Vejledning for forsikring af efterforskningsaktiviteter i 1. runde
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning for forsikring af efterforskningsaktiviteter i 1. runde
1. Generelt
Denne vejledning finder udelukkende anvendelse på forsikring af efterforskningsaktiviteter i forbindelse med 1. runde.
Ifølge § 30 stk. 1 i energiministeriets tilladelse til efterforskning og indvinding skal rettighedshaverens erstatningsansvar i henhold til undergrundsloven være dækket af forsikring.
Undergrundslovens § 35 fastslår, at rettighedshaveren er objektivt ansvarlig for skader, der forvoldes tredjemand ved den i henhold til tilladelsen udøvede virksomhed. Erstatningsansvaret omfatter både skade på person og ejendom. Det objektive ansvar antages også at omfatte personer, som sædvanligvis ikke betragtes som udenforstående tredjemand, såsom rettighedshaverens ansatte og medkontrahenter.
2. Forsikringernes indhold.
Rettighedshaverens forsikring skal omfatte
- skade på egne ansatte,
- skade på tredjemand (herunder skade på tredjemands ejendom),
- forurening forårsaget af aktiviteterne.
Skadesdækningen skal omfatte de forsikringer, som rettighedshaveren er forpligtet til at tegne i henhold til dansk lovgivning, dvs. arbejdsskadeforsikring (§ 5 i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring), forsikring af motorkøretøjer (§ 105 i lov nr. 287 af 10. juni 1976), forsikring af luftfartøjer (§ 130 i lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969) og forsikring mod skibes olieforureningsansvar (§ 273 i lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985). Herudover skal skadesdækningen omfatte de forsikringer, der iøvrigt kræves i henhold til tilladelsens § 30 jævnfør undergrundslovens § 35 til dækning af det generelle tredjemandsansvar.
I henhold til tilladelsens § 30, stk. 2 kan energistyrelsen bestemme, at der skal tegnes yderligere forsikringer, såfremt styrelsen ikke anser de tegnede forsikringer for tilstrækkelig omfattende.
Energistyrelsen foretager endvidere en konkret vurdering af om forsikringen giver en rimelig dækning ud fra hensynet til risikoen ved virksomhedens udøvelse og præmieomkostningerne.
Energistyrelsen forudsætter, at operatøren udtager ovennævnte forsikringer i overensstemmelse med den i Joint Operating Agreement fastlagte procedure.
3. Procedure for indsendelse af oversigt over forsikringer.
Rettighedshaveren skal til energistyrelsen fremsende en oversigt over gældende forsikringer for efterforskningsaktiviteter i forbindelse med 1. runde med angivelse af hovedvilkårnene, (»Certificate of Insurance«).
Ved udgangen af hvert kalenderår skal rettighedshaveren fremsende en oversigt over gældende forsikringer med angivelse af hovedvilkårene (»Certificate of Insurance«).
Ingen