Vejledning om Beskyttelseshjelme (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om Beskyttelseshjelme (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Baggrund
A - Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.
B - Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.
Denne At-meddelelse oplyser om beskyttelseshjelme (industrihjelme), og hvor de skal bruges.
Brug
Der skal benyttes beskyttelseshjelm, hvis arbejet ikke på anden måde kan udføres forsvarligt.
Beskyttelseshjelm skal altid anvendes ved arbejde eller ved ophold på steder, hvor der er en risiko for, at hovedet bliver skadet
- af materialer, værktøj eller andre genstande, der vælter, skrider, slynges ud eller styrter ned
- ved at støde mod udragende genstande eller hængende og svingende byrder
- ved berøring med uisolerede el-ledninger
- eller ved arbejde, hvor pladsforholdene er trange og gør det vanskeligt at bevæge sig uden at støde imod.
Beskyttelseshjelm kræves således ved det meste bygge- og anlægsarbejde, arbejde med boltepistoler, anhugningsarbejde, fældnings- og skovningsarbejde samt arbejde i brønde og tunneller til fjernvarmerør o.l.
Arbejdsgiveren
skal sørge for
- at de ansatte forsynes med egnet beskyttelseshjelm, der ikke medfører unødige gener, og at hjelmen bruges under arbejdet
- at de ansatte instrueres i brugen og oplyses om faren ved at undlade at bruge beskyttelseshjelm. Instruktion skal omfatte tilpasing, vedligeholdelse og opbevaring af hjelmen
- vedligeholdelse og renholdelse af hjelmen.
Beskyttelseshjelm anskaffes og betales af arbejdsgiveren og er dennes ejendom.
Den ansatte
skal bruge beskyttelseshjelm, hvor det er påkrævet.
Brugsanvisning
Ved levering skal der fra leverandøren medfølge en brugsanvisning på dansk med oplysninger om beskyttende egenskaber, tilpasning, brug, vedligeholdelse og opbevaring.
Sikkerhedsskiltning
Arbejdsområder, hvor beskyttelseshjelm skal bruges, skal afmærkes ved skiltning som vist.
Skiltet kan være forsynet med et supplerende skilt, som angiver typen af beskyttelseshjelm.
Der kan dog være tilfælde, hvor arbejde, som gør brug af hjelm nødvendig, foregår så spredt, at skiltning ikke er praktisk mulig.
Beskyttelse og egenskaber
Beskyttelseshjelme bør være mærket med Dansk Standards mærke, evt. sammen med andre nordiske standardmærker.
Efter Dansk Standard benævnes beskyttelseshjelme industrihjelme og inddeles i to grundtyper: A og B.
Type A beskytter kun mod stød ovenfra mod hjelmskallen og forhindrer, at en skarp genstand trænger igennem hjelmskallen. En A hjelm kan være forsynet med fastgørelsesmulighed for hagerem. Foruden typebetegnelsen A er hjelmen mærket med, om den er afprøvet ved enten - 20 grader C eller 30 grader C. Dette har betydning for valg af hjelm til arbejde ved lave temperaturer, fx i frysehuse.
Type B yder foruden den samme beskyttelse som type A en vis beskyttelse mod klemskader og beskytter altså mod påvirkninger både fra oven og fra siden. En B hjelm skal være forsynet med fastgørelsesmulighed for hagerem, men hageremmen behøver ikke at sidde på. Foruden typebetegnelsen B er hjelmen mærket med, om den er afprøvet ved enten -20 grader C eller -30 grader C.
Nogle hjelme af såvel type A som B bevarer deres styrke, også ved en vis varmestråling. De betegnes ved type AV og BV.
Hjelmfacon. Der er to forskellige faconer, hattemodellen og huemodellen.
Hattemodel med bred nedad - udadrettet bræmme
Huemodel med skygge og smal nedad - udadrettet bræmme
Huemodel med skygge og regnrende
Hattemodellen giver bæreren den størst mulige beskyttelse, fordi både nakke, ører og en del af skuldrene er dækket. Den brede bræmme kan være i vejen, når man skal bære ting på skuldrene, og ved arbejde i trange rum.
Valg af beskyttelseshjelm
Udgangspunktet for valg af hjelm skal være den eller de arbejdssituationer, hvor hjelmen skal benyttes. Hvis der er fare for at få hovedet i klemme, skal der vælges en hjelm af type B. Det gælder således ved bygge- og anlægsarbejde.
Fra 1. januar 1986 må der kun benyttes hjelme af type B på skibsværfter.
Er der risiko for at blive ramt af genstande, der slynges ud, som fx ved arbejde med boltpistoler, bør der benyttes en hjelm af hattemodellen, udført i kraftig duroplast og forsynet med visir.
Ved særligt varmt arbejde yder hjelm af duroplast en vis beskyttelse.
Er der risiko for berøring med el, skal der anvendes hjelm efter bestemmelserne i stærkstrømsreglementet (afsnit 5 og 5 A).
Der kan desuden være grunde til at vælge en særlig farve eller facon. Fx bør anhuggerens hjelm have en kraftig farve, der gør den let synlig for kranføreren.
Ved fældnings- og skovningsarbejde er huemodellen med regnrende og ikke for stor skygge mest hensigtsmæssig.
Ved arbejde i kolde omgivelser kan man
- bære hue under hjelmen
- forsyne hjelmen med isolerende overtræk
- forsyne hjelmen med ekstra polstring.
Ved alle arbejder, hvor hjelmen kan falde af fx på grund af vindpåvirkning og arbejdsstilling, skal der benyttes hjelm med hagerem. Hjelme med hagerem kan dog udgøre en ekstra ulykkesrisiko i tilfælde af, at noget griber fat i remmen. Foreligger der en sådan risiko, skal der benyttes hjelme med en hagerem, der løsner sig selv, når remmens belastning overskrider en vis værdi.
Hvis hjelmen skal kombineres med høreværn eller øjenværn, skal hjelmen være beregnet til dette ekstra udstyr.
Hjelme må ikke males eller sprøjtes med antiinsektspray. Opløsningsmidlerne vil kunne svække materialet.
Tilpasning og vedligeholdelse
Beskyttelseshjelmen skal være tilpasset den person, som bruger den. Tilpasningen er vigtig for, at hjelmen sidder fast på hovedet og giver en tilstrækkelig stor sikkerhedsafstand mellem hjelmskal og hoved.
Ved tilpasning skal man være opmærksom på, om
- issebåndet ligger direkte på hovedet
- svederemmen ligger til hovedet
- bærehøjden, dvs. afstanden fra svederemmens nederste kant til det punkt, hvor issebåndet går sammen, er mellem 80 og 90 mm
- afstanden mellem issens toppunkt og undersiden af hjelmskallen er mindst 25 og højst 50 mm
- afstanden mellem hjelmskal og svederem er højst 20 mm og på intet punkt hjelmen rundt være mindre end 5 mm
- hjelmen er tilpasset, så den, også uden brug af hagerem, sidder fast, når hovedet bevæges.
Alle hjelme kan rengøres med indtil 45 grader C varmt sæbevand.
En hjelm, der har revner, eller som har været udsat for kraftig påvirkning i form af slag eller klem, skal kasseres.
Det kan være nødvendigt med jævne mellemrum at skifte hjelmens indtræk, da det er udsat for sved, snavs og varme og derfor nedbrydes hurtigere end hjelmskallen. Kontroller jævnligt indtrækket og skift efter leverandørens anvisninger, dog senest når indtrækket viser tegn på materialændringer.
I tvivlsfælde skal hjelmen og/eller indtrækket altid kasseres.
Arbejdsgiveren skal betale udgifterne til vedligeholdelsen.
Hjelme bør opbevares skærmet for sollys og under konstante, normale temeraturforhold, så materialet ikke nedbrydes unødigt.
Holdbarhed
Materialeegenskaberne kan påvirkes af langvarig udsættelse for kulde, varme, stærkt lys, fugt, sved, midler, som anvendes på huden eller håret, eller ved anvendelse af uegnede rengøringsmidler.
Oplysinger om hjelmens egenskaber efter lang tids brug kan fås hos leverandøren.
Hjelmskaller fremstilles for det meste af termoplast eller duroplast.
Nedenstående skema giver en oversigt over materialernes egenskaber
--------------------------------------------------------------------- Hovedgruppe Termoplast --------------------------------------------------------------------- Materiale Polyethylen ABS- Polyamid Polycarbonat polymerisat --------------------------------------------------------------------- Ældnings- mindre god god mindre god god holdbarhed --------------------------------------------------------------------- UV-holdbar- tilfreds- tilfreds- tilfreds- tilfreds hed stillende stillende stillende stillende --------------------------------------------------------------------- Formfast i indtil ca. indtil ca. indtil ca. indtil ca. varme + 70 gr. C + 90 gr. C + 150 gr. C + 130 gr. C --------------------------------------------------------------------- Smeltepunkt + 150 gr. C + 180 gr. C + 220 gr. C + 230 gr. C --------------------------------------------------------------------- Brudstykke særdeles god god god god i kulde indtil- indtil- indtil- indtil - 40 grader C - 20 grader C - 20 grader C 30 grader C --------------------------------------------------------------------- Optagelse af ingen meget ringe normal meget ringe fugtighed (0,2%) (2-3%) (0,3%) --------------------------------------------------------------------- Skørheds- ingen ingen ingen ingen tendens (bortset fra kemisk påvirkning) --------------------------------------------------------------------- Kemisk god bortset tilfreds- tilfreds- særdeles god holbarhed fra olie + stillende stillende bortset fra fedt bortset fra bortset fra alkaliske stoffer, syre syre og lud ammoniak og koncentreret syre --------------------------------------------------------------------- Hovedgruppe Duroplast --------------------------------------------------------------------- Materiale Phenol-Textil Polyester-glasfiber --------------------------------------------------------------------- Ældnings- særdeles god holdbarhed --------------------------------------------------------------------- UV-holdbar- særdeles god hed --------------------------------------------------------------------- Formmfast i indtil ca. varme +500 grader C --------------------------------------------------------------------- Smeltepunkt forkuller over 1000 grader C --------------------------------------------------------------------- Brudstykke særdeles god i kulde ubegrænset --------------------------------------------------------------------- Optagelse af meget ringe fugtighed (0,3%) --------------------------------------------------------------------- Skørheds- ingen tendens --------------------------------------------------------------------- Kemisk god holdbarhed ---------------------------------------------------------------------
Erik Andersen