Vejledning for pensionskasser om anvendelsen af udtrædelsesgodtgørelser, jfr. par. 9, stk. 3 i lov om tilsyn med pensionskasser
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning for pensionskasser om anvendelsen af udtrædelsesgodtgørelser, jfr. par. 9, stk. 3 i lov om tilsyn med pensionskasser
Denne vejledning fastsætter forsikringstilsynets praksis med hensyn til anvendelsen af udtrædelsesgodtgørelser og erstatter cirkulærskrivelse af 2. december 1983.
A.
Når udtrædelsesgodtgørelsen er større end det i § 9, stk. 3 anførte løngennemsnit, kan udtrædelsesgodtgørelsen ikke udbetales kontant, medmindre forsikringstilsynet tillader anden anvendelse. Denne dispensation vil kun kunne forventes, hvor det af helbredsmæssige årsager er udelukket eller uhensigtsmæssigt at anvende beløbet til tegning af pensionsforsikring eller livrente, samt i tilfælde af emigration eller lignende.
Under henvisning til at forsikringstilsynet stadig modtager dispensationsansøgninger i tilfælde, hvor godtgørelsen overstiger gennemsnittet af den pågældendes lønning (herunder tantieme o. lign.) for de sidste 3 år, og at det hænder, at den pågældende allerede ved indgivelse af ansøgningen har disponeret i tillid til, at dispensation vil blive givet, skal man anmode pensionskasserne om at underrette medlemmerne om, at dispensation alene kan forventes givet i ovennævnte tilfælde.
B.
Når udtrædelsesgodtgørelsen er mindre end det i § 9, stk. 3 anførte løngennemsnit, skal den alene anvendes som indbetaling til en anden under statstilsyn stående pensionskasse eller til en forsikringsmæssig pensionsordning, såfremt indbetalingen vil bevirke en forbedring af pensionsrettighederne i den ny ordning.
Kan den ny pensionsordning ikke modtage beløbet (f. eks. fordi der er tale om en kapitalforsikring, eller det af pensionsoverenskomsten hos ny arbejdsgiver fremgår, at indbetaling af medbragt udtrædelsesgodtgørelse i pensionsordningen ikke berettiger til højere pensionsydelser), må udtrædelsesgodtgørelsen herefter udbetales kontant.
Optages det udtrædende medlem i en tarifpensionskasse, skal udtrædelsesgodtgørelsen indbetales til pensionskassen til forøget pension.
Optages vedkommende i en tilsagnspensionskasse, skal kun den del af udtrædelsesgodtgørelsen, der kan anvendes til opnåelse af forøget eller fuld anciennitet, indbetales til pensionskassen, medens det overskydende beløb vil kunne udbetales kontant.
Såfremt den ordning, som medlemmet optages i, er en pensionsordning med løbende udbetalinger (kollektiv eller individuelt tegnet) eller en rateforsikring tegnet i et forsikringsselskab, der er berettiget til at drive virksomhed her i landet, skal udtrædelsesgodtgørelsen indbetales til ordningen.
Overførsel af en udtrædelsesgodtgørelse til en rateforsikring kan medføre afgiftspligt ifølge pensionsbeskatningsloven. Såfremt overførsel af udtrædelsesgodtgørelsen til rateforsikringen vil medføre afgiftsbetaling, må det udtrædende medlem enten vælge at overføre udtrædelsesgodtgørelsen til forsikringen mod afgiftsbetaling eller at overføre beløbet til tegning af en pensionsforsikring uden afgiftsbetaling. Mindre beløb vil dog kunne udbetales kontant, såfremt en pensionsforsikring indeholdende personlig pension (pension ved alder 60 = invalidepension), samt 60 % ægtefællepension tegnet for udtrædelsesgodtgørelsen til sin tid ville give en alderspension på mindre end 6.000 kr. pr. år.
Er der ved ansættelsen mulighed for at vælge mellem forskellige pensionsordninger (f.eks. opsparingsordning i et pengeinstitut, en livsforsikringsordning, en pensionsordning med løbende udbetalinger eller kombinationer heraf) vil det udtrædende medlem ikke have krav på kontant udbetaling, hvis der vælges en pensionsordning med løbende udbetalinger, en rateforsikring eller en ordning, hvor 50 % eller mere af det samlede pensionsbidrag anvendes til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en rateforsikring.
Vælges en anden ordning, kan udtrædelsesgodtgørelsen udbetales kontant.
Et medlem vil dog have krav på kontant udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen, hvis vedkommende ikke ved ansættelsestidspunktet har opnået den alder, der svarer til en bestemt minimumsalder, som er en forudsætning for optagelse i den ny pensionsordning.
Ved bedømmelsen af muligheden for kontant udbetaling efter ovenstående retningslinier er det derimod uden betydning, om muligheden for optagelse i den nye pensionsordning forudsætter, at der har været tale om ansættelse hos den nye arbejdsgiver i en bestemt tidsperiode. Er der til optagelse i pensionsordningen knyttet et sådant krav, må udtrædelsesgodtgørelsen indsættes på en § 42-konto i medfør af lov om beskatningen af pensionsordinger m.v. eller efter medlemmets ønske anvendes til tegning af en pensionsforsikring. Hvis det allerede på ansættelsestidspunktet er oplyst, at den pågældende ikke vil have den for optagelse nødvendige alder efter udløb af denne tidsperiode, vil udtrædelsesgodtgørelsen straks kunne udbetales kontant.
Såfremt medlemmet forlader den nye stilling inden optagelsestidspunktet er indtruffet, kan udtrædelsesgodtgørelsen endvidere udbetales kontant.
Erklærer et medlem efter fratræden af stilling, at medlemmet ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, arbejdsløs eller fratrådt sin stilling for at påbegynde egen virksomhed, kan udtrædelsesgodtgørelsen udbetales kontant, såfremt den pågældende efter den tid, der medgår til afvikling af tilgodehavende ferie m.v., erklærer ikke at have ansættelse - eller have aftale om ansættelse - i en stilling, hvor medlemmet straks eller senere vil blive optaget i en pensionsordning af den ovenfor beskrevne art.
For så vidt pensionskassen måtte have benyttet sig af muligheden for i sine vedtægter at få indføjet en bestemmelse om, at medlemmerne ved udtræden i visse tilfælde har ret til at få kontant udbetaling af den del af godtgørelsen, der hidrører fra deres eget bidrag gælder det foran anførte også for denne del af udtrædelsesgodtgørelsen.
Til afgørelse af om et udtrædende medlem overgår til en stilling med pensionsordning, skal man anmode pensionskassen om i tilfælde af et medlems udtræden først at forhøre sig hos det udtrædende medlem om den nye arbejdsgivers navn og adresse, og derefter - såfremt denne arbejdsgivers eventuelle pensionsordning ikke er kassen bekendt - direkte at rette henvendelse til den ny arbejdsgiver for at få oplysning om pensionsforholdene ved den nye ansættelse.
I øvrigt henledes opmærksomheden på betaling af afgift ved kontant udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen, jfr. lov om beskatningen af pensionsordninger m.v..
Erik Johansen
/Niels Hagelberg