelsen.
ad 3.
Ved overdragelse af basisandel i forbindelse med ejendomsoverdragelse skal princippet om, at basisandelen følger jorden, opretholdes. Det følger heraf, at basisandelen ikke kan inddrages, hvis hele eller dele af en bedrift videreoverdrages. Overdragelsen af basisandelen skal tidsmæssigt være sammenfaldende med overdragelsen af jorden.
ad 4.
På given foranledning skal man desuden præcisere, at mælkeproducenter, som er i færd med gennemførelsen af en gældssaneringsplan, kan tildeles en supplerende basisandel, hvis 4. budgetår ikke er afsluttet inden begyndelsen af det afgiftsår, for hvilket producenten ansøger om en supplerende basisandel.
Tildeling af supplerende basisandele til producenter i gældssaneringsplanens 4. budgetår kan imidlertid kun finde sted, hvis det planlagte produktionsniveau endnu ikke er realiseret, men kan forventes realiseret inden udløbet af 4. budgetår.
Landbrugsministeriet skal anmode om, at vejledningsmateriale vedrørende ovennævnte punkter, hvor det er nødvendigt, ændres i overensstemmelse hermed.
P. M. V.
E. B.
J. Hauge Pedersen
Ingen