Vejledning om udbetaling af kapitalerstatninger efter lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring m.fl. love (Til samtlige kommuner Social- og sundhedsforvaltningen)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om udbetaling af kapitalerstatninger efter lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring m.fl. love
(Til samtlige kommuner Social- og sundhedsforvaltningen)
Erstatninger i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven, der tilkendes som kapitalbeløb, skal ifølge lovens § 40, stk. 1, udbetales til det sociale udvalg i den erstatningsberettigedes opholdskommune. Erstatningen udbetales af arbejdsgiverens forsikringsselskab eller af sikringsstyrelsen, hvis den forsikrede er statsansat eller lignende. Det samme gælder for kapitalerstatninger efter ulykkesforsikringsloven (skader indtruffet før 1. april 1978) og lovgivningen om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.
Ifølge lovens § 40, stk. 5, forrentes kapitalbeløbet med en rente på 1 pct. under Nationalbankens diskonto ved udbetaling senere end 14 dage fra underretningen om sikringsstyrelsens afgørelse.
Der har tidligere været en vis usikkerhed med hensyn til spørgsmålet om ankes opsættende virkning på erstatningsudbetalingen. Man gør derfor opmærksom på, at socialudvalget skal udbetale erstatningen snarest efter modtagelsen, uanset om skadelidte har anket sikringsstyrelsens afgørelse eller tilkendegiver, at han/hun vil anke. Det er altså ikke nødvendigt at spørge skadelidte, om afgørelsen vil blive anket. I tilfælde, hvor et forsikringsselskab anker afgørelsen, udbetales erstatningen derimod ikke til socialudvalget. Skadelidte vil i den situation være henvist til at søge om a conto udbetaling på erstatningen.
Kapitalbeløbet udbetales den erstatningsberettigede til fri rådighed, medmindre det sociale udvalg er i besiddelse af oplysninger, hvorefter dette skønnes direkte utilrådeligt. Indgående undersøgelser af skadelidtes situation er ikke påkrævet, hvis der ikke er forhold, der tyder på, at udbetaling til fri rådighed vil føre til, at formålet med erstatningen (det forsørgelsesmæssige sigte) går tabt. Meenerstatning og overgangsbeløb bør som altovervejende hovedregel udbetales straks til fri rådighed.
En kommune kan ikke uden særlig lovhjemmel gøre udbetalingen af erstatningen betinget af, at den erstatningsberettigede lader gældsbeløb til det offentlige modregne i erstatningsbeløbet. Modregning af udbetalt hjælp efter bistandsloven kan ikke ske i de nævnte kapitalerstatninger.
Hvis udbetaling til fri rådighed undtagelsesvis ikke sker, anbringes beløbet til højest mulige rente på båndlagt konto, således at der ikke uden socialudvalgets samtykke kan hæves på kontoen. Til skrevne renter udbetales til kontohaveren til fri disposition. Om nødvendigt kan der periodisk fra kontoen udbetales rimelige beløb som supplement til den erstatningsberetttigedes indtægter, og der kan frigives beløb til nærmere dokumenterede formål. Hvis den erstatningsberettigede ikke har behov for at bruge af kapitalerstatningen, bør der ske en mere værdifast anbringelse af midlerne, f.eks. i højt forrentede obligationer eller gennem udbetaling på eller køb af ejerbolig, hvis pågældende har ønske herom. I så fald kan udvalget sikre en vis kontrol over formuegodet, f.eks. ved en rådighedspåtegning på obligationer eller tinglyst rådighedsdeklaration på fast ejendom, hvorefter der ikke kan ske salg, pantsætning, kreditforfølgning eller anden disposition uden det sociale udvalgs samtykke.
Når erstatning er tilkendt personer under 18 år eller umyndiggjorte, træffer udvalget i hvert enkelt tilfælde afgørelse af, hvordan kapitalbeløbet bedst kommer den umyndige til gode. Udbetaling til fri rådighed sker, når udvalget skønner det tilrådeligt. Spørgsmålet drøftes med den umyndige og værgen, og begge kvitterer for udbetalingen. Sikringsstyrelsen sender genpart af kendelsen om erstatning til umyndige til Familieretsdirektoratet. Det sociale udvalg skal samtidig med enhver hel eler delvis frigivelse af erstatningsbeløb underrette Familieretsdirektoratet, Holmens Kanal 20, 1060 København K.
Når kapitalbeløbet udbetales som erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner, jfr. anordning nr. 514 af 11. oktober 1978, skal udvalget forhandle med Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Klareboderne 1, 1115 København K, om, hvordan beløbet skal komme erstatningsberettigede til gode. Socialudvalgets afgørelse i disse sager kan ankes af justitsministeriet efter reglerne i arbejdsskadeforsikringslovens § 40, stk. 6, jfr. nedenfor om anke iøvrigt.
Hvis det sociale udvalg beslutter, at udbetaling ikke kan ske til fri rådighed, skal den erstatningsberettigede vejledes om, at udvalgets afgørelse kan indbringes for vedkommende amtsankenævn, i København og på Frederiksberg for den sociale ankestyrelse, til endelig administrativ afgørelse.
Efter lovens § 39, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, kan en løbende ydelse efter anmodning helt eller delvist omsættes til et kapitalbeløb. Sikringsstyrelsen vil ofte sende et sådant beløb til det sociale udvalg med anmodning om, at det sikres, at beløbet anvendes til det ansøgte formål. Det ovenfor anførte medfører ingen ændring på dette punkt.
Denne vejledning træder i stedet for sikringsstyrelsens cirkulære af 31. marts 1978 om retningslinier for de sociale udvalgs forvaltning af kapitalerstatningsbeløb tilkendt efter lov om arbejdsskadeforsikring m.fl., som ændret ved cirkulærer af 22. november 1978 og 11. maj 1982.
Sikringsstyrelsen, den 21. december 1984
F.B. Svarrer
/V. Bertram