Legislator Case Law & Legislation
C19851146310 DK

Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1985 11463 Valid

Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Justitsministeriet

Ved lov nr. 233 af 6. juni 1985 er der gennemført ændringer i lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Lovændringen, der har virkning fra den 1. juli 1985, indebærer navnlig, at ofre for forbrydelser får et retskrav på erstatning for skader, der forvoldes ved straffelovovertrædelser, som bliver begået efter den nævnte dato. Ved afgørelser om erstatning efter loven finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, således tilsvarende anvendelse.

Lovændringen indebærer endvidere særligt, at erstatning som hovedregel skal ydes med det beløb, som er fastsat ved dom, såfremt skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom.

I forbindelse med personskade ydes erstatning ligeledes for skade på tøj og andre sædvanlige personlige ejendele, herunder - som noget nyt - mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden blev forvoldt (lovens § 1, stk. 2).

For så vidt angår tingsskade (lovens § 3) indeholder lovændringen en bestemmelse om, at erstatningen ikke kan overstige 50.000 kr. Dette beløb reguleres efter § 15 i lov om erstatningsansvar (lovens § 9a). Ved justitsministeriets bekendtgørelse nr. 298 af 20. juni 1985 er beløbet med virkning for tingsskade, som forvoldes i perioden 1. juli 1985 - 31. marts 1986, fastsat til 52.500 kr. I øvrigt vil tingsskadeerstatning kunne nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har undladt at træffe sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger, herunder tegning af forsikring (lovens § 8).

Opmærksomheden henledes på, at politiet i medfør af lovens § 10, stk. 3, skal vejlede skadelidte om retten til at få erstatning efter loven.

Til opfyldelsen af denne vejledningspligt kan man fortsat følge de retningslinier, der er fastsat i rigsadvokatens meddelelse nr. 6/1977, pkt. 1-3.

I forbindelse med lovændringens gennemførelse er der i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 16. september 1985 fastsat en ny forretningsorden for nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser.

Der er endvidere udarbejdet et nyt ansøgningsskema, som skal benyttes i forbindelse med fremsættelse af krav om erstatning efter loven. Ansøgningsskemaet indeholder i lighed med det hidtil gældende ansøgningsskema en nærmere vejledning om de nye regler og fremgangsmåden ved fremsættelse af erstatningskrav.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 28. oktober 1976 opretholdes i øvrigt.

P.M.V.

E.B.

C.C. Duus

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →