Skrivelse om eksamensregler for forsøgsfaget Film- og TV-kundskab som tilvalgsfag på HF
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om eksamensregler for forsøgsfaget Film- og TV-kundskab som tilvalgsfag på HF
Der afholdes to mundtlige prøver: en i praktisk film- og videoproduktion (gruppeeksamen) og en i teoretisk film- og videoanalyse (individuel eksamen).
Prøven i praktisk film- og videoproduktion (gruppeeksamen)
Grundlaget for gruppeeksamen er gruppens film- eller videoproduktion samt gruppedeltagernes indledende oplæg.
I den resterende del af eksamensforløbet klarlægges gennem samtale og spørgsmål gruppemedlemmernes mediebevidsthed om deres produktion (redegørelse for gruppens principielle diskussioner i arbejdet med produktionsfaserne, begrundelse for de valgte tekniske og indholdsmæssige løsninger, samt relatering til generelle aspekter i film- og videoproduktionen).
Eksaminator og censor skal sørge for at den enkelte eksaminands selvstændige indsats træder frem.
Eksaminationstiden er ca. 15 minutter pr. elev.
Prøven i teoretisk film- og videoanalyse (individuel eksamen)
På grundlag af en ikke gennemgået kortfilm/film eller tv-citat/ en række still-billeder/trykt materiale valgt således at gennemgået stof inddrages i eksaminationen, prøves eksaminanden i sin evne til at fremdrage væsentlige (tekniske og indholdsmæssige) aspekter i materialet. Eksaminationen skal have klare relationer til de områder der er arbejdet med i løbet af kursus.
Der gives 30 minutters forberedelsestid. Eksaminationstid: ca. 30 minutter.
Der gives een karakter på grundlag af eksaminandens præstation ved henholdsvis gruppeeksamen og individuel eksamen. Delkaraktererne ved gruppeeksamen og den individuelle eksamen anføres på eksamensbeviset som ikke-medtællende karakter under overskrifterne praktik og teori. De to dele af eksamen skal have samme vægt. Vurderingen ved gruppeeksamen skal være individuel.
SELVSTUDERENDE.
Selvstuderende skal inden den individuelle eksamen fremlægge en redigeret filmproduktion af mindst 5 minutters varighed eller en videoproduktion af mindst 10 minutters varighed som udgangspunkt for eksaminationen i film- og videoproduktion. Denne eksamination afløser gruppeeksamen. Den individuelle eksamen for selvstuderende er den samme som for kursusstuderende.
Med hensyn til praktiske forhold gælder følgende
I. Generelt
1. Prøven i praktisk film- og videoproduktion (gruppeeksamen) og prøven i teoretisk film- og videoanalyse (individuel eksamen) skal afholdes samme dag.
2. Der eksamineres ca. 8 elever pr. dag.
3. Gruppeeksamen skal afvikles før den individuelle eksamen.
II. Ved prøven i praktisk film- og video-produktion (gruppeeksamen)
1. Skolen sender senest 7 dage før eksamensdagen censor de super 8~ og videoproduktioner (u-matic- eller VHS-systemet, dog også indtil 1983 VCR-systemet - jvf. LfU's kopierings- og distributionsbestemmelser for videobånd) som eleverne har fremstillet samt en fortegnelse over det tekniske udstyr de har haft til rådighed under optagelse og redigering.
2. Ved fastlæggelsen af delkarakteren i praktik skal hovedvægten lægges på en vurdering af gruppens film- eller videoproduktion.
3. Korte citater fra produktionen kan på foranledning af gruppen, eksaminator eller censor afspilles under eksamensforløbet.
III. Ved prøven i teoretisk film- og videoanalyse (individuel eksamen)
1. Skolen sender senest 7 dage før eksamensdagen censor en liste med angivelse af det eksamensmateriale og de spørgsmål eksaminator agter at forelægge ved eksamen.
2. Censor skal have mulighed for inden eksamen afholdes at se det visuelle eksamensmateriale.
3. Det nødvendige udstyr (eksempelvis 16-mm fremviser, videorecorder, monitor) skal forefindes i forberedelseslokalet. Eksaminanden betjener selv apparaturet.
4. Alle hjælpemidler herunder egne notater må benyttes i forberedelsestiden, men må ikke anvendes under eksaminationen.
5. Notaterne fra forberedelsestiden anvendes under eksaminationen som udgangspunkt for en selvstændig fremstilling.
6. Film- og tv-produktionerne/citaterne ledsages altid af et ark indeholdende de nødvendige credits, samt eventuelt vejledende spørgsmål som gør det klart for eksaminanden hvilket perspektiv der ønskes anlagt. Ved citater fra større film- og tv-produktioner kan det være nødvendigt på omtalte ark at give et kort resume der klarlægger citatets baggrund. Af hensyn til eksaminandernes valgmulighed skal antallet af eksamensspørgsmål overstige antallet af eksaminander med mindst to.
7. Eksaminanden prøves på grundlag af en ikke gennemgået film- eller tv-produktion/citat, en række stills, trykt materiale. To af ovennævnte materiale kan sammenstilles. Såfremt eksamensspørgsmålene ligger på video anbefales det at anbringe dem enkeltvis på 15 minutters kasetter.
8. I eksaminationstiden på ca. 30 minutter indgår den nødvendige tid til administration og opstilling af apparatur.
P.d.v.
Steffen Jensen
undervisningsinspektør
Ingen