Skrivelse om opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening i personalekantiner
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening i personalekantiner
Til levnedsmiddelkontrolenhederne.
Med skrivelse af 23. december 1983, j.nr. LK 202-41/83, tilskrev veterinærdirektoratet levnedsmiddelkontrolenhederne vedrørende opvarmning af levnedsmidler ved selvbetjening.
Veterinærdirektoratet meddelte heri, at man måtte vurdere en tilvirkning af levnedsmidler, foretaget af kunder og udført i et levnedsmiddeludsalgs lokaler, som uforenelig med detailforhandlingsbekendtgørelsens bestemmelser, idet en tilvirkning af levnedsmidler i disse udsalg efter bekendtgørelsens bestemmelser skal foretages af ansat personale, der er undergivet specielle bestemmelser om hygiejne og sundhedstilstand.
På grundlag af denne skrivelse har veterinærdirektoratet modtaget oplysninger om, at der i mange såvel offentlige som private virksomheders personalekantiner rundt om i landet er opstillet ovne, som af medarbejderne kan benyttes til opvarmning af færdigpakket indkøbt mad. Det er f.eks. oplyst, at der på de fleste militærkaserner i Danmark i den til kasernen knyttede kantine er opstillet ovne, hvor soldaterne, primært uden for kantinens almindelige åbningstid, kan opvarme mad indkøbt ved selvbetjening fra kølemontre, der også er opstillet i kantinen.
Veterinærdirektoratet er i forbindelse med oplysning om ovennævnte forhold blevet forespurgt, om skrivelsen af 23. december 1983 også omfatter den beskrevne form for opvarmning af levnedsmidler.
Veterinærdirektoratet har hertil svaret, at i henhold til detailforhandlingsbekendtgørelsens bestemmelser er alle former for opvarmning af levnedsmidler i detailforhandlingsvirksomheder, foretaget af kunder, uforenelig med bekendtgørelsens bestemmelser, idet denne, som før nævnt, forudsætter, at enhver form for tilvirkning af levnedsmidler foretages af ansat personale.
Den konkrete forespørgsel har imidlertid givet veterinærdirektoratet anledning til at foretage en nærmere vurdering af, om der gør sig sådanne særlige forhold gældende ved den beskrevne form for opvarmning af levnedsmidler i personalekantiner, at opvarmningen på trods af det ovenfor anførte vil kunne tillades.
Som bekendt er formålet med at opstille hygiejniske forskrifter for såvel levnedsmiddelvirksomheder som det til virksomheden knyttede personale, at man herved opnår en vis sikkerhed for, at de levnedsmidler, der forhandles til forbrugerne, er af en tilfredsstillende hygiejnisk og sundhedsmæssig standard.
Personalekantiner benyttes imidlertid, i modsætning til andre detailudsalg, som hovedregel ikke af forbrugerne som helhed, men af en bestemt afgrænset personkreds (medarbejderne). Dette bevirker, at en opvarmning af levnedsmidler foretaget af medarbejderne i personalekantiner ikke ses at indebære de samme risikoaspekter, som hvis en tilsvarende opvarmning af levnedsmidler blev tilladt foretaget i levnedsmiddeludsalg, der betjener forbrugerne som helhed.
Under henvisning hertil finder veterinærdirektoratet det rimeligt at indtage en lempelig holdning til spørgsmålet om medarbejderes opvarmning af levnedsmidler i personalekantiner, og man skal derfor i medfør af § 59 i detailforhandlingsbekendtgørelsen meddele levnedsmiddelkontrolenhederne, at en personalekantine vil kunne godkendes i henhold til bekendtgørelsen, uanset der i kantinen er opstillet en eller flere ovne, der af medarbejderne benyttes til opvarmning af færdigpakkede levnedsmidler, indkøbt i kantinen.
P.v.v.
E. Malling Olsen
L. Grønberg
Ingen