Cirkulæreskrivelse om forelæggelse m.v. for statsadvokaterne.

Cirkulæreskrivelse om forelæggelse m.v. for statsadvokaterne.

1. Indledning.

Ved lov nr. 299 af 6. juni 1984, som træder i kraft den 1. juli 1984, er bl.a. retsplejelovens § 721 og § 723 ændret, således at politimesterens påtalekompetence udvides til at omfatte sager angående overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jfr. § 171, § 232, første led, § 244, §§ 276-280 og § 284, jfr. §§ 285-286, og § 288, stk. 1.

Kompetenceudvidelsen for politimestrene omfatter både tiltalerejsning og påtaleopgivelse, jfr. dog retsplejelovens § 721, stk. 3. Endvidere er det i lovens forarbejder forudsat, at acquiescensbeføjelsen i almindelighed tilkommer politimestrene.

For så vidt angår tiltalefrafald indebærer loven (jfr. retsplejelovens § 723, stk. 3), at kompetencen som udgangspunkt er tillagt statsadvokaterne. Politimestrene vil dog efter den nævnte bestemmelse i et vist omfang kunne meddele tiltalefrafald for de lovovertrædelser, som er omfattet af kompetenceomlægningen. Dette gælder således, hvis betingelserne i retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt. I andre tilfælde skal sager, som agtes sluttet med tiltalefrafald, forelægges for statsadvokaterne. Det samme gælder iøvrigt (uanset om sagen er omfattet af retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 1-4), hvis pligt til forelæggelse følger af reglerne i denne cirkulæreskrivelse, herunder reglerne i pkt. 5. De i dette punkt indeholdte regler medfører ikke adgang for politimestrene til at meddele tiltalefrafald i videre omfang, end hvad der følger af retsplejelovens § 723, stk. 3, sammenholdt med § 723, stk. 1, nr. 1-4.

Afgørende for påtalekompetencen er den eller de bestemmelser, som tiltalen angår.

Afgørende for påtaleopgivelseskompetencen og kompetencen til at meddele tiltalefrafald er den eller de bestemmelser, som sigtelsen (sigtelserne) angår, jfr. retsplejelovens § 749, stk. 1.

Det tilføjes, at der ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 er gennemført en ændring af retsplejelovens kriterier for lægdommeres medvirken i straffesager.

2. Almindelige kriterier for forelæggelse.

Forelæggelse eller indberetning sker, når dette følger af lovgivningen, f.eks. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, (embedsmænd), eller af særlige forskrifter, f.eks. rigsadvokatens meddelelser 3/78 (personer i politiet eller anklagemyndigheden), 10/1 (advokater) og rigsadvokatens cirkulære nr. 43/73(6) (advokater).

3. Straffelovssager.

I overensstemmelse med det under pkt. 2 anførte vil forelæggelse af straffelovssager, der agtes fremmet til dom, herefter i almindelighed ske i følgende tilfælde

3.a. Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om anden sanktion end almindelig straf og konfiskation. Således forelægges sager om rettighedsfrakendelse, bortset fra frakendelse af førerret efter færdselsloven.

3.b. Sager, hvor der er spørgsmål om at påstå anvendelse af ubetinget frihedsstraf over for lovovertrædere, der på domstidspunktet er under 18 år.

3.c. Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

3.d. Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om foranstaltningsændring efter straffelovens § 72.

4. Særlovssager.

Særlovssager bør forelægges - uanset om sagen agtes fremmet eller sluttet hvis sagen har vakt særlig offentlig interesse, hvis sagen indeholder spørgsmål af almen interesse, eller hvis sagen angår betydelige krænkelser af de hensyn, der beskyttes ved den pågældende lovgivning. Forelæggelse bør i almindelighed ske, hvis den overordnede forvaltningsmyndighed, hvorunder sagen henhører, har givet udtryk for, at sagen indeholder spørgsmål af nævnte karakter. Det samme gælder, hvis vedkommende forvaltningsmyndighed, uanset at der alene er spørgsmål om bødestraf, har rejst spørgsmål om deltagelse af domsmænd ved sagens behandling i retten. Forelæggelse kan herudover være indiceret, hvis forvaltningens sagsbehandling i særlig grad må forventes at få indflydelse på sagens behandling i retten.

Særlovssager bør i øvrigt forelægges, hvis fortolkningen af den pågældende lov eller udformningen af anklageskriftet, herunder spørgsmålet om ansvarets placering og sanktion, giver anledning til tvivl, ligesom forelæggelse bør ske, hvor der iøvrigt er tale om særligt indviklede, tvivlsomme eller principielle spørgsmål.

Sager om overtrædelse af miljølovgivningen bør herefter i almindelighed forelægges, hvis der er forvoldt betydelig skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, hvis der er opnået en betydelig økonomisk fordel ved overtrædelsen eller fremkaldt mulighed derfor, eller hvis sagen i øvrigt påkalder sig særlig interesse. Sager om overtrædelse af den byggeretlige lovgivning, herunder by- og landzonelovene, bør tilsvarende forelægges, medmindre der er tale om mindre betydningsfulde lovovertrædelser, herunder overtrædelser af formel karakter.

5. Forelæggelse af sagstyper, der er omfattet af kompetenceomlægningen.

Indledningsvis bemærkes, at justitsministeriet forudsætter, at politimesteren udfærdiger anklageskrift m.v. i en sag, der omfattes af påtalekompetencen, selv om sagen forelægges for statsadvokaten.

Afgørelse af, i hvilket omfang der skal ske forelæggelse i sager, der omfattes af påtalekompetenceoverførslen, træffes ud fra de hensyn, der er anført i bemærkningerne til lovforslaget.

Af bemærkningerne fremgår bl.a., at hovedsigtet med den foreslåede kompetenceomlægning er at opnå den mest smidige og hensigtsmæssige udnyttelse af statsadvokat- og politimesterembedernes samlede juridiske sagkundskab. Den særlige sagkundskab, som statsadvokaterne råder over, forudsættes udnyttet til en mere dybtgående behandling af de mere vanskelige og atypiske sager, altså sager, der frembyder særlige retlige eller bevismæssige problemer.

I sager, der er særligt indviklede eller tvivlsomme, eller som indeholder principielle spørgsmål, vil en dobbelt prøvelse af tiltalespørgsmålet m.v. ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn således fortsat være hensigtsmæssig.

Under henvisning hertil og for at varetage ensartetheden i retsanvendelsen følges indtil videre følgende vejledende forskrifter om forelæggelse inden for de enkelte sagstyper, der er overført til politimesterens kompetence. Disse forskrifter gælder både sager, der agtes fremmet, og sager, der agtes sluttet. I sager, der omfatter flere forhold, bør forelæggelse ske, hvis blot eet af forholdene medfører forelæggelse.

5.a. Sager om tyveri forelægges, hvis der er tvivl om, hvorvidt en eventuel tiltale skal subsumeres under straffelovens § 286.

5.b. Sager om vold forelægges, hvis der er tvivl om ved en eventuel tiltale at bedømme forholdet efter straffelovens §§ 245 og 246 eller andre strengere bestemmelser.

5.c. Sager om røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, forelægges, hvis der er tvivl, om forholdet ved en eventuel tiltale skal bedømmes som røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, som afpresning eller som tyveri i forbindelse med vold.

5.d. Sager om hæleri forelægges, hvis der ved en eventuel tiltale er tvivl om at henføre kriminaliteten under straffelovens § 286.

5.e. Sager om ulovlig omgang med hittegods forelægges, hvis subsumptionen ved en eventuel tiltale frembyder tvivl.

5.f. Sager om blufærdighedskrænkelse forelægges, hvis subsumptionen ved en eventuel tiltale frembyder tvivl, navnlig i forhold til §§ 224 og 225.

5.g. Sager om underslæb forelægges, hvis subsumptionen ved en eventuel tiltale frembyder tvivl.

Dog forelægges i almindelighed sager, hvor opgørelsen af tabet, vurderingen af tabsrisikoen eller det kriminelle forsæt volder særlig tvivl. Forelæggelse sker endvidere i sager, hvor den strafferetlige vurdering forudsætter en bedømmelse af underliggende, komplicerede civilretlige eller forretningsmæssige forhold, som f.eks. i konsignationsforhold. Endelig forelægges sager, der frembyder særlig bevistvivl, herunder sager, hvor det gøres gældende, at mankoen skyldes regnskabsuorden, og denne indsigelse ikke uden videre kan afvises.

5.h. Sager om bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk forelægges, hvis subsumptionen ved en eventuel tiltale frembyder tvivl.

Forelæggelse sker i almindelighed i sager, der er særligt indviklede eller tvivlsomme, jfr. principperne i pkt. 5.g., 2. afsnit. Således forelægges sager, hvor forholdet er begået under udøvelse af erhvervsvirksomhed, og hvor tiltalebeslutningen forudsætter komplicerede regnskabsmæssige bedømmelser og vurderinger af underliggende civilretlige og forretningsmæssige forhold.

6. Indberetning på efterforskningsstadiet.

Uanset hvem der har påtalekompetencen, gives der fra principperne i den hidtil gældende praksis på området til orientering og eventuel beslutning skriftlig eller telefonisk indberetning til statsadvokaten, hvor der er tale om særligt omfattende, indviklede eller betydningsfulde sager - herunder forventede nævningesager - og sager, der har vakt særlig offentlig opmærksomhed, samt sager, der ventes at medføre kostbare eller specielle efterforskningsskridt.

7. Underretning om afgjorte sager.

Om udfaldet af en sag, hvori politimesteren har rejst tiltale, gives der i god tid inden ankefristens udløb underretning til statsadvokaten i følgende tilfælde

7.a. Når det følger af en forudgående forelæggelse for eller indberetning til statsadvokaten.

7.b. Når politimesteren mener, at afgørelsen bør ankes, eller nærer tvivl, om der bør meddeles acquiescens.

7.c. Når domfældte har anket.

7.d. Når der er idømt særforanstaltninger, der medfører eller rummer mulighed for frihedsberøvelse.

8. Overgangsregler.

Som nævnt i indledningen træder loven ikraft den 1. juli 1984. Efter princippet i retsplejelovens § 1039 vil tidspunktet for tiltalerejsningen være afgørende for, om sagen behandles efter de nye regler. Dette indebærer, at politimesteren i sager, der er omfattet af kompetenceomlægningen, og hvori der ikke er rejst tiltale ved lovens ikrafttræden, har kompetence til at rejse tiltale og til at træffe beslutning om at undlade videre forfølgning i overensstemmelse med de foranstående regler.

Sager, hvori der er rejst tiltale inden lovens ikrafttræden, forelægges statsadvokaten til acquiescens.

Erik Ninn-Hansen

/E. Linde Jensen

Cirkulæreskrivelse til politiet og anklagemyndigheden.

Ingen