Rundskrivelse vedrørende kassernes anmeldelse af tilbagebetalingskrav i gældssaneringssager (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Rundskrivelse vedrørende kassernes anmeldelse af tilbagebetalingskrav i gældssaneringssager (* 1)
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
Ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 blev konkursloven bl.a. ændret således, at en skyldner, der ikke er i stand til og ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, under visse betingelser kan få skifteretten til at afsige kendelse om gældssanering med den virkning, at gælden nedsættes eller bortfalder.
En kendelse om gældssanering er også bindende for kreditorer, der ikke har anmeldt deres krav til skifteretten.
Blandt de momenter, som skifteretten skal tage hensyn til, når der er fremsat krav om gældssanering, er omstændighederne ved gældens pådragelse og hidtidige afvikling.
Med baggrund i betænkningen om gældssanering er det direktoratets opfattelse, at det i almindelighed vil tale imod at efterkomme en begæring om gældssanering, hvis (en ikke ubetydelig del af) gælden er pådraget ved svigagtigt forhold.
På given foranledning fastsættes der derfor følgende foreløbige retningslinier for kassernes anmeldelse af krav i gældssaneringssager, hvor tilbagebetalingskravet er opstået på grund af svigagtigt forhold over for kassen
1. I lighed med den pligt arbejdsløshedskasserne har til at gennemse statstidende for at kunne foretage rettidig anmeldelse af tilbagebetalingskrav i dødsboer m.v., har kasserne pligt til at holde øje med skifterettens indkaldelser i gældssaneringssager (i statstidende eller ved anbefalet brev direkte til kreditorerne).
2. For at få indflydelse på skifterettens afgørelse om gældssanering skal der gives møde i henhold til skifterettens indkaldelse.
3. På mødet skal det generelt gøres gældende, at tilbagebetalingskravet er pådraget ved svig, og at dette bør være til hinder for en sanering af denne del af gælden.
4. I tilfælde, hvor skifteretten på trods heraf afsiger kendelse om gældssanering, skal det, hvis tilbagebetalingskravet overstiger et beløb svarende til en uges maksimale dagpenge (brutto) for fuldtidsforsikrede, forelægges direktoratet, om kære til landsretten kan undlades (bemærk, at kære skal ske inden 2 uger efter at kendelsen er afsagt).
Direktoratet vil senere udsende endelige retningslinier for, hvorledes kasserne skal forholde sig i forbindelse med gældssanering.
I den anledning skal man opfordre kasser, der måtte være i besiddelse af erfaringer/materiale fra konkrete gældssaneringssager, om at meddele direktoratet disse erfaringer, henholdsvis tilstille direktoratet dette materiale.
P.D.V.
E.B.
Ole Poul Pedersen
fm.