Instruks for tilsynsførende dyrlæger ved eksportisolationsstalde
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1. Veterinærdirektoratet godkender dyrlæger til at føre tilsyn med eksportisolationsstalde og de deri værende dyr, jfr. § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 374 af 18. august 1980 om eksportisolationsstalde for kvæg og svin.
Direktoratet kan gøre sin godkendelse betinget af, at dyrlægen for egen regning deltager i kursus for tilsynsførende dyrlæger ved eksportisolationsstalde.
Stk. 2. Når den tilsynsførende dyrlæge på grund af ferie, sygdom eller lignende er forhindret i selv at udføre tilsynet, kan dette overdrages til en anden dyrlæge efter aftale med Veterinærdirektoratet.
§ 2. Dyrlægen skal, når der er dyr i eksportisolationsstalden, mindst hver uge - så vidt muligt i tilslutning til andre i stalden udførte forretninger - efterse stalden og inspicere de opstaldede dyr med henblik på sundhedsmæssige og hygiejniske forhold.
Stk. 2. Dyrlægen skal give anvisning på afhjælpning af eventuelle hygiejniske og sundhedsmæssige mangler i det omfang, han finder det nødvendigt.
De givne anvisninger skal føres i den af Veterinærdirektoratet autoriserede protokol, veterinærprotokollen.
§ 3. Dyrlægen skal påse, at dyr der indsættes i eksportisolationsstalden er ledsaget af de krævede attestationer. Attestationerne kontrolleres, når dyret første gang underkastes et sundhedseftersyn.
Stk. 2. Attester, der ledsager dyr, som senere eksporteres, samt kopi af endelige eksportattester skal opbevares af den tilsynsførende dyrlæge i mindst 12 måneder fra datoen for dyrenes afsendelse.
Stk. 3. Dyrlægen skal efterse, at ejeren/brugeren fører dyreprotokollen i henhold til de givne anvisninger.
§ 4. Ved tegn på sygdom blandt eksportisolationsstaldens dyr skal dyrlægen give staldens ejer/bruger påbud om behandling samt om forebyggelse af sygdommen.
Stk. 2. Såfremt dyrlægen konstaterer sygdom, som er af smitsom natur, eller som han mistænker herfor, skal han foranledige de pågældende dyr isoleret og straks foretage indberetning herom til Veterinærdirektoratet. Dyrlægen skal i fornødent omfang føre tilsyn med, at de af direktoratet eventuelle givne forskrifter overholdes.
Stk. 3. Når dyr fjernes fra stalden, skal dyrlægen give ejeren/brugeren fornøden anvisning om rensning og desinfektion samt meddelelse om, hvornår ny opstaldning må finde sted.
Stk. 4. Når dyr fjernes fra stalden på grund af sygdom eller mangler med hensyn til eksportkrav, skal dyrlægen påse, at ejeren/brugeren orienterer modtageren af dyret (dyrene) om årsagen til dyrets (dyrenes) fjernelse fra stalden. Såfremt dyret (dyrene) fjernes på grund af forekomsten af en anmeldelsepligtig sygdom, skal dyrlægen påse, at modtageren af dyret (dyrene) orienteres skriftligt om årsagen til dyrets (dyrenes) fjernelse. Modtageren skal skriftligt bekræfte at dyrets (dyrenes) modtagelse accepteres.
§ 5. Dyrlægen skal i veterinærprotokollen indføre oplysninger om foretagne tilsyn og undersøgelser, om udtagning og indsendelse af diagnostiske prøver, om anvisninger givet, samt om forekomne sygdomstilfælde og om udført behandling m.m.
Stk. 2. Dyrlægen skal indsende udskrift af protokollen til Veterinærdirektoratet efter Veterinærdirektoratets anvisning.
§ 6. Instruksen træder i kraft den 1. maj 1985, og samtidig ophæves instruks af 1. oktober 1981 for tilsynsførende dyrlæger ved eksportisolationsstalde.
Erik Stougaard
/J. M. Westergaard
Instruks for tilsynsførende dyrlæger ved eksportisolationsstalde
Ingen