Meddelelse om adoption af en bror eller søster til et barn, ansøgere allerede har adopteret.
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om adoption af en bror eller søster til et barn, ansøgere allerede har adopteret.
Ved ANM. nr. 28 orienterede adoptionsnævnet om en konkret adoptionssag, i hvilken Adoption Center havde anmodet adoptionsnævnet om at overveje, om adoptionssøgende, der har adopteret et barn, selv bør have lejlighed til at vurdere en senere foreliggende mulighed for adoption af en bror eller søster til det barn, de allerede har adopteret.
Nævnet udtalte, at man kunne tiltræde, at ansøgerne i almindelighed bør have lejlighed til gennem socialcentret at blive orienteret om adoptionsmuligheden. Der må dog i det enkelte tilfælde foretages et konkret skøn, og særlige omstændigheder kan føre til et andet resultat.
Adoption Center har senere forelagt to konkrete sager om adoption af en bror eller søster til et barn, ansøgerne i forvejen har adopteret.
I den ene sag havde ansøgerne haft barn nr. 1 hos sig i ca. 1/2 år, da spørgsmålet om adoption af en storesøster til barnet opstod. Socialcentret gennemgik sagen og hæftede sig ved, at ansøgerne i forbindelse med adoption af barn nr. 1 have udtalt, at de alene ønskede et barn, og det fremgik, at de og barnet havde været igennem en belastende periode efter barnets hjemtagelse. PÅ den baggrund fandt socialcentret, at man i første omgang telefonisk skulle forhøre sig hos ansøgerne, hvordan de og barnet havde det, før man tog stilling til, om man skulle omtale muligheden for adoption af storesøsteren. Ansøgerne tilkendegav generelt under samtalen, at de ville være betænkelige ved at adoptere endnu et barn. Herefter besluttede socialcentret, at man efter omstændighederne ikke burde omtale den foreliggende adoptionsmulighed.
Adoptionsnævnet tilkendegav, at man kunne tiltræde afgørelsen, men at man havde fundet det rigtigst, at sagen var forelagt for samrådet til afgørelse.
I den anden sag havde ansøgerne haft barn nr. 1 hos sig i ca. 2 år, da spørgsmålet om adoption af en lillesøster til barnet opstod. Socialcentret besluttede efter en gennemgang af sagen, at adoptionsmuligheden ikke skulle omtales for ansøgerne.
Adoptionsnævnet tilkendegav, at man under de foreliggende omstændigheder havde fundet det rimeligt, om der før afgørelsen var tilvejebragt aktuelle oplysninger fra familien. Dette kunne eventuelt i første omgang naturligt være sket uden direkte omtale af den aktuelle anledning til henvendelsen. Man henviste herved til den fremgangsmåde, socialcentret havde valgt i den første sag. Nævnet bemærkede endvidere, at man havde fundet det rigtigst, at sagen var forelagt for samrådet til afgørelse.
P.N.V.
Hornslet.
Til samtlige adoptionssamråd og socialcentre.