Cirkulærskrivelse om de nye regler om godkendelse som adoptant. (* 1).
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulærskrivelse om de nye regler om godkendelse som adoptant. (* 1).
1. Folketinget har ved lov nr. 216 af 16. maj 1984 vedtaget en ændring af adoptionsloven, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om godkendelse som adoptant og adoptionssagers behandling. Ansøgninger om godkendelse som adoptant skal som hidtil træffes af samrådene, hvis afgørelse om godkendelse dog nu kan træffes ved flertal. Et samråds afslag på en ansøgning om godkendelse kan fortsat indbringes for adoptionsnævnet, hvis afgørelse er endelig. I forbindelse med kompetencen til at fastsætte de generelle regler for godkendelse som adoptant er tillagt justitsministeren, er bestemmelsen i adoptionslovens om, at nævnet fører tilsyn med samrådene, ophævet.
Baggrunden for lovændringen er især et ønske om at lempe en række af de hidtil gældende generelle godkendelseskrav og at skabe mulighed for at forenkle behandlingen af adoptionssager, bl.a. gennem en nedbringelse af antallet af, navnlig psykiatriske og psykologiske, specialundersøgelser.
2. Som nævnt under pkt. 1 er kompetencen til at udfærdige regler om godkendelse som adoptant overført fra adoptionsnævnet til justitsministeren, og de generelle godkendelseskrav er nu indeholdt i § 4 i justitsministeriets bekendtgørelse af 15.juni 1984 om adoption. Udover opfyldelse af disse krav er det fortsat en betingelse for godkendelse som adoptant, at ansøgerne efter en konkret vurdering skønnes egnede som adoptanter.
Hvis de generelle godkendelseskrav ikke er opfyldt, kan en ansøgning om godkendelse normalt afslås, uden at der foretages en undersøgelse af ansøgernes egnethed som adoptanter, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 3. Kun i tilfælde, hvor socialcentret finder, at der foreligger særlige omstændigheder, vil en egentlig undersøgelse skulle iværksættes. Socialcentret bør i disse tilfælde gøre ansøgerne opmærksom på, at der ikke ved iværksættelse af undersøgelsen er taget stilling til, om ansøgerne kan godkendes af samrådet.
Adoptionsbekendtgørelsens § 4 indeholder følgende generelle godkendelseskrav
a. Alder (§ 4, stk. 1, nr. 1, og stk 2).
Godkendelse som adoptant kan som hovedregel ikke meddeles til ansøgere i tilfælde, hvor der på tidspunktet for ansøgningens indgivelse til socialcentret er over 40 års forskel mellem ansøger og barn. Dette skal forstås således, at f.eks. en ansøger, der på ansøgningstidspunktet er fyldt 40, men ikke 41 år, vil kunne godkendes til et barn i aldersgruppen 0 - 36 måneder. Er ansøgeren 41 år på ansøgningstidspunktet, vil godkendelse kunne meddeles til et barn i aldersgruppen 12 - 36 måneder.
Som nævnt må godkendelse endvidere fortsat kræve, at ansøgerne efter en konkret vurdering skønnes egnede som adoptanter. Ved ansøgning om adoption af større børn, typisk mellem 3 - 7 år, bør det ved dene vurdering tages i betragtning, at sådanne børn kan få særlige tilpasningspasningsproblemer, der vil være stigende i takt med barnets alder ved anbringelsen. Det må således være en forudsætning for godkendelse, at ansøgerne skønnes egnede til at modtage et større barn. Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillæges betydelig vægt, om ansøgerne har erfaring med børn. En sådan erfaring behøver imidlertid ikke nødvendigvis at være opnået ved egne børn.
Som følge af de særlige regler ved ansøgning om adoption af danske børn må ansøgning om optagelse på venteliste, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 3, normalt afslås, hvis ansøgerne ikke vil kunne opfylde alderskravet i § 4, stk. 1, nr. 1, på det tidspunkt, hvor adoptionsnævnet forventes at anmode socialcentret om undersøgelse med henblik på godkendelse som adoptivforældre.
Ifølge § 4, stk. 2, kan alderskravet fraviges ved ansøgning om barn nr. 2. Der er herved taget hensyn til, at barn nr. 2 så vidt muligt bør være yngre end det første barn. Ansøgerne vil imidlertid ikke kunne godkendes til et barn i en aldersgruppe, der ligger under den aldersgruppe, hvortil de ved første ansøgning kunne godkendes. Eksempelvis vil en ansøger, der som 41-årig har ansøgt om det første barn, kunne godkendes til endnu et barn i aldersgruppen 12 - 36 måneder, men ikke til et barn under 1 år.
Det er en forudsætning for fravigelse af alderskravet, at ansøgning om barn nr. 2 indgives inden rimelig tid efter modtagelse af det første barn.
b. Samlivets varighed (§ 4, stk. 1, nr. 2).
Kravet til samlivets varighed er nedsat til 3 år. Bortset herfra er der ikke ved de nye regler tilsigtet nogen ændring i forhold til de tidligere gældende retningslinier, herunder vedrørende dokumentationen for samlivets varighed. Kravet om 3 års samliv skal være opfyldt på tidspunktet for samrådets godkendelse.
Foreligger der særlige omstændigheder, vil kravet til samlivets varighed kunne fraviges. Dette kan være tilfældet, hvis samlivskravet kolliderer med alderskravet i § 4, stk. 1, nr. 1, og det drejer sig om ansøgere, der har mødt hinanden i en ret sen alder, og som samtidig er klar over, at en af dem ikke vil kunne få børn.
c. Enlige (§ 4, stk. 1, nr. 3).
Enlige kan kun godkendes som adoptanter, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Ansøgning fra enlige kan derfor normalt afslås efter § 4, stk. 3. Skønner socialcentret, at der foreligger sådanne omstændigheder, at en enlig ansøger må anses for særlig kvalificeret til at adoptere et barn, vil en egentlig undersøgelse af den påældendes forhold kunne iværksættes. Ved vurderingen af, om ansøgeren skal godkendes, vil den omstændighed, at ansøgeren kommer til at stå som eneopdrager, skulle indgå som et væsentligt moment.
Spørgsmålet om mulighederne for at forbedre de enliges adgang til at adoptere vil i øvrigt blive taget op til nærmere overvejelse.
d. Ansøgere med børn (§ 4, stk. 1, nr. 4).
gtefæller, der i forvejen har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt i hjemmet, kan ikke godkendes som adoptanter, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Samrådet kan i medfør af § 4, stk. 3, afslå at iværksætte en egentlig undersøgelse af disse ansøgere. Undersøgelse vil dog kunne foretages, hvis ansøgerne kan godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder.
e. Ikrafttrædelsesregler.
De nye generelle godkendelseskrav anvendes på alle sager, der verserer ved socialcentret eller samrådet, d.v.s. sager, hvori samrådet endnu ikke har truffet endelig afgørelse inden den 1. juli 1984. Ansøges der om genoptagelse af en allerede afsluttet sag, skal ansøgningen bedømmes efter de nye regler, og tidspunktet for ansøgningen om genoptagelse vil være afgørende ved bedømmelsen af alderskravet i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1. Sager, der verserer for adoptionsnævnet den 1. juli 1984, skal afgøres efter de nye regler.
Ifølge bekendtgørelsens § 27 finder § 4, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 4, om ansøgere med børn kun anvendelse på ansøgninger, der er indgivet den 1. juli 1984 eller senere.
3. Adoptionsnævnet har siden 1976 udsendt en række cirkulærskrivelser - og fra 1978 tillige meddelelser (betegnet ANM) - af væsentlig betydning for samrådenes og socialcentrenes arbejde. cirkulærskrivelserne og meddelelserne indeholder bl.a. generelle retningslinier med hensyn til kravene til adoptivforældre og til behandlingen af adoptionssager.
Nogle af retningslinierne fra adoptionsnævnet er ikke i overensstemmelse med de generelle godkendelsesregler i den nye adoptionsbekendtgørelse. Det drejer sig om følgende cirkulærskrivelser
a. Skrivelse af 28. oktober 1976 (4/76) om ikraftsættelse af retningslinierne i adoptionsudvalgets betænkning III om godkendelse af adoptivforældre (nr. 775/1976) for så vidt angår retningslinier, der nu omfattes af adoptionsbekendtgørelsens § 4.
b. Skrivelse af 16. marts 1977 (1/77) om adoptionssøgende med børn.
c. Skrivelser af 30. marts 1978 (1/78) og af 24. juni 1980 (4/80) om alderskrav.
Den under a nævnte cirkulærskrivelse ophæves derfor med virkning fra 1. juli 1984 for så vidt angår de retningslinier, der nu omfattes af adoptionsbekendtgørelsens § 4. Fra samme dato ophæves endvidere de cirkulærskrivelser, der er nævnt under b og c. De øvrige cirkulærskrivelser og meddelelser fra adoptionsnævnet forbliver gældende indtil videre.
Af hensyn til familieretsdirektoratets mulighed for at påse, at de formidlende organisationers arbejde sker inden for de ved autorisationerne fastlagte rammer, skal man dog anmode om, at indberetning af forhold af betydning for bedømmelsen af organisationernes virksomhed, jfr. adoptionsnævnets skrivelse af 1. november 1976 (5/76), efter den 1. juli 1984 sker til familieretsdirektoratet. Af samme grund er det fundet mest hensigtsmæssigt, at registrering af de formidlende organisationers kontaktsteder i udlandet, jfr. adoptionsnævnets skrivelse af 3. maj 1979 (3/79), for fremtiden sker i familieretsdirektoratet, hvorfor man har anmodet de formidlende organisationer om at indberette fremtidige kontakter til direktoratet.
4. Som nævnt under pkt. 1 vil adoptionsnævnets hovedopgave fortsat være behandling af klager over samrådenes afslag på ansøgninger om godkendelse som adoptant. Efter adoptionsloven kan justitsministeren henlægge andre opgaver til nævnet. Ifølge adoptionsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, skal nævnet således ved anonym adoption af danske børn udvælge de godkendte ansøgere, der skønnes bedst egnede til at adoptere det barn, der ønskes bortadopteret. Adoptionsnævnet kan endvidere bistå samrådene ved vurderingen af oplysninger om udenlandske børn, der er bragt i forslag til anbringelse hos godkendte adoptionsansøgende.
5. Familieretsdirektoratet vil i samarbejde med de berørte myndigheder og de formidlende organisationer overveje mulighederne for at forenkle forundersøgelsen af ansøgerne, eventuelt gennem en vis beskæring af omfanget af de oplysninger, der indhentes. For så vidt angår ønsket om at søge antallet af specialundersøgelser begrænset skal man oplyse, at der ifølge adoptionsnævnets statistik for 1980 og 1981 er betydelige forskelle mellem samrådene med hensyn til anvendelse af, navnlig psykiatriske og psykologiske, specialundersøgelser. Flere samråd har været i stand at bedømme de adoptionssøgendes forhold, selv om der kun i ganske få tilfælde har været anvendt specialundersøgelser, og uden at der tilsynelandende er nogen sammenhæng mellem den begrænsede anvendelse af specialundersøgelser og det samlede antal afslag. Det synes derfor at være muligt at fastholde et forsvarligt afgørelsesgrundlag, selv om anvendelsen af, især psykiatriske og psykologiske, specialundersøgelser begrænses noget. Man skal henlede opmærksomheden på, at beslutning om iværksættelse af specialundersøgelse uanset adoptionsnævnets skrivelse af 25. februar 1980 (1/80) træffes af samrådet, jfr. adoptionscirkulærets § 2, stk. 2.
6. Generelle forespørgsler om reglerne for godkendelse som adoptanter og om behandlingen af godkendelsessager i øvrigt rettes til familieretsdirektoratet.
Erik Ninn-Hansen
/M. Levy.
Til samtlige samråd og amtskommunale socialcentre (i København magistraten og på Frederiksberg det sociale udvalg) og adoptionsnævnet.