Skrivelse om foreningsprincipper i relation til bingoarrangementer. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om foreningsprincipper i relation til bingoarrangementer. (* 1)
Efter § 17 i justitsministeriets bortlodningscirkulære og den tilsvarende bestemmelse i § 8 i justitsministeriet nye cirkulære af 17. januar 1984 anses et bortlodningsarrangement kun som et intern foreningsarrangement, der kan afholdes uden forudgående tilladelse, hvis deltagerkredsen er begrænset til foreningens medlemmer (og disses pårørende,) jfr. nr. 1 i de nævnte bestemmelser.
Foruden at der naturligvis skal være tale om en reel foreningsdannelse, ligger de heri en forudsætning om, at tilknytningen mellem foreningen og dens medlemskreds ikke i det væsentlige er af rent formel karakter. Hvorvidt dette er tilfældet må afgøres efter en vurdering i det enkelte tilfælde, men efter justitsministeriets opfattelse vil en opfyldelse af de nedennævnte forudsætninger kunne tages som udtryk for, at foreningstilknytningen er af en sådan karakter, at den særligt lempelige foreningsbortlodningsbestemmelse pricipielt vil kunne finde anvendelse.
De nævnte forudsætninger er følgende
at indmeldelse i foreningen og kontigentindbetalinger ikke sker ved foreningens bortlodningsarrangementer,
at alle nye medlemmer af foreningen i forbindelse med indmeldelsen kan få udleveret eller tilsendt et eksemplar af foreningens love eller vedtægter,
at alle medlemmer har en vedtægtsbestemt adgang til at øve indflydelse på foreningens ledelse og virksomhed og indkaldes til generalforsamling,
at foreningen ud over bortlodningsarrangementer også har andre aktiviteter specielt i relation til medlemmerne,
at der føres kontrol med, at kun personer, der forud er registreret som kontigentbetalende medlemmer (eller disses pårørende), deltager i foreningens bortlodningsarrangementer, og
at der er adgang for medlemmerne til at overvære foreningens medlemsarrangementer.
Hvis de ovennævnte forudsætninger efter politimesterens vurdering er til stede, og betingelserne i bortlodningscirkulæret § 17 i øvrigt er opfyldt, kan justitsministeriet ikke have indvendinger imod, at Støtteforeningen for Aarhus Nærradio og Radio Aarhus' Venner afholder radiobingo som et intern foreningsarrangement.
Hvis de ovennævnte forudsætninger derimod ikke (endnu) er opfyldt, hvorved bemærkes, at der er tale om relativt nydannede foreninger, kan radiobingoarrangementet efter justitsministeriets opfattelse kun afholdes efter reglerne om offentlige bortlodninger, hvilket indebærer, at der skal foreligge politilladelse til arrangementet.
Det tilføjes, at det nye bortlodningscirkulære opretholder sondringen mellem interne foreningsbortlodninger, der ikke kræver tilladelse, og offentlige bortlodninger, der som hovedregel kræver tilladelse, hvorfor det ovenfor anførte også vil være aktuelt efter den 1. marts 1984, hvor det nye cirkulære træder i kraft.
JUSTITSMINISTERIET, den 30. JAN. 1984
Erik Ninn-Hansen
/Fr.Chr.Schydt