Cirkulære vedrørende nyuddannedes (dimittenders) dagpengeret
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende nyuddannedes (dimittenders) dagpengeret
Arbejdsformidlingskontorerne
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Ved lov af 21. juni 1985 indsattes følgende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 2
»Til et medlem, hvis dagpengeret efter § 55, stk. 1, jfr. § 56, stk. 1, beror på gennemførelsen af en erhvervsmæssig uddannelse af den i § 41, stk. 1, nr. 3, litra c, nævnte art, og som ikke efter uddannelsens afslutning og forud for ledighedens indtræden har haft uafbrudt beskæftigelse i mindst 13 uger, udbetales ligeledes dagpenge med dette beløb.«
I bemærkningerne til forslaget er det anført
»Efter gældende praksis skal et arbejdsløshedskassemedlem, der gennemfører en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder, udmeldes af sin hidtidige arbejdsløshedskasse og genoptages i den kasse,under hvis faglige område uddannelsen henhører. Medlemmet skal herefter gennemgå ventetiden for nyuddannede på 1 måned, før medlemmet er berettiget til dagpenge på dimittendsatsen. Medlemmet kan dog vælge at blive i sin kasse, men får så ikke fornyet dagpengeret. I stedet udbetales dagpenge med den individuelle sats i den resterende dagpengeperiode.
Arbejdsministeren finder det ikke rimeligt, at medlemmer, der i forvejen har gennemgået ventetiden efter optagelse, i denne situation skal pålægges ventetiden endnu en gang.
Arbejdsministeren finder, at disse medlemmer bør være dagpengeberettigede umiddelbart efter uddannelsens afslutning. For at tydeliggøre hjemmelen hertil foreslås, at der til et medlem, hvis dagpengeret beror på gennemførelsen af en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder, udbetales dagpenge med dimittendsatsen.
Der sker ingen ændring for nyuddannede, der optages på grundlag af uddannelsen.«
På given foranledning skal direktoratet anføre følgende
Sigtet med bestemmelsen har (alene) været at undtage personer, som ved gennemførelsen af en uddannelse allerede er medlem af en arbejdsløshedskasse, fra at skulle gennemgå den i lovens § 54 nævnte ventetid på 1 måned. Bestemmelsen ændrer således ikke på det forhold, at et medlem, der ønsker at gøre sine rettigheder som dimittend gældende, bør overføres til den kasse, til hvis faglige område uddannelsen er sket.
Det bemærkes, at ændrede overflytningsregler, der bl.a. indeholder hjemmel for overflytning i de her omhandlede tilfælde, er under udsendelse.
Bortfaldet af den særlige ventetid for nyuddannede gælder, hvadenten uddannelsen er gennemført med uddannelsesydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige eller uden denne ydelse.
Indførelsen af den omhandlede bestemmelse medfører ej heller nogen ændring af den hidtil gældende praksis, hvorefter et medlem, der gennemfører en erhvervsmæssig uddannelse som foran anført, kan undlade at gøre dimittendrettighederne gældende og i stedet forblive i sin hidtidige kasse og modtage dagpenge med individuelt beregnet sats på grundlag af hidtidig indtægt.
I et sådant tilfælde kan en uddannelsesperiode i op til 2 år - hvis der ikke er modtaget uddannelsesydelse - betragtes som »død periode« i relation til arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, jfr. direktoratets bekendtgørelse af 11. oktober 1985.
P.D.V.
Vagn Åge Jensen
kontorchef
/Henrik Hansen
fuldmægtig
Ingen