Legislator Case Law & Legislation
C19841125010 DK

Cirkulæreskrivelse til domstolene om tinglysningsafgift

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1984 11250 Historic

Cirkulæreskrivelse til domstolene om tinglysningsafgift

Efter gennemførelsen af lov nr. 563 af 7. december 1983 om ændring af lov om retsafgifter og lov om stempelafgift, hvorved der er gennemført en ordning med betaling af retsafgift for tinglysningsekspeditioner, er justitsministeriet blevet forelagt en række tvivlsspørgsmål om afgrænsningen mellem de tinglysningsforretninger, der er omfattet af hovedreglen om afgiftspligt, og de afgiftsfri tinglysninger. Spørgsmålene har hovedsageligt drejet sig om de nedenfor under punkt 1 4 nævnte problemstillinger.

1. Loven indeholder i § 41 d visse undtagelser fra afgiftspligten. Fritaget for afgift er bl.a. dokumenter, herunder pantebreve, som udstedes til sikring af tilbagebetalingskrav eller som sikkerhed for lån, der ydes efter lov om social bistand eller lov om individuel boligstøtte, jfr. § 41 d, stk. 1, nr. 7.

I forbindelse med lovens gennemførelse har justitsministeriet endvidere i et svar på et spørgsmål fra folketingets retsudvalg tilkendegivet, at der efter justitsministeriets opfattelse ikke skal svares afgift for tinglysning af skadesløshedsbreve til sikkerhed for lån til betaling af ejendomsskatter i henhold til lov nr. 202 af 18. maj 1982, jfr. reglen i § 9 i den pågældende lov, der som fremhævet i svaret til retsudvalget må betragtes som em bestemmelse af særegen karakter.

2. Forud for 1969 blev der opkrævet en særlig afgift for tinglysning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 100 af 23. april 1929 om afgifter ved tinglysning m.v. Disse komplicerede afgiftsregler blev ophævet ved lov nr. 174 af 30. april 1969 om stempelafgift og lov nr. 206 af 21. maj 1969 om retsafgifter.

En række ældre særlove fra tiden før 1969, der indeholder særlige bestemmelser om, at tinglysning i henhold til de pågældende love er afgiftsfri, blev ikke ændret i 1969. Det gælder således f.eks.

Lov nr. 318 af 16. december 1931 angående geodætisk instituts trigonometriske stationer m.v. (§ 7),

lov nr. 52 af 10. marts 1938 om tillæg til lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved Tønder (§ 6),

lov nr. 151 af 6. april 1940 om begunstigelser for mergelselskaber (§ 10),

lov nr. 84 af 25. marts 1961 om sandflugtens bekæmpelse (§ 3), og

lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (§ 39).

Justitsministeriet har ikke foretaget en udtømmende gennemgang af særlovgivningen, og der kan derfor også i andre ældre særlove fra før 1969 være bestemmelser af lignende karakter om fritagelse for betaling af tinglysningsafgift.

De tvivlsspørgsmål, der er blevet rejst i denne forbindelse, går på, om disse særlige undtagelsesbestemmelser må antages at være knyttet til de tidligere meget komplicerede afgiftsregler, der blev ophævet i 1969 - og dermed have mistet deres betydning - eller om de også hjemler fritagelse for betaling af den nu indførte retsafgift for tinglysning af dokumenter.

3. Der synes at være nogen forskel i indholdet af de adresseændringer, som specielt pengeinstitutter ønsker tinglyst. I forbindelse hermed opstår der spørgsmål om rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen i § 41 d, stk. 1, nr. 1, der er indført i forbindelse med ophævelsen af kap. 10 A i lov om stempelafgift, jfr. lovbekendtgørelse nr. 375 af 8. juli 1981.

4. En del spørgsmål har vedrørt bestemmelsen i § 41 b, stk. 2, om en fast ejendoms eventuelle beliggenhed i flere retskredse. Tvivlsspørgsmålene skyldes, at bestemmelsen ikke er formuleret enslydende med den tidligere bestemmelse i stempellovens § 62 A, stk. 2.

5. For så vidt angår punkt 2-4 er justitsministeriet ikke i besiddelse af andre fortolkningsbidrag end dem, der fremgår af bemærkningerne til det tidligere udsendte lovforslag til ændringen i retsafgiftsloven.

6. Af hensyn til justitsministeriets mulighed for at kunne vurdere, om der i forbindelse med det almindelige lovrevisionsarbejde bør tages initiativ til ophævelse eller præcisering af visse afgiftsbestemmelser, skal man anmode om indtil videre at blive underrettet om afgørelser, der træffes af domstolene om disse eller andre tvivlsspørgsmål i relation til retsafgift for tinglysning. Man skal endvidere bede om underretning, hvis en kendelse kæres.

P.M.V.

E.B.

K. A. Knudsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →