Cirkulærskrivelse om afgrænsning af amtsankenævnenes og fogedretternes kompetence i sager om inddrivelse af underholdsbidrag.
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
Vejledning om amtsankenævnenes kompetence efter § 23 a i lov om inddrivelse af underholdsbidrag.
1. Indledning.
Efter § 2, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 567 af 16. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag er det det sociale udvalg (magistraten), der har kompetencen til at foretage inddrivelse af underholdsbidrag. Afgørelser, der træffes af det sociale udvalg (magistraten), kan efter lovens § 23 a, stk. 1, indbringes for amtsankenævnet, i København og Frederiksberg for den sociale ankestyrelse.
Dette gælder dog efter § 23 a, stk. 2, ikke for afgørelser efter lovens § 4 (udpantning) og for pålæg om tilbageholdelse efter § 5 (løntilbageholdelse). Klagen skal i så fald indgives til fogedretten.
Da det er oplyst, at afgrænsningen mellem amtsankenævnenes og fogedretternes kompetence har givet anledning til tvivl, skal familieretsdirektoratet efter forhandling med socialministeriet meddele følgende
2. Frivillige betalingsordninger.
Det sociale udvalg skal altid forsøge at få en frivillig betalingsordning i stand med skyldneren ved at opfordre den pågældende til at fremsætte et forslag om bidragsrestancens afvikling. Der bør kun skrides til tvangsinddrivelse, når mulighederne for en frivillig ordning er udtømt. Det bør i forbindelse med indgåelsen af aftalen udtrykkelig tilkendegives skyldneren, at misligholdelse kan medføre, at tvangsinddrivelse vil finde sted.
Opmærksomheden henledes på §§ 8 og 9 i justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag. Et betalingstilbud fra skyldneren kan straks godkendes, hvis det indebærer, at restancen afvikles inden for en rimelig tid. I andre tilfælde bør godkendelse ikke ske, før den bidragsberettigede har haft lejlighed til at udtale sig. Hvis godkendelse finder sted mod den bidragsberettigedes ønske, skal den pågældende straks underrettes herom. Om den bidragsberettigedes klageadgang, se nedenfor pkt. 5.
Såfremt skyldneren i forbindelse med indgåelse af aftalen gør gældende, at afdragsordningen burde være lempeligere, eller at skylden helt eller delvis er bortfaldet ved betaling eller på anden måde, men alligevel vælger at acceptere en frivillig ordning for at undgå tvangsinddrivelse, vil skyldneren kunne indbringe det sociale udvalgs afgørelse om berettigelsen af indsigelserne for amtsankenævnet.
Gør skyldneren gældende, at gælden er fuldstændig bortfaldet, vil der dog normalt ikke være grundlag for en frivillig ordning, hvorfor tvangsinddrivelse må iværksættes. Klage over det sociale udvalgs afgørelse om ikke at tage indsigelsen til følge skal i så fald indgives til fogedretten.
Opmærksomheden henledes på § 6, stk. 2 - 3, i cirkulæret om inddrivelse af underholdsbidrag, hvorefter der sædvanligvis bør foretages ny afhøring af skyldneren eller indhentes oplysning fra denne om eventuelle væsentlige ændringer i løn- og arbejdsforhold, forinden der på grund af manglende overholdelse af en aftalt betalingsordning træffes afgørelse om tvangsinddrivelse.
3. Modregning i skyldnerens krav mod det offentlige.
Klage fra skyldneren over, at det sociale udvalg modregner bidragskravet i et krav, som skyldneren har mod det offentlige, f.eks. tilbagebetaling af overskydende skat, indgives til amtsankenævnet.
4. Anmodning fra skyldneren om ophævelse eller ændring af en afgørelse om tvangsinddrivelse.
Når tvangsinddrivelse er iværksat, eller det sociale udvalg har truffet beslutning om, at tvangsinddrivelse skal iværksættes, skal skyldnerens klager indbringes for fogedretten, hvis skyldneren påstår afgørelsen om tvangsinddrivelse ophævet eller ændret, jfr. justitsministeriets cirkulære om inddrivelse af underholdsbidrag § 12, stk. 4, (løntilbageholdelse) og § 18, stk. 1, (udpantning).
Samtidig med at tvangsinddrivelse iværksættes, skal skyldneren underrettes herom og gøres bekendt med klageadgangen til fogedretten.
Klagen kan f.eks. vedrøre inddrivelsesmyndighedens valg af inddrivelsesmiddel, eller skyldneren kan gøre gældende, at skylden helt eller delvist er bortfaldet ved betaling, forældelse, eftergivelse eller på anden måde, eller at der ikke ved en foretagen løntilbageholdelse overlades ham eller hende det nødvendige til eget og familiens underhold, jfr. lovens § 6, stk. 1.
Endvidere kan skyldneren gøre gældende, at den omstændighed, at det sociale udvalg ikke har søgt etableret en frivillig betalingsordning eller ikke har fundet grundlag for en sådan, bør danne grundlag for ophævelse eller ændring af afgørelsen om tvangsinddrivelse. En klage fra skyldneren over, at der ikke er etableret en frivillig ordning, kan rumme såvel et ønske om, at beslutningen om tvangsinddrivelse ophæves, som en klage over det sociale udvalgs fremgangsmåde i forbindelse med behandlingen af sagen, f.eks med hensyn til spørgsmål om aktindsigt, habilitet og begrundelse.
Hensynet til skyldneren gør, at fogedretten først bør tage stilling til, om beslutningen om tvangsinddrivelse skal ophæves, eller der iøvrigt skal foretages ændring i det sociale udvalgs beslutninger. Hvis fogedretten imødekommer klagerens påstand, sendes sagen tilbage til det sociale udvalg, og den øvrige del af klagen anses for bortfaldet.
Hvis det sociale udvalgs beslutning stadfæstes, bør fogedretten, hvis sagen giver anledning hertil, for så vidt angår den øvrige del af klagen, henvise klageren til de kommunale eller de sociale tilsynsmyndigheder alt efter klagens art.
5. Klager fra den bidragsberettigede, før tvangsinddrivelse er iværksat.
Hvis det sociale udvalg skønner, at inddrivelsen p.g.a. skyldnerens økonomiske forhold indtil videre skal stilles i bero, kan den bidragsberettigede indbringe denne afgørelse for amtsankenævnet. Det samme gælder, hvis det sociale udvalg har taget en indsigelse fra skyldneren til følge om, at skylden helt eller delvis er bortfaldet ved betaling, eftergivelse, forældelse eller på anden måde.
Hvis det sociale udvalg har aftalt en frivillig betalingsordning med skyldneren, jfr. ovenfor punkt 2, kan den bidragsberettigede indbringe betalingsordningen for amtsankenævnet.
6. Klager fra den bidragsberettigede, når tvangsinddrivelse er iværksat.
Klager fra den bidragsberettigede skal indgives til amtsankenævnet, f.eks. klage over, at der ved pålæg om løntilbageholdelse tilbageholdes for lavt et beløb. Dog henhører klager over tvangsinddrivelsesskridt, som i medfør af lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. foretages af pantefogeden, under fogedrettens kompetence.
Såfremt fogedretten har taget stilling til et klagepunkt i forbindelse med en klage fra skyldneren, bør amtsankenævnet afvise en klage fra den bidragsberettigede vedrørende samme spørgsmål.
7. Klagefrister ved udpantning m.v.
Efter § 6, stk. 3, i lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. påhviler det pantefogeden at fremsende en klagesag til fogedretten, såfremt indsigelsen fremsættes under udpantningsforretningen. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes inden for et tidsrum af 14 dage.
Man skal anmode om, at skyldneren gøres bekendt med klagefristen og med, at den pågældende selv må fremsætte en senere indsigelse overfor fogedretten inden 14 dage.
P.M.V.
T. Melchior
/M. Engler.
Cirkulærskrivelse om afgrænsning af amtsankenævnenes og fogedretternes kompetence i sager om inddrivelse af underholdsbidrag.
Afgørelser om inddrivelse af underholdsbidrag, som træffes af det sociale udvalg (magistraten), kan ifølge lovbekendtgørelse nr. 567 af 16. november 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag § 23 a indbringes for amtsankenævnet. Afgørelser efter samme lovs § 4 (udpantning) og § 5 (løntilbageholdelse) indbringes for fogedretten.
Siden lovens ikrafttræden har der bl.a. fra adskillige amtsankenævn været rejst tvivl om den nærmere afgrænsning af amtsankenævnenes og fogedretternes kompetence. Under hensyn hertil, samt efter henstilling fra folketingets ombudsmand har familieretsdirektoratet udarbejdet vedlagte vejledning om spørgsmålet.
For så vidt angår kompetencereglerne inden for det sociale klagesystem, jfr. pkt. 4, sidste afsnit i vejledningen har socialministeriet oplyst, at der senere vil blive udarbejdet en vejledning herom.
P.M.V.
T. Melchior
/M. Levy
Cirkulærskrivelse til kommunernes sociale udvalg (magistraten) og samtlige amtsankenævn.
Ingen