Cirkulære om hakket kød og rå, hakkede kødvarer i dybfrosset stand til eksport
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om hakket kød og rå, hakkede kødvarer i dybfrosset stand til eksport
Med henblik på at forbedre og sikre den hygiejniske kvalitet af hakket kød og rå, hakkede kødvarer i dybfrosset stand til eksport fastsættes herved følgende bestemmelser for produktionen m.v.
1. Råvarer.
Af kød-råvarer må kun anvendes tværstribet muskulatur samt fedt og talg.
Det skal sikres, at der anvendes friske og afkølede råvarer. Frosset kød må ikke bringes over ca. 0 grader C, inden det indgår i produktionen. Kød, der ikke overholder de foreskrevne temperaturer, må ikke anvendes i produktionen.
2. Produktion.
Udbening, hakning og anden tilvirkning samt pakning skal foregå i temperaturregulerede lokaler ved en temperatur på ikke over +12 grader C.
Kødets temperatur skal under produktionen holdes så lavt som muligt, og opholdstiden uden for kølerum skal være så kort som muligt.
Varens temperatur må efter hakningen ikke overstige +10 grader C, og indfrysningen skal være påbegyndt senest 4 timer efter hakningen. Såfremt indfrysning af færdigvaren ikke er påbegyndt inden for 2 timer fra hakningen, skal færdigvaren opbevares ved en temperatur ikke over +3 grader C.
3. Bakteriologisk kontrol.
Virksomheden skal iværksætte, og dyrlægen skal føre tilsyn til med, at der foretages løbende kontrol med den bakteriologiske kvalitet.
Såfremt virksomheden ikke selv råder over et laboratorium, der kan foretage de pågældende undersøgelser, kan der efter godkendelse af vedkommende veterinærinspektør træffes aftale med et andet laboratorium til at foretage undersøgelserne.
Veterinærdirektoratets Laboratorium (tlf. 03 - 61 80 61) står til rådighed med rådgivning om undersøgelsesmetodik og vurdering af undersøgelsesresultaterne.
4. Afvisning fra eksport.
Såfremt undersøgelser viser, at produktionen ikke er af tilfredsstillende bakteriologisk kvalitet eller ikke opfylder et bestemt importlands krav, må der ikke udstedes oprindelses- og sundhedscertifikat for de pågældende varer, og årsagen til fejlen skal nærmere undersøges.
Iøvrigt skal vedrørende vurdering af de bakteriologiske resultater henvises til kvalitetskontrollens cirkulære om Bakteriologisk kontrol (Kvalitetskontrol med kødfrysevarer - cirkulære nr. 13).
Partier, der i henhold til cirkulære nr. 13 ikke kan godkendes til eksport, kræver nærmere vurdering af veterinærdirektoratet.
P.V.V.
K. Hermansen
Ingen