Vejledning om Arbejde med asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger. (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om Arbejde med asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger. (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
Baggrund
- Bekendtgørelse nr. 468 af 13. november 1979 om anvendelse m.v. af asbest, som ændret ved bekendtgørelse nr. 148 af 30. april 1980 og bekendtgørelse nr. 161 af 26. marts 1984.
- Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.
- Bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.
Denne At-meddelelse oplyser om, hvile krav arbejdstilsynet stiller til
- Værksteder, der udelukkende foretager udskiftning og mindre tilpasning af præfabrikerede asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger (færdige elementer forsynet med belægninger).
- Værksteder, der bearbejder asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger.
Ved »mindre tilpasning« forstås
Afslibning med sandpapir af fx olie- eler bremsevæskepletter eller fjernelse med fil af grater eller skarp belægningskant.
»Mindre tilpasning« omfatter ikke nogen form for maskinel bearbejdning eller demontering og montering af belægninger på bremsesko og koblingsnav.
Følgende generelle krav skal opfyldes af begge typer værksteder
- Arbejde med bremse- og koblingsbelægninger skal foregå, så støvet ikke spredes i arbejdsrummet.
- Rengøring af emner, bremse- og koblingsbelægninger m.v. for støv skal finde sted i lukket apparatur med effektiv ventilation (støvklokke) eller ved brug af bremsevasker. Rengøring må ikke foretages med trykluft.
- Asbestholdigt støv, smuld og affald skal snarest muligt opsamles og fjernes i lukket og tæt emballage. Asbestaffald afleveres til en kommunal modtagestation eller direkte til Kommunekemi.
- Lærlinge og unge under 18 år må kun arbejde med montering af færdigtilpassede bremse- og koblingsbelægninger.
- Der skal være indrettet særskilt spiserum.
Værksteder, der bearbejder asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger, skal derudover opfylde følgende krav
Ventilation
Der skal anvendes arbejdsmetoder, så der ikke opstår asbestholdigt støv. Hvis udvikling af støv ikke kan undgås, skal det fjernes på udviklingsstedet. Støvet kan hindres i at spredes ved hjælp af indkapsling og udsugning eller ved at håndtering sker i befugtet eller imprægneret tilstand. Det kan ofte være nødvendigt med en kombination af disse foranstaltninger.
Ventilationsanlæg skal være forsynet med alarmordning (indikator), der reagerer på svigt (nedsat effektivitet og driftsstop).
Produktionsudstyr og dertil hørende ventilation skal endvidere være elektrisk koblet, så produktionsudstyret kun kan fungere, hvis ventilationen er i orden.
Recirkulation af udsuget luft, selv efter filtrering, er ikke tilladt. Ønskes der en genanvendelse af varmen af energimæssige grunde, må det ske ved hensigtsmæssige varmevekslere, og gældende bestemmelser må følges.
Effektiviteten af ventilationsanlægget skal løbende kontrolleres, og anlæggets komponenter skal jævnligt efterses. Lufthastighedsmålinger skal foretages i nødvendigt omfang, dog mindst 4 gange årligt.
Ventilations- og udsugningsanlæg, der er tilsluttet værktøj - herunder håndmaskiner -, der ikke bruges til stadighed, skal kontrolleres på samme måde mindst hver gang, anlægget har været i drift 400 timer.
Målerapporterne skal opbevares og på forlangende udleveres til arbejdstilsynet.
Asbeststøvmålinger
Der skal foretages asbeststøvmålinger mindst 4 gange årligt i samråd med sikkerhedsorganisationen og i overensstemmelse med arbejdstilsynets vejledning 87/1979 om udførelse af arbejdshygiejnisk luftforureningsmålinger.
Måleresultaterne og måleomstændighederne skal noteres på særlige skemaer, der fås hos arbejdstilsynet sammen med en vejledning til dem, der skal foretage prøveudtagningen og tælle asbestfibrene.
Rapporten, skal indsendes til den stedlige arbejdstilsynskreds i to eksemplarer.
Særligt arbejdstøj
Ved arbejde med asbestholdige materialer skal der benyttes særligt arbejdstøj. Dette skal bestå af en hovedbeklædning og en dragt, der er tætsluttende ved hals, håndled og fødder, og skal være fremstillet af støvafvisende materiale.
Dragten må ikke være forsynet med lommer.
Personer, fx reparatører, der færdes i områder, der er afmærket med skiltning, skal også være iført særligt arbejdstøj.
Det særlige arbejdstøj skal skiftes hyppigt og må ikke bæres i spisepauser. Før det tages af, skal det rengøres for støv på en sådan, måde at ingen udsættes for asbeststøv. Man kan benytte en særlig »personrenser« til dette formål. Ellers må der anvendes godkendt støvmaske, når tøjet tages af.
Det særlige arbejdstøj skal opbevares adskilt fra dagligt tøj og skal efter endt brug samles i støvtæt emballage og vaskes adskilt fra andet tøj.
Hvis der bruges engangstøj, skal det fjernes som asbestholdigt affald.
Omklædnings- og baderum
For alle, der benytter særligt arbejdstøj, skal der i umiddelbart nærhed af arbejdsstedet være særlige omklædnings- og baderum til rådighed, indrettet således, at færdsel mellem de to omklædningsrum (et til arbejdstøj og et til dagligt tøj) kun kan ske gennem baderummet. Se At-meddelelse nr. 1.01.3 om garderober og omklædningsrum og At-meddelelse nr. 1.01.4 om vaskeindretninger.
Åndedrætsværn
Er det undtagelsesvis ikke muligt at anvende støvsvage bearbejdsningsmetoder, eller er udsugningen ikke effektiv eller ikke praktisk gennemførlig, skal der under hele arbejdet anvendes egnet, godkendt åndedrætsværn. Se At-meddelelse nr. 4.09.1 om åndedrætsværn.
Rengøring
Effektiv rengøring af arbejdsstedet er meget vigtig og har afgørende betydning for at opnå forsvarlige forhold. Alene det, at mange færdes på en arbejdsplads, hvor det »flyder« med asbestholdigt affald, kan betyde en risiko ved, at støv kan dannes og hvirvles op. Derfor skal smuld og andet støvende asbestaffald i øvrigt straks opsamles og fjernes forsvarligt.
Rengøring skal ske ved støvsugning eller ved afvaskning. Rengøring ved tørfejning må ikke finde sted. På værksteder, hvor bearbejdning finder sted, og arbejdssteder, hvor der rutinemæssigt skal foretages fire årlige asbeststøvmålinger, skal støvsugning finde sted til centralt støvsugeanlæg.
Til rengøring på værksteder, der udelukkende foretager udskiftning og mindre tilpasning af præfabrikerede asbestholdige bremse- og koblingsbelægninger, kan der anvendes en støvsuger forsynet med et særligt filter.
Ved tømning af støvsuger og filterposer fra ventilations- og udsugningsanlæg skal der bruges godkendt åndedrætsværn, fx filtermaske klasse P2 (IIb).
Erik Andersen