Afskrivning - ændring i afgrænsning mellem installationer og inventar
Statutory Text (1 Articles)
Afskrivning - ændring i afgrænsning mellem installationer og inventar
1. Den vurderingsmæssige behandling er i almindelighed afgørende for, om et aktiv skal afskrives som bygningsbestanddel/installation eller inventar. Hvis et aktiv medtages ved ejendomsvurderingen, afskrives det som bygningsbestanddel/installation i medfør af afskrivningslovens afsnit IV, hvorimod det anses for inventar, der afskrives efter afsnit I, hvis det ikke medtages ved vurderingen.
Ved lov nr. 159 af 28. april 1982 er tinglysningslovens § 38 ændret, således at tinglyst pant i en fast ejendom kun omfatter tilbehør til bygningen, som er indlagt af ejeren til brug for bygningen. Tilbehør, som indlægges til brug for en erhvervsvirksomhed i bygningen, omfattes ikke af panteretten i ejendommen.
På baggrund heraf har ligningsrådet med vurderingsmæssig virkning fra 18. almindelige vurdering vedtaget følgende, ændrede vurderingspraksis
»Som sædvanligt tilbehør til en bygning betragtes installationer, som er indlagt til brug for bygningens anvendelse til erhverv i almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig erhversmæssig udnyttelse af bygningen ikke i vurderingsmæssig henseende betragtes som sædvanligt tilbehør«.
2. Praksisændringen medfører, at faste transport- og lageranlæg, tanke samt ventilations- og genvindingsanlæg fra 18. almindelige vurdering ikke længere vil blive medtaget ved ejendomsvurderingen, med mindre de er egentlige bygningsbestanddele eller tjener bygningens almindelige udnyttelse.
I landbrugsbygninger vil stier, bokse, bure m.v. i stalde ikke blive medtaget af vurderingen, såfremt de ikke har karakter af egentlige bygningsdele eller er anbragt således, at de ikke kan fjernes, men er placeret med henblik på varig forbliven på samme sted.
I restauranter medtages ingen »hårde hvidevarer«, stålborde eller bardiske m.v., idet disse dele ikke tjener bygningens almindelig brug.
Praksisændringen har ikke virkning for beboelsesejendomme.
3. Aktiver, der i henhold til ovenstående ikke længere vil blive medtaget ved ejendomsvurderingen, kan afskrives som inventar efter afskrivningslovens afsnit I.
Den nye praksis har virkning for afskrivning på aktiver, der anskaffes i indkomståret 1984 og senere.
Anskaffelser, der er foretaget før indkomståret 1984, behandles afskrivningsmæssigt efter hidtidig praksis.
Hans Westerberg Marianne Mandahl