Instruks for klitfogederne.
Statutory Text (2 Articles)
Instruks for klitfogederne.
Klitfogeden antages af sandflugtskommissionen som medhjælp for kommissionens kommunale medlem, der er hans nærmeste foresatte.
Klitfogeden har pligt til at følge de anvisninger og pålæg, der gives ham af det kommunale medlem og overklitfogeden.
Klitfogeddistriktets grænser fastlægges af sandflugtskommissionen.
Klitfogeden deltager i sandflugtskommissionens besigtigelser i sit klitfogeddistrikt.
Klitfogedens opgaver består i
A. Opsyn med dæmpningstilstanden i klitfogeddistriktet på såvel fredede som ikke-fredede sandflugtsstrækninger.
B. Opretholdelse af orden på klitfredede arealer (klitter og strandbred).
C. Deltagelse i og ledelse af dæmpningsarbejder.
Vedrørende A
Sandflugt eller sandflugtsfare på ikke-fredede arealer skal indberettes, uanset sandflugtens omfang eller farens størrelse. For fredede arealers vedkommende gives tilsvarende indberetning, såfremt der skønnes at være risiko for sandflugt af større omfang end det for stedet sædvanlige.
Indberetningerne gives snarest muligt til det lokale medlem, og i faretruende situationer aldeles omgående.
Klitfogeden påser, at fredningsliniens afmærkning er i orden. Konstatering af ødelagte eller manglende pæle indberettes til statsskovsdistriktet.
Klitfogeden skal være opmærksom på, at afstanden mellem klitfod og fredningslinie skal være mindst 100 m. Måtte der på grund af kysttilbagerykning opstå tvivl om, hvorvidt denne betingelse er opfyldt, meddeles det til statsskovdistriktet. Klitfogeden skal efter anmodning fra private lodsejere yde vejledning vedrørende udførelsen af de dem pålagte dæmpningsarbejder.
Vedrørende B.
Klitfogeden påser, at der i de fredede klitter ikke - medmindre særlig tilladelse foreligger
1. opføres eller træffes forberedelse til opførelse af bygninger eller udvidelse af bestående bygninger,
2. anlægges veje, stier eller parkeringspladser.
3. opsættes skilte, master, hegn og bænke, henkastes eller nedgraves affald eller etableres private afspærringer eller forbud mod færdsel,
4. fjernes eller beskadiges vegetation eller materialer, der tjener dæmpningsformål,
5. græsses husdyr på arealer, der ikke lovligt må udnyttes til landbrugsmæssige formål,
6. foretages gravning eller anden oprodning af grunden, der kan fremme sandflugt,
7. foregår ridning, kørsel, parkering eller camping,
8. foregår færdsel i områder, hvor der af sandflugtshensyn er etableret færdselsforbud.
9. foretages afbrænding af hede, affald, kvas (bål) og lign.
Klitfogeden påser, at der på den fredede strandbred ikke, medmindre særlig tilladelse foreligger
10. opstilles kiosker, bade- eller strandlysthuse, eller etableres anlæg af nogen art,
11. camperes eller på anden måde sker overtrædelse af bestemmelserne i vejledningen for besøgende i klitter og klitplantager. Opstilling af telte i dagtimerne - fra kl. 07-21 - er tilladt. På strandbredder åbne for motorkørsel må campingvogne henstilles i samme tidsrum.
Forseelser påtales på stedet. Efterkommes klitfogedens henstillinger ikke, søges bistand hos politiet for såvidt angår overtrædelse af bestemmelser vedrørende publikums færdsel og ophold. Større overtrædelser af sandflugtslovens bestemmelser (f.eks. vedr. byggeri, vejanlæg, hegning o.lign.) meddeles omgående til det kommunale medlem og statsskovdistriktet.
Vedrørende C
Klitfogeden sørger efter aftale med det kommunale medlem for, at de godkendte dæmpningsarbejder bliver udført. Han skal således antage den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft, anvise og lede arbejdet, vejlede og kontrollere arbejderne og ved udførelse af akkordarbejde foretage opmåling af de præsterede ydelser.
Efter statsskovdistriktets nærmere bestemmelse gælder enten
1. Klitfogeden er ansvarlig for, at de ham pålagte regnskabsmæssige opgaver udføres forskriftsmæssigt, og at fristen for aflevering af regnskabet overholdes
eller
2. Klitfogeden kontrollerer de af arbejderne udfyldte timesedler, som afleveres til det kommunale medlem.
Afskedigelse.
Klitfogeden kan afskediges og selv søge sin afsked med 3 måneders varsel. Kriminelle forseelser eller grov tjenstlig forsømmelse kan medføre øjeblikkelig afskedigelse.
Ikrafttrædelse.
Nærværende instruks træder i kraft den 1. maj 1984. Samtidigt ophæves klitdirektoratets instruks af 1. juni 1962 for klitfogederne.
SKOVSTYRELSEN, den 24. APR. 1984.
H. Frølund
/ V. Stephansen