Cirkulæreskrivelse om tilladelse til genopladning af ammunition.
Statutory Text (3 Articles)
§ 2 i den nye våbenbekendtgørelse, der træder i kraft den 1. januar 1986, indeholder bl.a. følgende bestemmelse
»Politiet meddeler dog tilladelser til genopladning af ammunition til privat brug, herunder fremstilling af de nødvendige projektiler.«
Denne nye bestemmelse bygger på en indstilling fra justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende våbenlovgivningen, der efter anmodning fra justitsministeriet har vurderet, om - og i bekræftende fald på hvilke vilkår - der bør kunne gives private tilladelse til ikke-erhvervsmæssig genopladning af ammunition.
Justitsministeriet skal herefter meddele
Med henblik på at opnå en ensartet administration af denne ordning, således at det sikres, at privatpersoner kun kan erhverve krudt, når de har en rimelig interesse heri, fastsætter justitsministeriet, at ansøgninger fra private om tilladelse til genopladning af ammunition, herunder til fremstilling af de nødvendige projektiler, og til indkøb og oplagring af det dertil fornødne krudt, skal behandles efter følgende nærmere retningslinier
1. Tilladelse må kun meddeles til medlemmer af skytteforeninger eller til personer, der er i besiddelse af gyldigt jagttegn,
2. tilladelse må kun meddeles til personer, der har gennemgået et af justitsministeriet godkendt kursus om genopladning,
3. tilladelsen skal være personlig og udelukke adgang til erhvervsmæssig omsætning af den genopladede ammunition.
4. tilladelsen skal betinges af, at vilkårene i bilag I og II til denne cirkulæreskrivelse overholdes,
5. tilladelsen giver adgang til indkøb af røgsvagt krudt. Der skal ved hvert indkøb ske afstempling på tilladelsen med angivelse af købsdato og kvantum,
6. tilladelsen skal begrænses til et maksimalt oplag af 1 kg røgsvagt krudt,
7. tilladelsen skal betinges af, at politiet til enhver tid har adgang til kontrol af udstyr, krudtoplag samt arbejdslokaliteter, og
8. tilladelsen skal efter sit indhold til enhver tid kunne tilbagekaldes.
I tvivlstilfælde forelægges sagerne for justitsministeriet.
Det skal vedrørende vilkår nr. 2 bemærkes, at justitsministeriet samtidig hermed har godkendt kurser i genopladning, som planlægges afholdt af hhv. Dansk Skytte Union og Foreningen af Danske Våbenhandlere.
Det skal endelig tilføjes, at tilladelser til erhvervsmæssig fremstilling af ammunition m.v. som hidtil meddeles af justitsministeriet.
Erik Ninn-Hansen
/Fr. Chr. Schydt
Bilag I
Vilkår for opbevaring af røgsvagt krudt og fænghætter til anvendelse ved genopladning af patroner.
Bilag I
1. Oplag af indtil 1 kg røgsvagt krudt.
1.1 Oplag skal ske i et tørt lokale, hvori der ikke forekommer store temperatursvingninger.
1.2 Eventuel opvarmning skal ske enten med vand- eller lavtryksdamp fra ildsted udenfor oplagsrummet eller med elektriske radiatorer med afskærmet glødespiral.
1.3 Røgsvagt krudt må ikke udsættes for højere temperatur end 25 grader og skal opbevares mindst 2 m fra skorsten, radiator eller anden varmekilde.
1.4 Røgsvagt krudt skal opbevares i forsvarligt aflåst skab eller solid kasse fastboltet til væg. Opbevaringsskab/kasse skal altid holdes aflåst, når der ikke indsættes eller udtages krudt.
1.5 På den indvendige side af opbevaringsskabets dør/kassens låg opsættes tydeligt og holdbart skilt med forbud mod tobaksrygning og brug af åben ild. Skiltet skal være udført i overensstemmelse med Dansk Standard =DS= 734.
1.6 I opbevaringsskab/kasse må kun opbevares røgsvagt krudt.
1.7 Røgsvagt krudt skal opbevares i krudtfabrikkens originalemballage.
1.8 Anbrudt emballage skal lukkes forsvarligt, før den atter placeres i skab/kasse.
1.9 Defekt emballage skal omgående tømmes og indholdet pakkes om i anden originalemballage eller tilsvarende emballage.
1.10 Opbevaringskasse/skab skal altid holdes rent og ryddeligt. Eventuelt krudtspild skal omgående fjernes og tilintetgøres på forsvarlig måde.
1.11 Emballagen skal være tydeligt mærket med leveringsdato. Krudt, der er mere end 3 år gammelt, må ikke findes i oplaget.
2. Oplag af indtil 2000 stk. fænghætter.
2.1 Opbevaring skal ske i originalemballage.
2.2 Opbevaring skal ske i solid, aflåset kasse eller skuffe, hvori intet andet opbevares.
2.3 Opbevaringssteder for krudt og fænghætter skal have en indbyrdes afstand på mindst 1,5 m.
Bilag II
Vilkår for genopladning af patroner med røgsvagt krudt.
1. Almene krav.
1.1 Genopladning må kun udføres af indehaveren af genopladningstilladelsen.
1.2 I arbejdslokalet må ikke forefindes brandfarlige væsker og let antændelige stoffer.
1.3 I arbejdslokalet er tobaksrygning og brug af åben ild forbudt under genopladningsprocessen. Dette tilkendegives ved skiltning udført i overnesstemmelse med Dansk Standard =DS= 734.
1.4 I arbejdsrummet skal der være en fri loftshøjde på mindst 1,5 m over arbejdsbordet.
Loftsbeklædningen skal være klasse 1, jfr. BR 82, bilag 4. Arbejdspladsen skal have en afstand af mindst 2 m til gardiner og lign.
Den elektriske installation skal i indtil 1,5 m højde over arbejdsbord og i indtil 2 m afstand fra arbejdsplads udføres efter stærkstrømsreglementets bestemmelser for sprængstofrum.
1.5 Arbejdsrummet skal være forsynet med et velegnet arbejsdbord med linoliumsbelagt bordplade uden fuger. Eventuelt kan der arbejdes ved en speciel udformet arbejdsbakke forsynet med linoliumsbelægning og høje fejelister.
Vinyl- eller anden plastikbeklædning må ikke anvendes på grund af faren for statisk elektricitet.
1.6 Arbejdsrummet skal altid holdes rent og ryddeligt.
1.7 Arbejdsrummet, arbejdsbord og værktøjer skal rengøres omhyggeligt ved arbejdets afslutning.
2. Genopladning.
2.1 Der må ikke tages mere krudt i arbejde ad gangen end ladeautomaten kan rumme.
2.2 Arbejdsbordet skal holdes frit for andet end det nødvendige materiel.
2.3 Der må ikke findes løse fænghætter på arbejdsbordet sammen med krudtet.
2.4 Patronhylsteret skal før fyldningen undersøges for eventuelle defekter og må kun benyttes, når det er fuldstændigt fejlfrit.
2.5 Eventuelt spild skal omgående fjernes og destrueres på forsvarlig måde.
2.6 Ved arbejdets ophør skal eventuelt overskydende krudt og fænghætter lægges tilbage i de respektive oplag.
Cirkulæreskrivelse om tilladelse til genopladning af ammunition.
(til politiet)
Ingen