Legislator Case Law & Legislation
C19850345060 DK

Vejledning om Ventilation (* 1) (* 2) (* 3)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1985 3450 Historic

Vejledning om Ventilation (* 1) (* 2) (* 3)

Baggrund

- Bekendtgørelse om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljøovens ikrafttræden. (Ikraftholdelsesbekendtgørelsen.)

- Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

Denne At-meddelelse oplyser om krav til ventilation, såvel rumventilation som udsugning fra forurenende arbejdsprocesser.

Arbejdsmiljølovgivningen fastsætter, at arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft på en hensigtsmæssig måde (rumventilation) om nødvendigt som mekanisk ventilation.

Sundhedsskadelige eller eksplosive luftarter samt røg, damp, stærk hede eller stank skal så vidt muligt fjernes på udviklingsstedet (udsugning).

RUMVENTILATION

Ventilation er nødvendig for at fjerne forurening, fugtighed og varme, som afgives af arbejdsprocesser, materialer, inventar, bygningsdele og personer, der opholder sig i rummet.

Rumventilation er en ventilation, der fjerner luft fra hele rummet og tilfører dette en tilsvarende mængde udeluft. Den er egnet, når der skal ventileres for varme og forurening, der afgives i små koncentrationer fra mange steder i rummet, som det er tilfældet ved visse produktioner, ved udåndingsluft fra personer og afdunstninger fra overflader af inventar og bygningsdele.

Rumventilation er ikke tilstrækkelig, hvis der foregår arbejdsprocesser, der udvikler sundhedsskadelige eller eksplosive luftarter eller anden forurening i større koncentrationer. I så fald kræves en udsugning, der fjerner forureningen på udviklingsstedet.

Forholdene i arbejdsrummet (belastningen af lokaleluften) er bestemmende for, hvilke krav der stilles til luftskiftet og dermed til rumventilationens udformning.

Rumventilationens udformning

Naturlig ventilation vil ofte være tilstrækkelig i arbejdsrum med meget små belastninger og få personer, fx kontor, lager og lignende.

Naturlig ventilation kan styres ved at åbne og lukke døre, vinduer og ventiler.

Den vil dog altid være afhængig af vejr og vind og derfor vanskelig at kontrollere.

Nyere bygninger er meget tætte. Der skal derfor være ventiler og aftræk, for at den naturlige ventilation fungerer.

Mekanisk ventilation kan være nødvendig for at opnå et tilstrækkeligt luftskifte, hvis luften i rummet er belastet fra fx produktionsprocesser, maskiner, belysning eller mange mennesker.

Den simpleste form for mekanisk ventilation er at lade en ventilator suge luften ud. Erstatningsluften kommer ind på samme måde som ved naturlig ventilation, men ventilationen er mindre afhængig af vejrforhold.

Udsugning

Det kan være påkrævet at etablere en særlig udsugning fra forurenende arbejdsprocesser.

Arbejdsmiljølovgivningen fastsætter

at sundhedsfarlige eller eksplosive luftarter, samt røg, damp o.l., der udvikles i arbejdsrum, så vidt muligt skal fjernes på udviklingsstedet.

at påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal nedbringes så meget, som det er teknisk muligt og

at fastsatte grænseværdier skal holdes.

Udsugning kræves, selv om den forurenende arbejdsproces ikke er kontinuerlig, blot den er jævnlig gentagen og ikke af uvæsentlig varighed.

Udsugningen skal indrettes efter forholdene og forureningens art. Den skal nedbringe luftforureningen så meget, som det er teknisk rimeligt.

Udsugningen skal fjerne forureningen på udviklingsstedet, så den ikke passerer de ansattes åndedrætszone. Ved at fjerne forureningen på udviklingsstedet kan man nøjes med at udsuge forholdsvis små luftmængder.

Der skal etableres udsugning i overensstemmelse med kravene. Det gælder, selv om grænseværdierne overholdes. Om grænseværdier og deres brug henvises til At-meddelelse nr. 3.02.4 om grænseværdier for stoffer og materialer.

Udsugningens udformning

Ved udformningen af udsugningen er det vigtigt at huske, at udsugning kun har vikrning i en ret kort afstand fra sugeåbningen, medens en indblæsning har virkning i en ret lang afstand.

Denne virkning kan bruges til at »styre« en forurening hen til udsugningen, luftstrålen må ikke afbøjes på vejen mod udsugningsåbningen.

Ved mange arbejdsprocesser udvikles der varme. Den varme luft kan få forureningen til at stige opad.

Ved nogle arbejdsprocesser består forureningen af »tunge« partikler, der udsendes med stor hastighed. Dette har stor betydning for, hvorledes udsugningen skal placeres og udformes.

ERSTATNINGSLUFT

Når der fjernes luft, opstår der et undertryk i bygningen, og der vil derfor suges luft ind i bygningen.

Skal luftfornyelsen være velkontrolleret, bør der i stedet indblæses erstatningsluft i samme mængde, som suges ud.

Hvis luften kommer ind ad revner og sprækker, vil den have udeluftens temperatur. Der vil derfor være risiko for træk. Risikoen for træk afhænger navnlig af erstatningsluftens temperatur og hasitghed samt indsugningsåbningens placering og udformning, medens udsugningens placering har ringe betydning herfor.

Ventilation skal være trækfri. Erstatningsluften bør derfor blæses ind og opvarmes. Ved større luftmængder vil dette altid være nødvendigt.

Selv om erstatningsluften har samme temperatur som den omgivende luft, virker den som træk. Lufthastigheden bør derfor ikke overstige 0,15 m/s ved stillesiddende arbejde og 0,4 m/s ved fysisk arbejde.

Erstatningsluften skal være ren, dvs. indtaget må ikke placeres i nærheden af forureningskilder.

LUFTMÅLING

Måling af luften skal, for at have værdi, foretages under typiske drifts- og udendørsforhold. Til vurdering af, om ventilationen er tilstrækkelig for så vidt angår udåndingsluft og personlugt, anvender arbejdstilsynet mængden af CO2 (carbondioxid/kultveilte) i rummet.

Hvis CO2-mængden overstiger 0,2 % i mere end korte perioder, anses ventilationen for at være utilstrækkelig.

En overskridelse af grænsen på 0,2% vil normalt kun ske i meget tætte bygninger med mange personer, fx børneinstitutioner og skoler. I børneinstitutioner bør der være en ventilation, der giver et luftskifte på mindst 2 gange i timen. Dansk Standard (DS 447) om ventilationsanlæg kan tjene til nærmere vejledning.

Luftskifte på 0,5 gange i timen er tilstrækkelig til at fjerne afgasning fra overfladen på inventar og bygningsdele. Indholdet af formaldehyd i luften skal være under 0,15 mg pr. kubikmeter luft.

RECIRKULATION

Den udsugede luft må recirkulere, dvs. føres tilbage til lokalet efter at have passeret et filter, medmindre der udvikles sundhedsskadelige stoffer i det ventilerede rum. Der skal dog altid være så stor en friskluftandel, at CO2-værdien holdes lav.

Hvor forureningen består af inert støv (inaktivt støv), tillades recirkulation på følgende betingelser

- Filtrene skal være af en sådan kvalitet, at støvindholdet i returluften er væsentligt under grænseværdien.

- Der føres kontrol med ventilations- og filteranlæggets effektivitet.

- Renset luft fra en arbejdsplads med forurening må ikke føres til anden arbejdsplads, hvor en sådan forurening ikke forekommer.

Om recirkulation ved svejsning se At-meddelelse nr.2.09.2.

Erik Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →