Instruks for det kommunale medlem af sandflugtskommissionen.
Statutory Text (2 Articles)
Instruks for det kommunale medlem af sandflugtskommissionen.
Det kommunale medlem af sandflugtskommissionen udpeges af kommunalbestyrelsen efter hvert nyvalg til denne. Medlemmet skal være bosat i kommunen.
Medlemmet skal deltage i afgørelser, der ifølge sandflugtsloven er henlagt til sandflugtskommissionen, og så vidt muligt deltage i behandlingen af kommissionens sager iøvrigt.
Medlemmet fører i sin kommune stadigt tilsyn med alle sandflugtsstrækninger - fredede og ikke-fredede - og drager omsorg for, at de af skovstyrelsen godkendte arbejdsplaner for sandflugtens dæmpning bringes til udførelse. Medlemmet bistås i dette arbejde af en eller flere af kommissionen antagne klitfogeder. Medlemmet giver klitfogeden nærmere anvisninger vedrørende antagelsen af den nødvendige arbejdskraft til dæmpningsarbejder.
Dæmpningsarbejdet skal så vidt muligt være afsluttet inden 1. december. Væsentlige overskridelser af budgettet må ikke finde sted uden tilladelse fra statsskovdistriktet.
EFter statsskovdistriktets nærmere bestemmelser gælder enten
1) Medlemmet er ansvarlig for, at regnskabet føres i overensstemmelse med den udleverede regnskabsinstruks, og at fristen for aflevering af regnskabet til statsskovdistriktet overholdes,
eller
2) Medlemmet kontrollerer sammen med klitfogeden, at de uddelte timesedler er korrekt udfyldt. Ved påtegning godkender det kommunale medlem timesedler og regninger og sender disse til skovdistriktets kontor inden de af distriktet fastsatte frister.
Såfremt der konstateres sandflugt, der gør hurtig dæmpning nødvendig, meddeles det statsskovdistriktet, uanset om det er i fredet eller ikke-fredet klit.
Større overtrædelser af sandflugtslovens bestemmelser (f.eks. gravning, hegning, vejanlæg og lignende) indberettes omgående til statsskovdistriktet. Hvis det ikke er muligt at komme i forbindelse med statsskovdistriktet, må sådanne arbejder straks standses af det kommunale medlem, om fornødent med bistand af politiet eller fogedretten.
Medlemmet skal være behjælpelig med at klarlægge ejerforholdet til sandflugtsstrækninger i tilfælde, hvor det er nødvendigt at pålægge private at udføre dæmpningsarbejder.
Såfremt en arbejder kommer til skade under arbejdet, skal dette straks anmeldes til statsskovdistriktet, der foretager den videre anmeldelse.
Nærværende instrukt træder i kraft den 1. maj 1984. Samtidigt ophæves klitdirektoratets instruks af 1. juni 1962 for det kommunale medlem af sandflugtskommissionen.
SKOVSTYRELSEN, den 24. APR. 1984.
H. Frølund
/V. Stephansen
Ingen