Vejledning om Lænkekæder (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om Lænkekæder (* 1) (* 2)
Baggrund
- Bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om tekniske hjælpemidlers indretning og anvendelse.
Denne At-meddelelse giver vejledning om anvendelse af lænkekæder til bæremidler i løfte-, hejse- og transportredskaber og til anhugningsgrej.
Til slut i At-meddelelsen gives nærmere oplysning om lænkekæders opbygning.
Lænkekæder skal anvendes i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om tekniske hjælpemidler. Ud fra disse bestemmelser stilles efter arbejdstilsynets praksis følgende krav
Valg af lænkekæder
Der skal vælges lænkekæder, der er velegnede til formålet, så de kan anvendes på forsvarlig måde og i overensstemmelse med leverandørens forskrifter.
Kæder skal være så stærke, at de med den nødvendige sikkerhed (sikkerhedsfaktor) kan bære den størst tilladelige belastning.
Sikkerhedsfaktoren er forholdet mellem kædens mindste garanterede brudstyrke og den størst tilladelige belastning.
Kæder, der benyttes i forbindelse med personløft (fx til ophængning af kurv i krankrog) skal hver have sikkerhedsfaktor 6 overfor den totale belastning.
Eksempel: Hvis en sådan kurv plus dens nyttelast (mandskab og materiale) belaster kranen med 4,3 kN, skal hver kæde have en mindste garanteret brudstyrke på 6x4,3 kN = 25,8 kN (2580 kg).
For kæder til anhugning regnes normalt med sikkerhedsfaktor 4. De skal i øvrigt være mærket med størst tilladelige belastning.
Lænkekæder anvendes ret sjældent som egentlige bæremidler, men bruges dog i specielle kædetaljer. For kæder til dette formål gælder særlige regler.
Kalibrerede lænkekæder
Leddenes mål er meget ens fra led til led, således at kæden kan anvendes som maskinelement, fx som drivkæde i langsomme transmissioner, løftekæde i kædetaljer m.v., hvor leddene skal passe ned i fordybningerne i spiltromlen (kædenødden).
Ukalibrerede lænkekæder
Der vil være noget større forskel på de enkelte leds mål, hvilket billiggør produktionen. Den kortleddede kæde af denne type er den almindeligst anvendte til anhugningsopgaver.
Kæder og deres tilbehør skal være fremstillet af ældningsbestandigt stål.
Brug
Lænkekæder må ikke overbelastes. De må ikke bruges til løft, hvis man er i tvivl om, at kædernes tilladelige belastning overskrides.
Til løft må kun bruges kæder med certifikat.
Chokpåvirkninger skal undgås, især i koldt vejr.
Der må kun bruges originalt kædetilbehør efter leverandørens forskrifter. Kædetilbehør er fx sjækler, ringe, opkortningskroge, samleled m.v. Det skal have en garanteret brudstyrke, der mindst svarer til kædens brudstyrke.
Kæder må aldrig snos om hinanden, og der må ikke slås knude på dem, se fig. 1 og 2.
Der må aldrig øves vold på kæder, fx slag med hammer, vridning med tænger, dorne og lign.
Vridning af kæder skal så vidt muligt undgås.
Vedligeholdelse
Kæder skal holdes i forsvarlig stand efter leverandørens forskrifter.
Kæder skal efterses omhyggeligt med jævne mellemrum.
Kæder, der anvendes til anhugning, skal efterses mindst en gang om måneden.
Ved eftersynet skal hvert enkelt kæde- og samleled kontrolleres og helst med forstørrelsesglas for at konstatere, om der er brud m.v., se fig. 3.
De fleste kæder, der leveres i dag, er fremstillet af legeret stål eller er specialhærdede, og sådanne kæder må ikke udglødes.
Kæder af ulegeret, uhærdet stål skal derimod udglødes mindst een gang om året.
Vedligeholdelsen af kæder skal omfatte jævnlig afvaskning i rustbeskyttende middel.
Når en kæde ikke er i brug, skal den opbevares på et tørt og luftigt sted.
Kæder må ikke repareres ved svejsning, lodning o.lign.
Kassation
Kæder skal kasseres i følgende tilfælde
- Når kædens ledtykkelse ved slid er mindsket med 10% af den oprindelige tykkelse eller et kædeled
ved brug er forlænget mere end 5%, se fig 4.
- Når kæden har rustgruber.
- Når kædeled er forstrakt, vredet eller bukket ud af facon, har brud, revner eller andre deformationer. Enkelte beskaigede led kan dog eventuelt udskiftes ved brug af orginale samleled.
- Når der er snoninger eller deformationer over mange led. Sådanne snoninger eller deformationer kan være vanskelige at se ved kontrol af de enkelte led, men kan kontrolleres ved af hænge kæden op i den ene ende, så hele kæden (eller den del af den, man skal afprøve) hænger frit. Leddene skal danne fuldstændig lodrette linier uden snoninger.
Lænkekæders opbygning
Lænkekæder er fremstillet af rundstål, der er formet som aflange ringe (kædeled), der griber ind i hinanden.
En kædes dimension angives ved rundstålets diameter, leddenes indvendige bredde og længde og omtrentligt antal led pr. meter.
Der skelnes mellem kort- og langleddede kæder. Den kortleddede kæde er den mest anvendte.
En kæde kaldes kortleddet, når den indvendige længde af leddene er højst 3 gange godstykkelsen.
Erik Andersen
At-meddelelse nr. 2.02.8 marts 1985