Cirkulære om lov om private fællesveje (Privatvejsloven) (Til samtlige vejmyndigheder)
Table of Provisions (28)
Statutory Text (28 Articles)
Kapitel 1 Definitioner m.v.
Kapitel 1
Definitioner m.v.
Private fællesveje (§ 2)
1. Begrebet private fællesveje defineres i lovens § 2. Begrebet omfatter veje m.m., der uden at være offentlige i henhold til lov om offentlige veje - tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje. Denne definition er i overensstemmelse med den traditionelle forståelse af begrebet.
Ved en ejendom forstås det matrikulerede grundareal. En bygning på lejet grund er således ikke en ejendom i lovens forstand.
Begrebet har hidtil omfattet visse interne boligveje. Disse er ikke private fællesveje i traditionel forstand, fordi de bebyggelser, vejene tjener, er beliggende på samme ejendom som vejen, eller fordi de pågældende ejendomme har samme ejer.
Da det gav anledning til problemer at anvende begrebet i praksis, er begrebet slettet ved ændringsloven af 1985. I stedet er der tillagt vejmyndigheden en særlig hjemmel til at træffe beslutning om istandsættelse og vedligeholdelse af disse veje i byområder i lovens § 13, stk. 6, jfr. cirkulærets punkt 6.
Ved ændringsloven af 1985 er der i § 2, stk. 2, indført definition af begreberne »vejret« og »vejberettiget«. Som bekendt har begreberne vejret og færdselsret ikke hidtil været entydigt defineret og har ofte været anvendt i flæng. Dette kan give anledning til tvivl, når begreberne anvendes udefineret i en lovtekst, som f.eks. i lovbekendtgørelse af 20. november 1975 om private fællesveje, §§ 15, 17 og 19, der anvendte udtrykket færdselsberettiget. Ved den definition, der nu indgår i lovteksten, er begrebet vejret defineret som en rettighed, der har en sådan karakter, at den medfører, at vejen bliver en privat fællesvej i medfør af § 2, stk. 1. Definitionen kan endvidere anvendes til at afgrænse den kreds af grundejere, der kan fremsætte indsigelser mod nedlæggelse af private fællesveje, jfr. punkt 43. Heraf følger, at vejmyndigheden ikke nødsages til at inddrage grundejere, der blot har en mere almen interesse i vejens tilstedeværelse, hvilket heller ikke tidligere har været lovens mening. Disse grundejeres interesser må varetages af kommunen på samme måde, som når kommunen overvejer, om disse veje kan tillades afspærret efter lovens § 44, eller om vejene skal optages som offentlige.
Udlagte private fællesveje (§ 3)
2. I § 3 defineres begrebet udlagt privat fællesvej som et areal, der efter bestemmelserne i loven er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej. Begrebet omfatter desuden areal, der før lovens ikrafttræden med en kommunal myndigheds godkendelse er udlagt til privat fællesvej. Definitionen svarer i det hele til den betydning, hvori vejudlæg er anvendt i bygge- og byplanlovgivningen samt de tidligere gældende vejvedtægter. Et areal er således udlagt til privat fællesvej, såfremt det på de angivne måder er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej. Dette gælder også, selv om arealet ikke aktuelt er omfattet af definitionen i § 2, f.eks. fordi ejendommene med vejret stadig ejes af samme ejer. Dette vil særlig være tilfældet i tidsrummet mellem en udstykningsgodkendelse og frasalg af de udstykkede parceller. Det kan også blive tilfældet, hvis parcellerne tilbagekøbes eller opkøbes af den samme person, selskab m.v. og dermed får samme ejer. Arealet vil herefter ikke længere være en privat fællesvej efter § 2, men dog stadig udlagt som privat fællesvej efter § 3, idet der, så længe ejendommene ikke matrikulært sammenlægges, ikke er sket en ophævelse af vejudlægget.
Nye vejudlæg sker efter reglerne i §§ 23 og 24, der gælder for byer og bymæssige områder, og efter reglerne i § 14 uden for disse områder. Endvidere kan vejudlæg ske ved lokalplan og ved beslutning af ekspropriationskommission efter lov om fremgangsmåden vedrørende ekspropriation af fast ejendom (statsekspropriationsloven).
Almene veje (§ 4).
3. Begrebet almene veje er defineret i § 4. Den definition af private fællesveje, der er givet i § 2, medfører, at almene veje i almindelighed vil kunne henføres til private fællesveje. I overensstemmelse hermed fastslås det i § 4, stk. 2, at lovens regler med de fornødne lempelser finder anvendelse på almene veje.
Da der ikke sker udlæg og anlæg af nye almene veje, er det i særlig grad bestemmelserne om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje, der vil kunne anvendes på almene veje. I byerne og andre områder, der er omfattet af lovens afsnit III, giver dette ikke anledning til problemer, da pligten til istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje og dermed de almene veje principielt påhviler ejerne af de tilgrænsende grunde. På landet påhviler pligten derimod principielt de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen, jfr. § 17. Bestemmelserne i lovens afsnit II vil imidlertid kunne bringes til anvendelse på almene veje i disse områder, selv om der ikke kan udpeges en særlig kreds af vejberettigede. Ved fordelingen af vedligeholdelsesbyrden må der lægges vægt på, hvilke grundejere der i særlig grad gør brug af vejen.
Private stier (§ 5)
4. Efter § 5 finder loven anvendelse på stier og udlagte stier, der - uden at være offentlige - opfylder betingelserne i §§ 2-4.
Kapitel 2 Myndigheder
Kapitel 2
Myndigheder
5. De private fællesveje og stier henhører forvaltningsmæssigt under kommunalbestyrelsen, jfr. § 6. Visse opgaver er henlagt til ministeren for offentlige arbejder og til taksationsmyndigheder, jfr. nedenfor.
Vejmyndighed (§ 6)
Kommunalbestyrelsen er efter § 6 forvaltningsmyndighed - vejmyndighed - for private fællesveje og stier.
Klager (§ 7)
Ministeren for offentlige arbejder er klagemyndighed i forhold til kommunerne, jfr. § 7.
Klagefristen er i alle tilfælde 4 uger. Afgørelser, der kan påklages, skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed klagen kan ske og om fristen herfor. Klage over en beslutning fritager ikke klageren for at efterkomme denne. Klagemyndigheden kan dog bestemme, at klagen skal have opsættende virkning.
Ændringsloven af 1985 har tillagt ministeren for offentlige arbejder hjemmel til at undtage afgørelser inden for nærmere angivne sagsområder fra den almindelige klageadgang. Denne bemyndigelse omfatter ikke sagstyper, hvor væsentlige retssikkerhedshensyn står på spil.
Ministeriet har ved bekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985 undtaget nedennævnte sagsområder fra klageadgangen. Det er herved forudsat, at ministeriet, når ordningen har fungeret i en tid, på baggrund af de erfaringer der opnås, vil tage spørgsmålet om, hvilke sagsområder, der skal være omfattet af ordningen, op til fornyet overvejelse. 1. Afgørelser om lovens anvendelsesområde, § 13. 2. Afgørelser om udlæg af private fællesveje på landet, § 14, stk. 1-4. 3. Afgørelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet, herunder såvel arbejdets art som fordelingen af omkostningerne, §§ 15-20. 4. Afgørelser om vejfortegnelse, § 21. 5. Godkendelse af vejudlæg efter § 23, stk. 1, § 24. 6. Afgørelser om fremlæggelse af projekt, § 31. 7. Afgørelser om anlæg og ibrugtagning af vej, § 41. 8. Afgørelser om fremspringende bygningsdele og afgørelser om vejskilte og færdselstavler m.v., § 46, jfr. lov om offentlige veje §§ 103 og 108. 9. Afgørelser om beplantning m.v., § 47.
10. Afgørelser om særlig brug af vej, § 49.
11. Afgørelser af, hvilke arbejder der skal udføres på private fællesveje, hvem der skal udføre arbejdet, herunder om flere veje skal betragtes som en færdselsmæssig enhed, § 57.
12. Afgørelser om vejnavne og husnumre, § 63 a.
Selv om disse spørgsmål er undtaget fra almindelig klageadgang, kan spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen har hjemmel i den pågældende bestemmelse samt spørgsmålet om fortolkning af bestemmelserne i øvrigt, fortsat indbringes for ministeren for offentlige arbejder, medens skønsmæssige afgørelser ikke kan indbringes for ministeren. Det må dog bemærkes, at der i visse tilfælde ikke altid er en skarp grænse mellem, hvornår der er tale om et retlig spørgsmål, og hvornår der er tale om et skønsspørgsmål. Ved skønsmæssige afgørelser - f.eks. en fordeling af udgifterne til vejvedligeholdelse efter § 17 efter brug af vejen - kan ministeriet som klagemyndighed tage stilling til, om det udøvede skøn er udtryk for en rigtig og lovlig anvendelse af bestemmelsen.
Ved afgørelser efter disse bestemmelser bør det derfor i klagevejledningen udtrykkelig angives, at selve afgørelsen ikke kan påklages, men alene spørgsmålet om afgørelsens lovlighed.
Taksationsmyndigheder (§ 8)
Efter § 8 foretages erstatningsfastsættelse af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje.
Om taksationskommissionernes opgaver med hensyn til erstatningsfastsættelse henvises til §§ 26 og 55 om ekspropriation, § 37 om overtagelse af areal og § 40 om afgivelse af arealer. Herudover er der i lovens § 54 om nedlæggelse af private fællesveje og i § 66 om bortfald af servitutforpligtelser tillagt taksationsmyndighederne særlige opgaver, der ikke vedrører erstatningsfastsættelse.
Meddelelse af undtagelser (§ 9)
Undtagelser fra loven og fra forskrifter udfærdiget i medfør af loven meddeles efter § 9 af ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med vejmyndigheden. Ministeren kan bemyndige vedkommende vejmyndighed til at gøre undtagelser. Disse regler har ikke hidtil været bragt i anvendelse.
Kapitel 4 Lovens anvendelsesområde (§ 13)
Kapitel 4
Lovens anvendelsesområde (§ 13)
6. Loven indeholder et sæt ret enkle regler - afsnit II - der primært gælder for private fællesveje på landet, og et sæt mere indgående regler - afsnit III - der primært gælder i byer og bymæssig områder. Afgrænsningen mellem land og by er fastlagt i § 13, jfr. nedenfor.
Reglerne i afsnit III gælder umiddelbart i områder, der er byzone, samt i Københavns kommune.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at reglerne i afsnit III skal gælde i andre stedligt begrænsede områder, eksempelvis i sommerhusområder og bysamfund i landzoneområde. En sådan beslutning er først gyldig, når den ved vejmyndighedens foranstaltning har været offentliggjort i stedlige blade, jfr. § 13, stk. 5. Det bemærkes herved, at sommerhusområder ikke er byzone, jfr. lov om by- og landzoner, lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, § 2, uanset om denne benyttelse er fastlagt i bygningsvedtægt, byplanvedtægt og lokalplan. Hvis lovens afsnit III skal finde anvendelse i disse områder, må vejmyndigheden benytte sig af den ovennævnte mulighed.
De mindre vidtgående regler i afsnit II gælder i alle øvrige områder. For private fællesveje, der er beliggende i afsnit III område, men som udelukkende tjener til brug for landbrug, skovbrug eller fiskeri, gælder efter § 13, stk. 4, den særregel, at kun reglerne i afsnit III om vejudlæg - §§ 21-43 - finder anvendelse. I øvrigt gælder reglerne i afsnit II - §§ 14, stk. 5, og 15-20 - for disse veje. Vejmyndigheden kan dog bestemme, at alle reglerne i afsnit III skal gælde for sådanne veje. Også disse beslutninger er først gyldige, når de har været offentliggjort i stedlige blade.
Som nævnt i pkt. 1 gælder lovens bestemmelser kun for private fællesveje, således som de nu er defineret i lovens § 2, jfr. pkt. 1. De såkaldte interne boligveje, der betjener en enkelt ejendom, er efter ændringsloven af 1985 ikke længere private fællesveje. I stedet gives der i § 13, stk. 6, således som denne er ændret ved ændringsloven af 1985, vejmyndigheden hjemmel til at anvende lovens regler om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i afsnit III - lovens kapitel 10 - på visse private veje, der er beliggende i et område omfattet af afsnit III. Dette gælder for veje, der uden at være offentlige veje, private fællesveje eller almene veje, jfr. §§ 1, 2 og 4, tjener som færdselsareal for mere end 7 erhvervsvirksomheder, 7 parcel- eller sommerhuse eller for mere end 12 beboelseslejligheder. Vejene skal være mere end 40 m lange og indgå i det almindelige vejnet. Ud over de målelige betingelser er det således en forudsætning, at vejen m.v. fremtræder med samme udseende som de veje og pladser, der er omfattet af vejlovgivningen, og at trafikanterne må formodes at opfatte dem som en del af det almindelige vejnet.
Hvis vejen derimod er klart afgrænset fra det almindelige vejnet med port, låger m.v. eller på anden måde fremtræder således, at det for trafikanterne står klart, at de nu kommer ind på et privat område, falder den uden for denne bestemmelse, og vedligeholdelse m.v. er et privat anliggende.
Afsnit II
Private fællesveje på landet
Kapitel 5 Vejudlæg m.v.
Kapitel 5
Vejudlæg m.v.
7. Bestemmelserne i afsnit II vedrører forholdene på landet. Det nærmere gyldighedsområde fremgår af § 13, jfr. pkt. 6.
Vejudlæg (§ 14)
Efter § 14 må nye private fællesveje ikke udlægges, anlægges eller tages i brug, før vejudlægget er godkendt af vejmyndigheden.
Vejmyndigheden skal efter § 14, stk. 3, ved sin godkendelse af vejudlægget påse, at udlægget er forsvarligt i færdselsmæssig og vejteknisk henseende og skal desuden påse, at der kan tilvejebringes hensigtmæssige parcelformer. Der forudsættes dog ikke stillet lige så indgående krav som ved vejudlæg efter afsnit III i de områder, hvor en bymæssig udvikling allerede er i gang eller forestående. Hvis betingelserne efter bestemmelsen skønnes opfyldt, skal godkendelse meddeles.
Efter § 14, stk. 2, nr. 1) gælder kravet om godkendelse af vejudlæg ikke private fællesveje, der udelukkende skal tjene til brug for landbrug, skovbrug eller fiskeri. Til gengæld må disse veje efter § 14, stk. 4, ikke uden vejmyndighedernes godkendelse overgå til anden færdselsmæssig benyttelse.
I afsnit III områder er de nævnte veje omfattet af udlægsbestemmelserne i §§ 21-43, medmindre andet bestemmes af vejmyndigheden, jfr. § 13, stk. 4.
Hvis vejudlæg er sket ved retningsplan efter byggeloven, ved bestemmelse truffet af en statsekspropriationskommission eller endelig fastlagt ved lokalplan, skal vejudlægget ifølge § 14, stk. 2, nr. 2), ikke godkendes af vejmyndigheden.
Private fællesveje i afsnit II områder kan nedlægges ved aftale mellem de vejberettigede. Spørgsmålet om, hvem der er vejberettiget og dermed skal tiltræde en aftale om nedlæggelse, er privatretligt. Sådanne spørgsmål henhører under domstolene, og vejmyndigheden har ikke mulighed for at tage stilling i disse sager. Kommunen har heller ikke mulighed for at kræve en vej genanlagt, hvis den er nedlagt ved vejejerens foranstaltning, og det gøres gældende, at der ikke findes vejrettigheder til vejen.
Såfremt de vejberettigede ikke kan blive enige om at nedlægge en privat fællesvej, giver § 14, stk. 5, kommunen hjemmel til at gå ind i sagen. Ud fra en afvejning af de interesser, der knytter sig til på den ene side vejens nedlæggelse og på den anden side dens opretholdelse, eventuelt med en ændret linieføring, kan kommunen tage stilling til vejens fremtid, jfr. nærmere pkt. 43.
Kapitel 6 Istandsættelse og vedligeholdelse
Kapitel 6
Istandsættelse og vedligeholdelse
Vejsyn (§ 15)
8. Vejmyndigheden skal efter § 15, stk. 1, afholde vejsyn, såfremt en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, og at eventuelle eksisterende bestemmelser, tidligere aftaler eller kendelser om vejens vedligeholdelse m.v. er utilstrækkelige.
Såfremt eksisterende kendelser er tilstrækkelige, kan vejmyndigheden pålægge den, som er forpligtet efter bestemmelserne, at foretage det fornødne. Hvis dette ikke sker, kan vejmyndigheden udføre arbejdet på de pågældendes regning og skal gøre dette, når færdselsmæssige hensyn gør det påkrævet, jfr. § 20, stk. 3. Såfremt en vejberettiget gør gældende, at eventuelle private bestemmelser om vejens vedligeholdelse er utilstrækkelige, skal kommunen holde vejsyn. Ved fastsættelse af, hvilke arbejder der skal bringes til udførelse, er vejmyndigheden ikke bundet af private bestemmelser eller overenskomster. Derimod skal bestemmelser og overenskomster om fordeling af vedligeholdelsesbyrden lægges til grund for kendelsen, jfr. § 17. Vejmyndigheden har kun pligt til at afholde vejsyn, når der er forløbet en vis periode siden sidste vejsyn. Denne periode er ved ændringsloven af 1985 forlænget fra 12 til 24 måneder. Vejmyndigheden har endvidere ifølge § 15, stk. 2, ret til når som helst at lade afholde vejsyn. Dette er motiveret med hensynet til dem, der uden at høre til kredsen af de vejberettigede har lovligt ærinde til ejendomme ved de pågældende veje (offentlige myndigheder, læger, brandvæsen, handlende osv.). Reglerne om indkaldelse til vejsyn fremgår af § 15, stk. 4. Indvarslingen skal foretages af vejmyndigheden, og indvarslingsfristen er 2 uger. Det har navnlig betydning ved indvarsling af grundejere, der ikke har bopæl ved vejen, f.eks. sommerhusejere. Indvarslingen skal ske dels ved offentlig kundgørelse i stedlige blade, dels ved brev til de vejberettigede og til andre, der agtes inddraget under istandsættelses- og vedligeholdelsespligten.
Er der ikke behov for nye bestemmelser om, hvordan vejen skal vedligeholdes, men alene nye bestemmelser om fordelingen af arbejderne eller udgifterne hertil, kan vejmyndigheden træffe beslutning herom. I § 15, stk. 3, er der fastsat en særlig procedure for sådanne ændringer. Denne regel er indført ved ændringsloven af 1985.
Vejmyndigheden kan ikke ændre privatretlige fordelingsbestemmelser, men alene tidligere offentligretlige fordelingsbestemmelser i form af kendelse. Hvis privatretlige bestemmelser er mere end 20 år gamle, kan de eventuelt ophæves af taksationsmyndighederne efter § 66, jfr. nærmere pkt. 54.
Hvis vejmyndigheden finder grundlag for at ændre offentligretlige bestemmelser om fordeling af udgifter til vedligeholdelse af en privat fællesvej, skal den udarbejde forslag hertil, der sendes til de berørte grundejere. Disse skal have en frist på 3 uger til at fremkomme med indsigelser og ændringsforslag. Herefter træffer vejmyndigheden endelig beslutning, der sendes til de berørte grundejere.
Istandsættelsens eller vedligeholdelsens omfang (§ 16).
9. § 16 giver nærmere regler om fremgangsmåden ved vejsynet. Der skal føres en protokol over det, der er passeret ved vejsynet.
Kapitel 7 Udlæg og anlæg af private fællesveje
Kapitel 7
Udlæg og anlæg af private fællesveje
14. Bestemmelserne i afsnit III vedrører forholdene i byerne og de bymæssige områder. Det nærmere gyldighedsområde fremgår af § 13 og cirkulærets bemærkninger hertil, jfr. nærmere pkt. 6.
Bestemmelserne indeholder bl.a. regler om udlæg af private fællesveje og om vejbredder (§§ 23-28), om vejadgang som betingelse for udstykning (§ 29) og om anlæg af private fællesveje (§§ 39, 41 og 42). Derimod er de hidtidige regler om klassificering af vejene udgået ved ændringsloven af 1985.
Vejfortegnelse (§ 21)
15. Efter § 21 skal vejmyndigheden udfærdige en fortegnelse over private fællesveje og udlagte private fællesveje. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelse og offentliggørelse af vejfortegnelser. Sådanne regler er udsendt ved ministeriet for offentlige arbejders cirkulære af 27. maj 1975 om retningslinier for udarbejdelse af fortegnelse over private fællesveje i byer og bymæssige områder.
De hidtidige bestemmelser om optagelse af private aftaler i fortegnelsen er ophævet ved ændringsloven af 1985, da der har været rejst kritik af disse bestemmelsers hensigtsmæssighed.
Dette er ikke til hinder for, at vejmyndigheden fortsat optager private aftaler i fortegnelsen, hvilket kan være hensigtsmæssigt, hvis private fællesveje er udskilt i matriklen. Det kan bl.a. være tilfældet i Københavns kommune.
I visse tilfælde er optagelse på vejfortegnelsen en betingelse for, at nærmere angivne retsvirkninger kan indtræde. Det gælder således § 35, stk. 1 og 3, om bebyggelse og beplantning af udlagt vejareal, og § 39, stk. 1, om vejmyndighedens krav om anlæg af udlagt privat fællesvej.
Vejklasser (§ 22)
16. De hidtidige bestemmelser om klassificering af de private fællesveje er ophævet ved ændringsloven af 1985, da behovet for reglerne ikke er stort og de sjældent er fulgt op i praksis. I forbindelse hermed er de formelle regler i § 33 om meddelelse til grundejerne i forbindelse med klassificering og omklassificering blevet ophævet. De fornødne ændringer af lovens øvrige bestemmelser er gennemført således, at det er reglerne for den hidtidige største klasse efter antal - klasse II - der videreføres som gældende for alle private fællesveje i afsnit III.
Vejudlæg (§ 23)
17. § 23, stk. 1, fastslår, at udlæg af en privat fællesvej normalt skal foretages af ejerne af de ejendomme, hvorover vejen skal føres. Heraf følger, at den grundejer, der udstykker grunde med henblik på bebyggelse, selv og på egen bekostning må tilvejebringe adgang til bebyggelsen.
Der er imidlertid i § 23, stk. 2 og 3, tillagt vejmyndigheden hjemmel til selv at foretage vejudlæg under visse nærmere betingelser. Ifølge § 23, stk. 2, kan vejmyndigheden således i forbindelse med grundejerens udlæg af private fællesveje efter § 23, stk. 1, bestemme, at der tillige skal ske udlæg af vej på tilgrænsende eller nærliggende ejendomme. Det kan ligeledes bestemmes, at en tidligere udlagt privat fællesvej over anden ejendom skal udlægges i større bredde og med ændret retning og tværprofil. Ved et sådant vejudlæg kan der tillægges en ejendom vejret ad bestående vej i forbindelse med udlægget. Udlægget kan også alene gå ud på at tillægge vejret til en allerede udlagt eller anlagt privat fællesvej.
Kapitel 8 Forskellig råden over private fællesveje
Kapitel 8
Forskellig råden over private fællesveje
Forandringer, færdselsregulering m.v.
34. Efter færdselslovens § 92 kan politiet med samtykke af vedkommende vejmyndighed træffe bestemmelse af betydning for udnyttelse og indretning af veje, herunder også private fællesveje, når vejene er åbne for almindelig trafik. Færdselslovens § 97 forudsætter, at private kan være berettiget til at forbyde visse arter af færdsel på en privat (fælles)vej og/ eller bro, men stiller dog krav om politiets medvirken i visse henseender. Disse bestemmelser suppleres i byområder af reglene i privatvejslovens § 44, der ved ændringsloven af 1985 er søgt tydeliggjort.
Efter § 44, stk. 1, kan vejmyndigheden på private fællesveje lade foretage forandringer ved vejens indretning eller anlæg, hel eller delvis afspærring af vejen for gennemgående færdsel og andre færdselsmæssige foranstaltninger med henblik på at begrænse færdslen på vejen. Dette kan gennemføres dels af færdselsmæssige hensyn, dels med henblik på at forbedre det trafikale miljø, f.eks. ved etablering af opholds- og legeområder eller stillevejsområder.
Henvisningen til færdselslovens §§ 92 og 100 tydeliggør, at iværksættelse af de pågældende forandringer og foranstaltninger skal ske i overensstemmelse med færdselslovens kompetencefordeling mellem politi og vejmyndighed. Udgifterne ved foranstaltningerne skal normalt afholdes af kommunen.
En række af de forhold, der er omfattet af § 44, varetager imidlertid primært miljømæssige formål. § 40-foranstaltninger etableres således oftest af hensyn til vejens beboere og ikke af hensyn til den almene færdsel. Ændringsloven af 1985 indfører derfor ved stk. 2 hjemmel til, at disse foranstaltninger kan gennemføres efter reglerne i §§ 57-62 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje, således at udgifterne kan fordeles mellem samtlige lodsejere.
Henvisningen til §§ 57-62 forpligter ikke vejmyndigheden til at fordele udgifterne mellem samtlige grundejere. Vejmyndigheden kan således indgå aftale med den kreds af grundejere, der ønsker vejen trafiksaneret, om at disse forestår arbejdets gennemførelse og afholder udgifterne herved. Vejmyndigheden kan også som betingelse for at give tilladelse til trafiksanering efter stk. 3 kræve, at ansøgerne selv udfører arbejdet og afholder udgifterne herved. Disse ordninger må dog forudsætte, at vejmyndigheden har afvejet den offentlige interesse i fredeliggørelse af vejen og eventuelle modstridende hensyn blandt forskellige grupper af grundejere ved vejen.
I § 44, stk. 3, et det udtrykkeligt angivet, at grundejerne ikke på egen hånd må foretage forandringer ved de private fællesveje eller træffe bestemmelse om afspærring af vejen for gennemgående færdsel, herunder også uvedkommende færdsel, eller andre former for færdselsregulering eller færdselsindskrænkning, f.eks. forbud mod parkering.
Så længe den færdsel, som en privat fællesvej udsættes for, i det væsentlige er af samme karakter som den, vejens beboere udøver på den pågældende vej og på andre private fællesveje, er det naturligt, at kommunalbestyrelsen har adgang til at bestemme, at vejen skal stilles til rådighed vederlagsfrit for sådan trafik.
Vejmyndighedens og politiets tilladelse til de ønskede dispositioner har alene karakter af en offentligretlig tilladelse, der alene giver udtryk for, at disse myndigheder ikke vil modsætte sig, at vejen trafikreguleres. Spørgsmålet om, hvilke personer der kan gennemføre de pågældende foranstaltninger, er privatretligt.
Som et modstykke til de beføjelser, der er tillagt vejmyndigheden, til at træffe afgørelse om, hvorvidt en privat fællesvej skal afspærres for uvedkommende færdsel, er det i § 58, stk. 2, fastsat, at vedkommende kommune skal betale merudgifterne ved særligt slid på en privat fællesvej, når vejmyndigheden modsætter sig grundejernes anmodning om forbud mod gennemgående færdsel.
Såfremt der undtagelsesvis skulle opstå færdselsmæssige gener, f.eks. omfattende parkering på en sommerhusvej, i forbindelse med kommunens afslag på at spærre vejen for offentligheden, kan problemerne søges løst efter færdselslovens regler, f.eks. med et parkeringsforbud.
Belysning (§ 45)
35. Efter § 45 kan vejmyndigheden kræve, at private fællesveje og andre arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, holdes belyst enten af grundejerne selv eller ved vejmyndighedens foranstaltning for grundejernes regning. Med hensyn til arbejdets udførelse og fordeling af udgifterne til anlæg og drift finder §§ 57-62 tilsvarende anvendelse.
Luftledninger, hegn mod vej (§ 46)
36. Bestemmelserne om luftledninger m.v. og hegn mod vej i lov om offentlige veje, §§ 108 og 111, finder efter § 46 tilsvarende anvendelse på private fællesveje.
Beplantning (§ 47)
37. På private fællesveje må efter § 47 træer og anden beplantning kun plantes med vejmyndighedens samtykke. Færdselshensyn såvel som vejens istandsættelse kan gøre en fjernelse af beplantningen påkrævet, og vejmyndigheden kan derfor også kræve træer og anden beplantning fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.
Spørgsmålet om fjernelse af træer, der alene er til gene for en eller flere ejendomme og ikke har betydning for vej- og færdselsforhold, er alene et privatretligt spørgsmål mellem de vejberettigede.
Udgifterne ved de foranstaltninger, der er omtalt i § 47, fordeles mellem grundejerne efter reglerne i §§ 57-62 om fordeling af istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder. Kommunen kan efter disse regler også selv lade foranstaltningerne udføre for grundejernes regning.
Overkørsler og overgange (§ 48)
38. Ifølge § 48, stk. 1, finder bestemmelserne i kapitel 6 i lov om offentlige veje om etablering og benyttelse af overkørsler og overgange, herunder vej- og stitilslutninger - dvs. §§ 70 og 71 - tilsvarende anvendelse ved private fællesveje.
Formålet med bestemmelsen er at give vejmyndigheden mulighed for at tage stilling til, hvor adgang til en privat fællesvej nærmere skal placeres, og for de tilfælde, der er opregnet i § 71 i lov om offentlige veje, også at tage stilling til ændret anvendelse af bestående adgange. Grænser en grund op til flere private fællesveje, giver bestemmelsen også hjemmel til at bestemme, til hvilken privat fællesvej adgang skal tillades. Vejmyndighedens afgørelse må være begrundet i færdselsmæssige eller vejtekniske hensyn. Sådanne hensyn kan også begrunde, at der stilles tekniske vilkår som betingelse for godkendelse af adgang.
Nægtelse af enhver adgang fra et areal til en privat fællesvej bør kun ske, hvis de færdselsmæssige forhold på stedet afgørende taler imod etablering af adgang.
Hvis vejmyndigheden i større udstrækning ønsker at begrænse direkte adgang til en privat fællesvej, bør bestemmelserne herom træffes i forbindelse med godkendelse af vejanlægget, jfr. bestemmelsen i § 24, stk. 2, nr. 6.
Sker vejudlægget ikke efter privatvejsloven, men efter anden lovgivning, vil der normalt samtidig med vejudlægget være truffet bestemmelse om adgangsforholdene. Sådanne bestemmelser må respekteres af vejmyndigheden.
Vejmyndighedens tilladelse til at etablere adgang til en privat fællesvej er en offentligretlig tilladelse, der alene indebærer, at vejmyndigheden ikke vil modsætte sig, at der etableres adgang til vejen. Spørgsmålet, om der til ejendommen er knyttet den fornødne vejret til vejen, jfr. § 2, stk. 2, er et privatretligt forhold mellem grundejerne, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt af det offentlige i forbindelse med vejudlæg.
Som det fremgår af § 68 i lov om offentlige veje omfatter begrebet overkørsel i denne lov også adgang til offentlig vej fra private fællesveje. Den private fællesvejs indmunding i en offentlig vej er følgelig at betragte som en overkørsel til den offentlige vej.
Hvis en parcel derfor udstykkes med adgang til en privat fællesvej, der indmunder i en offentlig vej, skal tilladelse indhentes efter § 71 i lov om offentlige veje fra vejbestyrelsen for den offentlige vej. I overensstemmelse hermed er det i § 48, stk. 2, fremhævet, at tilladelse efter stk. 1 kun kan meddeles, hvis også fornøden tilladelse foreligger efter lov om offentlige veje. Vejmyndigheden skal påse, at sådan tilladelse foreligger, herunder også at regler om adgangsbegrænsning er iagttaget.
Hvis vejmyndigheden afslår en grundejers anmodning om etablering af adgang til et areal, kan ejeren under de særlige omstændigheder, der er nævnt i § 48, stk. 3, begære arealet overtaget af vejmyndigheden mod erstatning. Bestemmelsen herom svarer til den tilsvarende bestemmelse i lov om offentlige veje, § 78.
Særlig brug af vejareal (§ 49)
39. Bestemmelsen i § 49, stk. 1, svarer til den tilsvarende bestemmelse i lov om offentlige veje, § 102, stk. 1, og fastsætter, at arealer af private fællesveje ikke uden vejmyndighedens tilladelse må anvendes til nærmere angivne, ikke færdselsmæssige formål. Ejerne af disse veje kan derfor ikke på egen hånd give tilladelse til benyttelse af vejarealet til andet end færdsel. Omvendt kan vejmyndigheden normalt ikke meddele samtykke til de dispositioner, der er nævnt i § 49, stk. 1, uden at også de private vejberettigede samtykker. Undtagelse gælder for brug af vejarealet til foranstaltninger, der ikke indvirker på vejens hidtidige karakter eller på færdselsforholdene, f.eks. placering af byggematerialer i forbindelse med opførelse af et hus, jfr. § 49, stk. 2. Andet kan fremgå af privatvejslovens øvrige bestemmelser, f.eks. § 50, stk. 3, in fine, om nedlægning af ledninger.
Efter § 49, stk. 2, skal vejmyndigheden forhandle med politiet, inden tilladelse meddeles. Tilladelse i henhold til § 49, stk. 1, kan ikke fra vejmyndighedens side gøres betinget af en afgift.
Efter § 49, stk. 3, finder bestemmelsen i lov om offentlige veje, § 101, om byggeri, udgravning og opfyldning ved private fællesveje og om foranstaltninger til sikring mod udskriden eller beskadigelse af vejarealet m.v. tilsvarende anvendelse.
Nedlægning af ledninger i private fællesveje (§ 50)
40. Efter § 50, stk. 1, må nedlægning eller omlægning af underjordiske ledninger og anbringelse eller flytning af stangrækker m.v. kun ske med vejmyndighedens godkendelse, hvis ikke andet følger af særlig lovgivning.
Bestemmelser, der tillader en ledningsejer uden vejmyndighedens godkendelse at nedlægge ledninger i private fællesveje, findes bl.a. i lov om telegrafer og telefoner, stærkstrømsloven og vandløbsloven.
Ejeren af en ledning kan dog efter stk. 2 uden samtykke lade udføre uopsættelige reparationer af en ledning.
Det er fastslået i § 50, stk. 3, at grundejerne ikke kan modsætte sig de foranstaltninger af den omhandlede art, der er godkendt eller krævet af vejmyndigheden.
Ledninger i udlagte private fællesveje (§ 51)
41. Efter § 51 kan vejmyndigheden tillade, at ledninger, kabler m.v. anbringes i eller over udlagte private fællesveje mod erstatning til grundejerne for eventuelle skader.
Ledningsarbejder (§ 52)
42. § 52 svarer til den tilsvarende regel i lov om offentlige veje, § 106, og fastslår, at ledningsarbejder bekostes af ledningsejeren, hvis ikke andet særligt er bestemt.
Kapitel 9 Nedlæggelse af private fællesveje
Kapitel 9
Nedlæggelse af private fællesveje
43. Bestemmelserne i §§ 53-56 fastlægger den fremgangsmåde, der skal følges ved nedlæggelse af private fællesveje. De har fået ændret formulering ved ændringsloven af 1985. Formålet hermed har været at tydeliggøre bestemmelserne.
Bestemmelserne finder efter deres placering i lovens afsnit III umiddelbart kun anvendelse på veje i byer og bymæssigt bebyggede områder, jfr. § 13, stk. 1 og 2. Ved § 14, stk. 5, er det dog bestemt, at reglerne også kan finde anvendelse for private fællesveje på landet. Der henvises herom til cirkulærets pkt. 7.
Reglerne finder også anvendelse ved vejnedlæggelser, der er forudsat i en lokalplan. I sådanne tilfælde kan nedlæggelsen dog også gennemføres ved ekspropriation i medfør af kommuneplanlovens bestemmelser.
Der er ikke efter privatvejsloven hjemmel til at yde erstatning i forbindelse med en vejnedlæggelse. Dette medfører, at der er tale om en erstatningsfri regulering af private vejrettigheder.
Efter § 53, stk. 1, skal vejmyndigheden tage stilling til spørgsmålet om nedlæggelse af en privat fællesvej, såfremt der fremsættes begæring herom fra en grundejer, der har den fornødne interesse i spørgsmålet. En sådan interesse har primært ejeren af det areal, vejen er beliggende på, men en nedlæggelse kan også være af interesse for de grundejere, der har vejret til vejen. Vejmyndigheden kan endvidere af egen drift tage stilling til, om en vej skal nedlægges.
Efter stk. 2 skal vejen helt eller delvis opretholdes, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres eller sikres anden adgang. Vejen skal endvidere opretholdes, hvis den er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen. Hermed forstås bl.a., at vejen skal opretholdes, hvis den er en forudsætning for, at der er fornøden adgang til ejendommen eller af betydning for forbindelsen mellem flere lodder af samme ejendom. Hvis beslutningen indebærer, at vejen skal omlægges, kan de fornødne arealer eller vejrettigheder sikres ved ekspropriation i medfør af reglerne i lov om offentlige veje, kapitel 5. Eventuelle erstatninger i forbindelse hermed skal udredes af vejmyndigheden, jfr. § 64. Går beslutningen ud på, at vejen skal nedlægges eller omlægges, skal beslutningen offentliggøres i stedlige blade. Samtidig udsendes meddelelse til de grundejere, der berøres af beslutningen, jfr. § 54, stk. 1. Meddelelsen skal indeholde oplysning om muligheden for at fremsætte indsigelser over for vejmyndigheden samt om muligheden for at indbringe sagen for taksationsmyndighederne. Endvidere skal meddelelsen indeholde oplysning om indholdet af § 53, stk. 2, om opretholdelse af vejen.
Hvis vejmyndigheden afviser en indsigelse om opretholdelse efter § 53, stk. 2, kan sagen kræves indbragt for taksationsmyndighederne.
Hvis vejmyndighedens beslutning går ud på, at vejen kan opretholdes som hidtil, eller hvis en indsigelse ikke er omfattet af bestemmelsen i § 53, stk. 2, kan afgørelsen påklages til ministeriet for offentlige arbejder i medfør af de almindelige klageregler i lovens § 7. Det samme gælder, hvis en indsigelse hidrører fra personer, der ikke har vejret til vejen.
Taksationskommissionen skal ved sin behandling af sagen alene tage stilling til, om den pågældende vej skal nedlægges, eller om vejen skal opretholdes i medfør af § 53, stk. 2. Der kan således ikke tilkendes nogen erstatning som følge af nedlæggelsen eller omlægningen. Er der tale om en vejomlægning, kan taksationskommissionen kun tage stilling til, om den nye vej ved sin beliggenhed m.v. kan antages at være et fornødent alternativ til den nedlagte strækning. Hvis dette ikke er tilfældet, må kommissionen bestemme, at den hidtidige vej skal opretholdes. Taksationskommissionen kan således ikke tage stilling til den nye vejs beliggenhed eller udlæggets udformning, hvis dette er uden betydning for vurderingen af, om der er skabt fornøden adgang til de ejendomme, hvis hidtidige vejadgang nedlægges.
Udgifterne ved taksationsmyndighedernes behandling af sagen er hidtil blevet afholdt af vejmyndigheden. Ved § 55, stk. 2, er der givet taksationsmyndighederne hjemmel til at pålægge såvel grundejerne som vejmyndigheden at betale udgifterne. Hvis sagen er rejst alene ved vejmyndighedens eget initiativ, betales udgifterne alene af vejmyndigheden.
Ved fordeling af udgifterne skal taksationsmyndigheden særlig lægge vægt på, om det har været rimeligt at kræve sagen forelagt for taksationsmyndighederne. Den grundejer, der uden rimelig grund indbringer sagen for taksations- eller overtaksationskommissionen, vil således helt eller delvis kunne pålægges de udgifter, det ifølge lov om offentlige veje, § 59, stk. 1, og § 62, stk. 2, påhviler vejmyndigheden at udrede. Hvis det må antages, at det har været rimeligt at søge sagen yderligere prøvet, kan taksationsmyndigheden undlade at pålægge den pågældende disse udgifter, og i stedet for pålægge vejmyndigheden eller den, der har anmodet om nedlæggelsen, udgifterne. Hvis vejen opretholdes, bør vejmyndigheden udrede hele udgiften, hvis den burde have indset, at vejen ikke kunne nedlægges, eller hvis nedlæggelsen er forudsat i planlægningen.
Hvis vejen nedlægges, tilhører arealet den, der ifølge tingbogen er ejer af arealet. Kan denne ikke findes, eller ønsker denne ikke at råde over arealet, skal det tilbydes ejerne af de tilgrænsende ejendomme. Hvis vejmyndigheden er ejer af arealet, jfr. matrikeldirektoratets vejledning af 5. oktober 1983 om vejes registrerings- og adkomstforhold, bør arealet tilbydes ejerne af de tilgrænsende ejendomme.
Hvis vejmyndigheden ikke selv har rejst sagen, kan den fordele udgifterne ved sagens behandling, herunder udgifterne til notering i matriklen og berigtigelse i tingbogen - men ikke udgifterne ved taksationsbehandlingen - mellem de grundejere, der er interesseret i nedlæggelsen.
Kapitel 10 Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje
Kapitel 10
Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje
Grundejernes forpligtelser (§ 57)
44. § 57, stk. 1, fastslår, at det påhviler grundejerne ved private fællesveje at holde vejene i god og forsvarlig stand under hensyn til færdslens art og størrelse.
Det er vejmyndigheden, der bestemmer, i hvilket omfang, på hvilken måde og hvornår en privat fællesvej skal vedligeholdes eller istandsættes. Efter § 57, stk. 2, foreligger der istandsættelse, når der sker en forbedring af vejen. Hvis kommunen ved vejens anlæg har godkendt, at vejen midlertidigt anlægges i mindre bredde end den fastsatte udlægsbredde, kan kommunen senere i forbindelse med en beslutning om vejens istandsættelse bestemme, at vejen nu skal anlægges i fuld bredde.
Visse kommuner har hidtil pålagt de enkelte grundejere hver at vedligeholde det vejstykke, der er beliggende ud for deres ejendom. Andre kommuner har i almindelighed bestemt, at istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje skal ske som et samlet arbejde under kommunens kontrol. § 57, stk. 2, åbner mulighed for begge fremgangsmåder. Såfremt det efter § 58 eller § 60 pålægges andre end ejere af tilgrænsende ejendomme at deltage i udgifterne ved vejarbejdet, skal arbejdet dog ifølge § 57, stk. 3, altid udføres som et samlet arbejde under vejmyndighedens kontrol.
Efter § 57, stk. 4, kan vejmyndigheden bestemme, at reglerne om udførelse af et vejarbejde som et samlet arbejde skal anvendes på vejarbejder, der omfatter flere private fællesveje. Bestemmelsen anvendes, når vejene i færdselsmæssig henseende udgør en enhed. Dette vil eksempelvis være tilfældet, når flere veje forløber i forlængelse af hinanden eller i et vejsystem, bestående af stamveje og adgangsveje.
Vejmyndigheden kan bestemme, om arbejderne vedrørende den enkelte vej skal udføres samtidig eller tidsforskudt. Det sidste vil kunne bestemmes, når der ikke umiddelbart er behov for arbejder på flere veje, der naturligt udgør en færdselsmæssig enhed, f.eks. stam- og fordelingsveje med boligveje. I sådanne tilfælde må der træffes beslutning om vedligeholdelse af boligvejene samtidig med, at der tages stilling til vedligeholdelse af stam- og fordelingsveje med en fælles udgiftsfordeling.
Andre brugeres forpligtelser (§ 58)
45. § 58, stk. 1, giver vejmyndigheden ret til at inddrage andre end ejerne af tilgrænsende ejendomme i udgifterne ved vedligeholdelse og istandsættelse af en privat fællesvej, hvis deres benyttelse skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen. En sådan inddragelse af andre brugere kan også finde sted i tilfælde af midlertidig benyttelse, da en sådan, f.eks. i forbindelse med et byggeforetagende, kan virke helt ødelæggende for vejen. Denne bestemmelse kan derimod ikke anvendes til at inddrage en større kreds af brugere i bidragsfordelingen, når deres benyttelse af vejen ikke adskiller sig fra de vejberettigedes brug af vejen.
Som et modstykke til § 44, hvorefter hel eller delvis afspærring af private veje eller anden form for færdselsregulering eller færdselsindskrænkning ikke kan iværksættes af grundejerne på egen hånd, bestemmer § 58, stk. 2, at vejmyndigheden, hvis den afslår en ansøgning fra grundejerne om indførelse af færdselsforbud, skal afholde den del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse, der er en følge af den gennemgående færdsels særlige slid på vejen. Ved særligt slid forstås som udgangspunkt slid fra trafik af en anden karakter, end den, de vejberettigede udøver, f.eks. tung erhvervstrafik på villa- eller sommerhusveje. Den udgift, vejmyndigheden skal betale, er den udgift, der skønsmæssigt må antages at overstige udgifterne til vedligeholdelse af tilsvarende veje uden den omtalte særlig slidende gennemgående trafik.
Vejsyn m.v. (§ 59)
46. Før vejmyndigheden efter § 57 træffer bestemmelse om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat vej som et samlet arbejde, skal den ifølge § 59, stk. 1, indkalde de berørte grundejere til vejsyn eller andet møde, hvor der gøres rede for den påtænkte beslutning. Vejmyndigheden kan dog i stedet vælge at underrette grundejerne om den påtænkte beslutning, jfr. § 59, stk. 2.
En tilsvarende procedure er ikke nødvendig med hensyn til arbejder, der pålægges ejerne af de tilgrænsende grunde, hver ud for sin ejendom. I disse tilfælde skal de pågældende grundejere blot underrettes om vejmyndighedens beslutning. Ved ændringsloven af 1985 er det præciseret, at vejmyndighedens beslutning efter stk. 1 - 3 kan indeholde nærmere bestemmelser om vintervedligeholdelse og renholdelse af vejen i overensstemmelse med lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.
Servitutforpligtede (§ 60)
47. Før privatvejsloven savnede kommunen en klar hjemmel til direkte at pålægge grundejere eller andre, der ved servitutbestemmelser er forpligtet til at vedligeholde private fællesveje i udstykningsområder, at opfylde disse forpligtelser, når disse grundejere ikke var ejere af tilgrænsende ejendomme. Kommunen måtte i stedet holde sig til ejerne af de tilgrænsende grunde, som igen måtte søge deres udgifter dækket hos de servitutforpligtede. § 60 giver vejmyndigheden hjemmel til at forlange, at servitutforpligtede skal udføre et påbudt vedligeholdelsesarbejde eller istandsættelsesarbejde eller afholde udgifterne herved. Det er dog en forudsætning, at servitutforpligtelsen er klar og utvetydig. Hvis den, der efter kommunens opfattelse er vedligeholdelsespligtig, mener, at forpligtelsen ikke påhviler ham eller ikke påhviler ham i det omfang, som kommunen hævder, må spørgsmålet indbringes for domstolene.
Det er overladt til kommunens afgørelse, om den vil holde sig helt eller delvis til de servitutforpligtede eller til ejerne af de tilgrænsende ejendomme.
Servitutforpligtelser af den nævnte art har i øvrigt undertiden et mindre vidtgående omfang end den forpligtelse, der påhviler ejerne af de tilgrænsende ejendomme efter § 57, således at en del af udgifterne eventuelt må pålignes disse.
Kommunens udførelse af arbejdet (§ 61)
48. Når istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder skal gennemføres som samlede arbejder, kan vejmyndigheden ifølge § 61, stk. 1, bestemme, at arbejdet skal udføres ved vedkommende kommunes foranstaltning for de forpligtedes regning.
Samme beslutning kan træffes, når vejarbejderne ikke udføres rettidigt eller på tilfredsstillende måde, jfr. § 61, stk. 2. Bestemmelsen kan også vedrøre arbejder, der efter § 60 er pålagt servitutforpligtede. Hvis de servitutforpligtede ikke rettidigt udfører et påbudt arbejde, kan vejmyndigheden dog, i stedet for at lade arbejdet udføre for de pågældendes regning, bestemme, at arbejdet skal udføres af ejerne af de tilgrænsende ejendomme efter reglerne i § 57.
Efter § 61, stk. 3 og 4, kan kommunen efter overenskomst med grundejerne helt eller delvis overtage den fremtidige istandsættelse og vedligeholdelse af en privat fællesvej for grundejernes regning. En sådan overenskomst er bindende for samtlige grundejere, hvis et kvalificeret flertal går ind for ordningen. Efter ændringsloven af 1985 lægges der nu vægt på bidragspligtens omfang, og ikke som tidligere ejendomsværdien. Herved undgås, at ejendomme, der er udstykket i ejerlejligheder, får urimelig stor indflydelse ved overenskomstens afslutning. I overenskomsten vil der også kunne træffes bestemmelse om fordeling af udgifterne mellem grundejerne, ligesom der kan træffes bestemmelse om et fast årligt vederlag.
Fordeling af udgifterne ved samlede arbejder (§ 62)
49. Såfremt istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder udføres ved de enkelte grundejeres foranstaltning, hver ud for sin ejendom, opstår der ikke noget problem om fordeling af udgifterne ved arbejdet. Disse udgifter skal derimod fordeles, såfremt arbejdet udføres som et samlet arbejde. Ifølge § 62, stk. 1, skal fordelingsreglerne i lov om grundejerbidrag til offentlige veje anvendes i disse tilfælde, medmindre der er truffet anden aftale mellem vejmyndigheden og grundejerne i medfør af § 61, stk. 3.
Vejmyndigheden kan i øvrigt, når der i servitutter, grundejerforeningsvedtægter eller lignende er fastsat regler om fordelingen af udgifterne, bestemme, at fordelingen skal foregå efter disse regler i stedet for efter vejbidragslovens regler, jfr. § 62, stk. 1, 3. pkt.
Med hensyn til fordelingen af udgifter er der alene henvist til bestemmelserne i vejbidragslovens §§ 11-12. De særlige begrænsninger i bidragspligten i vejbidragslovens §§ 6-9 finder således ikke anvendelse ved fordeling af udgifter vedrørende private fællesveje.
Ved ændringsloven af 1985 er det bestemt, at udgiften alene skal pålægges ejerne af tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen, jfr. § 2, stk. 2. Bestemmelsen giver således i de tilfælde, hvor der ikke er tillagt naboejere vejret til vejen, mulighed for at friholde disse for udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse af vejen. Hvis der ikke er enighed mellem grundejerne om, hvem der har vejret til vejen eller i øvrigt om anvendelse af private bestemmelser om udgiftsfordelingen, henvises spørgsmålet til domstolene, og vejmyndigheden fordeler udgifterne mellem ejerne af samtlige til vejen grænsende ejendomme.
Også med hensyn til kommunens adgang til at medregne administrationsudgifter ved arbejder, der udføres af kommunen, er der henvist til reglerne i vejbidragsloven, jfr. denne lovs § 4, stk. 5.
Medens grundejerne efter vejbidragsloven har krav på en henstandsordning for beløb over en vis størrelse, hvor det drejer sig om offentlige vejanlæg, kan grundejerne ikke kræve en sådan ordning for ydelser til arbejder på private fællesveje. Vejmyndigheden kan imidlertid tillade en afdragsordning efter de nærmere bestemmelser i § 62, stk. 4.
Rentesatsen for det til enhver tid skyldige beløb fastsættes af vejmyndigheden. Dette er en ændring i forhold til tidligere, gennemført ved ændringsloven af 1985.
Afsnit VI
Kapitel 11 Forskellige bestemmelser
Kapitel 11
Forskellige bestemmelser
Udstykning (§ 63)
50. Ifølge § 63 kan vejmyndigheden forlange, at approbation ikke meddeles på udstykninger, der vil komme i strid med en forsvarlig og hensigtsmæssig udformning af vejforholdene.
Bestemmelsen kan navnlig tænkes anvendt, hvis en udstykning af et bestemt areal vil hindre, at der tilvejebringes hensigtsmæssige vejforhold for området i øvrigt, eller hvor en udstykning er udformet således, at parcellernes placering, form eller størrelse vil hindre en fremtidig vejforlængelse eller vejforbindelse eller hindre en senere udvidelse eller omlægning af bestående vej. Bestemmelsen vil navnlig kunne få betydning i landzoneområder, hvor lovens udlægsregler ikke giver vejmyndigheden samme mulighed for hensyntagen til den fremtidige udvikling af vejnettet som i bymæssige områder.
Vejnavne, husnumre (§ 63 a)
51. Ifølge § 63 a finder bestemmelserne i lov om offentlige veje, §§ 109 og 110 om vejnavne og husnumre også anvendelse på private fællesveje.
Afholdelse af erstatningsudgifter (§ 64)
52. Det er fastslået i § 64, at vedkommende kommune skal afholde erstatningsudgifter til grundejere, der rammes af dispositioner i henhold til privatvejsloven, som medfører erstatning efter loven. Det gælder efter §§ 26, 37, 40, 48, stk. 3, og 53, stk. 3.
Udpantning (§ 65)
53. Vejmyndigheden har pant og fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter for beløb, som kommunen har betalt forskudsvis, jfr. § 65, stk 1. Kommunen har yderligere en tilsvarende lovfæstet fortrinsret for beløb, som kommunen har betalt i henhold til kommunegaranti for grundejernes forpligtelser efter § 62, stk. 4.
De tilfælde, hvor der kan blive tale om udpantning, er navnlig § 20 (kommunens udførelse af arbejder på landet), § 39 (vejmyndighedens udførelse af anlægget af private fællesveje), § 42 (lån til anlæg af private fællesveje), § 45 (belysning), § 47 (udgifter vedrørende træer og beplantning), § 55 (udgifter vedrørende nedlæggelse af private fællesveje), § 61 (kommunens udførelse af private fællesvejes istandsættelse m.v.), § 62 (kommunelån) og § 66 (udgifter til taksationsbehandling).
Tinglysning af kravene er ikke nødvendig for opnåelse af fortrinsstilling. Betalings- eller garantiordninger skal imidlertid ifølge § 65, stk. 2, fremgå af kvitteringsblanketterne for de kommunale ejendomsskatter.
Bortfald af servitutforpligtelser (§ 66)
54. Der er i § 66 tilvejebragt mulighed for at få ældre servitut- eller overenskomstbestemmelser om vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje ophævet eller afløst, hvis de virker urimeligt tyngende for den forpligtede. Spørgsmålet herom kan af den forpligtede - hvad enten denne er en privat grundejer eller kommune - kræves forelagt eller forelægges en taksationskommission. Betingelserne for en sådan ophævelse eller afløsning af en eksisterende forpligtelse af denne art er, at forpligtelsen er over 20 år gammel, og at den i væsentlig grad går ud over, hvad der kunne påregnes ved bestemmelsens oprettelse, f.eks. fordi prisniveau og færdselsforhold har ændret sig væsentligt i det mellemliggende tidsrum.
Ved bestemmelsen er der også tillagt grundejere, som i henhold til servitutbestemmelse skal betale »vejafgift« til den oprindelige grundejer, adgang til at kræve spørgsmålet om bortfald af denne afgift forelagt en taksationskommission, når servitutten er mere end 20 år gammel.
Taksationskommissionens afgørelse kan indbringes for overtaksationskommissionen.
Udgifterne ved taksationsmyndighedernes behandling af sagen, som normalt afholdes af vejmyndighederne i medfør af lov om offentlige veje, § 59, stk. 1, og § 62, stk. 2, pålignes i henhold til en ændret formulering, gennemført ved ændringsloven af 1985, de parter, der er interesseret i sagen.
Udgifterne udredes forskudsvis af vejmyndigheden, der kan opkræve beløbet hos den, der ved taksationsmyndighederne pålægges udgiften.
Ophævelse af ældre cirkulærer m.v.
55. I forbindelse med dette cirkulære ophæves følgende tidligere cirkulærer m.v.
1: Cirkulære af 28. februar 1973 om lov om private fællesveje.
2: Cirkulære af 3. oktober 1974 om ændring i vejlovgivningen, afsnit D.
3: Cirkulære af 20. november 1975 om ændring i vejlovgivningen, afsnit B.
4: Cirkulære af 10. august 1978 om ændring i vejlovgivningen, afsnit B.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 6. december 1985
ARNE MELCHIOR
/Leif Larsen
§ 16, stk. 3, angiver, hvad en vejsynsbeslutning skal indeholde. Beslutningen skal indeholde bestemmelse om, i hvilket omfang og på hvilken måde eventuelle mangler skal udbedres, hvorvidt vejen skal istandsættes, og hvorledes den fremtidig skal vedligeholdes, hvem der skal udføre en påbudt istandsættelse eller vedligeholdelse, hvilken andel hver enkelt skal udføre, hvornår arbejdet skal være afsluttet samt fordeling af udgifterne til vejsynet. Som det fremgår af stk. 3, nr. 2), kan kommunen påbyde en egentlig istandsættelse, dvs. en forbedring af vejen.
Såfremt kommunen vil påtage sig udførelsen af vejarbejdet, skal der gives et skøn over omkostningerne ved arbejdet.
Som nævnt foran, er kommunen ikke ved fastsættelsen af istandsættelsens og vedligeholdelsens omfang bundet af aftaler herom mellem de vejberettigede.
Ændringsloven af 1985 har ophævet kravet om fremlæggelse af kendelsen. Denne skal alene offentliggøres og fremsendes til de berørte grundejere.
Fordelingen af arbejdet (§ 17)
10. Hvis der foreligger særlige overenskomster eller andre privatretlige bestemmelser om fordeling af påbudte arbejder mellem de vejberettigede, skal sådanne overenskomster og bestemmelser lægges til grund ved fordelingen. Også andre end de vejberettigede vil kunne inddrages under fordelingen, hvis de pågældende ifølge overenskomst eller anden bestemmelse er forpligtet til at deltage i vejens vedligeholdelse. De pågældende skal som foran nævnt i givet fald indvarsles til vejsynet.
Hvis særlige overenskomster eller bestemmelser om fordeling ikke foreligger, skal vejarbejdet fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen. I praksis lægges der vægt på, til hvilket formål benyttelsen finder sted, f.eks. erhvervsvirksomhed, beboelse, sommerhus. Herudover kan der lægges vægt f.eks. på ejendommenes størrelse og især ved blinde veje på, hvor lang en strækning af vejen den vejberettigede benytter. Den nærmere fordeling kan ske ved, at hver enkelt vejberettiget får pligt til at vedligeholde en nærmere angiven strækning af vejen. Der kan også foretages en fordeling af de udgifter, der medgår til en vedligeholdelse, der udføres af en, eventuelt flere grundejere eller vejmyndigheden.
Udsættelse af vejsyn (§§ 18-19)
11. Hvis de vedligeholdelsespligtige eller nogen af disse under vejsynet hævder, at manglerne ved vejen i overvejende grad skyldes uvedkommende færdsel, og fremsætter krav om, at denne færdsel helt eller delvis forbydes, kan vejsynet efter § 18 forlanges udsat i indtil 6 måneder. Baggrunden for bestemmelsen er, at de vejberettigede ved disse veje har hjemmel til at forbyde uvedkommende færdsel i henhold til § 17 i mark- og vejfredsloven.
Hvis et forbud efter denne bestemmelse er lovligt gennemført, enten for al uvedkommende færdsel eller for visse arter af færdsel, træffer vejmyndigheden ved det genoptagne vejsyn beslutning om istandsættelse og vedligeholdelse af vejen. Beslutningen kan i givet fald ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at bringe vejen i en stand, der er forsvarlig under hensyn til den efter forbudet tilladte færdsel.
Hvis forbud ikke er gennemført ved vejsynets genoptagelse, skal vejmyndigheden lægge den faktiske færdsel på vejen til grund for sin beslutning.
Et vejsyn vedrørende en almen vej vil kunne kræves udsat, såfremt bestemmelserne i §§ 93-95 i lov om offentlige veje om nedlæggelse eller omlægning af almene veje eller disses overgang til private fællesveje samtidig kræves bragt til anvendelse.
12. Som nævnt i pkt. 10, er der ikke tillagt vejmyndigheden nogen selvstændig beføjelse til at tage stilling til det nærmere indhold af overenskomster eller andre privatretlige bestemmelser om fordeling af vedligeholdelsesbyrden mellem de vejberettigede eller andre. Hvis der derfor under et vejsyn ikke er enighed om gyldigheden eller forståelsen af særlige overenskomster, og der heller ikke kan opnås enighed om, at afgørelsen overlades til vejmyndigheden, skal vejmyndigheden ifølge § 19, stk. 1, således som denne er affattet ved ændringsloven af 1985, opfordre den, der under henvisning til disse bestemmelser påstår sig helt eller delvis fritaget for vedligeholdelsespligten, til at indbringe sagen for domstolene. Vejsynet udsættes herefter.
Retssag skal anlægges inden 6 uger. Virkningen af, at fristen oversiddes, er efter § 19, stk. 2, at kommunen derefter må genoptage vejsynet og træffe sin beslutning uden at tage hensyn til grundejerens påstand om, at han er fritaget for at deltage i vejens vedligeholdelse.
Vejmyndighedens udførelse af arbejdet (§ 20)
13. Kommunen kan ifølge § 20, stk. 1, efter ønske fra et kvalificeret flertal af grundejere påtage sig udførelsen af påbudte vejarbejder mod vederlag. Beslutningen herom binder de lodsejere, der ikke har deltaget i begæringen.
Vejmyndigheden kan efter § 20, stk. 2, genoptage et vejsyn, selv om det er krævet udsat på grund af anlæg af retssag. Hvis vejen herefter under vejsynet besluttes istandsat eller vedligeholdt, må kommunen stå i forskud med udgifterne. Den endelige fordeling af udgifterne og hermed betalingen må da vente, indtil endelig dom er afsagt i retssagen.
§ 20, stk. 3, indeholder bestemmelse om kommunens udførelse af de vejarbejder, som det er pålagt grundejerne at udføre, men som de ikke har udført eller har udført på utilfredsstillende måde. Når færdselsmæssige hensyn gør det påkrævet, skal kommunen foranledige det manglende arbejde udført for de forpligtedes regning. Selv om færdselsmæssige hensyn ikke gør det påkrævet, kan kommunen i sådanne tilfælde bestemme, at arbejdet skal udføres ved kommunens foranstaltning for de forpligtedes regning.
Vejmyndigheden har mulighed for at give grundejerne en afdragsmæssig ordning for vejudgifterne, herunder ved optagelse af lån med kommunegaranti efter reglerne i § 62, stk. 4. En forudsætning herfor er, at kommunen påtager sig udførelsen af vejarbejdet som et samlet arbejde.
Private fællesveje i byer og bymæssige områder
§ 23, stk. 3, giver endvidere vejmyndigheden hjemmel til i særlige tilfælde selv at foretage udlæg af en privat fællesvej og at ændre en tidligere udlagt privat fællesvej. Udlægget kan gå ud på at tillægge vejret til en allerede udlagt eller anlagt privat fællesvej, også når der i øvrigt ikke udlægges nyt vejareal. Disse udlægsregler må vurderes som et alternativ til de udlægsbestemmelser af tilsvarende art, der kan anvendes af kommunalbestyrelsen i medfør af kommuneplanlovens regler om lokalplan. Herved får vejmyndigheden bl.a. mulighed for at sikre en hensigtsmæssig byggemodning af et område i vejmæssig henseende samt i øvrigt til at tilgodese almene offentlige hensyn.
Bestemmelserne i § 23, stk. 2 og 3, må ses i sammenhæng med § 39, hvorefter vejmyndigheden bestemmer, i hvilket omfang og til hvilket tidspunkt en udlagt privat fællesvej skal anlægges. Udlægget og beslutningen om vejanlægget er i denne situation reelt at betragte som en ekspropriation, og det er i § 40 angivet, i hvilket omfang der skal betales erstatning for indgrebet. Efter § 37 kan en ejer, der ved vejmyndighedens vejudlæg hindres i en rimelig udnyttelse af det resterende areal, desuden under visse omstændigheder kræve arealet overtaget. I begge tilfælde skal vedkommende kommune efter § 64 afholde udgifterne ved indgrebet eller overtagelsen.
Ved siden af udlægsreglerne i privatvejsloven gælder fortsat nogle særlige udlægsregler for private fællesveje i henhold til andre love, jfr. § 43 og cirkulærets pkt. 33, nemlig
1: endelig fastlæggelse af private fællesveje ved lokalplan i henhold til kommuneplanloven,
2: fastlæggelse af private fællesveje ved beslutning af en ekspropriationskommission efter statsekspropriationsloven.
For udlæg efter disse bestemmelser gælder udlægsreglerne i §§ 23-29, jfr. §§ 31-34, ikke.
Lovens øvrige bestemmelser, f.eks. om anlæg, istandsættelse og vedligeholdelse, finder derimod anvendelse også på disse veje, hvis ikke særlig undtagelse er gjort i eller følger af den enkelte bestemmelse.
Godkendelse af projekt (§ 24)
18. Selv om vejudlæg normalt foretages af ejerne af de ejendomme, hvorover vejen skal føres, skal udlægget godkendes af vejmyndigheden. Grundejerne skal efter § 24, stk. 1, for vejmyndigheden forelægge skitseprojekt, der angiver vejens retning, bredde og længdeprofil samt dens tilslutning til andre veje.
Ved godkendelse skal vejmyndigheden påse, at udlægget tilgodeser en række færdselsmæssige hensyn og hensyn til bebyggelse, herunder også foreliggende byplanmæssige dispositioner, jfr. opregningen i § 24, stk. 2.
Ved vejudlæg efter § 23, stk. 3, bør kommunen selv udarbejde skitseprojekt.
I § 24, stk. 3, er der givet ministeren for offentlige arbejder hjemmel til at fastsætte almindelige regler og normer for private fællesvejes linieføring, længde- og tværprofil m.v. Der kan henvises til informationshæftet geometrisk udformning af veje i byområder, udsendt af vejdirektoratet oktober 1980.
Udlægsbredder m.v. (§ 25)
19. I § 25 er fastsat, at vejmyndigheden kan kræve nye private fællesveje udlagt i en bredde på indtil 18 m, Københavns og Frederiksberg kommuner kan dog kræve nye veje udlagt i bredde op til 20 m. Loven indeholder ikke bestemmelser om, hvilken mindste bredde nye veje skal have.
Fornødne holde- og parkeringsarealer kan normalt tilvejebringes på de tilgrænsende grunde efter byggelovens bestemmelser. Hvis dette imidlertid ikke kan lade sig gøre som følge af tilstedeværende bebyggelse, kan vejmyndigheden efter § 25, stk. 2, ud over de fastsatte vejbredder tillige kræve udlagt holdebanearealer i indtil 6 m bredde eller et areal af tilsvarende størrelse til parkeringsplads.
Ved blinde veje, og hvor forholdene i øvrigt gør det ønskeligt, kan vejmyndigheden ifølge § 25, stk. 3, kræve udlagt areal til passende vendepladser.
Pålæg af oversigtsservitut ved ekspropriation (§ 26)
20. Ved § 26 er der tillagt vejmyndigheden hjemmel til ved ekspropriation at gennemføre oversigtsservitutter ved skæring mellem private veje indbyrdes og ved vejsving. Bestemmelsen finder anvendelse såvel i forbindelse med vejudlægget som ved senere udstykning. Der kan pålægges arealer, der ikke ejes af den eller de grundejere, der foretager vejudlægget eller udstykningen, oversigtsservitut, når der ikke kan opnås overenskomst om servitutpålægget med de pågældende ejere.
Ekspropriation til pålæg af oversigtsservitut kan også ske, når vejmyndigheden selv efter § 23, stk. 2 eller 3, foretager vejudlæg.
Ekspropriation til oversigt efter § 26 sker efter reglerne i kapitel 5 om lov om offentlige veje.
Bestemmelse om færdselsregulering eller færdselsindskrænkning (§ 27).
21. Efter § 27 kan vejmyndigheden i forbindelse med godkendelse af vejudlægget efter forhandling med politiet træffe bestemmelse om færdselsregulering eller færdselsindskrænkning, der skal gennemføres ved vejens anlæg. Bestemmelsen er et modstykke til, hvad der gælder efter § 13 i lov om offentlige veje, hvor der i forbindelse med en offentlig vejs anlæg kan træffes tilsvarende beslutning.
Den omstændighed, at sådan bestemmelse træffes allerede ved vejudlægget, vil kunne medvirke til at fremme en hensigtsmæssig planlægning og differentiering af vejnettet.
Også på et senere tidspunkt, når vejen er taget i brug, kan der træffes bestemmelse om færdselsregulering, jfr. § 44.
Udlæg af hjørnearealer og skråningsarealer (§ 28)
22. I forbindelse med vejudlægget skal der ifølge § 28 udlægges hjørnearealer efter reglerne i lov om offentlige veje, §§ 39-40, samt de skråningsarealer, der er nødvendige for vejens anlæg. Vejmyndigheden kan bestemme, at skråningsarealerne skal forblive under de tilgrænsende ejendomme, således at de enkelte grundejere fortsat ejer arealerne og kan disponere over dem, og selv må vedligeholde dem.
Hvis bestemmelse herom ikke træffes, indgår skråningsarealerne som vejarealer, hvorved de vejberettigede må dele omkostningerne ved vedligeholdelsen.
Hvis skråningsarealer mere eller mindre berører alle ejendomme på samme måde, kan det være rimeligt, at de forbliver under de enkelte ejendomme, da udgifterne til vedligeholdelse i så fald blot vil blive fordelt på den samme kreds, som skal betale vedligeholdelsen, hvis arealerne er vejarealer. Omvendt kan det være rimeligt at inddrage skråningsarealer, der kun berører enkelte ejendomme, og hvor værdien af at kunne disponere over arealerne er tvivlsom, under det fælles vejareal.
Udstykning m.v. (§ 29)
23. I § 29, stk. 1, er det fastsat, at udstykning, omdeling eller skelforandringer kun må foretages, såfremt enhver af de parceller, som fremkommer i forbindelse hermed, enten lovligt har direkte adgang til en offentlig vej eller med vejmyndighedens godkendelse har adgang til en anlagt eller udlagt privat fællesvej.
Bestemmelsen er udtryk for det princip, der er indeholdt i udstykningslovens § 4, stk. 2, hvorefter der for enhver lod, der fremkommer ved udstykning, skal være sørget for adgang til offentlig vej.
Der er ikke ved bestemmelsen tænkt lagt hindringer i vejen for udstykning af parceller til forening med tilgrænsende grunde, når sammenlægningen ikke medfører mere færdsel end forudsat ved vejudlægget.
Ved udstykning af parceller til privat fællesvej kan der tilføres denne en færdsel, som ikke var forudsat ved vejens udlæg eller anlæg. Efter § 29, stk. 2, kan vejmyndigheden derfor som betingelse for sin godkendelse bestemme, at der i fornødent omfang skal foretages ændringer ved vejens længde- eller tværprofil og udstyr og ved oversigtsforholdene ved vejtilslutninger. Dette kan efter omstændighederne betyde en udvidelse af bestående private fællesvejes udlægsbredde, også over trediemands grund.
Udstykning kan undertiden tillige nødvendiggøre vejudlæg, ikke alene på den ejendom, der udstykkes, men også på andre ejendomme. Efter § 29, stk. 3, kan vejmyndigheden derfor som betingelse for sin godkendelse af udstykning forlange, at der udlægges eller anlægges nye private fællesveje på tilgrænsende eller nærliggende ejendomme.
Det forudsætter, at sådanne vejudlæg gennemføres ved, at udstykkeren på egen bekostning træffer aftale med ejerne af de ejendomme, udlægget berører.
Kan der ikke ved mindelig overenskomst opnås enighed om at foretage vejudlæg på trediemands grund, kan vejmyndigheden selv foretage vejudlægget i henhold til § 23, stk. 2 eller 3.
Da det som nævnt er forudsat, at udlæg efter § 29, stk. 2 og 3, sker efter aftale mellem udstykkeren og ejeren af de ejendomme, udlægget omfatter, betragtes udlægget som et udlæg omfattet af § 23, stk. 1, og arealet kan kræves stillet til rådighed uden erstatning. Spørgsmålet om erstatning for selve arealet må forudsættes afklaret ved den indgåede aftale.
Ved godkendelse af udstykningen skal vejmyndigheden ifølge § 29, stk. 4, påse, at fornødne tilladelser efter kapitel 6 i lov om offentlige veje foreligger.
Øget udlægsbredde og byggelinier (§ 30)
24. Bestemmelserne om øget udlægsbredde og byggelinier for klasse I veje er ophævet ved ændringsloven af 1985 i forbindelse med, at bestemmelserne om klassificering af private fællesveje er ophævet.
Såfremt en privat fællesvej senere skal udvides ud over de grænser, der er fastlagt i § 25, jfr. pkt. 19, må udvidelsen ske i forbindelse med vejens overtagelse som offentlig. En sådan udvidelse kan sikres ved byggeliniepålæg efter § 35 i lov om offentlige veje.
Fremlæggelse og offentliggørelse (§§ 31-34)
25. §§ 31-34 indeholder forskrifter om offentliggørelse af en række foreløbige og endelige beslutninger i henhold til kapitel 7, dels til orientering for de direkte berørte grundejere, der får mulighed for at udtale sig, før beslutningerne træffes, dels til orientering for ejere af andre ejendomme i de pågældende og tilgrænsende områder.
Fremlæggelse af projekt (§ 31)
Efter § 31 skal projekt til udlæg af privat fællesvej fremlægges til almindeligt eftersyn i mindst 3 uger. Denne fremlæggelse skal først ske, når projektet har været underkastet en foreløbig behandling i kommunen efter eventuel drøftelse med grundejeren. Der skal endvidere ske offentlig kundgørelse om fremlæggelsen og fremsendes brev til grundejere, der berøres af projektet samt angives en frist på mindst 6 uger for fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag.
Reglen i stk. 1 tilsigter offentlighed omkring vejudlæg, således at grundejere i nabolaget får mulighed for at gøre deres synspunkter gældende, f.eks med henblik på en ændret udformning af vejudlægget, hvorved de får bedre mulighed for at tilrettelægge deres udstykning. Efter stk. 2 finder disse procedureregler dog ikke anvendelse, såfremt vejmyndigheden skønner, at vejudlægget udelukkende har betydning for de ejendomme, der er omfattet af vejudlægget og således er uden betydning for udstykning og vejbetjening af andre ejendomme i området. Såfremt stk. 2 anvendes på et vejudlæg foretaget af vejmyndigheden efter § 23, stk. 2 og 3, skal vejmyndigheden, senest 3 uger før den træffer endelig beslutning, give meddelelse herom til de berørte grundejere, således at disse får mulighed for at fremsætte eventuelle indsigelser, inden vejmyndigheden træffer endelig beslutning.
Virkning af fremlæggelse (§ 32)
Fremlæggelse af foreløbig beslutning om vejudlæg har ifølge § 32 den virkning, at arealer, der er omfattet af vedtagelsen, og hvorom offentlig kundgørelse har fundet sted, indtil videre ikke uden vejmyndighedens tilladelse må bebygges eller på anden måde anvendes i strid med projektet.
Offentlig kundgørelse m.v. (§ 34)
Efter § 34, stk. 1 og 2, skal der ske offentlig kundgørelse om udfærdigelse af vejfortegnelse efter § 21 og godkendelse og vedtagelse af vejudlæg, herunder af hjørnearealer. Der skal i disse tilfælde gives meddelelse til bygningsmyndigheden. Når offentlig kundgørelse er sket, skal afgørelserne ifølge § 34, stk. 3, respekteres såvel af ejendommens ejere og brugere som af panthavere og andre rettighedsindehavere, uanset hvornår deres rettigheder er erhvervet.
Efter udløbet af klagefristen, og når eventuelle klager er afgjort, tinglyses beslutningerne på de berørte ejendomme, jfr. § 34, stk. 4. Tinglysningen har alene oplysende virkning.
Udgifterne ved de foranstaltninger, der er nævnt i §§ 31-34, afholdes efter § 34, stk. 5, af vedkommende kommune. De kan dog kræves refunderet af grundejerne, når udgifterne er foranlediget ved udlæg af private fællesveje i henhold til § 23, stk. 1, dvs. de tilfælde, hvor der er tale om vejudlæg efter grundejerens egen anmodning. Skal flere grundejere deltage i udgifterne, fordeles disse mellem dem efter reglerne i § 62 om fordeling af udgifter ved istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje.
De særlige regler om offentliggørelse m.v. i §§ 31-34 finder ikke anvendelse ved vejudlæg i henhold til anden lovgivning, jfr. § 43, stk. 1. Her finder offentliggørelse sted på stort set tilsvarende måde.
Retsvirkning af vejudlæg (§ 35)
26. Retsvirkningen af vejudlæg er beskrevet i § 35. Vejudlæg har samme retsvirkning som byggeliniepålæg efter lov om offentlige veje, jfr. denne lovs § 34. Retsvirkningen går dog videre på et enkelt punkt, idet heller ikke beplantning og hegn m.v. må etableres på arealet uden vejmyndighedens samtykke, jfr. § 35, stk. 3.
Tilbagerykningsafstanden ved højdeforskel i terræn er dog efter § 35, stk. 2, fastsat til 1,5 gange højdeforskellen mod 2 gange højdeforskellen efter lov om offentlige veje.
Formålet med bestemmelsen i § 35 er at begrænse det offentliges udgifter ved gennemførelsen af det fremtidige vejanlæg, navnlig i de tilfælde, hvor erstatningsbestemmelsen i § 40 hjemler erstatningskrav mod vejmyndigheden.
Orientering om udlæggets omfang (§36)
27. § 36 indeholder regler om vejmyndighedens forpligtelse til at give ejerne nærmere oplysninger om beliggenheden af udlagte vejarealer samt om den fremtidige vejhøjde og om grundejerens pligt til at indhente oplysning hos vejmyndigheden om byggeriets lovlighed i tilfælde, hvor byggearbejdet ikke kræver byggetilladelse efter byggeloven. Regler om bygningsmyndighedens forpligtelse til at påse, at fornøden tilladelse foreligger efter privatvejsloven, er anført i bygningsreglementet i medfør af byggelovens § 16, stk. 3.
Den fremtidige vejhøjde bør angives med så stor nøjagtighed, at ejeren af vedkommende ejendom ved byggeri eller andre dispositioner på ejendommen kan tage hensyn til det kommende vejanlæg og derved sikre sig, at der ikke påføres ejendommen eller vejen væsentlige ulemper, herunder vanskeliggørelse af adgangsforholdene. En eksakt højdeangivelse vil således normalt ikke være påkrævet, men usikkerheden må ikke være større, end at oplysningerne muliggør disponering af planlagt byggeri.
Overtagelse (§ 37)
28. Svarende til, hvad der gælder ved byggeliniepålæg langs offentlige veje, anses vejudlæg efter privatvejslovens § 23, stk. 2 og 3, som en almindelig regulering af ejendomsretten. Derfor er den principielt erstatningsfri, indtil arealet kræves afgivet til vejanlægget, jfr. § 40. Kun i de tilfælde, hvor vejudlæg virker særligt indgribende, har en arealejer adgang til at begære sin ejendom overtaget helt eller delvis af vejmyndigheden.
Bestemmelsen herom i § 37 er formuleret som den tilsvarende bestemmelse i § 38 i lov om offentlige veje.
En grundejer, der i henhold til § 24 søger om godkendelse af udlæg af en privat fællesvej over sin egen ejendom, kan ikke stille krav om overtagelse, selv om vejmyndigheden kræver vejen udlagt i større bredde end foreslået af grundejeren. Overtagelse kan heller ikke kræves, hvis en grundejer ønsker at foretage udstykning, og vejmyndigheden i henhold til § 29, stk. 2 og 3, som betingelse for sin godkendelse af adgangsforholdene kræver vejudlæg eller forøgelse af den bestående udlægsbredde for en privat fællesvej.
Overtagelse kan begæres af ejeren af det berørte areal. Hvis en hel ejendoms benyttelse berøres, kan også restejendommen begæres overtaget. Anmodningen om overtagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at ejerne har fået underretning om vejudlægget, eller efter endelig afgørelse i en klagesag. Vejmyndigheden kan dog se bort fra denne frist, hvis særlige grunde foreligger, f.eks. i tilfælde af brand på ejendommen.
Erstatningsbeløb i henhold til § 37 udredes af kommunen, jfr. § 64.
§ 37 finder ikke anvendelse på vejudlæg i henhold til anden lovgivning, f.eks. kommuneplanloven. Det må her bero på denne lovgivning, hvilke retsvirkninger der er knyttet til en eventuel reduceret udnyttelse af de pågældende ejendomme.
Vejanlæg efter krav fra vejmyndigheden (§ 39)
29. Efter § 39, stk. 1, kan vejmyndigheden bestemme, i hvilket omfang og til hvilket tidspunkt en udlagt privat fællesvej, der er optaget på vejfortegnelsen, skal anlægges.
Efter § 39, stk. 2, skal bestemmelserne i lovens kap. 10 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje finde anvendelse i forbindelse med gennemførelse af et vejanlæg efter påbud fra vejmyndigheden i henhold til stk. 1.
Erstatning (§ 40)
30. § 40, stk. 1, handler om de tilfælde, hvor vejmyndigheden kan kræve arealer stillet til rådighed for vejanlægget uden erstatning, nemlig
1) Hvor grundejeren selv efter § 23, stk. 1 har ønsket at foretage vejudlæg og efter § 24 har søgt om godkendelse heraf. Selv om vejmyndigheden i denne situation har krævet vejudlægget ændret af hensyn til trediemands ejendom, jfr. § 24, stk. 2, nr. 3, har krævet større udlægsbredde end foreslået af ejeren, jfr. § 25, eller i henhold til § 29, stk. 2 eller 3, har krævet en tidligere udlagt privat fællesvej udlagt i større bredde og med ændret retning og tværprofil, skal der ikke ydes erstatning for arealafståelse.
2) Hvor der ved retningsplan efter byggeloven er udlagt vej over en ejendom.
3) Hvor en ejer ved deklaration på ejendommen har forpligtet sig til at afgive areal til vejanlæg uden erstatning.
Når vejmyndigheden efter reglen i § 39 kræver anlæg af en privat fællesvej, skal der i de tilfælde, der er nævnt i § 40, stk. 1, efter § 40, stk. 2, ydes erstatning for nedrivning af bygninger, fjernelse af andre anlæg af blivende art, tab af hegn, beplantning og afgrøder samt for ulemper i øvrigt. Det er dog en forudsætning, at bygninger m.v. er lovlig anbragt.
§ 40, stk. 3, omhandler tilfælde, hvor der af vejmyndigheden skal ydes erstatning for såvel arealer som bygninger m.v. Det gælder i følgende tilfælde
1) Arealer, der er udlagt af vejmyndigheden selv i henhold til § 23, stk. 2 og 3.
2) Arealer, der alene ved byplanvedtægt eller lokalplan er fastlagt som vej.
Såfremt erstatning efter § 40, stk. 2 og 3, skal ydes, vil erstatningen efter § 40, stk. 4, ofte bortfalde eller dog blive reduceret gennem modregning i erstatningen af de fordele, som vejanlægget tilfører ejendommen. Det er ved denne bestemmelse forudsat, at en sådan fordel opnås, når en byplan eller lokalplan medfører, at ejeren af en ejendom helt eller delvis undgår selv at foretage udlæg i henhold til privatvejslovens § 23, stk. 1, hvor vejmyndigheden ville kunne have krævet arealet afstået uden erstatning.
En sådan fordel vil også foreligge i andre tilfælde, hvor vejudlægget - uanset efter hvilke regler udlægget er gennemført - mere eller mindre må anses for en forudsætning for en naturlig udnyttelse af en ejendom.
Vejmyndigheden afholder erstatningsudgifterne, jfr. § 64, hvis størrelse i mangel af mindelig overenskomst fastsættes af taksationsmyndighederne i henhold til lov om offentlige veje.
Anlæg og ibrugtagning af vej (§ 41)
31. § 41 angiver, at en privat fællesvej eller en strækning heraf ikke må anlægges eller tages i brug, før vejudlægget er godkendt efter § 24 eller § 43. Vejmyndigheden skal endvidere have godkendt et detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v.
Vejmyndigheden kan efter § 41, stk. 2, tillade, at vejen midlertidigt anlægges efter et foreløbigt detailprojekt. Herved gives der bl.a. mulighed for midlertidigt at anlægge vejen i nedsat bredde.
Fordeling af anlægsudgifter (§ 42)
32. § 42 tillægger vejmyndigheden hjemmel til at fordele anlægsudgifterne mellem lodsejerne efter de almindelige regler om fordeling af udgifterne ved vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje i §§ 57, stk. 4, 59 og 62.
Det har hidtil været tilstrækkeligt, at anmodning om en udgiftsfordeling fremsættes senest samtidig med arbejdets udførelse. Denne praksis afviger fra lovens øvrige bestemmelser, hvorefter samtlige berørte grundejere skal høres, inden et arbejde på en privat fællesvej påbegyndes, hvis de skal betale til arbejdet. Da det forekommer rimeligt, at de grundejere, der skal betale til anlæg af en privat fællesvej, også får mulighed for at fremsætte ønsker vedrørende anlæggets udformning, er denne praksis ophævet ved ændringsloven af 1985.
Anmodningen om en sådan fordeling skal fremsættes inden arbejdet påbegyndes, således at de andre berørte grundejere får mulighed for at fremkomme med bemærkninger til projektet. Arbejdet må herefter ikke påbegyndes før der er taget endelig beslutning efter § 59.
Vejudlæg efter anden lovgivning (§ 43)
33. Som omtalt under pkt. 17 opretholder privatvejsloven forskellige former for vejudlæg, navnlig i henhold til planlovgivningen, jfr. § 43.
Når private veje fastlægges endeligt ved lokalplan, sker det i forbindelse med en nærmere planlægning af bebyggelsen i det område, der omfattes af planen. Denne planlægning under et af vej- og bebyggelsesforhold sker ved kommunalbestyrelsens foranstaltning. Det må derfor kunne påregnes, at kommunalbestyrelsen ved administrationen af disse lovbestemmelser lægger tilsvarende synspunkter til grund ved bedømmelsen af planerne, som er forudsat i privatvejsloven.
Udlægsreglerne i kapitel 7 skal heller ikke anvendes, når private fællesveje fastlægges ved beslutning af ekspropriationskommission efter statsekspropriationsloven. Disse regler finder f.eks anvendelse i forbindelse med motorvejsanlæg eller jernbaneanlæg, når afbrudte forbindelser skal retableres.
Når private fællesveje udlægges efter de nævnte bestemmelser, skal en række af privatvejslovens regler ikke følges. Det gælder §§ 23-34.
Lokalplaner fastlægger ikke altid hele vejnettet inden for området definitivt, men lader undertiden den endelige beliggenhed af vejene henstå til senere afgørelse. Det er derfor kun de veje, der er endeligt fastlagt ved lokalplan, der er undtaget fra udlægsreglerne i privatvejsloven. En vej, der kun er foreløbig fastlagt ved lokalplan, kan ikke optages på vejfortegnelsen som udlagt vej og kan således heller ikke godkendes som adgangsvej for udstykkede parceller, jfr. lovens § 29, stk. 1, og udstykningslovens § 4, stk. 2. Når den endelige beliggenhed af en sådan vej skal fastlægges, må det ske efter udlægsreglerne i privatvejsloven eller en lokalplan, der endelig fastlægger vejen.
§ 43 omhandler alene undtagelser fra de nævnte udlægsbestemmelser. Lovens øvrige bestemmelser, f.eks. om anlæg, istandsættelse og vedligeholdelse, gælder også for veje udlagt efter anden lovgivning, medmindre undtagelse er gjort i eller følger af den enkelte bestemmelse.
Cirkulære om lov om private fællesveje (Privatvejsloven)
(Til samtlige vejmyndigheder)
Lov om private fællesveje (Privatvejsloven) foreligger nu som lovbekendtgørelse nr. 370 af 6. august 1985.
I lovbekendtgørelsen indgår de ændringer i den tidligere lovbekendtgørelse af 20. november 1975, der blev gennemført ved § 2 i lov nr. 197 af 3. maj 1978 om ændringer i vejlove, § 5 i lov nr. 304 af 8. juni 1978 om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning af lov om vandforsyning m.v., samt § 2 i lov nr. 185 af 8. maj 1985 om ændring i vejlove.
Som led i regelsaneringsarbejdet har ministeriet fundet det formålstjenligt at udsende et nyt, samlet cirkulære, der uddyber privatvejslovens bestemmelser. Samtidig ophæves en række cirkulærer, der tidligere er udsendt om privatvejsloven, jfr. nærmere pkt. 55. De realitetsændringer, der er sket ved ændringsloven af 1985, er omtalt under cirkulærets punkter 1, 5, 6, 8, 9, 12, 14, 15, 16, 24, 32, 34, 43, 44, 46, 48, 49 og 54.
Loven må ses i sammenhæng med lov om grundejerbidrag til offentlige veje (vejbidragsloven), lovbekendtgørelse nr. 369 af 6. august 1985, hvortil privatvejsloven henviser på en række punkter. Endvidere må loven ses i sammenhæng med lov om offentlige veje, lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985, samt lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, lovbekendtgørelse nr. 371 af 6. august 1985.
Afsnit I
Ingen