Vejledning om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58

Vejledning om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58

1.

Indledning

1.1

Ved lov nr. 580 af 19. december 1983 blev bistandslovens § 58, stk. 3, 5 og 6, om ydelse af støtte til køb af bil ændret.

Loven trådte i kraft den. 1. januar 1984.

Samtidig blev bekendtgørelse nr. 471 af 22. oktober 1980 om støtte til erhvervelse af motorkøretøj ophævet og erstattet af bekendtgørelse nr. 645 af 19. december 1983 om støtte til køb af bil efter § 58.

1.2

Ved denne nye bekendtgørelse er der sket følgende ændringer

vedrørende tildeling

- Tildelingskriteriet er ændret således, at der lægges vægt på funktionsevnen i stedet for invaliditetsgrad.

- Tildeling af støtte til større eller dyrere bil er betinget af, at der foreligger særlige forhold ved invaliditeten, jfr. bekendtgørelsens § 6. I praksis vil tildeling forudsætte, at bilens pris overstiger lånerammen efter § 4 med tillæg af provenu fra tidligere bil, hvortil der er ydet støtte og eventuelt tilskud til automatisk transmission og andre særlige indretninger.

- Der gælder ikke særlige regler for støtte til bil for personer, der er optaget på døgninstitution, og efterfølgende optagelse på døgninstitution medfører ikke i sig selv, at forudsætningerne for støtten er bistet.

Vedrørende udmåling

- Der er kun een låneramme, således at graden af nedsættelsen af funktionsevnen er uden betydning for lånets størrelse i almindelige bevillinger. Lånerammen er pr. 1. januar 1984 kr. 85.000.

- Hvis der stilles krav om automatisk transmission, ydes der et fast tilskud hertil pr. 1. januar 1984 på kr. 11.400.

- Provenureglen ved almindelige bevillinger ændres således, at provenuet fra salg af tidligere invalidebil kan anvendes til køb af ny bil ud over lånerammen.

- Er der behov for hjælp til større eller dyrere bil ydes hele forskellen mellem lånerammen og bilens anskaffelsespris med fradrag af eventuelt provenu som et rente- og afdragsfrit lån.

- socialindkomstgrænsen, der er afgørende for størrelsen af den afdragspligtige del af lånet, er forhøjet pr. 1. januar 1984 til kr. 100.000.

Vedrørende administration

- Egenbetalingen ved støtte til særlige indretninger og kørekort er bortfaldet.

- Kravet om at bilen kun må benyttes af eller med den invaliderede som passager er ophævet.

- Afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån ved manglende betalingsevne træffes af det sociale udvalg.

- Revaliderings- og pensionsnævnet kan bemyndige det sociale udvalg til at bevilge tilskud til indretning af bil, når politiet har krævet særlige indretninger.

1.3.

Denne vejledning omhandler alene de ændrede tildelingskriterier, jfr. bekendtgørelsens § 1 og § 2. Socialstyrelsen vil senere udsende en samlet vejledning om sagsbehandling i bilsager.

2.

Tildelingskriterier.

Efter bekendtgørelsens §§ 1 og 2, stk. 1 kan der ydes støtte til bil til personer med en varie nedsættelse af funktionsevnen, som under hensyn til ansøgerens kørselsbehov og formål i væsentlig grad forringer evnen til at færdes uden bil.

Formålet med at indføre funktionsevnenedsættelsen som tildelingsbetingelse er at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag i sager om støtte til bil ved at ændre bedømmelsesgrundlaget fra en overvejende objektiv vurdering af ansøgerens helbredstilstand (meget svær invaliditet, svær invaliditet, invaliditet) til en mere rummelig vurdering af invaliditetens konsekvenser, herunder ansøgerens mulighed for at tilrettelægge en så selvstændig og selvhjulpen tilværelse som muligt.

Som grundlag for vurderingen af ansøgerens funktionsevne skal der derfor ske en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Denne beskrivelse af ansøgerens funktionsniveau, der er baseret på de sociale myndigheders og ansøgerens egen beskrivelse, må sammenholdes med oplysninger om det objektive helbredsmæssige grundlag.

Der kan ikke gives faste retningslinier for, hvornår der er tale om en væsentlig nedsættelse af funktionsevnen. Dette beror på en samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.

2.1.

Sociale forhold.

Som grundlag for vurderingen af ansøgerens sociale forhold ingår en række oplysninger om ansøgerens familie, bolig, uddannelse, erhverv, økonomi, fritidsaktiviteter, oplysninger om kørselsbehovet og om tilgængelige offentlige transportmidler og afstanden fra hjemmet til disse samt om muligheden for andre kørselsordninger.

Oplysningerne bør på samme måde som ved pensionsansøgningen i første række komme fra ansøgeren selv. Kan dette ikke lade sig gøre, må den kommunale sagsbehandler bistå ved oplysningsindsamlingen. Det forudsættes, at beskrivelsen af ansøgerens situation foretages af den kommunale sagsbehandler og ansøgeren i fællesskab.

I beskrivelsen af de sociale forhold bør der endvidere tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling, således at det sikres, at indsatsen vil have optimal effekt i hele perioden (6 år). Eksempelvis må der tages højde for, at børns behov og dermed behovet for at medtage hjælpemidler ændres.

I der følgende kommenteres en række forhold, der hver for sig eller i indbyrdes sammenspil kan have betydning for den samlede vurdering. Opregningen er ikke udtømmende, dvs. der kan godt i en konkret sag lægges vægt på andre forhold end de her nævnte. Der kan heller ikke på forhånd siges noget om den indbyrdes vægtning - altså om, hvor meget der skal lægges vægt på de enkelte forhold.

2.1.1.

Familieforhold.

Familiens størrelse og sammensætning har betydning for ansøgerens funktionsniveau og dermed kørselsbehov. Det er især ressource/manglende ressourcer hos de øvrige familiemedlemmer, der har betydning i denne sammenhæng. Fx. om ansøgeren er henvist til selv at købe ind m.v., i hvilket omfang en eventuel ægtefælle kan bistå ansøgeren, om der er andre personer med handicap i familien, herunder om der er børn med et stort plejebehov.

Såfremt ansøgeren har behov for hjælp ved ind- og udstigning bør det klarlægges om ansøgeren kan disponere over fornøden bistand hertil fra andre, eventuelt fører af bilen.

2.1.2.

Boligforhold.

Boligens placering i forhold til offentlige trafikmidler, indkøbsmuligheder, lægebesøg og offentlige kontorer m.v. vil ofte være af afgørende betydning for vurderingen af ansøgerens funktionsevne. Der bør således tages hensyn til om ansøgeren bor i et område med dårlig dækning (slet ingen dækning) af offentlige trafikmidler, og der bør som udgangspunkt stilles større krav til nedsættelsen af funktionsevnen til ansøgere, der bor i et område med tæt offentlig trafik, end til ansøgere, der bor i et område uden eller med dårlig offentlig trafikdækning.

Boligens etageplacering kan ligeledes være af betydning for ansøgerens funktionsniveau, fx. kan mange trapper i forbindelse med den daglige befordring m.v., tære så meget på kræfterne, at ansøgerens mulighed for at få dækket sit kørselsbehov uden brug af bil bliver forringet. Hvis en ansøger kun har en ubetydelig gangevne eller kun med betydelige vanskelighed kan nå frem til offentlige transportmidler, m.v. bør det få afgørende indflydelse på ansøgningens afgørelse.

2.1.3.

Arbejds- og uddannelsesmæssige forhold.

Der vil normalt altid være et kørselsbehov forbundet med et arbejde eller en uddannelse.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra arbejde eller uddannelse. Er ansøgeren udmattet ved ankomsten til bestemmelsesstedet, vil det være vanskeligt at forestille sig en tilfredsstillende arbejdssituation.

Der skal endvidere være tale om et arbejde, der skaffer ansøgeren et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Dette vil være tilfældet, hvis indtægten overstiger mellemste invalidepension (grundbeløb og invaliditetsbeløb, pr. 1. april 1984 kr. 49,944). Er indtægten mindre, beror det på en konkret vurdering, hvori bl.a. må indgå arbejdstidens længde, om der er tale om et væsentligt bidrag til forsørgelsen. I nogle tilfælde kan en indtægt på fx. kr. 40.000 meget vel udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen, selv om det - trods støtte - kan være dyrt at holde bil.

2.1.4.

Fritidsaktiviteter.

Støtte til bil drejer sig også om at forøge pågældendes udfoldelsesmuligheder og dermed livskvalitet. I den forbindelse er en persons fritidsaktiviteter, hvad enten det drejer sig om sport, skolegang, familiebesøg, sommerhusbesøg og lignende en væsentlig del af livskvaliteten.

Det afgørende er, at ansøgeren vil kunne udnytte bilen i et sådant omfang, at der reelt bliver tale om en lettelse i den daglige tilværelse.

2.1.5.

Særligt om personer med ophold på institution.

Personer, der varigt bor på institution, skal sidestilles med alle andre. De skal opfylde de samme kriterier for støtte, hvilket alt andet lige vil være mindre hyppigt forekommende for disse personer, da flere af de funktioner, de ikke selv kan klare, herunder fx. befordring i forbindelse med ferie og weekend, udføres af andre, og dermed ikke har indflydelse på vurderingen af vedkommendes funktionsniveau i relation til spørgsmålet om støtte til bil.

Såfremt en person allerede ved optagelsen på institution er i besiddelse af en bil, må udgangspunktet imidlertid være, at denne bevares på hidtidige vilkår, hvis der er mulighed for at bilen stadig i et vist omfang kan anvendes efter sit formål.

Dette kan have væsentlig betydning i forbindelse med overgangen til institutionstilværelsen og kan være medvirkende til at bevare kontakten til de pårørende uden for institutionen.

2.2.

Helbredsmæssige forhold.

Udgangspunktet for den samlede helbredsmæssige bedømmelse er ansøgerens egne klager over evnen til at færdes, suppleret med oplysninger om kørselsformål og ansøgerens sociale forhold, jfr. pkt. 2.1. foran, det vil sige, at der til belysning af ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder af gangevnen som udgangspunkt vil foreligge en bred beskrivelse af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelsen med sig handicap.

Formålet med den helbredsmæssige beskrivelse er at tilvejebringe så dækkende helbredsmæssige oplysninger, at det er muligt at vurdere, om der er en sådan sammenhæng mellem beskrivelsen af ansøgerens faktiske funktion og de objektive helbredsmæssgie forhold, at det kan forklare ændringerne i funktionsniveauet.

De objektive helbredsoplysninger skal endvidere danne grundlag for at vurdere, om tilstanden kan betegnes som varig og om behandlingsmulighederne er udtømte. ..BI.-Ansøgeren har pligt til selv at medvirke til sagens oplysning. Kommunens social- og sundhedsforvaltning må tage stilling til, hvilke helbredsmæssige oplysninger der må tilvejebringes, som grundlag for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold. Er der tvivl om, hvilke helbredsoplysninger, der er relevante i sagen, herunder om der bør indhentes speciallægeerklæring, bør der indhentes vejledning i amtskommunens socialcenter.

Ofte vil udskrift af sygehusjournal eller udskrivningsbrev og/eller foreliggende eller indhentet generel helbredsundersøgelse være tilstrækkelig for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold.

Ved ansøgning om udskiftning af bil kan en statusbedømmelse være hensigtsmæssig.

2.2.1.

Objektiv beskrivelse.

Det centrale i den objektive beskrivelse er funktionsniveauet. Det vil her være hensigtsmæssigt at opgive gangdistance, beskrive skridtlængde samt tiden, det tager at tilbagelægge gangdistancen. Endvidere sikkerhed/usikkerhed i vendinger samt igangsætningsbesvær og evnen til trappegang (op og ned), bestige høje trin og til at komme på og af offentlige transportmidler. Endvidere beskrivelse af om gangen foregår med eller uden hjælpemidler, om den er sikker i ansøgerens eget tempo eller om små niveauforskelle, glat føre eller lignende kan medføre væsentlig øget risiko for fald. I hvor lang tid ansøgeren kan stå. Er der særlige skånehensyn under hensyn til lidelsens art.

2.2.2.

Årsagen til det nedsatte funktionsniveau.

Det er væsentligt at få en beskrivelse af den tilgrundliggende lidelse for det nedsatte funktionsniveau, herunder den indskrænkede gangfunktion. Lidelsens kliniske manifestation kan ofte være lokaliseret til ben og fødder, mens grundlidelsen kan være lokaliseret til rygmarv, hjerne eller det perifere nervesystem.

I årsagsbeskrivelsen bør det oplyses om der eksempelvis findes

1) nedsat ledbevægelighed eller instabilitet i underekstremiteterne (fx. medfødt hofteskred, slidgigt i hofterne og knæ, lammelse).

2) følger efter amputationer.

3) balanceforstyrrelser, nedsat styring af benene eller kroppen som helhed (fx. disseminieret sclerose, parkinsonisme).

4) alment svækkende sygdomme, der giver hurtig udtrætning, (fx. hjertesygdomme, lungesygdomme).

5) nervøse lidelser, angsttilstande.

6) svakkede sanser, (fx. synsnedsættelse).

7) andre sygelige tilstande som nedsætter evnen til at færdes udendørs og med offentlige transportmidler (fx. nedsat funktion af overekstremiteterne).

2.2.3.

Diagnose/prognose.

Sygdommens diagnose bør anføres. Det er vigtigt, at tilstanden er diagnosticeret, og at der er taget stilling til behandlingsmulighederne og om tilstanden er varig. Prognosen, herunder specielt med henblik på gangfunktionen, bør vurderes.

2.2.4.

Vurderingen af konstaterede ændringer i funktionsniveauet.

På grundlag at relevante helbredsmæssige oplysninger må det vurderes, om der er sammenhæng mellem sygehistorie og de objektive fund og ændringen i funktionsniveauet, herunder specielt gangfunktionen. Er dette ikke tilfældet må det overvejes om ændringen i funktionsniveauet overvejende er socialt betinget eller om de helbredsmæssige oplysninger er utilstrækkelige.

Ved vurdering af omfanget af den konstaterede ændring i funktionsniveauet må der bl.a. tages hensyn til, hvilket formål bilen skal tjene for ansøgeren.

Betydningen af den konstaterede funktionsnedsættelse må derfor beskrives i forhold til kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og arbejds- og uddannelsesstedets placering i forhold til offentlige trafikmidler, eventuelle særlige skånehensyn som følge af lidelsens art m.v.

Der vil således stadig være en vis sammenhæng mellem omfanget af den konstaterede nedsættelse af funktionsniveauet og muligheden for støtte til køb af bil, idet der i den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen klart bør stilles større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for ansøgeren ved kørsel til fritidsformål end ved daglig kørsel til arbejde eller uddannelse.

2.3.

Samlet vurdering af funktionsevnenedsættelsen.

Beskrivelsen af ansøgerens funktionsniveau gennem oplysninger om de objektive helbredsmæssige forhold, og om ansøgerens sociale situation, herunder oplysninger om kørselsbehov og -formål, hjemmets palcering i forhold til arbejds- og uddannelsessted og pågældendes sociale og familiemæssige situation i øvrigt indgår i en samlet vurdering af ansøgerens funktionsevne. Denne vurdering danner grundlag for det sociale udvalgs indstilling og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af, om der skal ydes hjælp eller ej.

Ved at fokusere på den enkelte ansøgers funktionsevne, kan afgørelsen vedrørende to ansøgere med samme lidelse (diagnose) godt falde forskelligt ud. Det afgørende er, at der foretages en konkret samlet afvejning af den vægt, hvormed de enkelte sociale og helbredsmæssige momenter påvirker funktionsevnen. Skal bilen fx. anvendes ved befordring til og fra arbejde eller under uddannelse og og boligens, arbejds- eller uddannelsesstedets placering i forhold til offentlige trafikmidler eller belastningen ved benyttelse af offentlige trafikmidler taler for tildeling af støtte til bil, kan kravene til de helbredsmæssige forhold og eventuelle andre delmomenter nedsættes.

3.

Forholdet til andre befordringsordninger.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2 kan der ydes støtte til bil, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.

Ved vurderingen af kørselsbehovet må det overvejes, om ansøgerens samlede kørselsbehov er af et sådant omfang, at det i det enkelte tilfælde ikke i rimeligt omfang kan dækkes ved andre befordringsmidler.

3.1.

Hvis hovedformålet fx. er kørsel i forbindelse med en uddannelse, men det fremtidige kørselsbehov må forekomme usikkert, vil transportbehovet eventuelt kunne dækkes ved andre foranstaltninger (fx. hyrevognskørsel eller lejet bil) med støtte efter bistandslovens § 42.

Tilsvarende gælder det, at hvis der efter anden lovgivning eller som led i en institutions ydelser gives ret til befordring under uddannelsen, kan dette udelukke støtte til bil.

Der henvises herved til Undervisningsministeriets regler om befordring af syge og invaliderede elever i folkeskolen mellem hjem og skole, om befordringsgodtgørelse til visse grupper uddannelsessøgende (fx. HF-studerende og visse grupper mellemteknikerstuderende), om befordringsgodtgørelse til lærlinge og efg-elever i forbindelse med skoleundervisning, samt i forbindelse med praktikophold (her ydes dog kun almindelig befordringsgodtgørelse), samt om befordring af voksne, der modtager specialundervisning og speicalpædagogisk bistand efter lov om specialundervisning for voksne.

I disse situationer må det imidlertid indgå i vurderingen, om de nævnte befordringsordninger i rimeligt omfang tilgodeser ansøgerens samlede kørselsbehov såvel i forbindelse med uddannelse, herunder i eventuel praktikperiode, som øvrige rimelige kørselsbehov.

I vurderingen kan også indgå hvilken befordringsløsning, der på længere sigt må anses for den økonomisk mest hensigtsmæssige. Som økonomisk kriterium for hvornår ydelse af bil i disse situationer bør foretrækkes, kan angives, at bilen og dens drift i uddannelsestiden er den samfundsmæssigt billigste befordringsløsning.

De nævnte hensyn kan således efter en konkret vurdering føre til, at ydelse af støtte til køb af bil må anses for den mest hensigtsmæssige måde at tilgodese ansøgerens samlede kørselsbehov på. Jfr. iøvrigt bilbekendtgørelsens § 11, hvor det som vilkår for støtte til bil er fastsat, at bilen i videst muligt skal anvendes til at dække ansøgerens totale kørselsbehov.

3.2.

Hvis anvendelse af bil sigter mod opfyldelse af kørselsbehov til fritidsaktiviteter m.v. jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, bør det ligeledes overvejes, om ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af ansøgerens alder, almentilstand og forholdene i øvrigt effektivt kan løses på forsvarlig måde gennem kollektive kørselsordninger for personer med handicap og/eller ved faktisk etableret befordring med andre individuelle befordringsmidler, jfr. bistandslovens § 61.

Såfremt en tilbudt anden befordringsordning efter en konkret vurdering må anses for en mere hensigtsmæssig måde at tilgodese ansøgerens samlede kørselsbehov på, kan der ikke ydes støtte til bil.

Socialstyrelsen, den 28. marts 1984

Ole Høeg

/Poul Pedersen

Ingen