Lægemidler - Analogifremgangsmåder (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Lægemidler - Analogifremgangsmåder (* 1)
Med Industriministeriets bekendtgørelse nr. 450 af 16. september 1983 er der åbnet mulighed for patentering af opfindelser af lægemidler på grundlag af patentansøgninger, der er indleveret den 1. december 1983 eller senere.
Den hidtidige praksis, hvorefter man - på grund af patenslovens overgangsbestemmelse i kap. XI, nr. 1, stk. 2 - har tilladt patentering af de såkaldte analogifremgangsmåder til fremstilling af nye kemiske forbindelser, der skulle anvendes som lægemidler, til trods for at fremgangsmåderne som sådanne ikke indeholdt noget patenterbart nyt (dvs. var analoge med tidligere kendte fremgangsmåder), jfr. patentbestemmelsernes bilag II, kan derefter ikke opretholdes.
DER VIL DERFOR IKKE PÅ GRUNDLAG AF PATENTANSØGNINGER, DER ER INDLEVERET DEN 1. DECEMBER 1983 ELLER SENERE KUNNE BEVILGES PATENT PÅ SÅDANNE FREMGANGSMÅDER, (medmindre
de pågældende ansøgninger skal anses for indleveret før den 1. december 1983, jfr. nævnte bekendtgørelses § 2, stk. 2).
Denne praksisændring på lægemiddelområdet er i fuld overensstemme med den tilsvarende praksisændring, der fandt sted efter ikraftsættelsen af patentloven af 20. december 1967 for så vidt angår fremstilling af nye kemiske forbindelser, der ikke skulle anvendes som lægemidler.
Denne praksisændring skete på grundlag af følgende to udtalelser under lovens tilblivelse
I de samarbejdende nordiske komiteers »Betenkning angående nordisk patentlovgivning«, nordisk utredningsserie 1963:6, februar 1964, side 111, udtalte man: »Den patentering af de såkaldte analogifremgangsmåder, der hidtil har fundet sted, begrundet i en særlig teknisk virkning for det ved fremgangsmåden fremstillede stof, kan således ikke opretholdes, når man åbner mulighed for patentering af selve det nye stof«.
I bemærkningene til forslag til patentlov, fremsat den 9. november 1967 af handelsministeren (lovforslag nr. 42, Folketinget 1967-68), side 16, hedder det: »Man har således i vidt omfang patenteret såkaldte analogifremgangsmåder og dermed givet beskyttelse for nye stoffer, uanset at den fremgangsmåde, hvorefter de er fremstillet, ikke kan siges at være ny. Under disse omstændigheder forekommer det naturligere direkte at anerkende patenterbarheden af den nye kemiske forbindelse eller det nye lægemiddel, som er den egentlige opfindelse. En gennemførelse af en sådan patenterbarhed medfører, at den nugældende liberale praksis med hensyn til patentering af fremgangsmåder skærpes således, at de sædvanlige krav på nyhed og opfindelseshøjde finder anvendelse.«
Per Lund Thoft
Direktør
(Kst.)