Skrivelse vedrørende den større skriftlige opgave
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende den større skriftlige opgave
Ifølge bekendtgørelse nr. 304 af 3. juni 1984 om højere forberedelseseksamen § 3, stk. 2, og § 17 omfatter eksamen en større skriftlig opgave.
Opgaven udarbejdes i eet af fællesfagene religion, dansk, engelsk, historie eller geografi eller i et tilvalgsfag.
For kursusstuderende gælder, at opgaven udarbejdes i et fag, hvori den studerende undervises eller har været undervist.
Opgaven udarbejdes i løbet af en uge inden for perioden 1. december til 1. marts.
Kursusstuderende ved 2-årige kurser udarbejder opgaven i 2. kursusår, jfr. bekendtgørelsens § 10, stk. 2.
Kursusstuderende ved enkeltfagskurser og selvstuderende udarbejder opgaven inden indstilling til sidste prøve i eksamen, jfr. bekendtgørelsens § 20, stk. 1, nr. 2.
Selvstuderende udarbejder opgaven efter aftale med kursus i et fag, hvori de har aflagt prøve eller har indstillet sig til prøve i førstkommende eksamenstermin. Opgaven udarbejdes i den af kursus fastsatte opgavetermin.
Der henvises til de anvisninger for de »Faglige vejledninger« for den større skriftlige opgave ved hf i regelsamlingen under de enkelte fag (RS 02-xx).
I henhold til bekendtgørelsens § 17, stk. 4 fastsættes hermed nærmere regler for opgavens udarbejdelse.
1) Den studerende skal senest 1 måned før opgaveugen have valgt fag og område efter samråd med læreren.
2) For hver studerende udfyldes senest 1 måned før opgaveugen et A4-ark med den studerendes navn, klasse, det valgte fag og område.
3) Efter valget af område skal den studerende sætte sig i forbindelse med læreren for med denne at diskutere en afgrænsning af området med henblik på lærerens endelige formulering af opgavetitlen.
4) Den endelige opgavetitel, som udarbejdes af læreren, skal have en sådan form, at den studerende ikke på forhånd kan skrive væsentlige afsnit af den endelige opgave. Opgavetitlen skal være konkret og i præcise vendinger angive, hvad der kræves. Der må ikke stilles identiske opgaver til flere studerende, selvom de har valgt samme område.
5) Ved opgaveugens start udleveres kopi af det under punkt 2 omtalte A4-ark til hver enkelt studerende påført opgavens titel.
6) I selve opgaveugen skal den studerende have mulighed for at få forbindelse med læreren for at få besvaret korte spørgsmål der har betydning for udarbejdelse af opgaven.
7) Opgaven skal afleveres i 2 underskrevne eksemplarer, originalen og en kopi. Originalopgaven er enten håndskrevet eller maskinskrevet, et egentligt førstetryk. I en række tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at anvende fotokopiering. I så fald skal kursus attestere at have set det originale materiale (tabeller, maskinskrevne sider, udklip m.v.), som har dannet grundlag for fotokopien.
8) Opgaver i fremmedsprog skal som hovedregel udarbejdes på det sprog, som den studerende behersker bedst, normalt altid på dansk.
9) Studerende, som over for kursus dokumenterer, at de er fuldtidsbeskæftigede, har adgang til at skrive opgaven over en
periode af 10 dage. Tvivlstilfælde må forelægges direktoratet.
CENSUR
1) Censor skal have medsendt det ovenfor nævnte A4-ark påført område og titel.
Censor skal have tilsendt den originale opgavebesvarelse. I tilfælde hvor læreren skønner det nødvendigt, kan pensumbeskrivelse, materiale til belysning af vejledningen forud for opgaveskrivningen o.l. fremsendes til censor sammen med opgavebesvarelsen.
2) Ved bedømmelsen af opgavebesvarelsen kan sproglige mangler, der har indflydelse på opgavebesvarelsens forståelighed, få indflydelse på karakteren for opgaven.
ARBEJDSPLAN
1) Senest 10. januar tilsender hvert kursus direktoratet en oversigt over antallet af opgaver i de enkelte fag.
2) Senest 20. februar tilsender direktoratet hvert kursus en liste over censorer.
Kursus udfylder derefter de nødvendige karakterlister. Der anvendes »Karakterliste ved mundtlig eksamen«. Rubrikken til angivelse af fag udfyldes med: »Den større skriftlige opgave i (fag)».
3) Senest 1. marts sender rektor/forstander opgaverne pr. anbefalet post til censorerne bilagt karakterlisten og censors gule kopi påført lærerens telefonnummer. Samtidig udleveres en kopi af opgaverne til lærerne sammen med karakterlistens blå kopi.
4) Senest 15. april skal mundtlig eller skriftlig forhandling om bedømmelsen af opgaverne være afsluttet. Censor tager initiativ til denne forhandling. Er der efter forhandling opnået enighed om en karakter, skriver censor denne i rubrikken »karakter« på karakterlistenstenstensten. Er der efter forhandlinglingling ikke opnået enighed om en karakter, skriver censor i rubrikken: »eventuelle bemærkninger«: Censor: karakter Lærer: karakter, mens rubrikken karakter ikke udfyldes.
Derefter underskriver censor karakterlisten og sender straks denne sammen med opgaverne pr. anbefalet post til kursus.
5) Når rektor/forstander har modtaget opgaverne og karakterlisten fra censor kontrollerer og underskriver læreren karakterlisten og rektor/forstander indfører karaktererne i eksamensprotokollen.
Er der ikke opnået enighed mellem lærer og censor, fastsættes karakteren af rektor/forstander ifølge reglerne i bekendtgørelse af 3. juni 1984 § 36, stk. 2, nr. 2, og rektor/forstander foretager indberetning til direktoratet inden 30. april.
SYGEEKSAMEN OG REEKSAMINATION
1) Ifølge hf-bekendtgørelsen af 3. juni 1984 § 22, stk. 1, kan studerende, der på grund af sygdom blev forhindret i at skrive den større skriftlige opgave, skrive denne i sygeeksamensterminen.
Hvis sygdommen er indtruffet før opgavetitlen er udleveret, skrives opgaven ifølge den allerede af faglæreren udarbejdede titel. Hvis sygdommen indtræffer i opgaveugen, skrives opgaven i samme fag og inden for samme område, men med en af faglæreren udarbejdet ny titel.
Vedrørende tilmelding til sygeeksamen henvises til ovennævnte bekendtgørelses § 22, stk. 6 og til skrivelse af 16. juni 1981, RS 01-09, om tilmelding til sygeeksamen.
2) Studerende, der har aflagt prøve i alle fag, men ikke bestået eksamen, kan ligeledes skrive ny opgave i sygeeksamensterminen. Studerende, der af andre grunde ønsker at skrive opgaven om, kan først gøre dette i den følgende ordinære termin. Ved reeksamination kan den studerende vælge at skrive i et nyt fag og område.
3) Sygeeksamen skal være afsluttet senest 15. september. Ved censuren medvirker de censorer, der medvirkede ved den ordinære eksamen. Der gælder iøvrigt følgende arbejdsplan for syge- og reeksamen, idet der ved de enkelte punkter henvises til arbejdsplanen for den ordinære eksamen (denne skrivelse side 3 og 4).
Ad 3): 15. september
ad 4): 5. oktober
ad 5): 15. oktober.
4) Hvor ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan en studerende få tilladelse til at skrive opgave i en ferie placeret efter opgaveugen. Det er en forudsætning, at kursus og faglæreren, der skal være kontaktbar i opgaveugen, er indforstået hermed. Opgaver skrevet i en juleferie eller eventuelt vinterferie indgår i den normale censurprocedure, mens opgaver skrevet i en påskeferie indgår i censurproceduren for opgaver udarbejdet i den efterfølgende sygeeksamenstermin.
Ved klage over karakterfastsættelsen m.v. henvises til bekendtgørelsens § 39.
Denne skrivelse erstatter skrivelse af 5. august 1983, j.nr. 11-08-00/83, RS 01-02.
P.d.v.
Steffen Jensen
undervisningsinspektør
Ingen