Cirkulære vedrørende certifikatkrav m.v. ved indførsel af mejeriprodukter i OIRSA-landene (* 1) (til samtlige autoriserede mælkekonserves-, smør-, ost- og konsumisvirksomheder samt eksportører af mælkekonserves, smør og ost)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende certifikatkrav m.v. ved indførsel af mejeriprodukter i OIRSA-landene (* 1)
(til samtlige autoriserede mælkekonserves-, smør-, ost- og
konsumisvirksomheder samt eksportører af mælkekonserves, smør og ost)
Efter forhandlinger mellem OIRSA-landenes veterinærmyndigheder og blandt andet statskontrollen skal meddeles, at danske mejeriprodukter kan importeres i OIRSA-landene, såfremt de er produceret af virksomheder, som er autoriseret af statskontrollen, og som dermed er registreret i disse lande. Registreringen foretages gennem statskontrollen og alle virksomheder, der er og bliver autoriseret til tilvirkning af mejeriprodukter er og vil blive omfattet af denne registrering.
Ved importen til nævnte lande skal mejeriprodukterne være ledsaget af et certifikat, med følgende ordlyd
Se certifica mediante la presente declaracion que los productos arriba consignados han side fabricados a base de leche de vaca unicamente de erigen danes pos lesherias danesas autorizadas por este Control Estatal de Calidad de Productos Lacteos y Huevos, etc., e inspeccionadas pos el miismo Control Estatal de Calidad. Los productos han sido fabricados de leche sometida al tratamiento
termico de..... grados centigrados durante...... minutos/segundos.
Det attesteres, at nævnte produkter er fremstillet af dansk mælk på danske virksomheder, som er autoriseret og under tilsyn af Statskontrollen med Mejeriprodukter og æg m.m. Produkterne er fremstillet af mælk, som er blevet varmebehandlet ved x grader celcius i Y minutter/sekunder.
og
Se certifica por la presente que Dinamarca ha sido declarada oficialmente libre de las enfermedades de la Lista A del O.I.E.
Det attesteres, at Danmark er officielt fri for de i OIE liste A nævnte sygdomme.
Certifikatet skal udfyldes og underskrives af eksportøren og det skal i den forbindelse påpeges, at oplysningerne skal angives i overensstemmelse med certifikatets rubricering. Certifikatet sendes til statskontrollens hovedkontor, hvorfra det efter påtegning bliver sendt til Veterinærdirektoratet til videre ekspedition.
Det bemærkes, at før påtegning kan ske, skal der for Statskontrollen forelægges en erklæring fra den producerende virksomhed, der bekræfter, at produktet er opvarmet til den i certifikatet angivne temperatur i det angivne tidsrum. Denne erklæring kan dog udelades, såfremt den angivne temperatur/tid kombination generelt anvendes på virksomheden og såfremt der en gang er indsendt erklæring herom fra den pågældende virksomhed.
Videre skal bemærkes, at i tilfælde af, at varen på vej til et OIRSA-land transporteres gennem eller anløber en havn i et land, som af OIRSA-landene ikke er anerkendt som værende fri for mund- og klovesyge, skal hver enkelt container før den forlader Danmark, være plomberet med et segl.
Endelig bemærkes, at det på emballagen om mejeriprodukterne tydeligt skal fremgå, at varerne er af dansk oprindelse.
Der gøres opmærksom på, at undladelse af at efterkomme disse regler samt eventuelt brud på seglet ved ankomsten til et af omhandlede modtagerlande vil medføre, at varerne bliver nægtet indførsel.
Yderligere eksemplarer af certifikatet kan rekvireres på statskontrollens hovedkontor.
Ole Alsøe
(* 1) Mexico, Guatemale, El Salvador, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Panama og Belize