Skrivelse om sletningsfrister for registrering af oplysninger om gældssanering i kreditoplysningsbureauer.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om sletningsfrister for registrering af oplysninger om gældssanering i kreditoplysningsbureauer.
I forbindelse med henvendelse fra et kreditoplysningsbureau er der opstået spørgsmål om, hvilke sletningsfrister der skal gælde for registrering af gældssanering. Oplysningerne om gældssanering indhentes efter det oplyste fra Statstidende.
Ved gældssaneringen kan det bestemmes, at gæld stiftet før et bestemt tidspunkt bortfalder helt, eller det kan bestemmes, at gælden nedskrives i forbindelse med, at der fastsættes en afdragsordning. Forudsætning for gældssanering er bl.a., at skyldneren godtgør, at han ikke er i stand til og ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. Ved gældssanering får skyldneren nedsat sin gæld til et sådant beløb, at den pågældende må forventes i stand til at afvikle den resterende del af beløbet inden for en overskuelig periode. Det er i forarbejderne til reglerne om gældssanering forudsat, at skyldneren kun i få tilfælde vil kunne opnå gældssanering i form af sletning af al gæld, og at de henstand- og afdragsordninger, der fastsættes af skifteretten, normalt vil udstrækkes til en periode på maksimalt 5 år.
Registertilsynet finder, at oplysning om gældssanering indicerer, at der foreligger sådanne økonomiske vanskeligheder for den pågældende, at oplysningen er af betydning for bedømmelsen af den pågældendes kreditværdighed. Registertilsynet finder, at oplysning om en gældssanering vil kunne stå registreret i et kreditoplysningsbureaus registre i op til 5 år, uanset om der i forbindelse med gældssaneringen er fastsat en henstands- og afdragsordning af skifteretten, jf. lov om private registre m.v. § 9, stk. 3.
Det tilføjes dog, at det skal markeres i et kreditoplysningsbureaus registre, når det oplyses - f.eks. af den registrerede - at afdragsordningen er betalt fuldt ud. Dette har betydning, hvor skyldneren overholder den fastsatte afdragsordning, og hvor skifteretten har fastsat en afdragsperiode på mindre end 5 år.
P.R.V.
E.B.
Michael Toftager
Til foreningen af kreditoplysningsbureauer i Danmark.
Ingen