Cirkulære om lægers adgang til at opnå turnusstillinger
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Læger, der meddeler sundhedsstyrelsen, at de ønsker at uddanne sig efter uddannelsesreglerne i nævnte bekendtgørelse, indtræder i turnusordningen. Lægevidenskabelige studerende, der ønsker at deltage i ordningen, kan tilmelde sig efter at have indstillet sig til afsluttende del af eksamen og indtræder i ordningen efter at være blevet læge.
§ 2. Turnusordningen omfatter et antal turnusstillinger, som anvises læger, der er omfattet af § 1.
Stk. 2. Turnusstillingerne skal omfatte
1. ENTEN indtil 6 måneders ansættelse på intern medicinsk sygehusafdeling og indtil 6 måneders ansættelse på kirurgisk sygehusafdeling
2. ELLER ansættelse i turnusblok, hvor hele turnustjenesten i medicin og kirurgi gennemføres i forbindelse med 6 måneders tjeneste hos alment praktiserende læge for den offentlige sygesikring eller på klinisk sygehusafdeling ved een samlet ansættelse.
§ 3. Sundhedsstyrelsen tilsender enhver, der indstiller sig til afsluttende del af lægevidenskabelig embedseksamen, oplysninger om turnusordningen med angivelse af tilmeldingsfrist.
Stk. 2. Ved tilmelding skal vedkommende i prioriteret rækkefølge anføre tre sygehuskommuner, hvori turnustjeneste ønskes. Der kan kun søges een af sygehuskommunerne: Rigshospitalet, Københavns kommune, Frederiksberg kommune og Københavns amt.
§ 4. Sundhedsstyrelsen fordeler lægerne til turnusstillingerne efter følgende retningslinjer
På grundlag af lodtrækning, der foretages af Notarius Publicus, indgår hver af de nytilmeldte læger i en rækkefølge, efter hvilken det højest prioriterede ønske om muligt imødekommes.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan tillade samlevende læger at indtræde på samme plads i lodtrækningsrækkefølgen.
Stk. 3. En tilmeldt læge, som ikke kan få et prioriteret ønske imødekommet, anmodes om på ny indenfor en af sundhedsstyrelsen fastsat frist at fremsætte prioriterede ønsker om turnusstilling blandt de sygehuskommuner, hvor der endnu er mulighed for tildeling af plads.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan i øvrigt fastsætte nærmere retningslinjer for fordelingen af turnusstillinger.
§ 5. Sundhedsstyrelsen kan i forbindelse med den halvårlige tildeling af turnusstillinger foranstalte bytning af turnuspladser mellem læger på turnusventeliste i forskellige sygehuskommuner, ligesom sundhedsstyrelsen under særlige omstændigheder kan tillade, at en læge på venteliste i en sygehuskommune flyttes til ventelisten i en anden sygehuskommune.
Stk. 2. Det lokale turnusudvalg kan under særlige omstændigheder, f.eks. graviditet, ansættelse som kandidatstipendiat eller aftjening af værnepligt, fritage en læge for i et nærmere fastsat tidsrum at få anvist turnusstilling.
§ 6. Læger, som ikke fremsætter ønske om turnussted, eller som ikke modtager en anvist turnusstilling, udtræder af turnusordningen og kan ikke senere genindtræde.
§ 7. I hver sygehuskommune nedsættes et lokalt turnusudvalg, bestående af en overlæge, en yngre læge, en praktiserende læge, en repræsentant for sygehusadministrationen og en repræsentant for social- og sundhedsforvaltningen.
Stk. 2. Det lokale turnusudvalg forestår fordelingen af turnusstillinger og praksisreservelægestillinger inden for vedkommende sygehuskommune.
§ 8. Læger, der er tilmeldt turnusordningen inden dette cirkulæres ikrafttræden, tilbydes normalt turnusstilling forud for læger, som tilmeldes turnusordningen efter cirkulærets ikrafttræden, idet der kan tages hensyn til nuværende ansættelse.
Stk. 2. En læge, som er tilmeldt turnusordningen inden dette cirkulæres ikrafttræden, forbliver på ventelisten i den sygehuskommune, hvor pågældendes turnuskort er placeret den 1. september 1984. En læge, som efter dette tidspunkt ønsker at ændre turnussted, er omfattet af § 5.
§ 9. Dette cirkulære træder i kraft den 15. juni 1984.
Stk. 2. Cirkulære af 21.december 1976 om lægers adgang til at opnå turnusstillinger ophæves.
SØREN K. SØRENSEN
/Mogens Kjærgård Hansen
Bilag
8. juni 1984
Retningslinjer for fordeling af turnusstillinger
I medfør af § 4, stk. 4 i sundhedsstyrelsens cirkulære af 8. juni 1984 om lægers adgang til at opnå turnusstillinger fastsættes følgende retningslinjer for fordeling af turnusstillinger.
1.1. Lægevidenskabelige studerende og læger kan tilmelde sig turnusordningen. Tilmelding kan for studerende tidligst ske, når vedkommende har indstillet sig til afsluttende del af lægevidenskabelig embedseksamen, for læger senest en uge efter eksamens afslutning (for henholdsvis vinter- og sommereksamen normalt: 3. februar og 3. juli).
1.2. Samme tilmeldingsfrist som ovenfor nævnt gælder for lægevidenskabelige studerende, som skal syge- eller reeksamineres.
2.1. Lægevidenskabelige studerende, der indstiller sig til afsluttende eksamen, modtager fra sundhedsstyrelsen - sammen med tilbud om at tilmelde sig turnusordningen - en oversigt over antallet af turnusstillinger og turnusblokke samt venteliste hertil fordelt på sygehuskommuner.
2.2. Efter tilmeldingsfristens udløb fastsætter sundhedsstyrelsen under hensyn til pkt. 12, hvor mange kandidater, der skal fordeles til hver af sygehuskommunerne.
3.1. Turnusstillinger og -blokke fordeles til de tilmeldte læger på grundlag af dels disses egne ønsker, dels en lodtrækning mellem dem.
3.2. Ved tilmelding til turnusordningen skal vedkommende med bindende virkning angive tre i prioriteret rækkefølge opførte ønsker om i hvilken sygehuskommune turnusstilling ønskes.
3.3. Der er mulighed for at ønske turnustjeneste i enhver sygehuskommune, idet der dog kun må anføres een af følgende
Rigshospitalet, Københavns kommune, Frederiksberg kommune og Københavns amt.
3.4. Der er tillige mulighed for som et 4. ønske at tilkendegive interesse for turnustjeneste »hvor som helst i landet«.
4.1. Efter tilmeldingsfristens udløb tildeler sundhedsstyrelsen de tilmeldte læger turnusplads i en rækkefølge, bestemt af en lodtrækning foretaget af Notarius Publicus. For hver kandidat søges det højest prioriterede ønske imødekommet. Hvis dette ikke er muligt, søges næsthøjest prioriterede ønske imødekommet, og hvis heller ikke dette er muligt søges lavest prioriterede ønske imødekommet.
4.2. To samlevende læger, som fremsætter enslydende ønsker til turnussygehuskommune, kan efter herom fremsat ønske indgå på en fælles plads i lodtrækningsrækkefølgen.
4.3.1. Læger, som ikke får eet af de tre fremsatte ønsker imødekommet, og som har tilkendegivet interesse for turnustjeneste »hvor som helst i landet« tildeles af sundhedsstyrelsen turnusstilling under størst mulig hensyntagen til de fremsatte ønsker og lægens forhold herunder bolig.
4.3.2. Læger, som ikke får eet af de tre fremsatte ønsker imødekommet, og som ikke har tilkendegivet interesse for turnustjenesten »hvor som helst i landet«, anmodes om inden en nærmere fastsat frist at fremsætte tre nye prioriterede ønsker på grundlag af en fra sundhedsstyrelsen tilsendt liste over sygehuskommuner med ledige turnuspladser. Pladserne fordeles herefter til kandidaterne efter den tidligere lodtrækningsrækkefølge.
4.4. Læger, der herefter ikke har fået et prioriteret ønske imødekommet, tildeles af sundhedsstyrelsen en turnusstilling under størst mulig hensyntagen til fremsatte ønsker og lægens forhold herunder bolig.
5. Ved en ikke af lægen ønsket tildeling uden for bopælsamtet tildeles som minimum 12 måneders ansættelse omfattende intern medicin og kirurgi som een samlet ansættelse eller en turnusblok.
6. Turnusblokkene tildeles i øvrigt primært de nyuddannede læger, men kan i tilfælde af afbud efter det lokale turnusudvalgs skøn tilbydes ældre læger, der har behov for turnusansættelse i både intern medicin og kirurgi.
7.1. Finder sundhedsstyrelsen, at forhold af familiemæssig eller lignende art kan begrunde en særlig hensyntagen til en kandidats ønsker, tildeles denne turnusplads foran de øvrige kandidater i lodtrækningsrækkefølgen.
7.2. Hvis sådanne forhold findes at være til stede for flere kandidater, tildeles disse turnusplads efter deres indbyrdes lodtrækningsrækkefølge efter fremgangsmåden angivet i pkt. 4.1.
7.3. Sundhedsstyrelsen fastsætter en særlig frist for ansøgninger om særlig hensyntagen, normalt respektive 1. januar og 1. juni.
8. Når samtlige de i turnusordningen optagne læger er fordelt på sygehuskommuner, foretager det lokale turnusudvalg en fordeling af turnusstillinger og -blokke inden for sygehuskommunen. De lokale turnusudvalg afgør selv fordelingsmåden inden for udvalgets område.
9. Er der i en sygehuskommune efter fordeling af lægerne ventetid til turnusstillingerne, opføres lægerne på en venteliste efter faldende kandidatalder, og således at læger med samme kandidatalder opføres efter lodtrækningsrækkefølge.
10. I forbindelse med den halvårlige fordeling af nyuddannede kandidater gives adgang til at bytte mellem sygehuskommuner for læger, som allerede er optaget på venteliste. Dette bytte forestås af sundhedsstyrelsen. Ansøgning herom med angivelse af byttemål skal være indgivet senest 1. januar respektive 1. juni.
11. Under ganske særlige omstændigheder kan sundhedsstyrelsen tillade, at en kandidat flyttes til turnusventeliste i en anden sygehuskommune.
12.1. Hvis et kandidathold er mindre end antallet af turnusstillinger og turnusblokke, vil antallet af almindelige turnusstillinger, der fordeles til det ny kandidathold, kunne reduceres i de sygehuskommuner, hvor ventelisterne er længst under hensyntagen til afdelingernes funktioner, øvrige uddannelsesmæssige forpligtelser o.a. Det overskydende antal turnusstillinger anvendes til nedbringelse af ventelisterne i sygehuskommunen.
12.2. Såfremt et kandidathold skulle blive større end antallet af turnusstillinger og turnusblokke, fordeles det overskydende antal kandidater på områder med kortest ventetid under hensyntagen til afdelingernes funktioner, øvrige uddannelsesmæssige forpligtelser o.a.
P.D.V.
MOGENS KJÆRGAARD HANSEN
Cirkulære om lægers adgang til at opnå turnusstillinger
I medfør af § 3, stk. 2 i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 551 af 25. november 1976 om uddannelse til selvstændigt virke som læge som ændret ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 24. november 1980 fastsættes
Ingen