Skrivelse om statsamtets vejledning af forældre, der ønsker godkendelse af aftale om fælles forældremyndighed
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om statsamtets vejledning af forældre, der ønsker godkendelse af aftale om fælles forældremyndighed
Efter myndighedslovens §§ 9 og 11 kan forældre, der ikke er gift eller er separerede eller fraskilte, aftale, at de skal have fælles forældremyndighed over deres fælles børn. Aftalen skal godkendes af statsamtet. Forinden godkendelsen skal statsamtet vejlede forældrene om aftalens retsvirkninger, herunder om at udøvelse af fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene kan blive enige om alle væsentlige spørgsmål vedrørende barnet. Statsamtet skal også vejlede forældrene om retsstillingen ved ophør af fælles forældremyndighed. Statsamtet skal påse, at der foreligger reel enighed mellem forældrene om aftalen om fælles forældremyndighed.
Ønsker forældrene at knytte særlige forudsætninger eller betingelser til aftalen om fælles forældremyndighed, kan disse tilføres statsamtets protokol eller sag, men ikke den skrivelse, hvorved statsamtet godkender aftalen. Forældrene skal samtidig orienteres om, at tilsidesættelse af sådanne forudsætninger og betingelser ikke er sanktioneret.
Man skal anmode statsamtet om at vejlede forældrene om navnlig følgende spørgsmål
1) Forældremyndighed og samværsret.
Fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene har vilje og evne til i samarbejde at tage stilling til spørgsmål vedrørende barnet, efterhånden som de opstår. Det er også en forudsætning, at forældrene kan blive enige om alle væsentlige spørgsmål vedrørende barnet - og om, hvilke spørgsmål der må anses for væsentlige.
Hvis forældrene ikke bor sammen, er det af afgørende betydning, at de kan blive enige om, hvor barnet skal bo. Mener forældrene ikke, at de kan blive enige herom, mangler forudsætningerne for fælles forældremyndighed. Ligeledes er det af afgørende betydning, at forældrene kan blive enige om omfanget af barnets samvær med den af forældrene, som barnet ikke skal bo hos.
Ved senere uenighed om disse spørgsmål eller om andre spørgsmål vedrørende udøvelse af forældremyndighed, må forældrene være indstillet på selv at kunne løse uoverensstemmelserne. Forældrene kan ikke anmode myndighederne om at træffe afgørelse om udøvelse af forældremyndighed eller om samværsret. Hvis forældrene ikke selv kan blive enige om, hvordan rammerne for den fælles forældremyndighed skal udfyldes, må den fælles forældremyndighed som en sidste udvej bringes til ophør.
2) Børnebidrag.
Forældres pligt til at forsørge deres børn består uafhængigt af, om de har fælles forældremyndighed. Fælles forældremyndighed mellem forældre, der ikke bor sammen, vil derfor ikke i sig selv hindre, at den ene af forældrene kan kræve, at den anden betaler underholdsbidrag, hvis denne forsømmer sin forsørgelsespligt. Efter anmodning kan bidrag i så fald fastsættes af statsamtet.
Retten til forskudsvis udbetaling af børnebidrag berøres ikke af en aftale om fælles forældremyndighed.
3) Børnetilskud og ungdomsydelse.
a. Hvis forældrene lever sammen, er en aftale om fælles forældremyndighed uden betydning for tildeling, beregning og udbetaling af børnetilskud. Tildeling og beregning af børnetilskud vil i disse tilfælde ske på grundlag af begge forældres indtægtsforhold. Børnetilskuddet vil normalt blive udbetalt til barnets mor.
Lever forældre med fælles forældremyndighed ikke sammen, tages kun hensyn til indtægten hos den af forældrene, der har barnet hos sig. Udbetaling af almindeligt eller forhøjet børnetilskud afhænger således at forholdene hos den af forældrene, som barnet lever mest sammen med, og børnetilskuddet vil normalt blive udbetalt til denne. Hvis barnet opholder sig lige meget hos ikke-samlevende forældre, der har fælles forældremyndighed, tages hensyn til indtægten hos den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregistret, og børnetilskuddet vil normalt blive udbetalt til denne.
b. Hvis forældrene lever sammen, er en aftale om fælles forældremyndighed uden betydning for beregning af den ungdomsydelse, der kan udbetales til børn, der er 16 eller 17 år. Beregning af ydelsen sker på grundlag af husstandens socialindkomst.
Hvis forældre med fælles forældremyndighed ikke lever sammen, tages kun hensyn til husstandsindtægten hos den af forældrene, der har barnet hos sig, og ungdomsydelsen vil normalt blive udbetalt til denne. Hvis barnet opholder sig lige meget hos ikke-samlevende forældre, som har fælles forældremyndighed, tages hensyn til husstandsindtægten hos den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregistret, og ungdomsydelsen vil normalt blive udbetalt til denne.
4) Daginstitution og dagpleje.
Hvis barnet bor sammen med begge forældre, fastsættes betalingen for daginstitution og dagpleje på grundlag af begge forældres samlede skattepligtige indtægt, uanset om de har fælles forældremyndighed.
Lever forældre med fælles forældremyndighed ikke sammen, fastsættes betalingen på grundlag af indtægten hos den af forældrene og en eventuel samlever, som barnet bor sammen med. Hvis barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, der har fælles forældremyndighed, er forholdene hos den af forældrene, på hvis folkeregisteradresse barnet er tilmeldt, afgørende. I dette tilfælde vil barnet have adgang til daginstitutionsplads m.v. i folkeregisterkommunen, hvorimod en anden kommune, barnet opholder sig i, ikke har pligt til at tilbyde daginstitutionsplads m.v.
5) Boligstøtte.
Ved beregningen af boligstøtte medregnes ansøgerens børn under 18 år, der bor i lejligheden. Hvis forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke lever sammen, og barnet opholder sig lige meget hos begge forældre, medregnes barnet ved beregningen af boligstøtte til den husstand, på hvis adresse det er tilmeldt folkeregistret.
6) Værgemål.
Aftale om fælles forældremyndighed bevirker, at begge forældre er værger for barnet og skal bestyre barnets eventuelle formue og handle på barnets vegne i retsforhold vedrørende formuen. Hvis barnet har midler i en forvaltningsafdeling, bør forældrene sende forvaltningsafdelingen en kopi af statsamtets godkendelse af aftalen.
7) Adgang til at kræve ophør af fælles forældremyndighed, hvis forældrene ikke lever sammen.
Hvis forældrene flytter fra hinanden, medfører det ikke i sig selv, at den fælles forældremyndighed ophører.
Hvis forældre med fælles forældremyndighed ikke lever sammen, kan enhver af forældrene kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre. Det gælder også for samlevende forældre, såfremt de begge eller den ene af dem agter at ophæve samlivet.
Er forældrene enige om, hvem af dem, der skal have forældremyndigheden alene, kan de indgå en aftale herom. Aftalen skal godkendes af statsamtet. Hvis forældrene ikke er enige, skal spørgsmålet afgøres af retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Hvis en af forældrene før aftalen om fælles forældremyndighed havde forældremyndigheden alene, har den pågældende således ikke af den grund en fortrinsstilling under en retssag.
For forældre, der har aftalt fælles forældremyndighed og senere gifter sig med hinanden, kan den fælles forældremyndighed ophøre ved separation eller skilsmisse.
Hvis forældrene genoptager eller fortsætter samlivet, efter at den fælles forældremyndighed er ophørt, afhænger retsstillingen af, om forældrene er gifte eller ugifte. Er forældrene gifte, herunder separerede, genindtræder den fælles forældremyndighed. Er forældrene ugifte, herunder fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed ved at genoptage eller fortsætte samlivet. Ønsker de igen at få fælles forældremyndighed, må de med statsamtets godkendelse indgå en ny aftale herom.
8) Ophør af fælles forældremyndighed på grund af dødsfald.
Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene af forældrene, forbliver forældremyndigheden hos den anden alene. Dette gælder altid, hvis barnet bor hos den efterlevende af forældrene. Hvis barnet bor hos andre, f.eks. hos en stedfar eller en stedmor eller hos bedsteforældre, der anmoder om at få forældremyndigheden, skal det afgøres af statsamtet eller retten, hvem der skal have forældremyndigheden. Ved denne afgørelse har den efterlevende af forældrene en fortrinsstilling.
Erik Ninn-Hansen
/D. Sylvest Nielsen
Skrivelse til statsamterne og Københavns overpræsidium.
Ingen