Cirkulære om kontrol med forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder eller jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag 1
Bekendtgørelse om forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder eller jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer
I medfør af §§ 13, 21, 41, 43, 44, 55, og 63 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. som ændret ved lov nr. 108 af 29. marts 1978 fastsættes følgende
§ 1. Levnedsmidler med indhold af jordnødder eller jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer i påviselig mængde, må ikke sælges eller overdrages til andre, jfr. dog § 4, stk. 2.
§ 2. Til salg som levnedsmiddel eller til anvendelse ved fremstilling af levnedsmidler må følgende varer kun indføres her i landet med tilladelse fra kommunalbestyrelsen
1) jordnødder i eller uden skal,
(ex pos. 12.01)*
2) rå jordnøddeolie,
(ex pos. 15.07)*
3) sukrede jordnødder,
(ex pos. 17.04)*
4) saltede eller ristede jordnødder og
(ex pos. 20.06)*
5) jordnøddesmør
(ex pos. 21.07)*
§ 3. På skriftlig begæring indeholdende nedennævnte oplysninger meddeler kommunalbestyrelsen indførselstilladelse til importøren i form af en passerseddel, der angiver importørens virksomhedsnummer, navn og adresse, varens art, mængde og oprindelsesland, stedet hvor varen opbevares, indtil afgørelse om frigivelse træffes, jfr. § 4, og den forventede dato for modtagelsen på opbevaringsstedet.
Stk. 2. Ved fortoldning af de i § 2 nævnte varer skal fortoldningsbegæringen for hver enkelt forsendelse ledsages af den i stk. 1 nævnte passerseddel, som påtegnes af toldvæsenet.
Stk. 3. Senest 3 dage efter toldvæsenets påtegning tilbagesender importøren passersedlen til kommunalbestyrelsen. Ikke udnyttede passersedler skal straks efter gyldighedsperiodens udløb tilbagesendes til kommunalbestyrelsen.
§ 4. Den enkelte forsendelse af de i § 2 nævnte varer skal opbevares samlet og må ikke fjernes fra opbevaringsstedet, jfr. § 3, stk. 1, eller undergives behandling, forinden kommunalbestyrelsen har truffet beslutning vedrørende varepartiets frigivelse, jfr. stk. 2.
Stk. 2. Varepartiet frigives til anvendelse som levnedsmiddel, hvis det ved analyseattest godtgøres, at partiet ikke indeholder aflatoksin i påviselig mængde. Frigivelse kan dog altid ske til fremstilling af raffineret jordnøddeolie. I alle andre tilfælde nedlægger kommunalbestyrelsen forbud imod salg af varepartiet som levnedsmiddel.
§ 5. Statens levnedsmiddelinstitut fastsætter regler og træffer bestemmelse om gennemførelsen af kontrollen med overholdelsen af denne bekendtgørelse. Det kan herunder fastsættes, i hvilket omfang prøveudtagning og analyse kan foretages af private laboratorier.
§ 6. Varepartier, hvori aflatoksin forekommer i påviselig mængde, skal beslaglægges og tilintetgøres. Partiet kan dog frigives til salg i udlandet, såfremt det angives i handelsdokumenter m.v., at partiet er afvist her i landet på grund af indhold af aflatoksin.
§ 7. Afgørelser, truffet af kommunalbestyrelsen i henhold til denne bekendtgørelse, kan påklages til statens levnedsmiddelinstitut efter reglerne i kapitel 10 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.
§ 8. Overtrædelse af bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse eller af afgørelser truffet i medfør af bekendtgørelsens bestemmelser straffes med bøde eller hæfte i henhold til § 63, stk. 2 og stk. 3, i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.
§ 9. bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 7 af 7. januar 1971 om forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder og jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer.
Miljøministeriet, den 2. april 1984
CHRISTIAN CHRISTENSEN
/Peter Skak-Iversen
Cirkulære om kontrol med forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder eller jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer
SIDE
1. Indledning ........................................ 3 2. Kontrollen med bekendtgørelsens overholdelse ...... 4 3. Import af jordnødder og jordnøddeprodukter ........ 6 4. Prøveudtagning .................................... 8 5. Laboratorieundersøgelse ........................... 12 6. Sagsbehandling .................................... 14 7. Ikrafttrædelsesbestemmelse ........................ 15 Bilag 1. Bekendtgørelsen ............................. 16 Bilag 2. Passerseddel ................................ 18
1 INDLEDNING
1.1 I dette cirkulære fastsættes regler for kontrollen med overholdelse af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 142 af 2. april 1984 om forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder eller jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer (* 1). Bekendtgørelsen er gengivet i bilag 1.
Statens levnedsmiddelinstitut fastsætter disse regler for kontrollen med overholdelsen af bekendtgørelsen efter bekendtgørelsens § 5.
Reglerne er bindende.
1.2 Cirkulæret afløser statens levnedsmiddelinstituts cirkulæreskrivelse af juli 1977 om fremgangsmåden ved import af jordnødder og jordnøddeprodukter.
Baggrunden for at ændre denne cirkulæreskrivelse er EF-domstolens dom af 9. november 1983. I dommen statueres, at Danmark ved at opkræve en afgift for sundhedskontrol ved indførsel af jordnødder og jordnøddeprodukter har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til Rom-traktatens artikel 9 og 13.
Efter de nye regler skal importøren ikke afholde udgifter forbundet med prøveudtagning og analyse. Analyse for aflatoksin, herunder prøveudtagning, foretages vederlagsfrit af det offentlige. Importøren kan dog i stedet - for egen regning - vælge at få udtaget og analyseret prøver af jordnødder og jordnøddeprodukter af private laboratorier, der er autoriseret hertil af statens tekniske prøvenævn.
Statens levnedsmiddelinstitut har med de nye regler også ønsket at tilpasse kontrollen til det almindelige kontrolsystem for levnedsmidler, hvorfor prøveudtagning i udlandet ikke længere er mulig.
Principperne for prøveudtagning, prøveforberedelse og analysemetode er i øvrigt uændrede.
2. KONTROLLEN MED BEKENDTGØRELSENS OVERHOLDELSE
2.1 Varer omfattet af bekendtgørelsen
De følgende regler for kontrol med forbud mod salg af levnedsmidler med indhold af jordnødder og jordnøddeprodukter, hvori aflatoksin forekommer, gælder for varer med følgende brugstarifposition (* 2).
Varebeskrivelse Pos. -------------------------------------------------------------- Jordnødder med og uden skal 12.01.310 350 Rå jordnødolie 15.07.650 15.07.740 Sukrede jordnødder 17.04.080 17.04.120 17.04.190 17.04.250 17.04.330 17.04.400 17.04.470 17.04.580 17.04.660 17.04.730 17.04.790 17.04.831 17.04.871 17.04.921 17.04.981 Ristede og saltede jordnødder samt 20.06.010 blandinger af nødder(* 3) med indhold af jordnødder 030 Jordnøddesmør 21.07.278 999
2.2 Ansvar for kontrol med overholdelse af bekendtgørelsen
Ifølge levnedsmiddellovens § 44 er det de kommunale myndigheder, der påser, at lovgivningen overholdes.
Den kommunalbestyrelse, i hvis område importøren oplagrer varen, skal påse, at bekendtgørelsen overholdes. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed hertil.
2.3 Prøveudtagning og laboratorieundersøgelse
Importøren kan vælge mod betaling at lade prøveudtagning og analyse udføre af private laboratorier, der er autoriseret af statens tekniske prøvenævn(* 4).
Prøveudtagning til analyse for indhold af aflatoksin skal i øvrige tilfælde udføres af den levnedsmiddelkontrolenhed, i hvis område varen er oplagret.
Den kemiske analyse af aflatoksin hører ifølge laboratorieplanen under A-laboratoriernes arbejdsområde. A-laboratoriet kan vælge at få analysen udført efter regning enten af et privat autoriseret laboratorium(* 4) eller et andet A-laboratorium.
3. IMPORT AF JORDNØDDER OG JORDNØDDEPRODUKTER
Ved importøren af en vare forstås den varemodtager, der er registreret hos toldvæsenet som importør af varen (lov nr. 519 af 13. december 1972 om told med senere ændringer).
Importøren rekvirerer en passerseddel hos den kommunale myndighed, i hvis område varen skal oplagres indtil eventuel frigivelse. En ikke udfyldt passerseddel er gengivet i bilag 2.
Den kommunale myndighed sender derpå en passerseddel (in blanco) i tre eksemplarer, der alle bærer samme nummer, til importøren.
Når importøren har udfyldt de tre eksemplarer, sendes passersedlen tilbage til den kommunale myndighed.
Denne påtegner de tre eksemplarer, angiver til hvilken dato passersedlen er gyldig (f.eks. en måned) og sender den til importøren. Ved forevisning af passersedlen til toldvæsenet påtegner dette alle tre eksemplarer. Importøren beholder selv et eksemplar. Herefter kan importøren indføre partiet til oplagring. Den enkelte forsendelse skal oplagres samlet og må ikke fjernes fra oplagringsstedet eller undergives behandling, før den kommunale myndighed har truffet beslutning vedrørende varepartiets frigivelse.
Vælger importøren at få foretaget prøveudtagning og analyse for egen regning af et privat laboratorium autoriseret af statens tekniske prøvenævn, sendes senest 3 dage efter toldvæsenets påtegning et eksemplar af passersedlen til laboratoriet og et eksemplar til den kommunale myndighed.
Hvis importøren vælger at få foretaget analyse, herunder prøveudtagning hos det offentlige, sendes to eksemplarer af passersedlen til den kommunale myndighed.
Det private autoriserede laboratorium eller den kommunale myndighed foretager prøveudtagning og analyse efter reglerne i afsnit 4, henholdsvis afsnit 5.
Når resultatet af analysen foreligger, udsteder laboratoriet en analyseattest, hvoraf det fremgår, om partiet overholder kravet i bekendtgørelsens § 1. Analyseattesten påføres oplysning om udstedende kommunale myndighed og nummer for passersedlen.
Partiet eller delpartiet (jf. side 8) anses at opfylde kravet i bekendtgørelsens § 1, hvis analysen viser, at der ikke er påvist aflatoksin. Med den i afsnit 5 beskrevne analysemetode er dette tilfældet, hvis analyseresultatet for summen af aflatoksinerne B1, B2, G1, og G2 er 10 myg/kg (10 mikrogram/kg) eller derunder.
Opfylder partiet kravet i bekendtgørelsens § 1, sender laboratoriet analyseattesten direkte til importøren, som herefter kan disponere over partiet. Samtidig sendes kopi af analyseattesten til den lokale myndighed.
Opfylder partiet ikke kravet i bekendtgørelsens § 1, nedlægger den kommunale myndighed forbud mod partiets anvendelse som levnedsmiddel. (Er analysen udført af et privat autoriseret laboratorium, sender dette analyseattesten til den kommunale myndighed). Samtidig sender den kommunale myndighed en kopi af analyseattesten til statens levnedsmiddelinstitut med henblik på orientering af andre myndigheder i EF Hot Food Line) og Norden.
Partier, hvori aflatoksin forekommer i påviselig mængde, skal beslaglægges og tilintetgøres. Frigivelse kan dog altid ske til fremstilling af raffineret jordnødolie. Partiet kan frigives til salg i udlandet, hvis det i handelsdokument m.v. angives, at partiet er afvist til brug som levnedsmiddel i Danmark på grund af indhold af aflatoksin.
Importøren skal dokumentere over for den kommunale myndighed, at partiet enten destrueres her i landet, anvendes til fremstilling af raffineret jordnødolie, eller genudføres med tilkendegivelse som nævnt ovenfor.
Der vil kunne rekvireres flere sæt passersedler af gangen. Da passersedlerne er nummererede, er det imidlertid nødvendigt, at alle passersedler på et tidspunkt sendes tilbage til den kommunale myndighed, selv om passersedlen ikke ønskes anvendt, eller den er blevet ubrugelig på grund af fejlskrivning eller lignende.
4. PRØVEUDTAGNING
Prøveudtagningen iværksættes af den levnedsmiddelkontrolenhed, i hvis område varen er oplagret eller af et privat laboratorium autoriseret af statens tekniske prøvenævn, hvis importøren har valgt denne fremgangsmåde.
Importøren skal, i henhold til § 46 i levnedsmiddelloven, afgive prøverne uden vederlag.
4.1 Detailpakkede varer
Ved detailpakkede varer forstås jordnødder og jordnøddeprodukter, som er indesluttet i detailemballage, der er bestemt til først at brydes af den endelige forbruger.
For detailpakkede varer udtages stikprøver, hvis størrelse er afhængig af partistørrelsen (jf. tabel 1, side 9).
Af hvert parti udtages et antal stikprøver som angivet i tabel 1. Hvis partiet består af mere end en kvalitet, opdeles partiet i et antal delpartier, svarende til antal kvaliteter. Prøverne udtages separat af de enkelte delpartier, som angivet i tabel 1.
Ved et parti forstås her varerne på en fortoldningsbegæring.
Ved forskel i kvalitet forstås forskel i vareart (jordnødder i skal, uden skal, i flager (splitter), saltede eller ristede, jordnøddesmør og jordnødolie), forskel i sortering (størrelse eller udseende) og forskel i leverandør eller i oprindelsesland.
Stikprøverne udtages forskellige steder i partiet eller delpartierne for at opnå en så repræsentativ prøve som muligt.
Størrelsen på den enkelte stikprøve skal svare til mindst 100 stk. (ca. 50 g) hele nødder. Ved detailpakker under 50 g udtages derfor to eller flere pakker pr. stikprøve, ialt min. 50 g pr. stikprøve.
Tabel 1. Prøveudtagning for detailpakkede jordnødder og jordnøddeprodukter
-------------------------------------------------------------- Partistørrelse Prøvens størrelse (Antal detailpakker(* 5) (Antal detailpakker) -------------------------------------------------------------- 1 - 4 alle 5 4 6 - 7 5 8 - 9 6 10 - 12 7 13 - 21 8 22 - 38 9 39 - 70 10 71 - 89 11 90 - 100 12 101 - 113 13 114 - 127 14 128 - 144 15 145 - 163 16 164 - 183 17 184 - 207 18 208 - 234 19 235 - 265 20 266 - 300 21 300 - 380 22 380 - 480 23 480 - 600 24 600 - 760 25 760 - 960 26 960 - 1.220 27 1.220 - 1.550 28 1.550 - 1.950 29 1.950 - 2.450 30 2.450 - 3.100 31 3.100 - 3.900 32 3.900 - 4.900 33 4.900 - 6.200 34 6.200 - 7.800 35 7.800 - 9.800 36 9.800 - 12.300 37 12.300 - 15.800 38 15.800 - 20.000 39 over 20.000 40
4.2 Ikke-detailpakkede varer
For ikke-detailpakkede varer udtages en prøve af en sådan størrelse, at den efter findeling og sammenblanding kan antages at repræsentere et gennemsnit af partiet med hensyn til aflatoksinindhold.
Af hvert parti udtages et antal delprøver som angivet i tabel 2, side 11. Hvis partiet består af mere end en kvalitet, opdeles partiet i et antal nye delpartier, svarende til antal kvaliteter, og prøverne udtages separat af de enkelte delpartier som angivet i tabel 2.
Ved et parti forstås her varerne på en fortoldningsbegæring.
Ved forskel i kvalitet forstås: forskel i vareart (jordnødder i skal, uden skal, i flager (splitter), saltede eller ristede), forskel i sortering (størrelse eller udseende) og forskel i leverandør eller oprindelsesland.
For partier pakket i sdække/beholdere udtages delprøverne af hver fjerde sæk/beholder og forenes til en samlet prøve. Delprøvernes størrelse varierer efter partiets størrelse (antal sække), som angivet i tabel 2, således at prøverne sammenlagt udgør ca. 20 kg.
For bulk-emballerede partier (container eller lignende) udtages en prøve på ca. 20 kg, sammensat af det antal delprøver, der skulle udtages, (jf. tabel 2), hvis partiet var pakket i sække a 50 kg. Delprøverne udtages jævnt fordelt over beholderens rumfang.
De udtagne prøver anbringes i en egnet beholder, der lukkes omhyggeligt. Beholderen forsynes med oplysninger om partiets mærker og numre, total antal sække og passersedlens nummer. Eventuel pakkestations identifikationssymbol angives.
Tabel 2. Prøveudtagning for ikke-detailpakkede jordnødder og jordnøddeprodukter
A = Partistørrelse (Antal sække/beholdere)
B = Antal sække/beholdere, hvoraf delprøver udtages (hver fjerde)
C = Vægtmængde pr. delprøve
A B C 1 1 20 kg 2 2 10 kg 3 3 7 kg 4 - 16 4 5 kg 17 - 20 5 4 kg 21 - 24 6 3,5 kg 25 - 28 7 3 kg 29 - 36 8 - 9(* 6) 2,5 kg 37 - 48 10 - 12 2 kg 49 - 72 13 - 18 1,5 kg 73 - 96 19 - 24 1,0 kg 97 - 156 25 - 39 0,75 kg 157 - 224 40 - 56 0,50 kg 225 - 300 57 - 75 0,40 kg 301 - 400 76 - 100 3,30 kg 401 - 600 101 - 150 0,20 kg
5. LABORATORIEUNDERSØGELSE
Som nævnt under punkt 2.3 hører den kemiske analyse af aflatoksin ifølge laboratorieplanen under A-laboratoriernes arbejdsområde.
A-laboratoriet kan vælge at få analysen udført efter regning hos enten et privat laboratorium, autoriseret af statens tekniske prøvenævn eller et andet A-laboratorium (jf. s. 5).
Importøren kan dog vælge at få prøveudtagning og laboratorieundersøgelse udført for egen regning ved et privat autoriseret laboratorium.
Aflatoksinbestemmelsen udføres, indtil statens levnedsmiddelinstitut foreskriver andet, efter Nordisk Metodik-Komitee for Levnedsmidlers metode nr. 90 (seneste udgave, nu 1975). Ved positive fund af aflatoksin B1 og G1 bekræftes efter A.O.A.C., 13th ed., 26.083.
5.1 Aflatoksinundersøgelse af detailpakkede jordnødder og jordnøddeprodukter
Det følgende gælder for hvert delparti (jf. s. 8).
For jordnøddesmør og jordnødolie udføres analysen på en blanding af stikprøverne (gennemsnitsprøve).
For de øvrige varer udføres analysen på det materiale, der fremkommer ved nedenstående procedure.
Der aftælles (afvejes) 100 stk. jordnødder fra hver stikprøve, dog maksimum fra 10 stikprøver. Alle således aftalte nødder inspiceres, hele nødder skæres igennem med en skalpel, og de to halvdele inspiceres igen. Nødder, der viser mugangreb, afvigende farve, skrumpning eller anden form for abnormt udseende, sorteres fra.
De frasorterede nødder blandes, formales, og der udføres aflatoksinanalyse.
De resterende nødder fra alle stikprøver blandes, formales, og der udføres aflatoksinanalyse på denne gennemsnitsprøve.
De kvantitative resultater opgives, dels enkeltvis for aflatoksinets komponenter (B1, B2, G1 og G2) dels det totale resultat.
Overskridelse af tolerancen på 10 myg/kg (10 mikrogram/kg) i prøven af frasorterede nødder medfører forbud mod salg. Overskridelsen kan ikke verificeres.
Overskridelse af tolerancen på 10 myg/kg (10 mikrogram/kg) i gennemsnitsprøven skal verificeres ved gentagelse af analysen. Afgørelsen træffes da på grundlag af gennemsnittet af de to totalværdier for gennemsnitsprøven.
5.2 Aflatoksinundersøgelse af ikke-detailpakkede jordnødder og jordnøddeprodukter
Det følgende gælder for hvert delparti (jf. s. 8).
Aflatoksinbestemmelsen udføres på 50 g analyseprøve. Analyseprøven fremkommer ved findeling og blanding af den samlede prøve på 20 kg efterfulgt af udtagning af 100 g.
De kvantitative resultater opgives, dels enkeltvis for aflatoksinets komponenter (B1, B2, G1 og G2) dels det totale resultat. Overskridelse af tolerancen på 10 myg/kg (10 mikrogram/kg) skal verificeres ved gentagelse af analysen på en ny analyseprøve. Afgørelsen træffes da på grundlag af gennemsnittet af de to totalværdier.
6.1 SAGSBEHANDLING
6.1 I henhold til levnedsmiddellovens § 44 er det kommunalbestyrelsen eller efter dennes bemyndigelse vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed, der skal nedlægge forbud mod salg af varepartier som levnedsmiddel, hvis der er påvist aflatoksin. Dette er tilfældet, hvis summen af aflatoksinerne B1, B2, G1 og G2 er større end 10 mikrogram/kg.
Frigivelse kan dog altid ske til fremstilling af jordnødolie eller til salg i udlandet, hvis det angives i handelsdokument m.v., at partiet er afvist på grund af indhold af aflatoksin.
6.2 Opfylder varepartiet ikke ovennævnte krav, bedes den kommunale myndighed sende kopi af analyseattesten til statens levnedsmiddelinstitut med henblik på orientering af andre myndigheder i EF (Hot Food Line) og Norden.
6.3 I medfør af § 10 i levnedsmiddelloven gælder kravene om analyseattest ikke for jordnødder og jordnøddeprodukter, der kun føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods under tilsynsmyndighedernes kontrol.
Som eksempel på fritagelse for krav om analyseattest kan nævnes et udenlandsk flyselskabs import af jordnødder, der udelukkende skal anvendes som proviantering i selskabets egne fly og ikke til konsum eller videresalg her i landet.
Fritagelse for krav til analyseattest berører dog ikke kravet om passerseddel.
7. IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSE
Dette cirkulære træder i kraft ved bekendtgørelsens bekendtgørelse i Lovtidende.
Samtidig ophæves statens levnedsmiddelinstituts cirkulæreskrivelse af juli 1977 om fremgangsmåden ved import af jordnødder og jordnøddeprodukter.
Niels Borre
(* 1) I det følgende benævnt bekendtgørelsen.
(* 2) Brugstariffen udgives af Direktoratet for Toldvæsenet og kan købes i boghandelen.
(* 3) Jf. dog miljøministeriets bekendtgørelse nr. 555 af 29. november 1974 om forbud mod indførsel af paranødder.
(* 4) For tiden er følgende private laboratorier autoriseret af statens tekniske prøvenævn: Steins Laboratorium, Holsbjergvej 42, 2620 Albertslund og Alfred Jørgensen, Gæringsfysiologisk Laboratorium A/S, Frydendalsvej 30, 1809 København V.
(* 5) Antal detailpakker = antal pakker i detailemballage, der er bestemt til først at brydes af forbrugeren. Indeholder partiet flere forskellige pakkestørrelser, fordeles prøverne i forhold til antallet af pakker af de respektive størrelser.
(* 6) Eks.: af 29 - 32 udtages 8 prøver a 2,5 kg af 33 - 36 sække udtages 9 prøver a 2,5 kg