Skrivelse om benådning af domfældte, der i længere tid efter domsafsigelsen har været på fri fod. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om benådning af domfældte, der i længere tid efter domsafsigelsen har været på fri fod. (* 1)
I tilslutning til justitsministeriets skrivelse af 15. marts 1984 skal man anmode politiet om at tage spørgsmålet om benådning op til behandling for så vidt angår sager vedrørende domfældte på fri fod, der skal udstå fængselsstraf, når der er forløbet 1 1/2 år efter datoen for den (seneste) endelige dom til frihedsstraf. For domfældte, der alene skal udstå hæftestraf, optages sagen dog til behandling, når der er forløbet 1 år efter datoen for den seneste endelige dom til hæftestraf. Sagerne behandles af politiet i den kreds, der har behandlet straffesagen.
A. Tidspunktet for sagens optagelse til behandling.
1. For domfældte, der på nuværende tidspunkt har ventet mere end 1 1/2 år, henholdsvis 1 år, skal sagen optages til behandling snarest muligt. Er domfældte tilsagt til afsoning inden 2 måneder fra datoen for nærværende skrivelse, foretages behandlingen så vidt muligt omgående.
2. For andre domfældte optages sagen til behandling, når der er forløbet 1 1/2 år, henholdsvis 1 år, efter datoen for den (seneste) endelige dom.
Såfremt domfældte tilsiges til at møde til en dato, der ligger efter det tidspunkt, hvor der er forløbet 1 år og 6 måneder (for hæftedømte 1 år) fra dommen, men inden 1 år og 8 måneder (for hæftedømte 1 år og 2 måneder), skal sagen dog optages til behandling 2 måneder før mødedatoen.
3. Er den seneste dom i det hele afsagt efter straffelovens § 89 (tillægsstraf), regnes ventetiden fra den oprindelige dom.
B. Sager, der ikke skal optages til behandling.
Sagerne skal dog ikke optages til behandling, såfremt domfældte
a) til stadighed har unddraget sig strafudståelsen (holdt sig skjult eller lignende),
b) er udeblevet, medmindre udeblivelsen er begrundet i omstændigheder, der har medført udsættelse.
C. Indberetning/forelæggelse af visse sager.
Fra kriminalforsorgens anstalter vil politiet modtage indberetning om domfældte, der er anmeldt eller henvist til udståelse af fængselsstraf. For domfældte med straffetider på over 6 måneder og domfældte, for hvem der i medfør af lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af fængselsstraf her i landet, vil sagerne dog blive forelagt gennem justitsministeriet (direktoratet for kriminalforsorgen). Til orientering vedlægges eksemplarer af justitsministeriets skrivelse (med skemaer) af dags dato til anstalterne. (* 2)
Tilsvarende gælder med hensyn til domfældte, der er anmeldt eller henvist til udståelse af fængselsstraf i arresthus efter Københavns fængslers nærmere bestemmelse. Til orientering vedlægges eksemplarer af justitsministeriets skrivelse af dags dato til Københavns fængsler. (* 2)
Fra Københavns fængsler, statsfængslet ved Horserød og Skibsbylejren vil politiet endvidere modtage indberetning for så vidt angår hæftedømte, hvis sager er sendt til de pågældende institutioner med henblik på tilsigelse til strafudståelse. Til orientering vedlægges eksemplarer af justitsministeriets skrivelse (med skema) af dags dato til de nævnte institutioner. (* 2)
Såfremt politiet på baggrund af oplysninger fra det centrale kriminalregister konstaterer, at de tidsmæssige betingelser for at optage sagen til behandling ikke er opfyldt, sendes indberetingen tilbage til vedkommende anstalt med meddelelse herom.
D. Øvrige sager.
I øvrige sager, det vil sige sager, der ikke omfattes af den under C nævnte ordning, optages spørgsmålet om benådning ved politiets foranledning. Sager, hvor den idømte straf er over 6 måneder, sendes dog direkte til justitsministeriet (direktoratet for kriminalforsorgen), bilagt fotokopi af domsudskrift(er) og udskrift af det centrale kriminalregister. Tilsvarende gælder sager om domfældte, for hvem der i medfør af lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er truffet bestemmelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf her i landet.
E. Behandlingen af de enkelte sager.
Såfremt politiet skønner, at benådning ikke bør ske, forelægges sagen snarest for justitsministeriet (direktoratet for kriminalforsorgen).
I vurderingen vil der navnlig skulle lægges vægt på følgende
a) Eventuel ny kriminalitet (der ikke har ført til frihedsstraf) af ligeartet karakter.
b) Eventuel verserende ny straffesag.
c) Foreliggende oplysninger om fx alkoholmisbrug, stofmisbrug eller andre recidivtruende forhold, der gør benådning uforsvarlig. Sådanne oplysninger vil navnlig skulle tillægges betydning i sager om overtrædelse af straffeloven og lov om euforiserende stoffer.
d) Om domfældte ved gentagne eller sent indgivne ansøgninger om udsættelse/benådning har forhalet tidspunktet for iværksættelse af strafudståelsen.
I andre sager skal der rettes henvendelse (eventuelt skriftligt) til domfældte med forespørgsel om, hvorvidt den pågældende ønsker at indgive ansøgning om benådning. Eventuel ansøgning herom skal indgives til vedkommende politimyndighed snarest muligt.
Ansøger domfældte herefter om benådning, behandles sagen efter reglerne i justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975. Sagen sendes dog direkte til justitsministeriet (direktoratet for kriminalforsorgen), medmindre der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at det skønnes påkrævet, at der indhentes en erklæring fra retten og/eller statsadvokaten. Det vil endvidere normalt være unødvendigt at foretage afhøring af domfældte til rapport.
Benådning vil i givet fald ske i form af betinget strafeftergivelse. Der vil normalt alene blive fastsat vilkår om 2 års straffrit liv.
Eventuelle tvivlsspørgsmål kan forelægges ved telefonisk henvendelse til fuldmægtig E. Steiner (lokal 238) og fuldmægtig Annemarie Lund (lokal 237).
P.M.V.
W. Rentzmann fg.
/Annemarie Lund
Til politiet