Cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

Bilag 1

Uddrag af bemærkningerne til den ændrede affattelse af miljøbeskyttelseslovens § 83

(Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg A, sp. 1569)

Ved miljøbeskyttelseslovens vedtagelse i 1973 gav folketinget klart udtryk for, at den strafferetlige vurdering af miljølovsovertrædelser skulle skærpes. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse rummer mulighed for frihedsstraf, mens den tidligere lovgivning på området kun indeholdt mulighed for bødestraf. Siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. oktober 1974 har der i den offentlige debat været rejst kritik af strafreaktionen i de afsagte domme. Det er navnlig påpeget, at straffene generelt forekommer bemærkelsesværdigt milde og hermed ikke i overensstemmelse med lovgivningsmagtens intentioner.

Det har været forsøgt at opnå en skærpelse af strafreaktionen, dels ved en henstilling fra rigsadvokaten til anklagemyndigheden (meddelelse nr. 5 af 9. oktober 1979), dels ved et cirkulære fra miljøstyrelsen til de kommunale råd (nr. 215 af 5. december 1979). Disse initiativer har bl.a. betonet vigtigheden af, at bødepåstandene afpasses efter lovovertrædelsens miljømæssige skadevirkninger og risikoen herfor samt den økonomiske fordel ved lovovertrædelsen.

Et flertal i udvalget om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen finder ikke, at der er sket en skærpelse af den strafferetlige praksis således som tilsigtet.

Der har i udvalget været enighed om, at strafferammen i miljøbeskyttelseslovens § 83 bør opdeles, således at straffebestemmelsen kommer til at indeholde visse retningslinjer for domstolenes strafudmåling. Dette kan efter udvalgets opfattelse bedst ske ved at udelade frihedsstraf i den almindelige strafferamme i bestemmelsens stk. 1 og ved i et efterfølgende nyt stk. at betinge anvendelse af frihedsstraf af, at der har foreligget særlige forhold ved lovovertrædelsen. Straffebestemmelsen vil herved blive mere nuanceret og indeholde en tilkendegivelse om en lovovertrædelses strafværdighed. Desuden foreslår et flertal i udvalget, at der også indsættes en særlig bødeudmålingsregel.

Ved udformningen af straffebestemmelsen i lovforslaget er det lagt til grund, at det skal anses som en skærpende omstændighed ved en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel. En sådan skærpelse af strafudmålingen bør finde sted, uanset om lovovertrædelsen er begået uagtsomt eller forsætligt. Dog bør ikke enhver skade eller enhver økonomisk fordel kunne medføre frihedsstraf.

I betænkningen om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen foreslår udvalget således, at kun en betydelig skade eller en betydelig økonomisk fordel i forbindelse med forsætlige eller groft uagtsomme lovovertrædelser bør kunne medføre frihedsstraf.

Det er et spørgsmål, om man i lovteksten bør begrænse beskrivelsen af de kvalificerede tilfælde, ved at anvende ord som betydelig eller væsentlig for de nævnte skader eller økonomiske fordele. Dette har bl.a. sammenhæng med, at der skal anlægges ikke alene en kvantitativ, men også en kvalitativ vurdering af karakteren af lovovertrædelsen. I sig selv giver anvendelsen af sådanne udtryk således ikke nogen særlig vejledning for retsanvendelsen, og det vil derfor under alle omstændigheder være overladt til retsanvendelsen at foretage en afgrænsning af anvendelsesområdet for strafskærpelsesreglen. Hertil kommer, at angivelsen af strafskærpelsesgrunde også skal være vejledende inden for det område, hvor der er tale om idømmelse af en bøde. På denne baggrund har man fundet det vigtigt ikke at begrænse de angivne strafskærpelsesgrunde gennem anvendelse af udtryk som væsentlig, betydelig el. lign.

Ved straffastsættelsen skal det efter lovforslaget betragtes som skærpende omstændighed, hvis en overtrædelse har medført skade på miljøet, eller hvis der er tilsigtet eller opnået en økonomisk fordel. Dette vil ikke mindst få praktisk betydning i forbindelse med udmåling af bøder. Det er overladt til fremtidig praksis at fastlægge det nærmere anvendelsesområde for idømmelse af frihedsstraf, men det forudsættes naturligvis ved lovforslaget, at frihedsstraf kun bringes i anvendelse, hvor der foreligger alvorlige overtrædelser.

Et flertal i udvalget om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen har tillige foreslået, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes en speciel bødeudmålingsregel. Formålet hermed skulle være at få kriterierne (risiko for) miljøskade og (mulighed for) økonomisk fordel prioriteret højere ved domstolenes strafudmåling. I udvalgets forslag ligger således ikke, at andre strafudmålingshensyn ikke skal indgå i domstolenes konkrete bedømmelse.

Retshåndhævelsesudvalgets forslag om en bødeudmålingsregel må imidlertid anses for overflødig, idet domstolene allerede efter de almindelige principper om strafudmåling, der fremgår af straffeloven, skal lægge vægt på de nævnte hensyn. Det vil være uhensigtsmæssigt som led i en tilsigtet skærpelse at indføje en bestemmelse, som lovteknisk ville have en sådan udformning, at den kunne tages som udtryk for, at det eksisterende bødeniveau var passende i sager, hvor der ikke foreligger miljøskade eller økonomisk fordel, eller hvor det ikke er muligt eller dog uforholdsmæssigt vanskeligt at føre bevis herfor. Hertil kommer, at det i den foreslåede lovbestemmelse i tilstrækkeligt omfang tilkendegives, at (fare for) miljøskade eller (mulighed for) økonomisk fordel har betydning for bedømmelse af en lovovertrædelses strafværdighed.

På den beskrevne baggrund har lovforslaget en bestemmelse, som for så vidt angår stk. 1 indebærer, at overtrædelser af miljølovgivningen, der begås især ved simpel uagtsomhed, straffes med bøde. Stk. 2 fastsætter, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år, hvis overtrædelsen begås forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved lovovertrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller der er tilsigtet eller opnået en økonomisk fordel, herunder ved besparelser.

Bestemmelsen indebærer bl.a. en tilkendegivelse om, at de bøder, der i dag idømmes for vandløbsforureninger, skal forhøjes væsentligt. Disse overtrædelser kan medføre vanskeligt oprettelige eller uoprettelige miljøskader. De kan også være karakteriseret ved, at den enkelte lovovertrædelses skadevirkninger isoleret bedømt måske kan forekomme beskeden, men at de miljømæssige skadevirkninger som helhed er betydelige på grund af et stort antal lignende overtrædelser. Miljømæssigt set er der således tale om lovovertrædelser, hvis generelle grovhed er ganske betydelig.

Desuden kan der peges på tilfælde, hvor der ulovligt er udledt enten egentlige miljøgifte, som enten direkte eller gennem optagelse i fødekæderne kan medføre betydelige skadevirkninger eller fare herfor, eller udledt miljøfremmede stoffer, som kun vanskeligt kan nedbrydes. Af hensyn til miljøbeskyttelsen er det nødvendigt, at de idømte straffe i sådanne tilfælde har en så tilstrækkelig præventiv effekt, at der ikke opstår risiko for en almindelig forringelse af det ydre miljø.

Selv om hensigten med den foreslåede bestemmelse bl.a. er at angive nogle retningslinjer for, hvornår frihedsstraf kan bringes i anvendelse, og at fremhæve nogle momenter, som har særlig betydning for vurderingen af en lovovertrædelses strafværdighed, er hensigten som nævnt også klart at tilkendegive, at bødeniveauet i almindelighed ønskes forhøjet. Hermed sigtes også på tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan siges at have en vis formel karakter. Af præventive grunde og af hensyn til retsbevidstheden er der grund til også at skærpe bødeniveauet for de overtrædelser, der består i påbegyndelse af en forurenende virksomhed uden lovbefalet godkendelse eller tilladelse.

Udover forslag til ændringer i miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse har retshåndhævelsesudvalget stillet en række forslag, som har til formål at sikre et bedre samarbejde mellem miljømyndighederne, politi og anklagemyndighed ved forberedelsen m.v. af straffesager for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Formålet hermed er også at opnå en skærpelse af sanktionerne.

For at sikre overholdelsen af miljøbeskyttelsesloven skal der etableres et bedre samarbejde mellem miljømyndighederne, politi og anklagemyndighed ved forberedelsen af straffesager for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Ved at sikre, at disse sager forelægges domstolene på den mest hensigtsmæssige måde, vil man skabe bedre muligheder end i dag for anvendelsen af skærpede sanktioner.

Miljøministeriet og justitsministeriet vil derfor i forbindelse med gennemførelsen af en ændret straffebestemmelse udarbejde yderligere retningslinjer for miljømyndighedernes, politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager, således at der skabes sikkerhed for at samarbejdet om og forberedelsen af straffesager fungerer bedst muligt. I disse retningslinjer vil indgå, at straffesager, såfremt der måtte vise sig behov herfor, indbringes for landsretterne og i givet fald for højesteret.

Samlet set vil der blive tale om foranstaltninger, som forventes at medføre, at den ønskede skærpelse også gennemføres i domspraksis. . . .

Kapitel 1 Indledning

Kapitel 1. Indledning Kapitel 2. Tilsyn 2.1. Almindelige bemærkninger 2.2. Tilsynspligtens omfang 2.3. Tilsyn og byggetilladelse 2.4. Tilsynspligtens indhold Kapitel 3. Administrativ håndhævelse 3.1. Konstatering af lovovertrædelser 3.2. Tilsynsmyndighedens beføjelser 3.2.1. Overtrædelser af generelle forbud 3.2.2. Manglende tilladelse eller godkendelse 3.2.3. Vilkårsovertrædelser 3.2.4. Manglende efterkommelse af påbud eller forbud 3.3. Sagsbehandlingsregler og klage 3.4. Selvhjælpshandlinger Kapitel 4. Politianmeldelse, efterforskning og tiltalerejsning 4.1. Almindelige bemærkninger 4.2. Retningslinjer for indgivelse af politianmeldelse 4.2.1. Overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 17 m.v. 4.2.2. Manglende tilladelse eller godkendelse 4.2.3. Vilkårsovertrædelser 4.2.4. Manglende efterkommelse af påbud eller forbud 4.2.5. Private anmeldelser 4.3. Politianmeldelsens udformning 4.4. Samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden 4.5. Tvangsbøder 4.6. Anke 4.7. Sagsomkostninger Kapitel 5. Miljøstyrelsens opgaver 5.1. Forelæggelse af straffesager 5.2. Sikring af ensartet praksis m.v. 14

Kapitel 1

Indledning

Ved lov nr. 250 af 23. maj 1984 (»håndhævelsesloven«) er bl. a. miljøbeskyttelsesloven blevet ændret. Ændringerne trådte i kraft den 1. august 1984, og miljøbeskyttelsesloven er med de vedtagne ændringer bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985.

Lovændringen har fundet sted i lyset af de forslag, der blev fremsat i betænkning nr. 981/ 1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen. Formålet med lovændringen er for det første at sikre en effektiv håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven. Som anført i folketingets miljø- og planlægningsudvalgs betænkning over lovforslaget er formålet for det andet »at sikre en væsentlig forhøjelse af det bødeniveau, som i dag findes for miljølovsovertrædelser«.

De centrale elementer i lovændringen er hermed den nye bestemmelse i § 50 a, der præciserer tilsynsmyndighedens pligt til at søge et konstateret, ulovligt forhold bragt til ophør, og den ændrede affattelse af miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse (§ 83).

Ved lovændringens gennemførelse er det forudsat, at der udarbejdes administrative retningslinjer, som sikrer en effektiv håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

I overensstemmelse hermed fastsættes i dette cirkulære retningslinjer for miljømyndighedernes håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven, herunder retningslinjer for indgivelse af politianmeldelse og det efterfølgende samarbejde med politi og anklagemyndighed.

Cirkulæret udstedes i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 56 og erstatter miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 215 af 5. december 1979 vedrørende overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven.

Justitsministeriet har i cirkulære af 14. maj 1985 fastsat nærmere regler for politiets og anklagemyndighedens behandling af sager om overtrædelse af bl.a. miljøbeskyttelsesloven. Cirkulæret er optrykt som bilag 4.

I bilag 1 og 2 er optrykt uddrag af lovforslagets bemærkninger til den ændrede straffebestemmelse og uddrag af folketingets miljø- og planlægningsudvalgs betænkning af 4. maj 1984 over lovforslaget.

Det er i øvrigt tanken, at miljøministeriet senere vil give de kommunale råd en orientering om de civilprocessuelle retsmidler, f.eks. fogedforbud, der kan anvendes med henblik på håndhævelse af bl.a. miljøbeskyttelsesloven.

Bilag 2

Uddrag af betænkning afgivet af folketingets miljø- og planlægningsudvalg den 4. maj 1984

(Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg B, sp. 511)

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove

(Håndhævelse)

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret skriftligt og i samråd. Nogle af disse besvarelser er optrykt i et bilag til denne betænkning.

Fra Danmarks Naturfredningsforening er modtaget en skriftlig henvendelse.

Der er i udvalget enighed om, at kvaliteten af det tilsyn, der udøves på miljølovens område, er særligt afgørende for, at der kan opnås den skærpelse i strafudmålingen, som er hovedsigtet med lovforslaget. Ministeren har oplyst, at der i miljøministeriet vil blive nedsat et udvalg, der skal dokumentere tilsynsproblemerne og udarbejde forslag til en effektivisering af tilsynet. I den forbindelse har udvalget over for miljøministeren påpeget, at miljøstyrelsen bør styrke sin rådgivning af de lokale myndigheder, også i sager hvor miljøstyrelsen er ankemyndighed.

Miljøministeren har over for udvalget erklæret sig enig heri.

Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at miljøstyrelsen vil tage initiativ til en drøftelse mellem amtskommune og kommune om en overførsel af tilsynet til amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 49 a, når styrelsen bliver opmærksom på særlige tilsynsproblemer.

Miljøministeren har endvidere over for udvalget oplyst, at han med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 69 c og § 45, stk. 3, har besluttet, at tilsynet med Kommunekemi samt Kastrup og Ålborg lufthavne udøves af miljøstyrelsen.

Miljøministeren har givet tilsagn om ved beslutning om anvendelse af disse »call in«-regler for tilsynet med større, særligt forurenende virksomheder jfr. kapitel 5, at lægge vægt på miljøstyrelsens og tilsynsmyndighedernes vurdering af de lokale myndigheders mulighed for teknisk at magte tilsynsopgaven med den pågældende virksomhed på grund af komplicerede proces- og forureningsforhold.

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres, kristeligt folkepartis og de frie demokraters medlemmer af udvalget) finder på denne baggrund ikke, at der på nuværende tidspunkt bør ske ændringer i den gældende myndighedsstruktur.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker at fastholde det grundlæggende princip om, at tilsynet med de forurenende virksomheder udøves af de lokale myndigheder, men mindretallet ønsker samtidig at påpege, at det decentrale princip i tilsynsbeføjelsen ikke bør hindre, at tilsynet med større forurenende og teknisk avancerede virksomheder overføres til de centrale myndigheder, når det bl.a. på grund af manglende ekspertise hos den lokale tilsynsmyndighed skønnes hensigtsmæssigt. Mindretallet har derfor stillet ændringsforslag nr. 3.

Et flertal (udvalget med undtagelse af de frie demokrater) kan tilslutte sig de synspunkter og vurderinger om strafudmåling på miljøområdet, som ministeren er fremkommet med i bemærkningerne til lovforslaget.

Flertallet kan erklære sig enigt i, at sigtet med den foreslåede udformning af miljøbeskyttelseslovens § 83 er at sikre en væsentlig forhøjelse af det bødeniveau, som i dag findes for miljølovsovertrædelser.

Bøderne skal udmåles således, at de bliver virkeligt følelige og får en stærk præventiv effekt. Udvalget understreger, at det ikke må kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven.

Ud over momenterne miljøskade og økonomisk gevinst eller besparelse, som udtrykkeligt er nævnt som skærpende omstændigheder i lovforslaget, finder flertallet, at det også bør betragtes som skærpende omstændigheder, når der er tale om gentagelsestilfælde, manglende efterkommelse af påbud og andre lignende tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at der er handlet med fuld bevidsthed om overtrædelsen. Præventive grunde taler også for en højnelse af bødeniveauet i tilfælde, hvor det er godtgjort, at loven er overtrådt, uden at der er sket nogen skade på miljøet. Der tænkes eksempelvis på overtrædelse af vilkår i godkendelser og tilladelser, som har til formål at holde en virksomheds udledninger på et miljømæssigt forsvarligt niveau. Derfor har det væsentlig betydning gennem en forhøjelse af bødeniveauet at sikre, at vilkår i godkendelser og tilladelser bliver overholdt.

Miljøministeren har over for udvalget bekræftet, at lovforslaget også omfatter de tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan siges at have en vis formel karakter. De skærpede strafbestemmelser omfatter således også tilfælde, hvor overtrædelsen består i påbegyndelsen af en forurenende virksomhed uden lovbefalet godkendelse eller tilladelse. . . .

Underbilag til bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå . . .

Spørgsmål 7

Ministeren bedes konkretisere de påtænkte regler vedrørende tilsynsmyndighedens fremgangsmåde ved konstatering af en lovovertrædelse på miljøbeskyttelsesområdet, jfr. bemærkningerne til nr. 4.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for miljøstyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henvise

»Som nævnt i bemærkningerne til nr. 4 kan de lovovertrædelser, der finder sted på miljøbeskyttelsesområdet, have meget forskelligartet karakter. De administrative virkemidler, der står til tilsynsmyndighedens rådighed for at opnå lovliggørelse, vil som følge heraf også være forskellige. Da enhver lovovertrædelse, der ikke er af ganske underordnet betydning, bør bringes til ophør, kan det derfor være formålstjenligt at vejlede tilsynsmyndighederne om, hvilken fremgangsmåde der - bl.a. under hensyn til den miljømæssige interesse, der er krænket ved overtrædelsen - mest hensigtsmæssigt kan bringes i anvendelse i forhold til forskellige typer af lovovertrædelser.

De påtænkte retningslinjer vil komme til at indeholde anvisninger, der bl.a. tager sigte på at dække følgende situationer

a) Tilsynsmyndigheden konstaterer, at miljøbeskyttelseslovens § 17 overtrædes, idet der eksempelvis udledes ensilagesaft fra en drænledning. Der er her tale om en overtrædelse af et generelt, indispensabelt forbud, hvorfor lovliggørelse alene kan bestå i, at udledningen bringes til ophør.

De påtænkte retningslinjer må derfor bestemme, at tilsynsmyndigheden umiddelbart skal meddele den ansvarlige, at udledningen øjeblikkelig skal bringes til ophør. Såfremt dette ikke sker, må tilsynsmyndigheden om muligt selv træffe de nødvendige foranstaltninger for at få udledningen stoppet og skadevirkningerne af udledningen begrænset, jfr. de foreslåede bestemmelser i lovforslaget § 1, nr. 2. Desuden må tilsynsmyndigheden vurdere, om der er grundlag for at tage initiativ til meddelelse af påbud om ændring af de bestående afløbsforhold på den pågældende landbrugsejendom.

b) Tilsynsmyndigheden (normalt kommunalbestyrelsen) konstaterer, at vilkårene i en godkendelse eller tilladelse er overtrådt, idet forureningen fra en erhvervsvirksomhed overskrider de grænseværdier, der er fastsat i virksomhedens godkendelse efter § 35 eller spildevandstilladelse efter § 18. Da der allerede i forbindelse med godkendelsens eller tilladelsens meddelelse er taget stilling til, hvilken forurening fra virksomheden der er miljømæssigt forsvarlig, er det afgørende naturligvis ikke, om der gennem en retlig lovliggørelse (ændret godkendelse eller tilladelse) eventuelt kunne ske ændring af de fastsatte vilkår.

De påtænkte retningslinjer må således tilkendegive, at tilsynsmyndigheden i det mindste skal indskærpe virksomheden, at vilkårene skal overholdes. Såfremt der ikke er tale om en enkeltstående vilkårsovertrædelse, må tilsynsmyndigheden tillige præcisere, at der skal træffes sådanne forureningsbegrænsende foranstaltninger, at vilkårene for fremtiden overholdes. De påtænkte retningslinjer må desuden pege på, at anvendelse af midlertidigt eller endeligt forbud imod fortsat drift kan komme på tale, såfremt der foreligger gentagne eller graverende vilkårsovertrædelser.

c) Tilsynsmyndigheden (normalt kommunalbestyrelsen) konstaterer, at et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 44 ikke er efterkommet inden for den fastsatte frist. De administrative virkemidler, der står til rådighed i en sådan situation, kan spænde fra en forlængelse af fristen til nedlæggelse af forbud imod fortsat drift.

De påtænkte retningslinjer må tage stilling til, under hvilke omstændigheder en forlængelse af fristen i almindelighed kan komme på tale. Dette vil eksempelvis være rimeligt, hvis virksomheden har taget egnede skridt til at efterkomme påbuddet, men er løbet ind i uforudsete vanskeligheder med de forureningsbegrænsende foranstaltningers etablering, eller hvis forureningen er nedbragt væsentligt, men dog ikke helt i overensstemmelse med påbuddet. De påtænkte retningslinjer må desuden vejlede om, under hvilke omstændigheder der bør nedlægges forbud imod fortsat drift. En vurdering heraf kan bl.a. tage udgangspunkt i, hvilken miljømæssig interesse der er krænket, hvis virksomheden overhovedet ikke har taget skridt til at efterkomme påbuddet. Såfremt der er tale om, at virksomheden skal nedbringe det støjniveau, der påføres omgivelserne, kan det være en farbar vej at nedlægge forbud med en passende frist for efterkommelse og samtidig at tilkendegive, at forbuddet bortfalder, hvis det tidligere meddelte påbud efterkommes inden for fristen. Hvis der derimod er tale om, at virksomheden påfører omgivelserne betydelig forurening, kan det på den anden side være nødvendigt at nedlægge et forbud, som skal efterkommes straks og være gældende, indtil virksomheden har godtgjort, at de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger er gennemført.

d) Tilsynsmyndigheden (normalt kommunalbestyrelsen) konstaterer, at en virksomhed, der er godkendelsespligtig efter § 35, er under etablering uden den lovbefalede godkendelse.

Da der ikke foreligger den lovbefalede godkendelse, må de påtænkte retningslinjer indeholde en tilkendegivelse om, at tilsynsmyndigheden, såfremt den tillige er godkendelsesmyndighed, øjeblikkelig må meddele den ansvarlige, at den ulovlige aktivitet skal indstilles, og at den nødvendige ansøgning om godkendelse skal indgives, jfr. i øvrigt bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Som det fremgår, skal de påtænkte retningslinjer særligt tage sigte på at få de administrative virkemidler anvendt på en sådan måde, at en lovovertrædelse bringes til ophør rimeligt hurtigt, set i forhold til den miljømæssige interesse, der er krænket ved lovovertrædelsen. Formålet hermed er i første række at opnå den nødvendige forureningsbekæmpelse, som miljøbeskyttelsesloven tilsigter, men de påtænkte retningslinjer må også pege på, i hvilke situationer politiets, anklagemyndighedens og domstolenes medvirken kan være nødvendig som et effektivt middel til håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Spørgsmålet om bl.a. indgivelse af politianmeldelse for en lovovertrædelse må naturligvis vurderes ud fra en proportionalitetsbetragtning. Det må eksempelvis i et vist omfang være acceptabelt, at der ikke indgives politianmeldelse for en mindre lovovertrædelse, hvis tilsynsmyndighedens påbud om lovliggørelse bliver efterkommet. På den anden side kan det af præventive grunde være rigtigt, at lovovertrædelser, der kan hævdes at have en vis formel karakter, strafforfølges, jfr. lovforslagets bemærkninger side 18, 2. sp., 1. afsnit. Med udgangspunkt i en proportionalitetsbetragtning kan det eksempelvis også være hensigtsmæssigt, at straf og tvangsbøder anvendes som alternativ til et forbud imod fortsat drift, når et påbud om forureningsbegrænsende foranstaltninger ikke er efterkommet.« . . .

Kapitel 2 Tilsyn

Kapitel 2

Tilsyn

2.1. Almindelige bemærkninger.

De vanskeligheder, der har været med miljøbeskyttelseslovens håndhævelse, er til dels opstået, fordi tilsynet med lovens overholdelse ikke altid har fungeret effektivt, og fordi tilsynsmyndighederne ikke har reageret tilstrækkeligt konsekvent over for konstaterede lovovertrædelser.

Såfremt formålet med lovændringen skal tilgodeses, er det nødvendigt, at der udøves et effektivt tilsyn med miljøbeskyttelseslovens, herunder konkrete afgørelsers, overholdelse, og at tilsynsmyndigheden ved konstateringen af overtrædelser konsekvent anvender de retlige beføjelser, der står til rådighed.

En mere konsekvent håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven vil i øvrigt indebære administrative fordele for såvel lokale som centrale miljømyndigheder. Det er i hvert fald en almindelig erfaring, at en lemfældig, administrativ håndhævelse medfører betydelige vanskeligheder, hvis det senere viser sig nødvendigt at skærpe reaktionen på en lovovertrædelse, f.eks. gennem indgivelse af politianmeldelse og efterfølgende tiltalerejsning.

Som det fremgår af bilag 2 har folketingets miljø- og planlægningsudvalg understreget nødvendigheden af, at tilsynet på miljøbeskyttelsesområdet fungerer tilfredsstillende.

I overensstemmelse med udvalgets betænkning har miljøministeriet pålagt miljøstyrelsen at tage initiativ til en drøftelse mellem kommune og amtskommune om en overførsel af tilsynet til amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 49 a, når styrelsen bliver opmærksom på særlige tilsynsproblemer.

Desuden har miljøstyrelsen - på miljøministerens anmodning - nedsat et udvalg, som skal tilvejebringe den viden, der er nødvendig for at tage stilling til tilsynsproblemerne. Udvalget, hvori Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark er repræsenteret, skal i givet fald udarbejde forslag til en effektivisering og intensivering af tilsynet.

2.2. Tilsynspligtens omfang.

Miljøbeskyttelseslovens kapitel 7 om tilsyn og kontrol indeholder en række almindelige bestemmelser om især tilsynsmyndighedens opgaver og beføjelser. I motiverne til disse bestemmelser er det klart tilkendegivet, at tilsynsmyndigheden skal udøve tilsyn og kontrol på eget initiativ, f.eks. stikprøvekontrol med overholdelse af vilkår i tilladelser og godkendelser.

Tilsynsmyndigheden har således pligt til at tilrettelægge et aktivt tilsyn, hvis omfang skal være udtryk for en forsvarlig administration af miljøbeskyttelsesloven. Tilsynsmyndigheden kan derfor ikke nøjes med at tage anmeldelser eller klager op til behandling.

Selve miljøbeskyttelsesloven indeholder herudover ingen bestemmelser, der stiller krav til tilsynets tilrettelæggelse og omfang. Nærmere regler og retningslinjer herom er indeholdt i bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger, der er udstedt efter loven. Eksempler herpå er bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og forurening af vandområder (ændret senest ved bekendtgørelse nr. 446 af 9. september 1983), vejledning nr. 8/ 1983 om tilsyn og kontrol med forurening fra virksomheder og vejledning nr. 4/ 1982 om affaldsdeponering, kapitel 12.

Tilsynsmyndigheden har også pligt til at foretage konkrete eftersyn og undersøgelser til konstatering af, om påbud eller forbud efterkommes, eller om vilkår i tilladelser og godkendelser overholdes.

Det er desuden en selvfølge, at der stilles skærpede krav til tilsynsmyndighedens undersøgelsespligt i tilfælde, hvor der er konstateret eller må befrygtes alvorlige skadevirkninger, f.eks. ved akutte forureninger.

Af det almindelige krav om forsvarlig administration følger i øvrigt, at tilsynsmyndigheden har pligt til at foretage nærmere undersøgelser, hvis der modtages anmeldelser eller klager, som ikke er åbenbart grundløse, eller hvis tilsynsmyndigheden får en konkret begrundet mistanke om ulovlig adfærd.

2.3. Tilsyn og byggetilladelse.

Ved håndhævelseslovens ikrafttræden er miljøbeskyttelseslovens § 69 blevet ophævet, fordi bestemmelsen kunne betragtes som overflødig ved siden af reglerne i bygningsreglementets kapitel 1.3. Ophævelsen af bestemmelsen har med andre ord ikke i sig selv bevirket ændringer i den gældende retstilstand.

Derimod er reglerne i bygningsreglementets kapitel 1.3. ændret som følge af de ændringer i byggelovens § 16, stk. 3, der er gennemført ved lov nr. 193 af 9. maj 1984 om ændring af byggeloven.

Det følger nu af kapitel 1.3. i bygningsreglementet, jfr. tillæg 4 til bygningsreglementet af 1982, at kommunalbestyrelsen ikke må give byggetilladelse, før den har konstateret, at byggeriet ikke er i strid med bl.a. miljøbeskyttelsesloven. Kommunalbestyrelsens pligt til ikke at give byggetilladelse gælder, hvad enten det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet (hovedstadsrådet), der er tilladelses- eller godkendelsesmyndighed i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Reglerne indebærer, at kommunalbestyrelsen ikke må give byggetilladelse, før bygge- og anlægsarbejder kan påbegyndes i overensstemmelse med bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3, jfr. dog dispensationsbestemmelsen i § 72, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 om undtagelser fra forbudet mod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3.

Hvis der indgives klage over en godkendelse eller tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, f.eks. en godkendelse efter kapitel 5, bør kommunalbestyrelsen gøre ansøgeren opmærksom på dispensationsmuligheden efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 4.

Ifølge miljøstyrelsens praksis meddeles dispensationer i almindelighed, når en virksomhed eller en virksomhedsudvidelse umiddelbart kan etableres i overensstemmelse med gældende, planlægningsmæssige bestemmelser, og miljøstyrelsen i øvrigt skønner, at forureningen fra virksomheden ved hjælp af vilkår i godkendelsen kan begrænses på en sådan måde, at der ikke opstår væsentlige gener for omgivelserne.

Når miljøstyrelsen helt eller delvis har givet dispensation, kan kommunalbestyrelsen meddele byggetilladelse henholdsvis delbyggetilladelse, jfr. byggestyrelsens vejledning om kommunalbestyrelsens gennemgang af anden lovgivning i byggesager m.v. Til orientering kan det oplyses, at miljøstyrelsen for tiden overvejer, hvorledes der i videre omfang kan åbnes mulighed for anvendelse af delbyggetilladelser på miljøbeskyttelsesområdet.

2.4. Tilsynspligtens indhold.

Ifølge den nye bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 50 a skal tilsynsmyndigheden foranledige et konstateret, ulovligt forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om et forhold af ganske underordnet betydning.

Ved håndhævelsesloven er der indsat lignende bestemmelser i forskellige planlægningslove, jfr. f.eks. kommuneplanlovens § 46, stk. 3. Der er dog den principielle forskel, at miljøbeskyttelseslovens § 50 a anvender udtrykket »bragt til ophør«, hvorimod kommuneplanlovens § 46, stk. 3, anvender udtrykket »søge forholdet lovliggjort«.

Baggrunden herfor er, at kommuneplanlovens § 46, stk. 3, især sigter på tilfælde, hvor en ulovlig handling er definitivt afsluttet med ændrede, fysiske forhold til følge. I sådanne tilfælde vil der ikke ske yderligere skade på samfundsmæssige interesser, mens kommunalbestyrelsen afgør, om der kan ske retlig lovliggørelse gennem meddelelse af f.eks. den nødvendige dispensation fra en lokalplanbestemmelse, eller om der skal ske fysisk lovliggørelse gennem krav om ændring eller fjernelse af det ulovlige forhold.

I modsætning hertil vil det på væsentlige områder være sådan, at en forurenende virksomhed, der er i strid med miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, løbende vil medføre en ulovlig forurening af omgivelserne. En sådan aktivitet bør hindres gennem en meddelelse om standsning af den ulovlige handling.

Et centralt element i miljøbeskyttelseslovens håndhævelse vil således være meddelelser om, at en ulovlig forurening skal bringes til ophør omgående.

Naturligvis kan der inden for miljøbeskyttelseslovens område forekomme tilfælde, hvor en ulovlig handling er definitivt afsluttet med ændrede, fysiske forhold til følge, og hvor der ikke sker forurening af omgivelserne. I sådanne tilfælde stilles den kompetente myndighed over for det efterfølgende valg mellem retlig og fysisk lovliggørelse. Som eksempler herpå kan nævnes tilfælde, hvor en staldbygning uden dispensation er opført i strid med miljøbeskyttelsesreglementets afstandsbestemmelser, eller hvor en samletank for husspildevand er nedgravet uden tilladelse efter samletanksbekendtgørelsen.

Et centralt spørgsmål i forbindelse med retlig lovliggørelse er, hvilke kriterier der kan inddrages i en afgørelse om efterfølgende tilladelse, godkendelse eller dispensation, og hvilken afvejning den kompetente myndighed skal foretage. Herom henvises til afsnit 6 i betænkningen om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen. Uddrag heraf er optrykt som bilag 3 til dette cirkulære.

I kapitel 3 fastlægges der nærmere retningslinjer for miljømyndighedernes behandling af de meget forskelligartede overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, som kan forekomme på centrale områder.

Det skal fremhæves, at udtrykket »lovovertrædelser« ikke skal forstås som »strafbare lovovertrædelser«. Når udtrykket anvendes, sigtes der kun til, at en handling eller tilstand er i strid med miljøbeskyttelsesloven.

Bilag 3

Uddrag af afsnit 6 i betænkning nr. 981/ 1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen

Afsnit 6

Retlig lovliggørelse

6.1. Indledende bemærkninger.

I bygge- og miljølovgivningen er reguleringen som beskrevet i afsnit 4 normalt udformet således, at en nærmere bestemt aktivitet ikke må påbegyndes, før vedkommende forvaltningsmyndighed har givet tilladelse hertil. Endvidere har forvaltningsmyndigheden (eller en anden offentlig myndighed) pligt til at påse, at lovgivningen bliver overholdt, og pligt til - hvis der konstateres overtrædelse at søge at få tilvejebragt lovlige forhold.

I afsnit 5 er behandlet en speciel overtrædelsessituation - nemlig at en aktivitet, der kræver forudgående tilladelse, er påbegyndt uden tilladelse, men endnu ikke afsluttet. I sådanne situationer har forvaltningsmyndigheden ret og pligt til at søge aktiviteten indstillet ved et konstaterende standsningspåbud, indtil der er truffet endelig afgørelse af, om den kan tillades, og eventuelt på hvilke vilkår det kan ske.

I afsnit 6 og 7 behandles i princippet alle andre overtrædelsessituationer. De omfatter navnlig tilfælde, hvor den aktivitet der krævede forudgående tilladelse er definitivt afsluttet, før den konstateres. De omfatter tilfælde, hvor aktiviteten, selv om der er givet påbud om standsning, bliver videreført og afsluttet, før der bliver taget stilling til, om tilladelse kan gives. Og de omfatter tilfælde, hvor en aktivitet er udøvet på en anden måde end tilladt.

Der er talrige eksempler på sådanne overtrædelser: En bygning kan være opført uden byggetilladelse eller uden nødvendig tilladelse efter anden lovgivning, f.eks. i landzone uden zonelovstilladelse. Et areal kan være tilplantet i strid med fredningsbestemmelser og uden dispensation fra fredningsnævnet. Der kan være tale om en afsluttet grusgravning, der er foretaget uden tilladelse efter råstofloven. Der kan også være tale om, at en bygning er opført på anden måde end tilladt, f.eks. med en for stor højde eller en for ringe afstand fra naboskel, eller at en efter miljøbeskyttelsesloven godkendt virksomhed udøves i strid med de vilkår, der er fastsat i godkendelsen. En bygning, der er fredet efter bygningsfredningsloven, kan være ombygget eller endog revet ned uden tilladelse. Og der kan - hvad der er mere problemfyldt - være tale om, at en aktivitet er udøvet i henhold til en tilladelse, som imidlertid ikke lovligt kunne være meddelt. F.eks. kan en bygning være opført på grundlag af en byggetilladelse og dispensation, som kommunalbestyrelsen ikke kunne give, fordi byggeriet udløste lokalplanpligt for kommunalbestyrelsen, eller fordi dispensationskompetencen tilkom en anden myndighed.

I alle situationer som de nævnte er det naturlige udgangspunkt for opnåelse af lovgivningens formål, at der - hvis det er fysisk muligt - skal tilvejebringes lovlige tilstande. Den ulovligt opførte bygning skal rives ned eller ændres, så den opfylder lovens krav, den ulovligt foretagne tilplantning skal fjernes, og den ulovligt drevne virksomhed skal ophøre eller udøves på lovlig måde. Der skal med andre ord ske fysisk lovliggørelse.

Dette er imidlertid kun udgangspunktet. Lovlige tilstande kan normalt også tilvejebringes ved, at den pågældende aktivitet godkendes efterfølgende. Hvis dette sker, foreligger der ikke længere nogen ulovlig tilstand. Der har med andre ord fundet en retlig lovliggørelse sted. I dette afsnit 6 behandles spørgsmål om sådan retlig lovliggørelse.

6.2. Beslutninger om retlig lovliggørelse.

6.2.1. Hjemmel.

Det er en nødvendig forudsætning for at foretage retlig lovliggørelse af en ulovlig aktivitet eller tilstand, at forholdet kunne have været tilladt efter en forudgående ansøgning. Spørgsmålet om retlig lovliggørelse opstår derfor ikke, når det er en indispensabel forskrift af materielretlig karakter, der er overtrådt. I sådanne tilfælde er der intet alternativ til fysisk lovliggørelse, hvis dette overhovedet er muligt. Indispensable forskrifter er imidlertid sjældne i den bygge- og miljøretlige lovgivning. . . .

6.2.3. Sagsbehandlingsregler.

I en vis udstrækning indeholder lovgivningen særlige regler, der begrænser vedkommende myndigheds adgang til umiddelbart at meddele en ansøgt tilladelse.

Praktisk vigtige er de regler, hvorefter kommunalbestyrelsen ikke må udstede byggetilladelse eller tilladelse til ibrugtagen, før byggeriets forhold til anden lovgivning er afklaret, eller før der foreligger en lokalplan, som byggeriet er i overensstemmelse med.

Der findes også praktisk vigtige regler om obligatorisk høring, før en ansøgt tilladelse må gives. Eksempelvis indeholder miljøministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for fredningsnævn ret omfattende høringsregler, som skal være iagttaget, før nævnet kan imødekomme en ansøgning. Og efter kommuneplanlovens § 47, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen foranstalte en naboorientering, før der kan dispenseres fra de bestemmelser i loven eller i en lokalplan (byplanvedtægt), der tilgodeser naboers eller andre omboendes interesser. Et tilsvarende krav om forudgående naboorientering findes i byggelovens § 22, stk. 2, for visse dispensationer.

Hvis et byggeri eller andet forhold er etableret uden den nødvendige tilladelse dertil, kan forholdet kun lovliggøres retligt ved en efterfølgende tilladelse, når sagsbehandlingsregler som de nævnte er iagttaget.

6.2.4. Kriterier og afvejning.

I spørgsmål om retlig lovliggørelse står den kompetente myndighed som udgangspunkt lige så frit, som når der skal tages stilling til, om en forudgående ansøgning bør imødekommes. Udgangspunktet er, at der helt må ses bort fra, at forholdet allerede er blevet etableret.

Hvis en forudgående ansøgning ville være imødekommet, må en efterfølgende ansøgning resultere i retlig lovliggørelse, og den begåede overtrædelse må eventuelt søges strafsanktioneret.

Hvis en forudgående ansøgning derimod ville være blevet afslået, er det ikke dermed givet, at retlig lovliggørelse afvises. Der er nemlig nu som følge af forholdets faktiske etablering yderligere momenter, som tillægges betydning for afgørelsen.

Selv om ukendskab til loven ikke fritager hverken for pligten til at efterkomme de gældende forskrifter eller for strafansvar for at overtræde dem, vil der ved spørgsmålet om retlig lovliggørelse i en vis udstrækning blive taget hensyn til, om den pågældende har handlet i undskyldelig uvidenhed om sin pligt til på forhånd at indhente tilladelse. En sådan god tro kan undertiden være forstærket som følge af ufuldstændig eller forkert vejledning, som den pågældende har fået fra en offentlig myndighed.

Der kan ikke vindes hævd på opretholdelse af en tilstand, som er etableret i strid med offentligretlige forskrifter. Den tid, der er forløbet mellem etableringen af forholdet og dets konstatering, vil imidlertid indgå som et moment i afgørelsen af, om der skal ske retlig lovliggørelse. Tidsmomentet udtrykker ikke blot et hensyn til lovovertræderen og eventuelt andre, der har indrettet sig på de faktisk eksisterende forhold. Efter særlig lang tids forløb kan det undertiden også være noget usikkert, hvordan vedkommende myndighed ville have bedømt en forudgående ansøgning, idet vurderingen nu vanskeligt kan foretages upåvirket af udviklingen i den forløbne tid.

Tidsfaktorens betydning forstærkes, hvis myndighederne gennem længere tid har forholdt sig passive efter at have fået kendskab til ulovligheden. Dette gælder normalt også, selv om passiviteten er udvist af en anden myndighed end den, hvis tilladelse skulle være indhentet.

Et yderligere moment i vurderingen er de økonomiske konsekvenser, som et krav om fysisk lovliggørelse vil få. Investeringen i f.eks. et byggeri, der er opført ulovligt, vil som oftest være spildt, hvis byggeriet skal fjernes, og bygherren vil under alle omstændigheder få udgifter til berigtigelsen af det ulovlige forhold. Det økonomiske tab for den pågældende kan derved blive ganske betydeligt og kan føles ikke at stå i et rimeligt forhold til overtrædelsens betydning.

Det er imidlertid ikke blot et hensyn til det privatøkonomiske tab for lovovertræderen, der spiller ind, men også mere almene eller samfundsprægede overvejelser. En destruktion af værdier bør ud fra en samfundsmæssig betragtning søges undgået, hvis der ikke foreligger egentlige faresituationer.

Det er klart, at styrken af både den privatøkonomiske og den samfundsøkonomiske betragtning stiger i takt med størrelsen af de værdier, der er tale om i den enkelte sag. Betragtningerne får derved uundgåeligt større betydning for spørgsmålet om retlig lovliggørelse, når et stort byggeri er opført ulovligt, end når sagen angår f.eks. en carport, der er opført for tæt på naboskel.

De hidtil nævnte momenter (god tro, forventninger, tidsforløbet, tab, samfundsmæssigt værdispild) vil, når de foreligger i en sag, alle trække i retning af, at der finder retlig lovliggørelse sted. Det i og for sig selvfølgelige udgangspunkt for den pågældende myndigheds vurdering - at forholdet skal bedømmes uden hensyntagen til, at det allerede er etableret - kan da ikke uden videre opretholdes.

Hvis vedkommende myndighed alligevel afslår at lovliggøre retligt, kan det skyldes overtrædelsens grovhed og vægten i den konkrete sag af de hensyn, der bærer den overtrådte bestemmelse. Især ved overtrædelser af planlægningslovgivningen og naturfredningsloven kan det blive taget i betragtning, at accept af den ulovlige tilstand kan få uønskede konsekvenser for udviklingen i det pågældende område - ikke på grund af et lighedsprincip, men fordi de faktiske forhold på stedet vil blive udgangspunkt for en bedømmelse af fremtidige ansøgninger.

Endvidere kan der blive lagt afgørende vægt på retshåndhævelseshensyn. Dels må der ved afgørelsen tages hensyn til den almindelige retsbevidsthed. Dels må det søges modvirket, at der skulle danne sig en almindelig opfattelse af, at det kan betale sig ikke at overholde lovgivningen.

De nævnte hensyn gør sig naturligvis gældende med forskellig styrke i de enkelte sager om retlig lovliggørelse. Afvejningen af de krydsende hensyn kan føre til, at retlig lovliggørelse ledsages af tiltalerejsning med påstand om en betydelig bødestraf og eventuelt konfiskation af et økonomisk udbytte.

I tidligere byggelovgivning fandtes en bestemmelse, hvorefter en bibeholdelsesdispensation kunne betinges af, at ejeren betalte »et under hensyn til den økonomiske fordel, der er forbundet med den begåede overtrædelse, fastsat beløb«, en såkaldt bod. Bodens størrelse blev fastsat af dispensationsmyndigheden, og beløbet tilfaldt forvaltningsmyndigheden. Dette gjaldt også selv om dispensationskompetencen lå hos forvaltningsmyndigheden. Spørgsmål om beløbets størrelse kunne indbringes for domstolene. Denne konfiskationslignende bestemmelse, der ikke blev meget anvendt i praksis, er udeladt i den nugældende byggelov og findes ikke tilsvarende i de øvrige bygge- og miljølove.

6.2.5. Klage og domstolsprøvelse.

Afgørelsen af, om der skal ske retlig lovliggørelse, kan påklages administrativt efter de almindeligt gældende regler om klage. Uanset hvem der klager - ansøgeren eller tredjemand - kan klagemyndigheden efterprøve den trufne afgørelse og herunder foretage en anden afvejning af de krydsende hensyn, der indgår i spørgsmålet. Dette gælder dog ikke afgørelser efter byggeloven og kommuneplanloven, hvor klagemyndigheden kun kan efterprøve retlige spørgsmål.

Spørgsmålet kan også komme til domstolsprøvelse. Det vil typisk ske, hvis retlig lovliggørelse er afslået, og der rejses tiltale med påstand om dom til fysisk lovliggørelse. I almindelighed vil domstolene respektere den afgørelse, som forvaltningen har truffet. Der findes dog eksempler på, at tiltalte er frifundet for påstanden, jfr. nedenfor og i afsnit 9.3. . . .

Kapitel 3 Administrativ håndhævelse

Kapitel 3

Administrativ håndhævelse

3.1. Konstatering af lovovertrædelser.

Normalt er det tilsynsmyndigheden, der først får kendskab til eller begrundet mistanke om overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven. Det skyldes ikke kun, at oplysninger om lovovertrædelser kan dukke op i forbindelse med tilsynets udøvelse. Det skyldes også, at befolkningen i almindelighed indgiver oplysninger om formodede lovovertrædelser til tilsynsmyndigheden.

I øvrigt må det antages, at politiet i en vis udstrækning kan henvise anmeldelser til tilsynsmyndighedens (foreløbige) behandling.

Når tilsynsmyndigheden på den ene eller den anden måde konstaterer eller får begrundet mistanke om en lovovertrædelse, skal der foretages en nærmere undersøgelse af forholdet. I første række har undersøgelsen til formål at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, om lovovertrædelsen skal imødegås med de administrative beføjelser, der står til rådighed for tilsynsmyndigheden eller den kompetente tilladelses- eller godkendelsesmyndighed. Det siger imidlertid sig selv, at undersøgelsen også kan og skal bruges til at vurdere, om overtrædelsen skal anmeldes til politiet med henblik på politimæssig efterforskning og eventuel tiltalerejsning.

I vidt omfang vil de undersøgelser af bl.a. miljøteknisk karakter, som tilsynsmyndigheden skal foretage, være identiske med de undersøgelser, der i givet fald skulle gennemføres i forbindelse med en politimæssig efterforskning. Hvis der bliver tale om politianmeldelse, vil tilsynsmyndighedens undersøgelser derfor i praksis danne udgangspunkt for den politimæssige efterforskning, der er nødvendig for f.eks. at placere ansvaret for lovovertrædelsen og tage stilling til sanktionspåstanden.

Det er således af afgørende betydning for miljøbeskyttelseslovens håndhævelse, at tilsynsmyndigheden gennem undersøgelser og beskrivelser sikrer de faktiske oplysninger, der kan dokumentere lovovertrædelsens baggrund og karakter, herunder oplysninger om eventuelle miljømæssige skadevirkninger. I øvrigt følger det allerede af det almindelige krav om forsvarlig administration, at tilsynsmyndigheden skal foretage notater om det tilsyn, der føres.

Den beskrevne arbejdsdeling mellem tilsynsmyndigheden og politiet dækker særligt de tilfælde, hvor tilsynsmyndighedens undersøgelser vil være rettet imod en bestemt forurenende virksomhed, f.eks. fordi der foreligger oplysninger eller er begrundet mistanke om, at vilkår i en godkendelse er overtrådt, eller at et påbud ikke er efterkommet.

Arbejdsdelingen er ikke til hinder for, at tilsynsmyndigheden, når en klar lovovertrædelse er konstateret, kan anmode om optagelse af politirapport med henblik på at sikre oplysninger om de faktiske omstændigheder ved lovovertrædelsen. Dette kan være hensigtsmæssigt i forbindelse med f.eks. akutte forureninger, hvor der er et særligt behov for omgående at få fastholdt oplysninger om hændelsesforløbet, jfr. miljøstyrelsens vejledning nr. 4/ 1981 om bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet, s. 11. Såfremt miljøberedskabet aktiveres i sådanne tilfælde, vil det allerede følge af de gældende regler herom, at politiet inddrages.

3.2. Tilsynsmyndighedens beføjelser.

Når det gennem tilsynsmyndighedens undersøgelser er konstateret, at miljøbeskyttelsesloven er overtrådt, skal tilsynsmyndigheden foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om et forhold af ganske underordnet betydning.

I første række skal lovlige forhold søges tilvejebragt ved hjælp af de administrative beføjelser, der står til rådighed. Disse beføjelser er ganske forskellige, og deres karakter vil afhænge af, hvilken type lovovertrædelse der er tale om.

I de følgende afsnit fastlægges der nærmere retningslinjer for anvendelsen af de administrative virkemidler, der står til rådighed med henblik på at bringe ulovlige forhold til ophør. Formålet hermed er i første række at få anvendt disse på en sådan måde, at en lovovertrædelse bringes til ophør rimeligt hurtigt set i forhold til den miljømæssige interesse, der er krænket ved overtrædelsen, jfr. underbilaget til bilag 2.

Retningslinjerne tager særligt sigte på overtrædelser af de centrale bestemmelser i selve miljøbeskyttelsesloven, og de skal generelt forstås med det forbehold, at miljøbeskyttelseslovens § 50 a ikke omhandler forhold af ganske underordnet betydning. Retningslinjernes anvendelse på overtrædelser, som ikke har tilsvarende central betydning, må vurderes med udgangspunkt i en proportionalitetsbetragtning.

3.2.1. Overtrædelser af generelle forbud.

Når en overtrædelse af et generelt forbud konstateres, må tilsynsmyndigheden umiddelbart meddele den ansvarlige, at den ulovlige handling øjeblikkelig skal bringes til ophør.

Sådanne »standsningspåbud« skal eksempelvis anvendes for at imødegå de overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 17, der består i udledning af ajle, ensilagesaft eller gylle. Bringes udledningen ikke til ophør, må tilsynsmyndigheden i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er nødvendige for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, om muligt selv træffe de nødvendige foranstaltninger for at få udledningen stoppet og skadevirkningerne af udledningen begrænset, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 3 og 4. Desuden må tilsynsmyndigheden vurdere, om der er grundlag for at tage initiativ til meddelelse af påbud om ændring af de bestående forhold på den pågældende landbrugsejendom.

Meddelelser om standsning må tillige anvendes i tilfælde, hvor der er iværksat bygge- og anlægsarbejder i strid med bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3, jfr. i øvrigt kapitel 2.3.

3.2.2. Manglende tilladelse eller godkendelse.

Såfremt tilsynsmyndigheden (normalt kommunalbestyrelsen) konstaterer, at en virksomhed foregår uden den nødvendige tilladelse eller godkendelse, jfr. eksempelvis miljøbeskyttelseslovens §§ 11, 18 og 35, skal tilsynsmyndigheden i almindelighed foranledige, at den ulovlige virksomhed standses og først genoptages, når den lovbefalede tilladelse eller godkendelse er meddelt.

Tilsynsmyndigheden skal derfor umiddelbart meddele den ansvarlige, at den ulovlige virksomhed skal indstilles, at en ansøgning om tilladelse eller godkendelse skal indgives, hvis virksomheden ønskes genoptaget, og at virksomheden ikke kan genoptages, før den nødvendige tilladelse eller godkendelse er meddelt.

En meddelelse om standsning indskærper som udgangspunkt kun, hvad der er lovlig adfærd i forhold til de umiddelbart gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, og tilsynsmyndighedens beføjelse til at meddele sådanne »standsningspåbud« forekommer så utvivlsom, at en egentlig lovhjemmel kan forekomme upåkrævet. I almindelighed indeholder lovgivningen heller ikke bestemmelser herom.

Miljøbeskyttelseslovens § 42 fastsætter imidlertid, at godkendelsesmyndigheden kan nedlægge forbud imod fortsat drift af en særligt forurenende virksomhed, der drives uden den lovbefalede godkendelse. Da bestemmelsen for så vidt kan siges at have samme sigte som en meddelelse om standsning, kan det volde tvivl at fastslå, hvilke beføjelser tilsynsmyndigheden kan udøve, når den ikke tillige er godkendelsesmyndighed.

Det følger allerede af miljøbeskyttelseslovens § 35, stk. 1, jfr. § 83, stk. 1, nr. 4, at drift af en særligt forurenende virksomhed uden godkendelse er ulovlig. Miljøbeskyttelseslovens § 42 kan hermed ikke være til hinder for, at tilsynsmyndigheden, hvis en lovovertrædelse er åbenbar og bør bringes til ophør snarest muligt, stiller krav herom og i givet fald indgiver politianmeldelse for overtrædelsen. Samtidig må tilsynsmyndigheden underrette godkendelsesmyndigheden om, at det ulovlige forhold er søgt bragt til ophør ved tilsynsmyndighedens foranstaltning.

I andre tilfælde må tilsynsmyndigheden hurtigst muligt tilvejebringe de nødvendige oplysninger til en bedømmelse af forholdet og med henvisning til § 42 underrette godkendelsesmyndigheden. Denne fremgangsmåde bør eksempelvis anvendes i tilfælde, hvor der kan være retlig tvivl om godkendelsesspørgsmålet, eller hvor det af andre grunde skønnes rimeligt at lade godkendelsesmyndigheden vurdere forholdet.

En tilsvarende fremgangsmåde bør anvendes også i andre tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden ikke er tilladelsesmyndighed.

Det bemærkes i øvrigt, at bestemmelsen i § 42 alene omhandler forbud imod fortsat drift af en særligt forurenende virksomhed. Tilsynsmyndigheden kan derfor ikke være afskåret fra at meddele, at bygge- og anlægsarbejder, der foretages uden den fornødne godkendelse efter § 35, skal indstilles.

I et vist omfang kan det være rimeligt, at de fastlagte retningslinjer lempes på grundlag af en proportionalitetsbetragtning. Kan det eksempelvis umiddelbart konstateres, at en ulovligt etableret virksomhed drives inden for miljømæssigt forsvarlige rammer, vil det ofte være en acceptabel fremgangsmåde, at godkendelsesmyndigheden efter indstilling fra tilsynsmyndigheden alene stiller krav om, at der indgives en ansøgning om den nødvendige tilladelse eller godkendelse. Dette forudsætter dog, at der ikke foreligger skærpende omstændigheder, og der må under alle omstændigheder tages stilling til, om der er tilstrækkelig anledning til at indgive politianmeldelse for lovovertrædelsen jfr. kapitel 4.2.2.

I øvrigt bemærkes, at tilladelses- eller godkendelsesmyndigheden, hvis der meddeles afslag på en efterfølgende ansøgning om lovliggørelse, må tage stilling til, om ulovligt etablerede anlæg, indretninger m.v. skal fjernes af hensyn til forureningsbekæmpelse eller -forebyggelse, jfr. eksempelvis miljøbeskyttelseslovens § 42.

3.2.3. Vilkårsovertrædelser.

I forbindelse med meddelelser af tilladelser og godkendelser (f.eks. spildevandstilladelser efter § 18 og miljøgodkendelser efter § 35) tages der stilling til, hvilken forurening der kan betragtes som acceptabel og miljømæssigt forsvarlig. Udgangspunktet for miljøbeskyttelseslovens administration er naturligvis, at de fastsatte vilkår herom står ved magt, og ved konstateringen af vilkårsovertrædelser har tilsynsmyndigheden pligt til at foranledige, at virksomhedens drift bringes i overensstemmelse med vilkårene.

Den bedømmelse af vilkårsovertrædelser, som skal foretages, bør bl.a. ske på grundlag af nærmere oplysninger fra den ansvarlige, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 52. I almindelighed bør tilsynsmyndigheden derfor anmode den ansvarlige om bl.a. oplysninger om vilkårsovertrædelsens baggrund og oplysninger om de foranstaltninger, som eventuelt allerede er eller vil blive truffet for at forebygge tilsvarende vilkårsovertrædelser.

Ved konstatering af en vilkårsovertrædelse må tilsynsmyndigheden i det mindste indskærpe, at vilkårene skal overholdes, og tilsynsmyndighedens reaktion kan i almindelighed begrænses hertil, hvis der er tale om en enkeltstående vilkårsovertrædelse, som eksempelvis skyldes atypiske driftsomstændigheder.

Såfremt der er tale om gentagne eller vedvarende vilkårsovertrædelser, må tilsynsmyndigheden indskærpe, at virksomheden har pligt til at træffe sådanne forureningsbegrænsende foranstaltninger, at vilkårene for fremtiden overholdes. I denne forbindelse bemærkes især, at en længerevarende, faktisk accept af vilkårsovertrædelser vil indebære en tilsidesættelse af de pligter, som efter miljøbeskyttelseslovens § 50 a påhviler tilsynsmyndigheden.

Ved enkeltstående, betydelige vilkårsovertrædelser, som eksempelvis skyldes driftsuheld, må der tages stilling til, om der er grundlag for at stille krav om gennemførelse af foranstaltninger, som kan forebygge tilsvarende vilkårsovertrædelser. Denne beføjelse bør udøves af tilladelses- henholdsvis godkendelsesmyndigheden, som må vurdere, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres for at sikre, at vilkårene for fremtiden overholdes.

Er der tale om gentagne eller vedvarende, betydelige vilkårsovertrædelser må tilladelses- henholdsvis godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om tilladelsen, f.eks. en spildevandstilladelse efter § 18, midlertidigt eller endeligt skal tilbagekaldes, eller om der skal nedlægges midlertidigt eller endeligt forbud imod fortsat drift af en særligt forurenende virksomhed, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 42.

Med henblik på at sikre, at disse beføjelser kan udnyttes, må tilsynsmyndigheden i givet fald underrette den pågældende tilladelses- eller godkendelsesmyndighed om konstaterede vilkårsovertrædelser.

Selv om udgangspunktet er, at fastsatte vilkår står ved magt, er det ikke udelukket at lempe vilkårene. En betingelse herfor vil imidlertid være, at de forhold, der er indgået i bedømmelsen af en virksomheds forureningsforhold, er ændret væsentligt, eller at vilkårene kan betragtes som utidssvarende. Finder tilladelses- eller godkendelsesmyndigheden på en sådan baggrund, at vilkårene kan ændres, siger det sig selv, at de regler, der gælder for meddelelse af tilladelse respektive godkendelse, må følges ved sagens behandling. Det vil således ikke være i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven, at der indgås aftale om, at vilkårene lempes i en længere periode, mens virksomheden træffer nødvendige foranstaltninger for at nedbringe forureningen.

3.2.4. Manglende efterkommelse af påbud eller forbud.

De beføjelser, som tilsynsmyndigheden (normalt kommunalbestyrelsen) kan udøve, når et påbud ikke efterkommes, spænder fra en forlængelse af fristen til nedlæggelse af forbud imod fortsat drift.

Før en fristforlængelse kan komme på tale, må der foreligge et ændret grundlag for en bedømmelse af sagen. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis en virksomhed har taget egnede skridt til at efterkomme påbuddet, men er løbet ind i uforudsete vanskeligheder med de forureningsbegrænsende foranstaltningers etablering, eller hvis forureningen er nedbragt, men dog ikke helt i overensstemmelse med påbuddet.

Som udgangspunkt bør en fristforlængelse ikke meddeles, hvis der overhovedet ikke er taget skridt til at efterkomme påbuddet. På den anden side kan det ud fra en proportionalitetsbetragtning være rimeligt at tilkendegive, at en politianmeldelse vil komme på tale, medmindre påbuddet snarest muligt efterkommes. Tages der herefter ikke egnede skridt til en efterkommelse af påbuddet, skal der indgives politianmeldelse med henblik på anvendelse af bødestraf og tvangsbøder.

I tilfælde, hvor påbuddet sigter på at få nedbragt en ganske væsentlig forurening, må konsekvensen af manglende efterkommelse være, at der nedlægges forbud med en passende frist for efterkommelse. Samtidig kan det tilkendegives, at forbuddet bortfalder, hvis det tidligere meddelte påbud efterkommes inden for fristen.

Hvis tilsynsmyndigheden finder det forsvarligt ikke at meddele et sådant forbud, må der indgives politianmeldelse med henblik på anvendelse af straf og tvangsbøder.

Hvis en virksomhed påfører omgivelserne betydelig forurening, må manglende efterkommelse af et påbud indebære meddelelse af et forbud, som skal efterkommes straks og være gældende, indtil virksomheden har godtgjort, at de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger er gennemført.

3.3. Sagsbehandlingsregler og klage.

I miljøbeskyttelseslovens § 68 a er det fastsat, at bestemmelserne i lovens § 67 og § 68, stk. 1, ikke finder anvendelse ved meddelelse om standsning af virksomhed, der er i strid med gældende forbudsbestemmelser, af virksomhed, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse eller godkendelse, eller på meddelelse om at efterkomme en tidligere truffet afgørelse.

Formålet med bestemmelsen er at præcisere, at meddelelser af denne karakter ikke er forvaltningsafgørelser. Der er således heller ikke grundlag for rekurs, og meddelelserne skal derfor ikke indeholde klagevejledning.

Det er dog utvivlsomt, at forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 kan påklages, og af motiverne til § 68 a fremgår, at forhåndsvarsling efter § 68 i almindelighed bør gives, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt den påbegyndte aktivitet kræver godkendelse.

En konsekvens heraf må være, at et forbud efter § 42 imod fortsat drift skal indeholde klagevejledning, og klagen bør i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens udgangspunkt have opsættende virkning, hvis der er rimelig tvivl om tilladelses- eller godkendelsesspørgsmålet. Hvis der ikke er det, må det af hensyn til retshåndhævelsens effektivitet bestemmes, at klagen ikke skal have opsættende virkning, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 2.

3.4. Selvhjælpshandlinger.

Af de bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 3-5, der nu er gennemført, fremgår, at kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet i et vist omfang har pligt til at gennemføre selvhjælpshandlinger. Forpligtelsen består i tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden samt i tilfælde, hvor øjeblikkelig indgriben er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse.

Det må forudsættes, at pligten kun består, hvis den pågældende myndighed har praktiske muligheder for at gennemføre en selvhjælpshandling, og at det ikke er nødvendigt at iværksætte en selvhjælpshandling, hvis den ansvarlige allerede selv har iværksat de nødvendige foranstaltninger.

De nødvendige foranstaltninger gennemføres for den ansvarliges regning, jfr. § 49, stk. 3, og det må antages, at der er udpantningsret for miljømyndighedernes udgifter, jfr. § 1, nr. 5, i lov nr. 36 af 29. marts 1873 (med senere ændringer) om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig. Derimod er der ingen fortrinsret i den pågældende ejendom.

Bestemmelserne i § 49, stk. 3-5, omhandler formentlig kun foranstaltninger, som ellers kunne have været omfattet af et påbud i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Der er med andre ord ikke med bestemmelserne gennemført almindelige regler om miljøberedskabet.

Det kan således være tvivlsomt, om udgifterne til foranstaltninger, som gennemføres på anden mands ejendom, påhviler den ansvarlige forurener i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 3. En sådan forpligtelse vil derimod som hovedregel følge af almindelige, erstatningsretlige regler, herunder reglerne om nødret og uanmodet forretningsførelse, jfr. afsnit 10 i miljøstyrelsens vejledning nr. 8/ 1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden.

Bilag 4

Retningslinier for behandlingen af straffesager inden for miljøområdet (Samarbejde med miljømyndighederne m.v.).

I. Indledning.

Ved lov nr. 250 af 23. maj 1984, som trådte i kraft den 1. august 1984, er der gennemført ændringer i en række miljøretlige love, herunder i miljøbeskyttelses- og levnedsmiddelloven. Lovændringerne bygger på betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen.

I forbindelse med folketingets behandling af lovforslaget blev der udtrykt ønske om, at der i tilknytning til lovændringerne bliver udarbejdet administrative bestemmelser om samarbejdet inden for det pågældende område mellem miljømyndighederne og politiet og anklagemyndigheden med henblik på at sikre en hensigtsmæssig behandling af sager om overtrædelse af den miljøretlige lovgivning.

På denne baggrund har justitsministeriet efter drøftelse med bl.a. repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden udarbejdet de i denne cirkulæreskrivelse indeholdte retningslinier vedrørende politiets og anklagemyndighedens behandling af sager af den omhandlede art.

Retningslinierne vil anvnlig have betydning for sager vedrørende miljøbeskyttelsesloven og levnedsmiddelloven.

Samtidig hermed er der af miljøministeriet udsendt vedhæftede retningslinier for miljømyndighedernes behandling af sager om overtrædelse af miljølovgivningen. Miljøministeriets cirkulære (»om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven«) indeholder bl.a. bestemmelser om indgivelse af politianmeldelse, fremskaffelse af oplysninger af faktiske og retlig karakter m.v.

2. Efterforskning.

Efterforskning indledes i overensstemmelse med retsplejelovensregler. Vedkommende miljømyndighed underrettes altid af politiet om sager, der er anmeldt af andre end miljømyndigheden, og som på grundlag af det foreliggende ke har givet anledning til at indlede plitimæssig efterforsking.

I forbindelse med efterforskning - hvadenten den sker efter begæring af miljømyndighederne eller andre - bør politiet i fornødent omfang underrette vedkommende miljømyndighed om sagens forløb. Tvivlsomme spørgsmål om faktiske eller retlige forhold, som har betydning for sagens videre behandling, bør drøftes med eller forelægges for den pågældende miljømyndighed. Ved forelæggelse af sager for miljømyndighederne bør så vidt muligt fremhæves de enkeltspørgsmål, som skønnes af særlig betydning i forbindelse med den politimæssige og strafferetlige vurdering af sagerne ( specificerede høringer).

De oplysninger, der er af betydning for den videre efterforskning, tiltalens udformning, sanktionspåstanden m.v., indhentes, når dette skønnes hensigtsmæssigt, med bistand fra vedkommende miljømyndighed.

Når der foreligger betydelige overtrædelser, som rejser særlige spørgsmål af miljømæssig, teknologisk karakter, vil sagen eller spørgsmål i tilknytning til sagen af politi eller anklagemyndighed kunne forelægges direkte for miljøstyrelsen. Der vil endvidere hos miljøstyrelsen kunne indhentes udtalelser vedrørende retlige spørgsmål og oplysninger om strafferetlig praksis.

3. Tiltalerejsning, tiltalens udformning m.v.

Når sagens efterforskning er afsluttet, bør sagen i almindelighed forelægges for vedkommende miljømyndighed med anmodning om en udtalelse, forinden der tages stilling til spørgsmålet om tiltalerejsning, tiltalens udformning og sanktionspåstanden. Dette gælder dog ikke, hvis miljømyndigheden tidligere under sagen - f.eks. ved indgivelse af politianmeldelse - har udtalt sig om disse spørgsmål, og der ikke i forbindelse med efterforskningen er fremkommet væsentlige oplysninger. Forelæggelse er heller ikke nødvendig, hvis der er tale om kurante sager.

Anklagemyndighedens påstand afpasses efter overtrædelsens art og grovhed, således har medført eller kan frygtes at medføre, og til gerningsmandens subjektive forhold. Har overtrædelsen indbragt eller tilsigtet en gevinst, eventuelt i form af en besparelse, bør påstanden fastsættes med hensyntagen til den økonomiske fordel, der er indvindet eller tilsigtet.

Sager om overtrædelse af miljøgivningen bør - uanset om sagen agtes fremmet eller sluttet - forelægges for statsadvokaten, hvis der er forvoldt betydelig skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, hvis der er opnået betydelig økonomisk fordel ved overtrædelsen eller er fremkaldt mulighed derfor, eller hvis sagen iøvrigt påkalder sig særlige interesser.

4. Særligt om tiltale mod selskaber.

Er overtrædelsen begået af et selskab, bør ansvaret som regel pålægges selskabet som sådant. Har ledelsen af selskabet eller en overordnet funktionær, herunder direktøren, handlet forsætligt eller vist grov uagtsomhed, bør tiltalen - foruden imod selskabet - rejses mod den eller de personligt ansvarlige. Dette vil der navnlig kunne være anledning til, når overtrædelsen består i undladelse af et efterkomme påbud eller tilsidesættelse af forbud eller vilkår. Påstanden mod den personligt ansvarlige fastsættes i overensstemmelse med almindelig praksis efter forholdets grovhed og tiltaltes økonomiske forhold, således at den eventielt opnåede ellet tilsigtede økonomiske gevinst søges inddraget ved bødepåstanden overfor selskabet.

Såfremt den daglige leder af selskabet tillige er hovedaktionær og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, rejses tiltalen alene mod ham, der ikke ved at drive virksomhed i selskabsform skal kunne undgå det personlige ansvar. Personligt ansvar gøres normalt ikke gældende ved overtrædelse af underordnet betydning, som må antages at skyldes en »anonym« fejl. I så fald rejses tiltalen mod selskabet og kun mod dette.

5. Domsforhandling m.v.

Vedkommende miljømyndighed underrettes om tidspunktet for sagens foretagelse i retten.

I sager, der er særligt indviklede eller tvivlsomme, som indeholder principelle spørgsmål, eller hvor der iøvrigt skønnes at være behov herfor, bør en repræsentant for miljømyndigheden være til stede med henblik på at yde den fornødne bistand under domsforhandlingen.

Vedkommende miljømyndighed underrettes om sagens udfald. Afgøres sagen med dom, skal domsudskrift hurtigst muligt og i god tid inden ankefristens udløb sendes til vedkommende miljømyndighed.

Denne cirkulæreskrivelse træder i stedet for rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 9. oktober 1979 om behandling af sager om overtrædelse af levnedsmiddelloven og miljøbeskyttelsesloven.

Erik Ninn-Hansen

C. C. Duus

Kapitel 4 Politianmeldelse, efterforskning og tiltalerejsning

Kapitel 4

Politianmeldelse, efterforskning og tiltalerejsning

4.1. Almindelige bemærkninger.

Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 84 behandles sager om overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven som politisager. De beføjelser, som retsplejeloven tillægger anklagemyndigheden i første instans, udøves hermed af politimesteren. Det er eksempelvis politimesteren, der i første instans afgør, om en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven skal føre til tiltalerejsning.

Medmindre de oplysninger, som tilsynsmyndigheden har tilvejebragt, udgør et tilstrækkeligt grundlag for politimesterens afgørelse, vil der blive foretaget en politimæssig efterforskning. En sådan efterforskning, som bl.a. har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede, kan iværksættes af politiet enten af egen drift eller efter anmeldelse. I praksis vil efterforskningen dog oftest tage udgangspunkt i en anmeldelse fra tilsynsmyndigheden og hermed på grundlag af de undersøgelser, som tilsynsmyndigheden allerede har foretaget.

I praksis vil tilsynsmyndighedens (eller andre miljømyndigheders) udtalelse også have betydelig vægt, når politimesteren skal afgøre, om der skal ske tiltalerejsning.

Som udgangspunkt betyder disse forhold ikke, at tilsynsmyndigheden skal vurdere tiltalespørgsmålet, når der skal tages stilling til, om der skal indgives politianmeldelse. Det skyldes især, at der først gennem den politimæssige efterforskning tilvejebringes de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre tiltalespørgsmålet. Det skyldes imidlertid også, at alene anklagemyndigheden har den ekspertise, der er nødvendig for fuldt ud at bedømme tiltalespørgsmålet.

I almindelighed bør en politianmeldelse derfor ikke indeholde en anmodning om tiltalerejsning. Først når den politimæssige efterforskning er gennemført, vil der være grundlag for, at tilsynsmyndigheden over for politiet kan give udtryk for en opfattelse af tiltalespørgsmålet, jfr. dog afsnit 4.3. nedenfor.

Tilsynsmyndighedens vurdering af, om der bør indgives politianmeldelse, må således træffes på et andet grundlag og efter andre principper end anklagemyndighedens afgørelser om tiltalerejsning. En række af de omstændigheder, som anklagemyndigheden skal lægge vægt på, vil dog også have betydning for tilsynsmyndighedens vurdering.

4.2. Retningslinjer for indgivelse af politianmeldelse.

Hverken tilsynsmyndigheden eller andre miljømyndigheder har nogen almindelig pligt til at indgive politianmeldelse for konstaterede overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven. En speciel pligt hertil følger derimod af miljøbeskyttelseslovens § 50 a, hvis anvendelsen af administrative retsmidler ikke er tilstrækkelig til at bringe et ulovligt forhold til ophør.

Reaktionen på manglende efterkommelse af en meddelelse eller afgørelse om lovliggørelse må derfor i almindelighed være, at der indgives politianmeldelse. På den anden side vil den omstændighed, at lovliggørelse har fundet sted, ikke alene kunne begrunde, at der ikke indgives politianmeldelse.

I de tilfælde, hvor der ikke er pligt efter miljøbeskyttelseslovens § 50 a til at indgive politianmeldelse, må vurderingen af spørgsmålet tage udgangspunkt i, hvilken miljømæssig interesse der er krænket ved lovovertrædelsen. Dette indebærer, at der i lyset af miljøbeskyttelseslovens formål må foretages en prioritering. Herved må der lægges afgørende vægt på miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse og motiverne til håndhævelsesloven, jfr. bilag 1 og 2, og der kan på grundlag heraf fastlægges visse almindelige retningslinjer for indgivelse af politianmeldelse.

4.2.1. Overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 17 m.v.

En klar overtrædelse af det generelle forbud i miljøbeskyttelseslovens § 17, der har medført forurening i et vandløb, må normalt medføre politianmeldelse fra amtsrådets side.

Dette gælder bl.a. for ulovlige tilførsler af ajle, gylle eller ensilagesaft, idet den generelle grovhed af disse overtrædelser er ganske betydelig.

Manglende efterkommelse af påbud efter miljøbeskyttelsesreglementets kapitel 11, der har til formål at forebygge sådanne overtrædelser, skal også i almindelighed resultere i politianmeldelse fra kommunalbestyrelsens side, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 50 a.

4.2.2. Manglende tilladelse eller godkendelse.

Et væsentligt element i forureningsbekæmpelsen er, at miljømyndighederne på forhånd får lejlighed til at vurdere, om en forurenende virksomhed eller aktivitet kan indrettes og drives på en sådan måde, at forureningen begrænses i nødvendigt omfang. Samfundsmæssigt set er den væsentligste begrundelse for miljøbeskyttelseslovens tilladelses- og godkendelsesbestemmelser med andre ord, at en forurenende aktivitet ikke må drives, før den kompetente miljømyndighed har konstateret, at driften kan foregå inden for miljømæssigt forsvarlige rammer.

Det har således væsentlig betydning for miljøbeskyttelsen at modvirke, at en forurenende aktivitet drives uden den lovbefalede godkendelse eller tilladelse. Præventive grunde og hensynet til retsbevidstheden taler også for, at miljømyndighederne reagerer konsekvent i disse tilfælde.

Udgangspunktet må være, at klare overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens §§ 11, 18 og 35 på erhvervsmæssige eller tilsvarende områder skal resultere i en politianmeldelse. Med udtrykket »klare overtrædelser« sigtes til, at der ikke kan siges at foreligge retlig tvivl om, at den forurenende aktivitet krævede forudgående tilladelse eller godkendelse.

Udgangspunktet kan fraviges i tilfælde, hvor en meddelelse eller afgørelse om standsning er blevet efterkommet, idet de økonomiske konsekvenser heraf i almindelighed vil være ganske følelige. Det må dog forudsættes, at der ikke foreligger nogen rimelig formodning om skærpende omstændigheder, f.eks. miljøskade, økonomisk fordel, forsæt eller gentagelsestilfælde. Eksempelvis må en spildevandsudledning, der er iværksat uden tilladelse, bedømmes på samme måde som ulovlige udledninger af ajle, gylle eller ensilagesaft.

Selv om tilsynsmyndigheden kan tage skridt til indgivelse af politianmeldelse, må det i almindelighed betragtes som mest hensigtsmæssigt, at tilladelses- eller godkendelsesmyndigheden efter drøftelse med tilsynsmyndigheden indgiver politianmeldelse og herefter indgår i det nødvendige samarbejde med politi og anklagemyndighed.

I tilfælde, hvor der alene er iværksat bygge- og anlægsarbejder i strid med miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, vil der kun undtagelsesvis være nogen begrundelse for at indgive politianmeldelse, hvis en meddelelse om standsning er efterkommet. For at indskærpe miljøbeskyttelseslovens overholdelse kan der dog i tilfælde af klare overtrædelser være anledning til at indgive en politianmeldelse, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, f.eks. gentagelsestilfælde eller begrundet formodning om en bevidst overtrædelse.

4.2.3. Vilkårsovertrædelser.

Reaktionen på overtrædelser af vilkår i godkendelser eller tilladelser kan i en række tilfælde begrænses til anvendelse af administrative retsmidler. I tilfælde, hvor der er konstateret en mindre betydningsfuld, enkeltstående overtrædelse kan reaktionen eksempelvis begrænses til en påtale fra tilsynsmyndighedens side.

Derimod må der som altovervejende hovedregel indgives politianmeldelse for grove, vedvarende eller gentagne overtrædelser af vilkår, der har til formål at begrænse en virksomheds forurening til et miljømæssigt forsvarligt niveau. Undtagelser kan eksempelvis komme på tale ved driftsforstyrrelser eller uheld, hvis virksomheden straks har givet underretning til tilsynsmyndigheden, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 53.

Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor vilkårsovertrædelsen har medført betydelig forurening. I så fald bør tilsynsmyndigheden søge de nærmere omstændigheder klarlagt gennem en politimæssig efterforskning, før der tages stilling til, om vilkårsovertrædelsen efter tilsynsmyndighedens opfattelse bør have strafferetlige konsekvenser.

I almindelighed vil der ikke være tilstrækkelig anledning til at indgive politianmeldelse, såfremt en virksomhed straks fremsender oplysning om, at der som led i driftskontrollen er konstateret vilkårsovertrædelser, og at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre vilkårenes overholdelse.

4.2.4. Manglende efterkommelse af påbud eller forbud.

Manglende efterkommelse af påbud eller forbud bør ofte indebære, at tilsynsmyndigheden indgiver politianmeldelse. Dette forudsætter naturligvis, at der ikke efter et påbuds meddelelse er tilvejebragt nye oplysninger, som giver grundlag for en forlængelse af efterkommelsesfristen.

Politianmeldelse bør i særlig grad komme på tale, hvis et påbud sigter på at få nedbragt en ganske væsentlig eller betydelig forurening. Et alternativ til en politianmeldelse kan dog være, at der i overensstemmelse med retningslinjerne i kapitel 3.2.4. nedlægges forbud imod fortsat drift.

4.2.5. Private anmeldelser.

Som nævnt i kapitel 3.1. må det antages, at politiet i en vis udstrækning kan henvise private anmeldelser om formodede lovovertrædelser til tilsynsmyndighedens (foreløbige) behandling.

Såfremt der er særlig anledning hertil, kan politimesteren dog i stedet anmode tilsynsmyndigheden om en udtalelse og på grundlag heraf tage stilling til, hvad der videre skal foretages i anledning af anmeldelsen. Denne fremgangsmåde må eksempelvis anvendes, hvis en privatperson forgæves har henstillet til tilsynsmyndigheden at indgive politianmeldelse.

4.3. Politianmeldelsens udformning.

Som nævnt har den politimæssige efterforskning bl.a. til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede. I almindelighed bør en politianmeldelse derfor ikke indeholde tilkendegivelser om tiltalespørgsmålet, men alene en anmodning om, at politiet iværksætter efterforskning, og at resultatet heraf tilbagesendes med henblik på, at tilsynsmyndigheden kan fremkomme med en udtalelse om tiltalespørgsmålet og sanktionspåstanden.

Såfremt der er tale om en lovovertrædelse på et område, hvor der foreligger en fast praksis for sagernes behandling, kan tilsynsmyndigheden dog allerede i politianmeldelsen udtale sig om tiltalespørgsmålet og sanktionspåstanden. Det samme gælder, hvis sagen er af begrænset omfang og karakter. I givet fald vil politiet fremsende sagen til fornyet udtalelse, hvis der under den politimæssige efterforskning fremkommer oplysninger, som væsentligt kan ændre bedømmelsen af lovovertrædelsen.

I øvrigt skal politianmeldelsen ledsages af en kort beskrivelse af sagens omstændigheder, oplysninger om sagens administrative behandling og oplysning om, hvilke bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven der må anses for overtrådt. Desuden bør det oplyses, hvem politiet kan tage kontakt med om efterforskningens tilrettelæggelse og under selve efterforskningen.

Af hensyn til efterforskningens tilrettelæggelse må det endvidere oplyses, om der er omstændigheder, som særligt bør søges nærmere belyst. Det er eksempelvis af væsentlig betydning at oplyse, om der allerede er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til en bedømmelse af lovovertrædelsens miljømæssige konsekvenser, eller om der efter nærmere drøftelse bør tilvejebringes yderligere oplysninger herom. På tilsvarende måde bør det oplyses, om lovovertrædelsen kan antages at have medført økonomisk fordel, og i givet fald hvilke oplysninger der efter tilsynsmyndighedens opfattelse bør indhentes som led i efterforskningen.

Politianmeldelsen vil på denne måde kunne indeholde tilsynsmyndighedens foreløbige tilkendegivelse om, hvilket samarbejde der er nødvendigt for at få efterforskningen tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde.

4.4. Samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden.

Et almindeligt led i den politimæssige efterforskning vil være, at politiet bl.a. gennem afhøringer søger at klarlægge hændelsesforløbet, at placere ansvaret for lovovertrædelsen og at belyse gerningsmandens eller -mændenes subjektive forhold til lovovertrædelsen, herunder om enkeltpersoner kan antages at have pådraget sig strafansvar i forbindelse med kollektive enheders overtrædelser. Desuden vil det være et led i efterforskningen at tilvejebringe oplysninger til belysning af, om lovovertrædelsen er forsætlig, groft uagtsom eller simpelt uagtsom, og i samarbejde med tilsynsmyndigheden at få klarlagt den økonomiske fordel, der eventuelt er opnået eller tilsigtet.

I nogle tilfælde vil politiet stort set uden særlig bistand fra tilsynsmyndigheden eller andre miljømyndigheder kunne tilrettelægge og gennemføre den nødvendige efterforskning. Overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven kan på den anden side være præget af komplicerede faglige, erhvervsmæssige og teknologiske forhold, som hverken politiet eller anklagemyndigheden har faglig indsigt i. I sådanne tilfælde vil det være af afgørende betydning, at efterforskningen tilrettelægges og gennemføres efter forudgående drøftelser mellem tilsynsmyndigheden og politiet, og at tilsynsmyndigheden yder politiet den nødvendige bistand under efterforskningen.

Såfremt politiet finder det nødvendigt, må tilsynsmyndigheden forud for efterforskningen gennemgå og redegøre for de forhold af miljømæssig og teknologisk karakter, som har særlig betydning for en bedømmelse af lovovertrædelsen. Tilsynsmyndigheden må også være indstillet på, hvis politiet anmoder herom, at lade en repræsentant for tilsynsmyndigheden deltage i de afhøringer, som politiet skal gennemføre med henblik på at klarlægge faktiske forhold af erhvervsmæssig, faglig eller teknologisk karakter.

Når efterforskningen er afsluttet, afgør politimesteren, om der skal rejses tiltale. Forinden der tages stilling til spørgsmålet om tiltalerejsning, tiltalens udformning og sanktionspåstanden, forelægges sagen i almindelighed for tilsynsmyndigheden. Dette gælder dog ikke, hvis tilsynsmyndigheden tidligere under sagen - f.eks. ved indgivelse af politianmeldelse - har udtalt sig om disse spørgsmål, jfr. kapitel 4.1.

Hvis tilsynsmyndigheden finder, at der bør rejses tiltale, må der så vidt muligt afgives en udtalelse om sanktionspåstanden, og eventuelle tvivlsspørgsmål herom må forudgående drøftes med politimesteren. Det må endvidere oplyses, hvem der i givet fald skal indkaldes til retsmøder i sagen. Endelig må det tilkendegives, om der er tvivlsspørgsmål, som bør forelægges for miljøstyrelsen, før sagen eventuelt indbringes for retten.

Når der er truffet beslutning om tiltalerejsning, vil det have væsentlig betydning for sagens udfald, at politimesteren, hvis sagen indbringes for retten, kan fremlægge de nødvendige oplysninger om lovovertrædelsens karakter.

Miljømyndigheden må således medvirke til, at retten får forelagt de nødvendige oplysninger om (fare for) skade på miljøet og opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Eksempelvis vil det have betydning i sager om overtrædelser af vilkår i godkendelser eller tilladelser, at der foreligger oplysninger om de pågældende stoffers miljøskadelige egenskaber, og at der redegøres for den miljømæssige begrundelse for den regulering, der findes sted gennem vilkår i godkendelser og tilladelser. På tilsvarende måde må der i sager om ulovlige udledninger af ajle, gylle eller ensilagesaft formidles oplysninger om de skadevirkninger, som sådanne udledninger forvolder i vandområderne.

I forbindelse med sagens forberedelse vil det blive afklaret, i hvilket omfang politimesteren skal forelægge sådanne oplysninger om lovovertrædelsen for retten, og i hvilket omfang der skal føres sagkyndige vidner. Desuden må det aftales, i hvilket omfang tilsynsmyndigheden skal yde bistand under sagens behandling i retten.

I øvrigt må politimesteren opfordres til at sende kopi af dom, retsbogsudskrift eller bødeforelæg til tilsynsmyndigheden og miljøstyrelsen, således at disse myndigheder får mulighed for at orientere sig om straffesagers afgørelse og for at øve indflydelse på ankespørgsmål.

4.5. Tvangsbøder.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der i domme, hvorved nogen tilholdes at opfylde en forpligtelse mod det offentlige, som tvangsmiddel fastsættes en fortløbende bøde (såkaldte tvangsbøder), der tilfalder statskassen.

På miljøbeskyttelsesområdet kan anvendelse af tvangsbøder bl.a. komme på tale i forbindelse med manglende efterkommelse af påbud eller forbud og manglende opfyldelse af vilkår i godkendelser og tilladelser.

Miljømyndighederne må ved behandlingen af sager om sådanne lovovertrædelser være opmærksomme på, om tvangsbøder bør anvendes, og i givet fald udtale sig herom til politimesteren. Der bør lægges vægt på, at tvangsbøder får en sådan størrelse, at de i forhold til lovovertrædelsens karakter bliver et effektivt virkende tvangsmiddel.

Når der er pålagt tvangsbøder, påser tilsynsmyndigheden, jfr. miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, om forpligtelsen efterkommes inden for den i dommen fastlagte frist, og politimesteren underrettes om resultatet af tilsynsmyndighedens undersøgelser.

Betales tvangsbøderne ikke, når den i dommen fastsatte frist er udløbet, påhviler det politimesteren at søge dem inddrevet, jfr. retsplejelovens § 997, stk. 3, og § 478, stk. 2, samt § 17, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 277 af 30. juni 1965 (med senere ændringer) om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. Er udlægsforretningen resultatløs, kan tvangsbøder omsættes til hæftestraf, jfr. ikrafttrædelseslovens § 17, stk. 1.

Det er politimesteren, som i første instans afgør, hvornår de nævnte pressionsmidler skal bringes i anvendelse.

4.6. Anke.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, kan domme i politisager kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde eller konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Justitsministeren kan dog tillade anke, såfremt sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. En ansøgning herom skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse.

I forhold til miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse indebærer bestemmelsen, at der kræves tilladelse fra justitsministeriet, hvis der er rejst tiltale efter miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 1. Derimod må det antages, at statsadvokaten kan anke uden tilladelse, hvis der er rejst tiltale efter § 83, stk. 2. I disse tilfælde vil ankefristen, når der ankes til skærpelse, være 14 dage.

Under alle omstændigheder indebærer disse frister, at overvejelser om anke, herunder eventuelle drøftelser med statsadvokaten eller miljøstyrelsen, skal fremmes mest muligt. I almindelighed vil det derfor ikke være muligt at forelægge ankespørgsmål for det kommunale råd eller udvalg.

Det må således forudsættes, at den kommunale forvaltning med henblik på en effektiv håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven har bemyndigelse til at afgive udtalelser til statsadvokaten om ankespørgsmål. Forvaltningens udtalelse kan herefter efterfølgende forelægges for det kommunale udvalg eller råd, som om nødvendigt kan anmode statsadvokaten om at tilbagekalde en anke eller en ansøgning om anketilladelse.

4.7. Sagsomkostninger.

Af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 7 følger indirekte, at tilsynsmyndigheden selv afholder de udgifter, der er forbundet med tilsynets udøvelse. Når kommunalbestyrelsen f.eks. kontrollerer, om en virksomhed har nedbragt støjniveauet i overensstemmelse med et meddelt påbud, afholder kommunen de nødvendige udgifter til støjmålinger. På tilsvarende måde afholder kommuner og amtskommuner de almindelige udgifter, som er forbundet med at gennemføre det tilsyn med spildevandsudledninger og recipienter, der er fastlagt i bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og forurening af vandområder (med senere ændringer).

Hvis en tilsynsmyndigheds undersøgelser medfører tiltalerejsning for en lovovertrædelse, opstår spørgsmålet, om tilsynsudgifterne kan betragtes som omkostninger i straffesagen, jfr. de gældende bestemmelser herom i retsplejelovens § 1008. Der kan ikke gives noget entydigt svar på dette spørgsmål.

I praksis er det antaget, at udgifterne til analyse af de vandprøver, der udtages som led i en amtskommunes undersøgelser af udledninger af ajle, gylle eller ensilagesaft, kan dækkes som sagsomkostninger.

Kommunalbestyrelser og amtsråd bør være opmærksomme på den mulighed, der foreligger for at få dækket undersøgelsesudgifter som sagsomkostninger. Eventuelle spørgsmål herom må rejses over for og drøftes med politimesteren.

Kapitel 5 Miljøstyrelsens opgaver

Kapitel 5

Miljøstyrelsens opgaver

5.1. Forelæggelse af straffesager.

I almindelighed vil straffesagernes forberedelse og gennemførelse ske i samarbejde mellem politiet og tilsynsmyndigheden. Når der foreligger betydelige overtrædelser, som rejser særlige spørgsmål af miljømæssig, teknologisk eller økonomisk karakter, kan den ekspertise, som miljøstyrelsen er i besiddelse af, dog med fordel udnyttes ved forberedelsen og gennemførelsen af straffesager.

Miljøstyrelsen vil i sådanne tilfælde være indstillet på at yde den nødvendige rådgivning til tilsynsmyndigheden eller politiet, og i det omfang, der er behov herfor, at udarbejde sagkyndige erklæringer eller at stille sagkyndige vidner til rådighed.

Som hidtil vil miljøstyrelsen også være indstillet på at rådgive om, hvorvidt en dom skal prøves ved højere instans, og at yde vejledning vedrørende andre spørgsmål om strafforfølgning. Det indebærer eksempelvis, at miljøstyrelsen er indstillet på at afgive udtalelser til anklagemyndigheden om retlige tvivlsspørgsmål og at formidle oplysninger om den strafferetlige praksis.

5.2. Sikring af ensartet praksis m.v.

Som nævnt i kapitel 1, har folketingets miljø- og planlægningsudvalg tilkendegivet, at formålet med ændringen af miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse er »at sikre en væsentlig forhøjelse af det bødeniveau, som i dag findes for miljølovsovertrædelser«.

Med henblik på at sikre, at den tilsigtede skærpelse finder sted, bør de kommunale råd indtil videre være særligt opmærksomme på, om miljøstyrelsen bør inddrages i forberedelsen og gennemførelsen af straffessager og i overvejelser om anke af afsagte domme.

I øvrigt vil det være miljøstyrelsens opgave nøje af følge udviklingen i den strafferetlige praksis. Det er derfor af væsentlig betydning, at de kommunale råd sikrer, at miljøstyrelsen orienteres om strafferetlige afgørelser (bødeforelæg, indenretlige bødevedtagelser og domme). I den forbindelse bemærkes, at domme m.v. om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 17 for fremtiden skal sendes til miljøstyrelsen og ikke som hidtil - jfr. vejledning nr. 4/ 1981 vedr. bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet - til miljøstyrelsens ferskvandslaboratorium.

Når der foreligger domme, som kan have principiel karakter eller almindelig betydning for administrationen af miljøbeskyttelseslovens straffebestemmelse, vil miljøstyrelsen orientere de kommunale råd og anklagemyndigheden.

Miljøministeriet, den 10. maj 1985

Christian Christensen

/ Erik Lindegaard

Cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

Indholdsfortegnelse

Ingen