Skrivelse om vilkår for tjenestefrihed til organisationsarbejde.
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om vilkår for tjenestefrihed til organisationsarbejde.
I cirkulære af 25. august 1981 har finansministeriet fastsat vilkår for tjenestefrihed til organisationsarbejde for tjenestemænd i staten m.v.
For så vidt angår cirkulærets punkt C fastsættes efter forhandling med de berørte personaleorganisationer følgende regler for tjenestefrihed til organisationsarbejde
Valgte organisationsrepræsentanter, der ikke i henhold til cirkulærets punkt A har hel tjenestefrihed, men som varetager organisationsopgaver for personalegrupper uden for eget tjenestested, skal så vidt muligt varetage deres hverv ved omlægning af tjenesten eller ved tjenestebytning.
Såfremt varetagelsen af hvervet ikke kan ske ved omlægning eller bytning af tjenesten, kan tjenestefrihed tillades i indtil 120 timer årligt uden lønafkortning. Ved fravær udover 120 timer årligt skal der ske lønafkortning med 1/2080 pr. time af den til enhver tid gældende årsløn.
Ved opgørelse i henhold til ovenstående medregnes alt fravær til varetagelse af organisationsarbejde udenfor eget tjenestested, herunder forhandlingsmøder med styrelsen, deltagelse i kongresser, delegeretmøder, hovedbestyrelsesmøder, bestyrelsesmøder, forretningsudvalgsmøder m.v.
Derimod skal fravær på grund af virksomhed i samarbejdsudvalg og sikkerhedsudvalg med tilhørende underudvalg og arbejdsgrupper ikke medregnes. Deltagelse i kurser arrangeret af faglige organisationer, hvortil direktoratet har bevilget tjenestefrihed, skal heller ikke medregnes.
Reglerne omfatter ikke lokale tillidsrepræsentanter, i det omfang tillidshvervet varetages på tjenestestedet, som led i det daglige arbejde.
Indberetning om ydet tjenestefrihed til varetagelse af organisationsarbejde skal med tjenestestedets attestation indsendes til direktoratet for kriminalforsorgen på blanket dfk 141 inden den 5. i den følgende måned.
Undtaget fra den almindelige indberetningspligt er organisationsrepræsentanter, der ikke har højeste tjenestetid, såfremt det samlede fravær ikke kan forventes at overstige 120 timer årligt.
Indberetningspligten træder ikraft straks.
Et antal blanketter vedlægges. (* 1) Yderligere eksemplarer kan rekvireres ved statsfængslet i Nyborg.
E.B.
Erik Bang
Kriminalforsorgens anstalter, afdelinger og pensioner samt arresthusene.